Veninde med stress og depression

Mor11 skriver:

Hvis man som de jeg kender giver besked om at man ikke vil have besøg og ikke vil tale med nogen, så er det da dobbeltmoralsk bagefter at sige at det er for dårligt at ingen kom forbi eller talte med vedkomne. Ja det er en del af sygdommen, men de pårørende i sådan en situation kan jo ikke gøre noget rigtigt så. Fair at man lukker sig inde, det er naturligt med sygdommen, men det med at klandre andre bagefter som faktisk prøvede, er ikke fair  

Resten - læs hvad jeg skriver. Jeg skriver man skal tage kontakt evt via manden og måske presse lidt på. Fordi man netop ikke altid selv ved hvad man har brug for mens man har det skidt. Jeg har på ingen måde skrevet at man skal undlade at tage kontakt. Tvært i mod faktisk. 

I det indlæg jeg citerede, nævnte du intet om, at de selv havde sagt, at de ikke vil have besøg og ikke vil tale med nogen.

Den besked ville jeg som pårørende ikke tage for gode varer. Jeg ville tage kontakt alligevel.

Mor11 skriver:

Hvis man som de jeg kender giver besked om at man ikke vil have besøg og ikke vil tale med nogen, så er det da dobbeltmoralsk bagefter at sige at det er for dårligt at ingen kom forbi eller talte med vedkomne. Ja det er en del af sygdommen, men de pårørende i sådan en situation kan jo ikke gøre noget rigtigt så. Fair at man lukker sig inde, det er naturligt med sygdommen, men det med at klandre andre bagefter som faktisk prøvede, er ikke fair  

Resten - læs hvad jeg skriver. Jeg skriver man skal tage kontakt evt via manden og måske presse lidt på. Fordi man netop ikke altid selv ved hvad man har brug for mens man har det skidt. Jeg har på ingen måde skrevet at man skal undlade at tage kontakt. Tvært i mod faktisk. 

Beklager - men du kan umuligt forestille dig den tilstand man er i.

sommerbarn<3 skriver:

Hvorfor har ingen kontaktet hende i 6 mdr.?!

hun frabedte sig vel ikke alt kontakt? Eller hvordan?

 

Håber i finder på en måde at være der for hende, hvis hun vil lade jer gøre det 

Vi har kontaktet hende et par gange - sendt blomster og et par sms’er. Hun har slet ikke reageret på noget af det. Det er også helt i orden. Men der begynder efterhånden at melde sig en nagende irritation/tvivl hos os. Vi ved ikke, om vi skal lade hende være, fortsætte med at sende sms’er/beskeder, eller banke på hendes dør og hive hende med ud. 

Du skriver hele tiden at i i gruppen .

tænker også at du lidt bør vende den indad også tænke hvad du tænker og hvordan du ville agerer i jeres venskab. 

Her var spontanitet et nøgle ord.  Hvis udflugter  sammenkomster   handle,  m.m var for planlagt kunne mit hoved kokse på forskud.  

Hjemmet kan ligne en trist slagmark.  Hvor man kan tænke sit,  men af egen erfaring vores lignede en slagmark med opvask over alt  støv og grus i lange baner m.m men alt overskud blev brugt på ungerne,  både deres far og jeg nussede om ungerne og hus måtte være hus.  Det er meget flovt at skulle inviterer ind i.

så skriv aftenen før om hvor i skal mødes til en kort gå tur.  Hav kaffen med evt og find en bænk.  

Hun sover sikkert noget af tiden væk.  Så det med at komme og banke på kan også ødelægge opladningen til ungerne kommer hjem.  

Vigtigst af alt en kontakt og alt hvad der fortælles bør efter min mening ikke altid genfortælles i gruppen.

Anonym skriver:

Vi har kontaktet hende et par gange - sendt blomster og et par sms’er. Hun har slet ikke reageret på noget af det. Det er også helt i orden. Men der begynder efterhånden at melde sig en nagende irritation/tvivl hos os. Vi ved ikke, om vi skal lade hende være, fortsætte med at sende sms’er/beskeder, eller banke på hendes dør og hive hende med ud. 

Jeg ville fortsat række hånden ud med tre-fire ugers mellemrum. Ikke med invitationer, men måske med en lille fortælling om, hvad der sker i mit liv og så med en påmindelse om at jeg holder af hende, er klar til at ses lige så snart hun er og at det vil være fuldstændig på hendes præmisser - om det så betyder at det kun bliver 5 min. Og så gøre det klart at der intet pres er, ingen krav eller forventninger, men at jeg vil glæde mig til at vi ses. 

Ena skriver:

Jeg ville fortsat række hånden ud med tre-fire ugers mellemrum. Ikke med invitationer, men måske med en lille fortælling om, hvad der sker i mit liv og så med en påmindelse om at jeg holder af hende, er klar til at ses lige så snart hun er og at det vil være fuldstændig på hendes præmisser - om det så betyder at det kun bliver 5 min. Og så gøre det klart at der intet pres er, ingen krav eller forventninger, men at jeg vil glæde mig til at vi ses. 

Rigtig god idé - hvis det var mig, der var den depressive veninde, ville det være den helt rigtige måde at gøre det på. Intet pres.

Så ved man, at de stadig er der, den dag man måske kan overskue at ses igen.

Anonym skriver:

Du skriver hele tiden at i i gruppen .

tænker også at du lidt bør vende den indad også tænke hvad du tænker og hvordan du ville agerer i jeres venskab. 

Her var spontanitet et nøgle ord.  Hvis udflugter  sammenkomster   handle,  m.m var for planlagt kunne mit hoved kokse på forskud.  

Hjemmet kan ligne en trist slagmark.  Hvor man kan tænke sit,  men af egen erfaring vores lignede en slagmark med opvask over alt  støv og grus i lange baner m.m men alt overskud blev brugt på ungerne,  både deres far og jeg nussede om ungerne og hus måtte være hus.  Det er meget flovt at skulle inviterer ind i.

så skriv aftenen før om hvor i skal mødes til en kort gå tur.  Hav kaffen med evt og find en bænk.  

Hun sover sikkert noget af tiden væk.  Så det med at komme og banke på kan også ødelægge opladningen til ungerne kommer hjem.  

Vigtigst af alt en kontakt og alt hvad der fortælles bør efter min mening ikke altid genfortælles i gruppen.

 

Ja, jeg siger ‘vi’ ofte, og det er egentlig fordi, vi mest ses som gruppe. Jeg har faktisk ikke mødt med hende alene ret mange gange. Derfor er jeg også i tvivl om, hvordan jeg lige skal agere, og om det overhovedet er min opgave at blande mig (det er der nok ikke nogen herinde, der kan svare på). Hvis hun var en virkelig tæt veninde, ville jeg helt sikkert være mere insisterende og ikke så bange for at tage kontakt.

Selvom vi ikke er mega tæt, så er jeg dog stadig bekymret for hende og ville hade, at vi (nu sagde jeg det igen) i vennegruppen ikke får hjulpet hende, hvis vi kan.

Men jeg har forsøgt at kontakte hende nogle gange uden held, og det er vel det eneste, jeg kan gøre, ikke? 

Anonym skriver:

Ja, jeg siger ‘vi’ ofte, og det er egentlig fordi, vi mest ses som gruppe. Jeg har faktisk ikke mødt med hende alene ret mange gange. Derfor er jeg også i tvivl om, hvordan jeg lige skal agere, og om det overhovedet er min opgave at blande mig (det er der nok ikke nogen herinde, der kan svare på). Hvis hun var en virkelig tæt veninde, ville jeg helt sikkert være mere insisterende og ikke så bange for at tage kontakt.

Selvom vi ikke er mega tæt, så er jeg dog stadig bekymret for hende og ville hade, at vi (nu sagde jeg det igen) i vennegruppen ikke får hjulpet hende, hvis vi kan.

Men jeg har forsøgt at kontakte hende nogle gange uden held, og det er vel det eneste, jeg kan gøre, ikke? 

 

Du skriver "uden held" - men hvis du f.eks. putter et brev i hendes postkasse eller sender en sms - så har du jo ikke kontaktet hende uden held - for hun har jo fået brevet/sms´sn.

Men selvfølgelig er det sværere, hvis jeres relation aldrig har været særlig tæt.

Ena skriver:

Jeg ville fortsat række hånden ud med tre-fire ugers mellemrum. Ikke med invitationer, men måske med en lille fortælling om, hvad der sker i mit liv og så med en påmindelse om at jeg holder af hende, er klar til at ses lige så snart hun er og at det vil være fuldstændig på hendes præmisser - om det så betyder at det kun bliver 5 min. Og så gøre det klart at der intet pres er, ingen krav eller forventninger, men at jeg vil glæde mig til at vi ses. 

Det er en rigtig god ide