Tale med sit barn om dagen

Jer med børn på 2-3 år. Taler i med jeres barn om dagen i dagplejen/vuggestuen osv når de kommer hjem? 

Min søn er 2.9 år og jeg vil rigtig gerne høre om hans dag, men han bliver sindsygt sur når jeg spørger ind til hans dag i dagplejen og siger at jef ikke må spørge. Jeg ved ikke om frustrationen bunder i at han ikke rigtig er i stand til at svare eller hvad. 

Jeg synes generelt han har svært ved at fortælle om hvad han har oplevet tidligere. 

Jeg føler måske han burde kunne dette nu. 

Selvom jeg er meget specifik og spørger om de fx var på legepladsen bliver han sur og vil ikke svare ��‍♀️

Burde han ikke kunne dette nu? Det virker underligt for mig slet ikke at spørge ind til hans dag når jeg henter ham... 

Jeg tror nu ikke, det er fordi han ikke kan. Lyder lidt som om, at han har svært ved svare dig, han kan mærke, du forventer noget. Og måske ved han ikke, hvad der præcis forventes.

du kunne måske sige “jeg har haft en god dag på arbejdet. Jeg har spise frokost og talt med Pia. Har du også talt med nogen i dag?” 

børn tit i baglås - især hvis de kan mærke, de skal gøre noget og ikke kan afkode situationen eller svaret eller ved hvad de skal helt.. :-)og selv om du ikke føler, du presser ham, så kan han måske mærke, det er vigtig for dig - også bliver han akavet og bliver sur og frustreret og sådan er faktisk ofte med den alder :-)

Efter 3 børn et min erfaring at børn i børnehavealderen nok skal fortælle, hvis de har oplevet noget, son de har lyst til at fortælle, bare må fortælle eller har brug for at fortælle.

Mine har heller aldrig gidet at svare, når jeg spirgte dem, men så til aftensmaden og ved sengetid, så kom der tit lige lidt.

Christina 

Tror måske mest at det lyder til, at han bliver irriteret over at blive spurgt? Min datter bliver for tiden ret arrig over komplimenter - så guderne forbyde at man kommer til at sige, at hun er sød eller har seje sko på 

Hun kan godt fortælle om sin dag, sådan i små konkrete ting - “Jeg cyklede på legeplads, Anna havde kjole på, jeg spiste rugbrød”, osv. Nogle gange er det dog ren  sludder og opdigtning det som kommer .. hun er knapt 2,5...

Nej rent aldersmæssigt er han slet ikke i stand til at kunne svare på det spørgsmål og hvis han så endelig svare kan det sagtens være noget han har lavet for uger siden, men som har gjort indtryk på ham. Så nej omkring 4 år kan de så småt, men de kan sagtens fortælle om deres tur til lalandia i weekenden flere mandage i træk  

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Tror måske mest at det lyder til, at han bliver irriteret over at blive spurgt? Min datter bliver for tiden ret arrig over komplimenter - så guderne forbyde at man kommer til at sige, at hun er sød eller har seje sko på 

Hun kan godt fortælle om sin dag, sådan i små konkrete ting - “Jeg cyklede på legeplads, Anna havde kjole på, jeg spiste rugbrød”, osv. Nogle gange er det dog ren  sludder og opdigtning det som kommer .. hun er knapt 2,5...

Haha sådan er min 3 årige også pt  hun er i hvertfald hverken : sød, smuk, dejlig, dygtig, stor, lille, sej eller nuttet!  

Mort3 skriver:

Efter 3 børn et min erfaring at børn i børnehavealderen nok skal fortælle, hvis de har oplevet noget, son de har lyst til at fortælle, bare må fortælle eller har brug for at fortælle.

Mine har heller aldrig gidet at svare, når jeg spirgte dem, men så til aftensmaden og ved sengetid, så kom der tit lige lidt.

Christina 

Præcis det samme vi oplever 

Soonmom skriver:

Nej rent aldersmæssigt er han slet ikke i stand til at kunne svare på det spørgsmål og hvis han så endelig svare kan det sagtens være noget han har lavet for uger siden, men som har gjort indtryk på ham. Så nej omkring 4 år kan de så småt, men de kan sagtens fortælle om deres tur til lalandia i weekenden flere mandage i træk  

Det er forskelligt om de kan eller ej i den alder.

Jeg synes også lidt det lyder til, at han bliver irriteret fordi han føler der er nogle forventninger til hans svar. 

Vores datter er 2 år og 9 måneder også, og hun svarer I lange sætninger, hvor hun fortæller om specifikke situationer fra dagen, hvad der skete, hvad de sagde, hvordan de andre børn og voksne reagerede og lignende. Alt muligt. 

Eksempelvis hvis jeg spørger : hvem har du leget med i dag? 

Så svarer hun at X ville ikke lade hende komme med ind i huset, og så havde hun sagt til X at alle måtte være der inde, men så havde X prikket hende hårdt i ansigtet (min datter peger hvor), det må man ikke, siger dp mor og så havde hun I stedet leget med Y, de havde løbet og været dinosaurer. 

Jeg snakker altid med dp om min datters fortællinger, og hun bekræfter dem altid. 

JD skriver:

Det er forskelligt om de kan eller ej i den alder.

Jeg synes også lidt det lyder til, at han bliver irriteret fordi han føler der er nogle forventninger til hans svar. 

Vores datter er 2 år og 9 måneder også, og hun svarer I lange sætninger, hvor hun fortæller om specifikke situationer fra dagen, hvad der skete, hvad de sagde, hvordan de andre børn og voksne reagerede og lignende. Alt muligt. 

Eksempelvis hvis jeg spørger : hvem har du leget med i dag? 

Så svarer hun at X ville ikke lade hende komme med ind i huset, og så havde hun sagt til X at alle måtte være der inde, men så havde X prikket hende hårdt i ansigtet (min datter peger hvor), det må man ikke, siger dp mor og så havde hun I stedet leget med Y, de havde løbet og været dinosaurer. 

Jeg snakker altid med dp om min datters fortællinger, og hun bekræfter dem altid. 

 

Ja det er selvfølgelig forskelligt hvad de kan i den alder, det siger vel sig selv?

Men rent alderssvarende udvikling er det overhovedet ikke noget han skal kunne endnu, så ville han være forud for sin udvikling og det er der selvfølgelig også nogen børn der er og nogen er bagud og kan endnu ikke engang formulerer sætninger  

Mine drenge gad heller ikke i den alder, eller da de blev ældre - og gider egentlig stadig sjældent. De er nu 15 og 17. Det var som om de ikke orkede forholde sig mere til det hele når de først var hjemme og holdte fri. Ligesom jeg heller ikke gider tænke mere på mit arbejde, når jeg har fri. Jeg har bare lyst til at lukke det ude og bare få fred i hjernen.

Det var mit indtryk at det var to verdener, de ikke gad blande sammen. Og ude af øje ude af sind.

Min datter ville gerne, så der er forskel på børn. Men hendes var mere - og er stadig - en form for at hun havde brug for at bearbejde dagen. Sådan lidt som at jeg også blev brugt til konfliktløsning. Og så når hun havde fået ro i hovedet, så skulle hun også bare slappe af derefter og jeg skulle ikke bringe noget op igen.