Anonym skriver:
Da jeg hentede min datter fra 0. klasse den anden dag, hev læreren mig til side og sagde, at hun gerne ville have et møde om vores datter, da hun mener, at hun ikke er så moden som mange af hendes klassekammerater. Det kom noget bag på os, da vi ikke selv oplever, at hun er bagefter eller har fået dette at vide i forbindelse med overleveringssamtale til skolestarten. Hun har mange gode kammerater og fungerer godt socialt.
De er nogle stykker, der først fylder 6 til januar, men som alligevel er startet i skole nu, da de er en større flok kammerater, der har fødselsdag slut oktober til slut januar og januar-børnene ville gerne følge deres 2012 kammerater i skole. Da vores datter stod uden for og ventede, fik jeg kun nogle meget hurtige kommentarer som ikke gjorde mig klogere.
Hendes argument var, at vores datter er noget yngre end de andre, men de fleste er kun 2-3 måneder ældre end vores datter, og hun er ikke den yngste i klassen. Der er dog også 3-4 stykker fra marts/april 2012, men de fleste er fra slut 2012. Derudover skulle vores datter ikke reagere så hurtigt på kollektive beskeder, så læreren mente, at vi allerede nu skulle overveje, om vores datter skulle have et år mere i 0. klasse. Det synes jeg er meget tidligt at vurdere efter en måned i skole og med lang tid til sommer.
Vi tager selvfølgelig et møde med læreren, da vi forventer, at der ligger mere i det, men jeg ville høre jer, om I kender til noget, vi kan gøre for at hjælpe vores datter til at blive mere moden i forhold til skolen. Vi vil ikke presse noget modenhed ned over hende, men tænker, om der er noget vi kan gøre for at hjælpe hende godt på vej.
Det er klart, at sådan en situation ikke er rar. Men jeg synes, det er fint at læreren allerede nu sætter ind. Der er ingen grund til at vente. Hvis læreren først informerede jer om jeres datters udfordringer senere, ville det undre jer at I intet havde hørt. Med så meget tid til næste skoleår, har I tid til at arbejde med udfordringerne i et tæt samarbejde mellem skole og forældre. Anse dette møde som en positiv ting, hvor I sammen kan lægge en fælles strategi for, hvordan I hjælper jeres pige. Og betyder det at hun skal gå 0.klasse om, så er det jo kun for jeres piges eget bedste og det lille bump på vejen gennem livet kommer hun over. Det er lang bedre at gå 0.klasse om end fx 2. klasse eller 4. klasse eller...
Min datter havde en periode, hvor hun bare snakkede helt overdreven meget i timerne, og det blev vi faktisk indkaldt til møde om
fordi det betød at hendes sidekammerater sakkede bagefter fagligt. Sammen med lærerne fandt vi en fælles tilgang til at hjælpe hende ud af alt "snakkeriet" og det gjorde hele forskellen.