har præstations angst:S

tasse skriver:

 hej jeg er en ellers glad pige på 20 år.

detter er min første graviditet og er da kun i 22+4, men men men...

 

er så bange for når først jeg er blevet mor at folk ikke mener jeg gør det godt nok. min mor er efter mig hvergang jeg er hjemme med hva jeg spiser selvom jeg spiser sundt og varieret og aldrig er sulten, da jeg spiser ligeså snart jeg kan mærke jeg har brug for det (ellers kaster jeg op). hende og min lillesøster sidder og kan finde på a vrænge øjne amin og sige ''nå'' eller ''hva er det for noget pjat''  når jeg fortæller om hva jeg har læst om ammning og a jeg selv vil gøre som jeg har læst er bedst.

hvis der er noget jeg selv mener og de mener noget andet ska de straks blande sig.
min søster læser til pædagoisk assistent og min mor arbejder som social og sundheds hjælper og de begge mener de er meget kloge på børn og mennesker i det hele taget.

er så bange for de hele tiden vil blande sig når bebser er kommet ud og a de hele tiden vil sige a jeg gør alt forkert..

derudover har jeg en svigerfamilie der med de to andre svigerdøtre har være rigtig uheldige.
ingen a dem har stor interesse i deres børn og hos den ene blir de altid læsset af hos netop mine sivgerforældre.
de snakker altid om alle de ting de gør forkert og de kan ikke snuppe nogen a dem

min selvtillid er i forvejen lig med nul og blir slet ikk bedre a det..
sidder nogeen gange og græder rigtig meget fordi jeg er så bange for a de allesammen sys jeg blir en elendig mor, selvom jeg virkelig vil gøre al jeg kan for a vores baby får det bedste a alt på alle måder.

er der nogen der har prøvet a ha det på samme måde??

kram natascha 22+4

Hej Natascha.

Selvfølgelig bliver du en god mor  Det er der da slet ingen tvivl om. Du har den rigtige tankegang og du tænker på dit barn.

Men jeg tror et eller andet sted at du bliver nødt til at sætte din mor og søster på plads og forklare dem at det er DIT barn, og det er DIG der er moderen, derfor er det også DIG der bestemmer!!

Du er 20, og et voksent menneske. Ikke 14.... Du er et selvstændigt individ!! Alle mødre er usikre i starten, og i tvivl om, om man gør det rigtigt.... men så har du sundhedsplejersken (eller os herinde), til at spørge om lov!! Du har ikke brug for nogen der står og ånder dig i nakken, og fortælle hvordan de synes det skal gøres!!

Forresten har du ret i det med sutten... Man anbefaler at vente med at give sutten til man har fået amningen op at køre!!

Det er jo tydeligt at du elsker din lille guldklump, og at du glæder dig til hans/hendes ankomst  

Jeg synes bestemt ikke du skal være nervøs for om hvordan du kommer til at klare det

Når  det så er sagt:

Så tillykke med spunken

Ved i hvad det bliver?? Og har i fundet navn??

Knus Pernille

tasse skriver:

 hej jeg er en ellers glad pige på 20 år.

detter er min første graviditet og er da kun i 22+4, men men men...

 

er så bange for når først jeg er blevet mor at folk ikke mener jeg gør det godt nok. min mor er efter mig hvergang jeg er hjemme med hva jeg spiser selvom jeg spiser sundt og varieret og aldrig er sulten, da jeg spiser ligeså snart jeg kan mærke jeg har brug for det (ellers kaster jeg op). hende og min lillesøster sidder og kan finde på a vrænge øjne amin og sige ''nå'' eller ''hva er det for noget pjat''  når jeg fortæller om hva jeg har læst om ammning og a jeg selv vil gøre som jeg har læst er bedst.

hvis der er noget jeg selv mener og de mener noget andet ska de straks blande sig.
min søster læser til pædagoisk assistent og min mor arbejder som social og sundheds hjælper og de begge mener de er meget kloge på børn og mennesker i det hele taget.

er så bange for de hele tiden vil blande sig når bebser er kommet ud og a de hele tiden vil sige a jeg gør alt forkert..

derudover har jeg en svigerfamilie der med de to andre svigerdøtre har være rigtig uheldige.
ingen a dem har stor interesse i deres børn og hos den ene blir de altid læsset af hos netop mine sivgerforældre.
de snakker altid om alle de ting de gør forkert og de kan ikke snuppe nogen a dem

min selvtillid er i forvejen lig med nul og blir slet ikk bedre a det..
sidder nogeen gange og græder rigtig meget fordi jeg er så bange for a de allesammen sys jeg blir en elendig mor, selvom jeg virkelig vil gøre al jeg kan for a vores baby får det bedste a alt på alle måder.

er der nogen der har prøvet a ha det på samme måde??

kram natascha 22+4

Hejsa! jeg kender det alt for godt jeg er den første der fik barn i familien.. ud af en stor søskende flok.. min mor og stedfar havde det også med at blande sig det gør de ikke mere! det handler om at sætte dem i respekt sige direkte til dem med det samme de blander sig " at det skal de slet ikke blande sig i!" for hvis du ikke gør det med det samme så går det kun ud over dig i sidste ende. Så må du forklare din mor stiller roligt måske når i snakker alene eller lign. at når du spørger hende til råds (det gør jeg da nogen gange) så er hun velkommen. Men ikke det andet for det er dig som opdrager dit barn

Jeg havde også lidt svært ved det i starten, men så er det din kæreste skal være der for dig og støttet dig og i må snakke om det, og hvis du siger fra skal han også være der. Det var min

Med henblik på det andet, Så lyder du da slet ikke til at blive sådan en mor som dine svigerinder!! slet ikke du lyder som du bliver en omsorgsfuld og kærlig mor. Husk at tro på dig selv!

knus herfra

Milla-Victoria's mor skriver:

Hej Natascha.

Selvfølgelig bliver du en god mor  Det er der da slet ingen tvivl om. Du har den rigtige tankegang og du tænker på dit barn.

Men jeg tror et eller andet sted at du bliver nødt til at sætte din mor og søster på plads og forklare dem at det er DIT barn, og det er DIG der er moderen, derfor er det også DIG der bestemmer!!

Du er 20, og et voksent menneske. Ikke 14.... Du er et selvstændigt individ!! Alle mødre er usikre i starten, og i tvivl om, om man gør det rigtigt.... men så har du sundhedsplejersken (eller os herinde), til at spørge om lov!! Du har ikke brug for nogen der står og ånder dig i nakken, og fortælle hvordan de synes det skal gøres!!

Forresten har du ret i det med sutten... Man anbefaler at vente med at give sutten til man har fået amningen op at køre!!

Det er jo tydeligt at du elsker din lille guldklump, og at du glæder dig til hans/hendes ankomst  

Jeg synes bestemt ikke du skal være nervøs for om hvordan du kommer til at klare det

Når  det så er sagt:

Så tillykke med spunken

Ved i hvad det bliver?? Og har i fundet navn??

Knus Pernille

tror oss mer det nager mig fordi jeg aldrig har haft ret meget selvtillid og den smule jeg har er efterhånden blevet pillet ned

sys da også selv a jeg gør hvad jeg kan, jeg er færdiguddannet, har job og martin er da også uddannet og vi begge har en ordentlig indtægt.

jeg er begundt a bide fra mig og gider ikke rigtig høre på dem mer, jeg læser jo som sagt for a bli klogere på det jeg er på vej ind i , og har aldrig glædet ig så meget som til det her

mange tak, vi ved ikke hva køn det blir da vi har en bebs der virkelig har været en rod hvergang vi var til scanning
enten ville den ikke vågne, ikke ligge stille ellers vendte den bar rumpen til, så det må vi lade blive en overraskelse

vi har tænkt på navne men er begge enige om vi kan se hvad vores bebs ligner når den kommer(:

Perl skriver:

Hejsa! jeg kender det alt for godt jeg er den første der fik barn i familien.. ud af en stor søskende flok.. min mor og stedfar havde det også med at blande sig det gør de ikke mere! det handler om at sætte dem i respekt sige direkte til dem med det samme de blander sig " at det skal de slet ikke blande sig i!" for hvis du ikke gør det med det samme så går det kun ud over dig i sidste ende. Så må du forklare din mor stiller roligt måske når i snakker alene eller lign. at når du spørger hende til råds (det gør jeg da nogen gange) så er hun velkommen. Men ikke det andet for det er dig som opdrager dit barn

Jeg havde også lidt svært ved det i starten, men så er det din kæreste skal være der for dig og støttet dig og i må snakke om det, og hvis du siger fra skal han også være der. Det var min

Med henblik på det andet, Så lyder du da slet ikke til at blive sådan en mor som dine svigerinder!! slet ikke du lyder som du bliver en omsorgsfuld og kærlig mor. Husk at tro på dig selv!

 

knus herfra

kæresten er også go til a være der for mig, det ender tit med jeg tar derfra og græder på vej hjem, vi bor vel 600m væk og min mor har besøgt os 2 gange de snart 4 måneder vi har boet her,, der er så meget jeg ikk forstår lige på det plan, men det må hun efterhånden selvom

tror heller ikke selv jeg blir som de andre, og tror min svigermor efterhånden er ved a ku se det, for jeg leger altid  med ungerne når jeg er der, og deres forældre er bare ligeglade,,
(den lære jeg aldrig a forstå).

de får besked på a vi ska ha ro når først den lille kommer for der vil jeg gerne selv kunne ta mig tid til tingene sammn med kæresten uden a nogen ska blande sig.

og håber da virkelig på a bli en go mor , vil hvertfald arbejde hårdt for a bli den bedste