Internationalisering af børn i en tidlig alder?

Hej med jer 

Jeg sidder med lidt af en hovedpine i øjeblikket.

Min kæreste og jeg taler om at flytte familien til udlandet for at udleve nogle af vores drømme. Vi har 2 drenge, 1 på 2 og 1 på 5. 

Vi er så småt begyndt at forberede vores ældste dreng på at tale Engelsk, da han med stor sandsynlighed vil begynde på en international skole. Vores mindste skal selvfølgelig også lære det, men vi venter lige et år, før vi begynder på hans "oplærning".

Min hovedpine begynder, da både svigerforældre og mine forældre taler ideen meget ned, da "børn skal have lov til at være børn" og fordi det ville være at tage dem væk fra deres venner.

Er der nogen herinde, der har gjort lignende, som kan dele nogle informationer om, hvordan det er gået dem og deres familier?

Vi er i syv sind, om hvor vidt vi skal droppe ideen eller arbejde videre med den og gøre vores børn internationale fra en meget ung alder? 

Tak for alle jeres svar!

Med venlig hilsen

Thomas Poulsen

Det er nok oftere et liv for forældrene end børn

ofte er det jo lidt rodløst hvis man er 2-4 år et sted for så at flytte. Det gør også at det er svært mht venner og relation til bedsteforældre. Hvis man er vokset op i 3-4 land og forskellige sprog er det svært at føle sig helt dansk.. man føler sig nok heller ikke helt spansk eller kinesisk osv.

men på den andre side lærer man sine børn at de skal udleve nogle drømme. 

Jeg vill personligt ikke flytte mine børn til udlandet. Med mindre det var for good. At man faktisk ville flytte permanent til fx USA eller Spanien og ikke komme hjem. 

Jeg kan da godt forstå at bedsteforældrene er imod, for de vil jo bare gerne have børnene tæt på sig.

Jeg har ikke nogen erfaring med det og drømmer ikke om at flytte udenlands med mit barn, MEN jeg kender flere venner og bekendte, der har boet 2-5 år i et andet land som små. Bla. i Frankrig, USA, Singapore, ja, hele verden. De er fuldstændigt almindelige fornuftige mennesker som fint har skabt gode relationer til venner og bedsteforældre - og som i øvrigt er hammerdygtige til engelsk. ;-)

Hvis drømmen er at flytte ud, så skal dine børn nok få nogle gode venner - både ude og hjemme. Husk at Skype med bedsteforældrene og kom på besøg i Danmark til jul. Så skal det nok blive et fantastisk eventyr.

Sådanne drømme skal da bare udleves når man har muligheden. Go for it. 

Jeg er enig i, at det primært vil være noget at I gør for jeres egen skyld og ikke børnene. Men det er ikke ensbetydende med at børnene ikke vil få en MASSE ud af det på den lange bane. Der er helt klart både fordele og ulemper ved det, så I må jo som forældre vælge om I vægter højest at give børnene nogle oplevelser, som de fleste børn ikke får (de får lov til at se verden på en helt anden måde og får samlet nogle kundskaber som mange jævnaldrende ikke har) eller at give børnene nogle stabile børneår i vante omgivelser sammen med resten af jeres udvidede familie. Børn er ligeglade med hvor de spiser isen henne, bare de får lov til at spise den. 

Jeg synes ikke det ene er bedre end det andet, men at I skal stå ved at det er JERES valg og ikke deres og så håndtere de problemer en eventuel midlertidig flytning fører med sig.

A38 skriver:

Jeg kan da godt forstå at bedsteforældrene er imod, for de vil jo bare gerne have børnene tæt på sig.

 

Jeg har ikke nogen erfaring med det og drømmer ikke om at flytte udenlands med mit barn, MEN jeg kender flere venner og bekendte, der har boet 2-5 år i et andet land som små. Bla. i Frankrig, USA, Singapore, ja, hele verden. De er fuldstændigt almindelige fornuftige mennesker som fint har skabt gode relationer til venner og bedsteforældre - og som i øvrigt er hammerdygtige til engelsk. ;-)

 

Hvis drømmen er at flytte ud, så skal dine børn nok få nogle gode venner - både ude og hjemme. Husk at Skype med bedsteforældrene og kom på besøg i Danmark til jul. Så skal det nok blive et fantastisk eventyr.

Dét er jeg utrolig glad for du siger! 

Tak for et rigtig godt svar, som bringer mig en smule tættere på at træffe en beslutning 

asphodel skriver:

Jeg er enig i, at det primært vil være noget at I gør for jeres egen skyld og ikke børnene. Men det er ikke ensbetydende med at børnene ikke vil få en MASSE ud af det på den lange bane. Der er helt klart både fordele og ulemper ved det, så I må jo som forældre vælge om I vægter højest at give børnene nogle oplevelser, som de fleste børn ikke får (de får lov til at se verden på en helt anden måde og får samlet nogle kundskaber som mange jævnaldrende ikke har) eller at give børnene nogle stabile børneår i vante omgivelser sammen med resten af jeres udvidede familie. Børn er ligeglade med hvor de spiser isen henne, bare de får lov til at spise den. 

Jeg synes ikke det ene er bedre end det andet, men at I skal stå ved at det er JERES valg og ikke deres og så håndtere de problemer en eventuel midlertidig flytning fører med sig.

Omvendt kan man sige, at børnene får en "competitive edge" ved at have boet i udlandet og lært et fremmedsprog fra en rigtig tidlig alder?  

Det ser jeg i hvert fald som en klar fordel? 

Som flere andre skriver, må I nok acceptere, at det er jeres drøm og behov, mere end det er børnenes. Børn drømmer jo ikke om “internationalisering” eller “competitive edge”. Ej heller er det noget, man behøver at rykke dem udenlands i barneårene for, at de opnår - det kan de fint klare selv senere i livet, hvis de skulle ønske. Børn drømmer snarere om forudsigelige rammer, kendte legekamerater og familierelationer, hvis vi sådan koger det lidt ned. 

Nå, men ovenstående betyder jo på ingen måde, at det ikke kan være helt legitimt at flytte alligevel - bare årsagerne er de rigtige. Det er altid okay gerne at ville på eventyr - og det kan give hele familien super meget godt. Men det er jo mega hårdt for alle parter og kommer ikke “gratis” hverken ift. ressourcer eller relationer.

Vi har (inden børn) boet i flere europæiske lande og i USA. Vores nærmeste familie er delt i fire lande. Det har været vildt privilligeret - vi nyder de mange rejser og sprog, og havde det faktisk svært med tanken om, at “slå os ned”. Men det gjorde vi lidt alligevel, da vores datter kom, i hvert fald for et par år. Lige nu nænner jeg simpelthen ikke, at hun skal hives væk fra bedsteforældre og venner (lillebror er i øvrigt på vej), så det bliver ikke foreløbigt. Jeg har heller ikke spor travlt med sprogene - de voksne taler en 3-4 stykker, men hun lærer bare dansk og så er jeg helt overbevist om, at resten kommer når der er tid og behov for det.  Jeg bryder mig heller ikke super meget om tanken om, at indrette hendes barndom efter, at gøre hende “konkurrencedygtig” til fremtiden - det tænker jeg ikke, at der kommer særligt sunde værdier ud af?

ThomasPoulsen skriver:

Hej med jer 

Jeg sidder med lidt af en hovedpine i øjeblikket.

Min kæreste og jeg taler om at flytte familien til udlandet for at udleve nogle af vores drømme. Vi har 2 drenge, 1 på 2 og 1 på 5. 

Vi er så småt begyndt at forberede vores ældste dreng på at tale Engelsk, da han med stor sandsynlighed vil begynde på en international skole. Vores mindste skal selvfølgelig også lære det, men vi venter lige et år, før vi begynder på hans "oplærning".

Min hovedpine begynder, da både svigerforældre og mine forældre taler ideen meget ned, da "børn skal have lov til at være børn" og fordi det ville være at tage dem væk fra deres venner.

Er der nogen herinde, der har gjort lignende, som kan dele nogle informationer om, hvordan det er gået dem og deres familier?

Vi er i syv sind, om hvor vidt vi skal droppe ideen eller arbejde videre med den og gøre vores børn internationale fra en meget ung alder? 

Tak for alle jeres svar!

Med venlig hilsen

Thomas Poulsen

 

Glade forældre giver glade børn

Når det er sagt bliver det selvfølge hårdt for børnene nyt sted hvor de ikke engang kan sproget. - Men børn er gode til at indrette sig 

- ser selv vokset op hos en mor og far der er ulykkelig sammen brugte uendelig meget tid af min barndom at ha ondt af min borderline mor - Det var utroligt hårdt 

Det jeg vil sige er - som det er lykken for jer, bliver det  nok også for jeres børn

vores børn er meget mere afhængig af os end vi regner med

Hej.

Jeg flyttede til udlandet, da jeg var knap 23, og har boet i fire forskellige lande. Mine børn er født i forskellige lande og er flydende i flere sprog.

PT er vi i Danmark, men inden længe rejser vi videre. 

Mine børns base er mig - de ved, hvor jeg er, og at vi tre er sammen, og så sørger vi for at se vores venner ofte - hvor de end er i verden.

Nej, de har ikke været vant til at se deres udvidede familie mere end en enkelt eller to gange om året - men de har aldrig savnet det heller, for de har ikke prøvet andet. 

Dine børn kommer måske ikke til at føle sig helt danske, som en anden nævnte  - eller helt kinesiske, mexicanske mm - men de bliver verdensborgere. Det er mine børn også. Hvis du spørger, hvor de kommer fra, vil de spørge, hvad du mener. Som hvor de er født - hvor deres forældre er fra - hvor de har boet. Der er mange svar til det spørgsmål.