Jeg har ved første barn været ramt af en fødselsdepression...dengang var jeg bange for at miste det nyfødte barn.
For 3 mdr siden blev jeg mor igen, alt føltes anderledes nu var der styr på livet og alt var fryd og gammen min baby sov de første 4 uger hvor man kunne ligge babyen fra sig og alt var godt.
Derefter blev vi ramt af en lang og sej kolik periode . 6-8 timers skrig dagligt.
Nu er babyen en der hænger på mig hvis den skal sove, barnevognen skriger babyen i og jeg har ingen tid for mig selv.. Babyen kan ikke trøstes uden mit bryst og hænger i det konstant.
Jeg har brug for at komme ud, men efter 2 min hos far skriger barnet også. Jeg føler mig fed (tog 30 kg på under graviditeten) har ikke tabt meget tror jeg, jeg er så selvkritisk jeg er stoppet med at se mig selv i spejlet, jeg ser mig selv som en lorte mor en kæmpe fiasko. Jeg kan ikke gøre rent hver gang jeg kommer wc rens i kummen skriger baby. Hver gang jeg forsøger at få lidt at spise vågner baby og skriger, så det er de hurtige kalorier.
Jeg kan ikke komme ud fordi baby ikke vil ligge i den skide vogn.. Forleden fik jeg tanken at sætte mit barn ind hos naboen og så stikke af og slutte den dumme situation , ved at tage livet af mig.
Jeg er nok nået derud hvor jeg ikke magter mere, men det er så pinligt!, nævnte min situation for min kæreste og hvilke tanker jeg havde haft, og jeg har det skidt. Han havde så mega lidt forståelse, han sagde bare ja livet ville være meget nemmere hvis man ikke levede det. magter ikke at skulle igennem en depression igen, magter ikke følelsen af tomhed at føle mig uelsket fed ligegyldig og umotiveret.
Tror bare jeg ville af med det hele på skrift.
Anmeld
Citér
