Arv ved dødsfald

Jeg vil spørge jer søde brugere til råd. Jeg står som barnet i denne situation. 

Min stedfar kom ind i mit liv, da jeg var spæd og boet hos os altid. Han er gift med min mor og de har sammen 2 børn. Jeg har altid følt mig lidt udenfor og at der har været gjort forskel osv. Noget som jeg tydeligt har set efter vi alle er blevet voksne, men noget mine forældre nægter. 

Han var også den jeg valgte til at føre mig op af kirkegulvet da jeg blev gift, og ser ham som min far. 

Jeg har ikke kontakt med deres 2 fællesbørn, af forskellige årsager, bla at de har udnyttet mig en del, da jeg begyndte at sige fra, blev jeg skubbet helt ud i kulden. 

En dag sidder jeg så og snakker med mine forældre, og de kommer så ind på det her med arv osv når de engang dør. 

Da min fars (ikke biologisk) bedste døde, arvede oldebørnene et lille beløb hver, vi var kun 2 dengang, og hun gjorde ikke forskel på biologisk og ikke biologisk 

min farmor (ikke biologisk) er den som altid har været min farmor (haft yderst sparsom kontakt til min biologiske farmor, og altid omtalt hende og min biologiske far ved navn) men min farmor har altid behandlet mig og mine forældres 2 fællesbørn ens. 

Da vi så sidder og snakker gør de det meget klart atnår tid kommer, arver vi hver 1/3 fra min mor og de 2 andre 1/2 hver fra vores far. Trods at dette nemt kan ændres i et testamente som de uanset vil lave. 

Jeg er ligeglad med penge og mine forældre har ikke en masse at arve, for mig er dette en tilknytningssag. Men at de sad på den måde som at jeg ikke var hans barn gjorde virkelig virkelig ondt. 

Jeg ønsker ikke at virke nærtagende eller grådig, men dette gjorde at jeg igen følte mig udenfor, og at de lige satte . Ved at jeg ihvertfald ikke er hans barn og aldrig har været det. 

Jeg er så ked og knust, og ved ikke hvordan jeg skal komme videre i det her. Mine forældre er glade for børnene og ser dem indimellem. Ved slet ikke hvordan jeg skal tage det her op og om jeg bør. 

Nu forventer jeg ikke de dør de næste mange år, og der skal nok blive ballade med mine “søskende” til den tid. Mit problem er helt klar følelserne af svigt og afvisning og ikke at være god nok 

Hvordan ville i andre tackle det hele 

Anonym skriver:

Jeg vil spørge jer søde brugere til råd. Jeg står som barnet i denne situation. 

Min stedfar kom ind i mit liv, da jeg var spæd og boet hos os altid. Han er gift med min mor og de har sammen 2 børn. Jeg har altid følt mig lidt udenfor og at der har været gjort forskel osv. Noget som jeg tydeligt har set efter vi alle er blevet voksne, men noget mine forældre nægter. 

Han var også den jeg valgte til at føre mig op af kirkegulvet da jeg blev gift, og ser ham som min far. 

Jeg har ikke kontakt med deres 2 fællesbørn, af forskellige årsager, bla at de har udnyttet mig en del, da jeg begyndte at sige fra, blev jeg skubbet helt ud i kulden. 

En dag sidder jeg så og snakker med mine forældre, og de kommer så ind på det her med arv osv når de engang dør. 

Da min fars (ikke biologisk) bedste døde, arvede oldebørnene et lille beløb hver, vi var kun 2 dengang, og hun gjorde ikke forskel på biologisk og ikke biologisk 

min farmor (ikke biologisk) er den som altid har været min farmor (haft yderst sparsom kontakt til min biologiske farmor, og altid omtalt hende og min biologiske far ved navn) men min farmor har altid behandlet mig og mine forældres 2 fællesbørn ens. 

Da vi så sidder og snakker gør de det meget klart atnår tid kommer, arver vi hver 1/3 fra min mor og de 2 andre 1/2 hver fra vores far. Trods at dette nemt kan ændres i et testamente som de uanset vil lave. 

Jeg er ligeglad med penge og mine forældre har ikke en masse at arve, for mig er dette en tilknytningssag. Men at de sad på den måde som at jeg ikke var hans barn gjorde virkelig virkelig ondt. 

Jeg ønsker ikke at virke nærtagende eller grådig, men dette gjorde at jeg igen følte mig udenfor, og at de lige satte . Ved at jeg ihvertfald ikke er hans barn og aldrig har været det. 

Jeg er så ked og knust, og ved ikke hvordan jeg skal komme videre i det her. Mine forældre er glade for børnene og ser dem indimellem. Ved slet ikke hvordan jeg skal tage det her op og om jeg bør. 

Nu forventer jeg ikke de dør de næste mange år, og der skal nok blive ballade med mine “søskende” til den tid. Mit problem er helt klar følelserne af svigt og afvisning og ikke at være god nok 

Hvordan ville i andre tackle det hele 

Hvis din stedfar havde tænkt dig som sin egen, så havde han adopteret dig, dette er ikke tilfældet, så jeg tænker, at dette alene hænger på din forestilling om kernefamilien, du aldrig var en del af.

Tag en snak med din stedfar på tomandshånd og forklar ham dine følelser, ikke for at arve, men for at udtrykke dine tanker og følelsen af svigt.

Jeg vil også sige at havde dine forældre set dig som et fælles barn så var du blevet adopteret.

Jeg ville tage en snak med ham om at føle mig ladt uden for i forhold til at blive betragtet som hans barn. Fokuser ikke på arven - så virker du grådig. men fokuser på signalværdien.

Jeg måtte læse dette flere gange, for jeg synes faktisk, at det er svært, for det kan ses fra flere vinkler.

Jeg synes,at det er så ærgerligt, når der sker uvenskab over arv, og håber at I kan få snakket ud om de følelser, mens tid er,  så det ikke ender med at ødelægge fremtidige relationer.

kunne det tænkes, at grunden til, at du ikke arver, skyldes, at du har en biologisk far, som du på et tidspunkt vil arve fra, og hvor du netop ikke er forpligtet til at dele denne arv med dine søskende?

Spurgte du dine forældre om årsagen til denne forskel? Måske har dine forældre forsøgt at tilgodese alle, selvom det ikke føles sådan. 

Jeg forstår godt, at du føler dig trist, men jeg ville bare gerne høre lidt mere om baggrunden for, at dine forældre har valgt det på denne måde.

Mine drenge har haft min mand som stedfar siden de var 2 og 0. Nu er de 17 og 15. Han har aldrig adopteret dem, da de har en biologisk far, trods han ikke er tilstede i deres liv. 

Han ser alle 4 børn som hans, uanset biologi, og de skal alle arve lige meget fra os begge. Hvad min mands forældre gør ved jeg ikke, men jeg er næsten sikker på, at de kun lader min mands biologiske børn arve - jeg ved dog at mine døtre til den tid betænker deres brødre, så det bliver lige til dem alle. Da det er vores holdning herhjemme og det har vi lært børnene. 

Så det er ikke altid, at fordi manden ikke adopterer, at han ikke ser børnene som biologisk hans.

Ts jeg forstår du føler dig såret - jeg ved at hvis det gjaldt mine egne børn, ville det gøre forfærdeligt ondt på dem. De har i forvejen følt sig fravalgt af deres biologiske far og skulle finde “deres plads” (som selvfølgelig var her). Når noget bliver sat så sort/hvid op som penge/arv her gør - så kan du jo desværre se at de følelser og den angst for ikke at høre helt til og være helt ligeså “god”, du har haft, var rationel nok.

Jeg synes du skal snakke m ham om der er noget misforstået i alt det her. Og som de andre sige, nævn du er ligeglad med pengene men det er svigtet som der sårer dig. Jeg håber det er en misforståelse.

Det kunne have været mig der skrev det indlæg. Desværre. 

Jeg er også fravalgt, både af min biologisk får og ham der har været min "far" i snart 35år. 

Jeg ved dog med sikkerhed at jeg intet arver fra min biologisk da han har giftet sig og stiftet ny familie. Og alt står i hendes navn. 

Men som dig er jeg komplet ligeglad med pengene, vi har ganske enkelt ikke brug for dem. Men følelse  af svigt og ikke at være god nok. Den gør nas. 

For mig har det faktisk gjort så ondt at jeg nu har trukket mig fra min familie. Så hvis du finder vidunder løsningen, så er jeg lutter øre. Det er nemlig ikke en samtale man bare lige tager, og slet ikke med en der har skuffet på så mange plan. 

Kram til dig 

Smølfine123 skriver:

Jeg vil også sige at havde dine forældre set dig som et fælles barn så var du blevet adopteret.

Jeg ville tage en snak med ham om at føle mig ladt uden for i forhold til at blive betragtet som hans barn. Fokuser ikke på arven - så virker du grådig. men fokuser på signalværdien.

Det er altså ikke altid så firkantet.. 
Min far ser mine søstre som sine egne, selvom de var 6 og 3 år da mine forældre fandt sammen.. Mine søstres far så de stadig hver 2. weekend, men har altid kaldt min far for far. 
Min mor ser ikke mine 2 brødre som sine egne, men de har heller aldrig boet hos os/sammen med os og har aldrig kaldt hende mor.. 

Vi vil alle 5 blive ligeligt tiltænkt, såfremt der skulle være noget at "komme efter". Alt andet vil være unaturligt hos os. 


TS: Jeg synes du skal tage en snak med dine forældre, men holde den på egen bane og forklarer dine følelser, fremfor at angribe (hvilket det heller ikke lyder som om du gør). 

Anonym skriver:

Det kunne have været mig der skrev det indlæg. Desværre. 

Jeg er også fravalgt, både af min biologisk får og ham der har været min "far" i snart 35år. 

Jeg ved dog med sikkerhed at jeg intet arver fra min biologisk da han har giftet sig og stiftet ny familie. Og alt står i hendes navn. 

Men som dig er jeg komplet ligeglad med pengene, vi har ganske enkelt ikke brug for dem. Men følelse  af svigt og ikke at være god nok. Den gør nas. 

For mig har det faktisk gjort så ondt at jeg nu har trukket mig fra min familie. Så hvis du finder vidunder løsningen, så er jeg lutter øre. Det er nemlig ikke en samtale man bare lige tager, og slet ikke med en der har skuffet på så mange plan. 

Kram til dig 

Bare et sidespring som selvfølgelig ikke ændrer på dine følelser og din situation, som jeg desværre ikke har et godt råd til, men der kan godt være en arv til dig efter din biologiske far. Medmindre der er særeje og testamente, vil din far arve en del af konens formue, hvis hun dør først, og dør din far først, vil boet efter ham have krav på den af konens formue (igen medmindre der er særeje), da der i praksis sker en skilsmisse, hvor man deler formuen mellem de to parter.

Som sagt blot et lille sidespring, da det jo, som du skriver, ikke er pengene, der er vigtige i situationen.

Bare et sidespring som selvfølgelig ikke ændrer på dine følelser og din situation, som jeg desværre ikke har et godt råd til, men der kan godt være en arv til dig efter din biologiske far. Medmindre der er særeje og testamente, vil din far arve en del af konens formue, hvis hun dør først, og dør din far først, vil boet efter ham have krav på den af konens formue (igen medmindre der er særeje), da der i praksis sker en skilsmisse, hvor man deler formuen mellem de to parter.

Som sagt blot et lille sidespring, da det jo, som du skriver, ikke er pengene, der er vigtige i situationen.

Jeg vil ikke hverken eje eller ha en krone af ham

Og ja du har da ret. Men det virker usandsynligt at han ikke har sørget for sin kone og nye datter. Han er vel midt i 60'erne og hun er vel på alder med mig  (Midt i 30'erne.

De har en datter som er yngre end mine børn. Og eftersom han på den økonomiske front ikke er nogen dum  mand. Ja så tør jeg godt garanterer at der både er særeje og testamenter. Og fred nu være med det. Han kan ikke skuffe mig længere. Men det kan den mand jeg altid har kaldt far

Tante15 skriver:

Jeg måtte læse dette flere gange, for jeg synes faktisk, at det er svært, for det kan ses fra flere vinkler.

Jeg synes,at det er så ærgerligt, når der sker uvenskab over arv, og håber at I kan få snakket ud om de følelser, mens tid er,  så det ikke ender med at ødelægge fremtidige relationer.

kunne det tænkes, at grunden til, at du ikke arver, skyldes, at du har en biologisk far, som du på et tidspunkt vil arve fra, og hvor du netop ikke er forpligtet til at dele denne arv med dine søskende?

Spurgte du dine forældre om årsagen til denne forskel? Måske har dine forældre forsøgt at tilgodese alle, selvom det ikke føles sådan. 

Jeg forstår godt, at du føler dig trist, men jeg ville bare gerne høre lidt mere om baggrunden for, at dine forældre har valgt det på denne måde.

 

Tja måske, men ærligt så var det for mig signalet i det, da der har været mange hændelser, og er nok den som igen gør ondt. At det forstærker det at være udenfor