Pige på 6 år savner sin mor

Hej. Jeg er bonusmor til en pige på 6 år. Jeg har været en del af pigens liv i 3 år og boet sammen med hende og hendes far i 1,5 år. Vi venter et fælles barn senere i år. Samarbejdet med bio-mor er rigtig godt og vi deltager i alle begivenheder fx første skoledag, opvisninger mv sammen og stemningen er altid god. Dialogen mellem mor og far er også uproblematisk, trods ofte forskellige holdninger og temperament. Mor har en kæreste som bor langt væk og som har 2 børn også. Så en form for weekendkæreste. 

Vi bor 3 km fra mor og har en 9-5 deleordning i mors favør, som har fungeret i alle årene. Ordningen er desuden fleksibel og vi hjælper gerne hinanden ifbm. rejser mv. Mor rejser ofte med arbejdet.

De seneste 3 måneder har min bonusdatter savner sin mor hver gange hun er hjemme hos os. Det er oftest ved sengetid at hun siger at hun savner mor. En sjælden gang i mellem er det også i dagtimerne. Og som tingene fungere lige nu, så tæller hun dage ned til hun skal hjem til sin mor igen, når hun er hos os. 

Enkelte aftner er det eskalerer voldsomt og hun har været utrøstelig. Hun har af flere omgange sagt at hun gerne vil være hos sin mor altid, at hun håber hendes mors kæreste vil dø, at hun ikke har nok alenetid med sin mor og at hun ikke så godt kan lide at være hos os, fordi det er langt væk fra hendes mor. I går sagde hun at hun ville ønske at vi boede lige ved siden at hendes mor. Vi forsøger at rumme hende, sige at vi godt kan forstå hende, at det er svært at savne, men en del af livet, at hun snart ser mor, at mor altid vil være der for hende. Enkelte gange har vi ringer mor op, men med dårlig succes fordi gråden og ked-af-det-heden er eskaleret og vi har haft et hulkende barn siddende, efter sådan en samtale. Vi har hende ind i mellem mistænkt for at bruge det som en måde at opnå ting. Fx sover hun inde i sin mors seng når morens kæreste ikke er på besøg. Hos os sover hun på eget værelse, men er altid velkommen inde hos os hvis hun er ked af det eller andet. Hun benytter sig dog sjældent af det og får et nej til at blive puttet i vores seng, fordi vi sover dårligt når vi sover der alle sammen. I dagtimerne er der sjældent noget problem og vi hygger os meget og hun får meget opmærksomhed og kærlighed fra os begge. Hun glæder sig desuden til at skulle være storesøster, men vi lader det ikke fylde alt og der er ofte dage hvor vi ikke taler om babyen.

Far tager hendes savn rimelig roligt. Han bliver ind i mellem frustreret og vi taler meget om det, når hun er lagt i seng. Han er ind i mellem ked af at det bliver ved og føler sig fravalgt. Og jeg har det på samme måde. Det er hårdt at føle sig utilstrækkelig og “den forkerte forældre” hver gang hun er hjemme og for mig er det demotiverende at høre på at hun bare tæller dage ned til hun skal hjem til sin mor. Hun er ellers en pige som trives rigtig fint, har mange venner, er sød og velopdragent og generelt et glad barn. Men jeg synes godt nok at det trækker tænder ud hver aften at skulle forholde sig til at hun savner mor. Og jeg tænker også at det må være hårdt for hende. 

Jeg ved ikke hvad jeg spørger efter, men måske nogen har nogle input til hvad vi kan gøre, om det er normalt, er det normalt for alderen, skal vi være bekymret for at vi ikke tager det seriøst nok, for hun er ikke mere hos mor fordi hun savner hende? Andre input eller erfaringer? 

Vi har en god dialog med mor om det og taler ofte med hende om det. Vi er enige om at holde fast i den ordning vi har og mor bakker op om os og omvendt. 

Jeg tror ikke ar det handler om at fravælge far overhoved.

ofte vil børn hvor der er problemer i hjemme - hvis der er vold eller skænderier osv. gerne være så tæt på deres forældre for at sikre sig st alt er ok.

Hvordan er morens forhold til den nye..? At ønske ham død kan enten skyldes at han tager hendes tid med moren eller at han ikke er god for hende. 

Blot en tanke...

Vores indtryk er, at deres forhold er godt. De ses så meget som deres situation tillader dem og de har ofte alle 3 børn sammen. Mor har fortalt, at se 3 børn ind i mellem kæmper om hendes opmærksomhed fx hvem skal sidde ved siden af hende osv. Men vores indtryk er at de har et godt forhold og hendes kæreste er en sød fyr som vi har mødt flere gange. Men vi ved også, at der kan være svært for min bonusdatter at acceptere at når kæresten er på besøg må hun ikke sove i mors seng og når han ikke er på besøg, så må hun gerne. Men generelt opfatter vi dem som harmoniske og mor er meget engageret i sin datter og også i sin kæreste og hans børn. Men han tager selvfølgelig tid fra at mor og datter er alene. 

Sandbjerg skriver:

Vores indtryk er, at deres forhold er godt. De ses så meget som deres situation tillader dem og de har ofte alle 3 børn sammen. Mor har fortalt, at se 3 børn ind i mellem kæmper om hendes opmærksomhed fx hvem skal sidde ved siden af hende osv. Men vores indtryk er at de har et godt forhold og hendes kæreste er en sød fyr som vi har mødt flere gange. Men vi ved også, at der kan være svært for min bonusdatter at acceptere at når kæresten er på besøg må hun ikke sove i mors seng og når han ikke er på besøg, så må hun gerne. Men generelt opfatter vi dem som harmoniske og mor er meget engageret i sin datter og også i sin kæreste og hans børn. Men han tager selvfølgelig tid fra at mor og datter er alene. 

Hvor længe har de været kærester? 

Jeg har også delebørn og en kæreste der bor her, men er meget væk pga job. Ungerne har lige fra start været rigtig glade for min kæreste, men der gik noget tid hvor når han ikke var her, så ytrede de at det var bedst når vi kun var os 3. 

Jeg tænker det er helt normalt når de er vant til at have mor alene måske din bonusdatter ved at på hverdage er kæresten der ikke, så der kunne hun have sin mor-tid? Måske synes hun bare det er træls at dele mor hver gang de har fri sammen?  Især hvis der gælder andre regler når kæresten er der som “går udover” hende. Det gør det jo når hun bliver valgt fra i soveværelset til fordel for ham. Det tror jeg virkelig man skal passe på med. 

De har været sammen i små 1,5 år, men det er blevet noget mer seriøst de sidste 6-8 måneder med lange ferier sammen og flere besøg hos hinanden. 

Jeg er ikke enig med mor i, at der er forskellige regler når kæresten er hjemme og andre når han ikke er. Den havde vi heller ikke kørt herhjemme. Men det føler vi ikke, at vi kan gå ind og blande os i. Jeg tror helt sikkert, at noget af det skyldes at mor og datter har mindre tid sammen. Men det er mor blevet meget opmærksom på og forsøger at lægge masser af tid ind til det. Men det har desværre ikke haft nogen effekt hjemme hos os. Hun savner stadig mor hver evig eneste aften. 

Sandbjerg skriver:

De har været sammen i små 1,5 år, men det er blevet noget mer seriøst de sidste 6-8 måneder med lange ferier sammen og flere besøg hos hinanden. 

Jeg er ikke enig med mor i, at der er forskellige regler når kæresten er hjemme og andre når han ikke er. Den havde vi heller ikke kørt herhjemme. Men det føler vi ikke, at vi kan gå ind og blande os i. Jeg tror helt sikkert, at noget af det skyldes at mor og datter har mindre tid sammen. Men det er mor blevet meget opmærksom på og forsøger at lægge masser af tid ind til det. Men det har desværre ikke haft nogen effekt hjemme hos os. Hun savner stadig mor hver evig eneste aften. 

Det er hårdt. For alle. Jeg forstår 100% hvad du mener ift at det er demotiverende når hun bare går og tæller ned. Det gør min store også af og til. Det gør ondt og samtidig bliver jeg. Ja, demotiveret. Og måske også lidt irriteret somme tider. Jeg føler jo jeg gør hvad jeg kan for at det skal være skønt her. Og så er det som om intet er godt nok.  Og jeg ved godt det er total irationelt og det slet knke handler om det. Så selvfølgelig er det en følelse jeg skynder mig at ryste af mig! Men ååååh. Det er ikke nemt. 

Ja det er fuldstændig sådan jeg har det. Jeg synes vi gør alt hvad vi kan for at hun har det godt her. Men vi er bare ikke mor og mor er det eneste hun vil. Så bliver jeg nemlig også irriterer og demotiveret. Jeg har ikke lyst til at trække mig, men det kan jeg mærke at jeg gør. Så kommer jeg til at tænke “jamen så tag hjem til hende og så kan vi gøre hvad der passer os”. Men det er jo ikke en løsning og heller ikke det hverken jeg eller hendes far har lyst til. Men puha... ja.. det er frustrerende og vi føler os hjælpeløse.

Jeg tror ikke, at jeg rigtig kan byde ind med relevant erfaring, men når jeg læser alt det du skriver, så tænker jeg at I lyder til alle sammen at tackle det super fornuftigt - og at hun er en heldig lille pige, med mange gode voksne om sig.

Det lyder som en naturlig reaktion, hun har åbenbart et stærkt savn og forhåbentlig er det en fase, som jeg på ingen måder tolker som, at hun ikke trives og har det dejligt hos jer også. Men jeg forstår godt, at det må være ret hårdt  for jer alle. Held og lykke med det hele!

Vi ønsker jo blot at hendes liv er så ubekymret som muligt. Men at hendes mor og far ikke bor sammen er et livsvilkår for hende og en af de få ting som vi ikke kan gøre noget ved. Og så er det naturligvis mega svært at høre at det er så hårdt for hende. Og samtidig har vi svært ved helt at tolke hvor hårdt det er, fordi hun generelt er en meget glad pige.

Gode råd til håndtering eller ting vi kan sige til hende modtages fortsat meget gerne. Eller historier som minder om. For mig hjælper det at høre om andre i samme både.

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke selv har skilsmissebørn, og du kan bare ignorere min kommentar, hvis du ikke kan bruge den til noget.

Men jeg har 2 piger, som begge har haft en periode eller to på ca 1/2 års tid, hvor de ikke har kunnet holde ud at være væk fra mig. Selvom de normalt overnatter hos veninder, familie og spejderlejre uden problemer, så giver det lige pludselig bøvl og de vil bare være hos mor hele tiden. 

Når de bliver kede af det, hvis jeg har været væk i de perioder, så har far eller hvem der nu har været der holdt fast i, at det er godt at savne, fordi det betyder, at man elsker nogen, og det er en god ting. Derudover har de ikke gjort det store ud af det, og det har med tiden haft en god effekt. 

Jeg ved godt, at jeres situation er anderledes, men som du selv siger, så er det bare hendes livsvilkår, og det lyder som om hun har nogle fantastiske voksne omkring sig, som ønsker hende alt godt. 

Mit råd er at holde ud og som I også er enige om, så hold fast i samværet og hold fast i, at I alle elsker hende og at det er ok at savne.