Veninde med stress og depression

Ikke direkte babyrelateret, men nu prøver jeg at spørge jer herinde 

Jeg har en veninde, som i marts siden meddelte os i vennegruppen, at hun havde stress og en mulig depression, og at hun ikke kunne overskue at deltage i vores arrangementer i vennegruppen, men at hun ville sige til, når hun var klar til at ses igen. Vi viste selvfølgelig forståelse og sagde, at hun var meget velkommen, når hun igen havde overskud.

Det er som sagt et halvt år siden, at vi sidst havde kontakt til hende, og vi snakker nu meget om i vennegruppen, hvad vi skal stille op. Vi savner hende selvfølgelig, men vil også gerne give hende plads, hvis det er det, hun har brug for. Vi har sendt hende blomster, og jeg har en enkelt gang spurgt, om hun havde lyst til, at jeg kom forbi. Der har ingen respons været. En af de andre har netop fået et barn, og selv på det, har hun ikke reageret. Vi føler lidt, at venskabet er ved at løbe ud i sandet... Derfor vil jeg spørge, om der måske er nogen herinde, der evt. selv har haft en depression, som kan fortælle, hvad der er brug for fra vennerne i sådan en situation? Skal vi bare lade hende være, eller skal vi kontakte hende fra tid til anden med et uforpligtende tilbud om at ses. Vores aftaler foregår som regel på fb, så hun kan følge med i, hvornår vi ses. Vi kan se, at hun læser vores opslag. Hun er desuden gift og har børn, så hun sidder ikke helt alene.

Jeg ville måske forsøge at tale med hendes forældre eller hendes mand - hvis du ellers kender dem godt nok til det. 

Jeg havde en ven som var 29. Vi var meget tætte. Han blev fundet død i sin lejlighed efter et år uden kontakt. Depression er ikke at spøge med 

Måske kan manden fortælle hvad status er hos hende. 

I forhold til depression kan man IKKE overskue arrangementer - netop derfor siger hun fra overfor det. Hvis I gerne vil se hende tror jeg I skal starte med en kop the på 1/2-1 time hjemme hos hende.... hver i sær og ikke et arrangement hvor hun skal ud og forholde sig til 6 mennesker.

Ses I aldrig i gruppen kun to og to..? Eller er det en gå i byen veninde gruppe.

Smølfine123 skriver:

Jeg ville måske forsøge at tale med hendes forældre eller hendes mand - hvis du ellers kender dem godt nok til det. 

Jeg havde en ven som var 29. Vi var meget tætte. Han blev fundet død i sin lejlighed efter et år uden kontakt. Depression er ikke at spøge med 

Måske kan manden fortælle hvad status er hos hende. 

I forhold til depression kan man IKKE overskue arrangementer - netop derfor siger hun fra overfor det. Hvis I gerne vil se hende tror jeg I skal starte med en kop the på 1/2-1 time hjemme hos hende.... hver i sær og ikke et arrangement hvor hun skal ud og forholde sig til 6 mennesker.

Ses I aldrig i gruppen kun to og to..? Eller er det en gå i byen veninde gruppe.

Vi kender hendes mand, men har aldrig snakket med ham uden, at hun har været til stede. Men ja, det var måske en mulighed at kontakte ham. 

Vi ses som oftest som gruppe, men det sker også, at vi mødes to og to. Vi går ikke i byen, da vi alle har små børn i øjeblikket. Vi mødes som regel hjemme hos hinanden eller på en cafe. Jeg har som sagt prøvet at foreslå hende bare at ses os to - helt uforpligtende, men hun har slet ikke svaret. Det var nok sådan noget, jeg ville gøre igen, hvis jeg skulle forsøge mig igen. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt hun vil synes, at det er belastende, at vi overhovedet forsøger at kontakte hende. Vi bliver også i tvivl om, om hun gerne vil ud af vennegruppen, hvis man kan sige det sådan og bruger stress og depression som en undskyldning (ikke at jeg tror det er noget, hun finder på). Vi bliver i tvivl om, hvor gode venner vi egentlig er. Måske har hun andre veninder, hun heller vil bruge sit krudt på at se.

Skriv til hendes mand at du er lidt bekymret fordi du intet hører fra hende og bare gerne vil vide om hun er ok, og om der evt er noget i kan gøre for hende. 

Jeg kender flere med stress og depressioner som har buret sig inde og lidt har skubbet verden væk. For derefter at give omgivelserne skylden for manglende interesse og omsorg. Det er lidt noget dobbeltmoralsk noget, men sommetider tror jeg ikke man selv kan se hvad der kunne gøre en godt. Så ser man det først bagefter og kunne måske godt have tænkt sig at andre faktisk havde presset mere på for at få lov at hjælpe eller bare lægge øre til. 

Så. Måske hendes mand har nogen forslag til at komme ind på hende igen. Og ellers har du vist både hende og manden at du er der. Så må resten være op til hende ❤️

Jeg har haft en voldsom depression, og det er en helt normal del af sygdommen, at man isolerer sig. 

Jeg synes, det værste man som veninder kan gøre, er at ignorere den syge. 

For mig hjalp hver en lille sms eller hilsen. Også selv om jeg ikke svarede - for overskuddet var lig 0.

Det er jo forskelligt, men jeg tænker, at det kan være godt at være konkret. Skriv evt. til hende, at du kommer forbi og tager hende med ud på en lille gåtur. Hun vil sikkert protestere - du kan selvfølgelig ikke trække hende med ud, men du må godt være lidt insisterende og sige "Kom så går vi. Det er ikke sikkert, hun kan se meningen med at gå en tur, men bare ti meter ned ad gaden og tilbage er bedre end ingenting.

Og bekræft hende i, at det nok skal blive bedre. Det er det, man kalder "det vikarierende håb".

Nu har hun jo mand og børn. Men jeg boede alene, og helt ærligt - min lejlighed flød, fordi jeg ikke orkede at rydde op og gøre rent - og jeg var lidt flov, hvis der kom nogen forbi.

Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at være veninde, og at man føler, at det er énvejs kommunikation. 

Men bliv ved - og bliv ved - det tror jeg, hun vil sætte pris på, når hun forhåbentlig får det bedre.

Jeg tror måske også, jeg ville kontakte manden og spørge lidt til hende. 

Mon hun er i behandling?

Og pas samtidig på jer selv. Det er helt ok, at I ikke orker at være på hele tiden, når hun ikke reagerer. Og hyg jer med hinanden i venindegruppen - uden dårlig samvittighed over for hende. For det er bestemt ikke nemt at være den eller dem, der står på sidelinjen.

Du lyder som en god veninde.

Anonym skriver:

Ikke direkte babyrelateret, men nu prøver jeg at spørge jer herinde 

Jeg har en veninde, som i marts siden meddelte os i vennegruppen, at hun havde stress og en mulig depression, og at hun ikke kunne overskue at deltage i vores arrangementer i vennegruppen, men at hun ville sige til, når hun var klar til at ses igen. Vi viste selvfølgelig forståelse og sagde, at hun var meget velkommen, når hun igen havde overskud.

Det er som sagt et halvt år siden, at vi sidst havde kontakt til hende, og vi snakker nu meget om i vennegruppen, hvad vi skal stille op. Vi savner hende selvfølgelig, men vil også gerne give hende plads, hvis det er det, hun har brug for. Vi har sendt hende blomster, og jeg har en enkelt gang spurgt, om hun havde lyst til, at jeg kom forbi. Der har ingen respons været. En af de andre har netop fået et barn, og selv på det, har hun ikke reageret. Vi føler lidt, at venskabet er ved at løbe ud i sandet... Derfor vil jeg spørge, om der måske er nogen herinde, der evt. selv har haft en depression, som kan fortælle, hvad der er brug for fra vennerne i sådan en situation? Skal vi bare lade hende være, eller skal vi kontakte hende fra tid til anden med et uforpligtende tilbud om at ses. Vores aftaler foregår som regel på fb, så hun kan følge med i, hvornår vi ses. Vi kan se, at hun læser vores opslag. Hun er desuden gift og har børn, så hun sidder ikke helt alene.

Hvorfor har ingen kontaktet hende i 6 mdr.?!

hun frabedte sig vel ikke alt kontakt? Eller hvordan?

Håber i finder på en måde at være der for hende, hvis hun vil lade jer gøre det 

Jeg tænker altså også, at det er på tide, I tager kontakt. 

Selv om hun har sagt, at hun nok skulle sige til, når hun var klar igen - så tror jeg ikke, hun selv magter at sige til. Det var nok noget, hun troede, at hun magtede.

Man hører mange, der bliver ramt af alvorlig sygdom sige, at det er rigtig svært, når andre - i den bedste mening - siger "Du må sige til, hvis vi kan hjælpe med noget". For tit magter den syge det ikke. 

Jeg tror, man nogle gange skal gøre noget uopfordret. F.eks. bage en kage og stille den på trappen med en lille hilsen ved.

Mor11 skriver:

Skriv til hendes mand at du er lidt bekymret fordi du intet hører fra hende og bare gerne vil vide om hun er ok, og om der evt er noget i kan gøre for hende. 

Jeg kender flere med stress og depressioner som har buret sig inde og lidt har skubbet verden væk. For derefter at give omgivelserne skylden for manglende interesse og omsorg. Det er lidt noget dobbeltmoralsk noget, men sommetider tror jeg ikke man selv kan se hvad der kunne gøre en godt. Så ser man det først bagefter og kunne måske godt have tænkt sig at andre faktisk havde presset mere på for at få lov at hjælpe eller bare lægge øre til. 

Så. Måske hendes mand har nogen forslag til at komme ind på hende igen. Og ellers har du vist både hende og manden at du er der. Så må resten være op til hende ❤️

Hvorfor er det dobbeltmoralsk ?

Det er en del af sygdommen, at man burer sig inde og lukker verden ude. Det er simpelt hen sygdommens natur. 

Og hvis ingen forsøger at kontakte én - så kan det altså føles som manglende interesse. 

Hvis det var en kræftsyg, der ikke havde overskud til selv at kontakte omverdenen - ville du så også bare lade være at vise omsorg for personen ?

Hvorfor er det dobbeltmoralsk ?

Det er en del af sygdommen, at man burer sig inde og lukker verden ude. Det er simpelt hen sygdommens natur. 

Og hvis ingen forsøger at kontakte én - så kan det altså føles som manglende interesse. 

Hvis det var en kræftsyg, der ikke havde overskud til selv at kontakte omverdenen - ville du så også bare lade være at vise omsorg for personen ?

Hvis man som de jeg kender giver besked om at man ikke vil have besøg og ikke vil tale med nogen, så er det da dobbeltmoralsk bagefter at sige at det er for dårligt at ingen kom forbi eller talte med vedkomne. Ja det er en del af sygdommen, men de pårørende i sådan en situation kan jo ikke gøre noget rigtigt så. Fair at man lukker sig inde, det er naturligt med sygdommen, men det med at klandre andre bagefter som faktisk prøvede, er ikke fair  

Resten - læs hvad jeg skriver. Jeg skriver man skal tage kontakt evt via manden og måske presse lidt på. Fordi man netop ikke altid selv ved hvad man har brug for mens man har det skidt. Jeg har på ingen måde skrevet at man skal undlade at tage kontakt. Tvært i mod faktisk. 

Anonym skriver:

Ikke direkte babyrelateret, men nu prøver jeg at spørge jer herinde 

Jeg har en veninde, som i marts siden meddelte os i vennegruppen, at hun havde stress og en mulig depression, og at hun ikke kunne overskue at deltage i vores arrangementer i vennegruppen, men at hun ville sige til, når hun var klar til at ses igen. Vi viste selvfølgelig forståelse og sagde, at hun var meget velkommen, når hun igen havde overskud.

Det er som sagt et halvt år siden, at vi sidst havde kontakt til hende, og vi snakker nu meget om i vennegruppen, hvad vi skal stille op. Vi savner hende selvfølgelig, men vil også gerne give hende plads, hvis det er det, hun har brug for. Vi har sendt hende blomster, og jeg har en enkelt gang spurgt, om hun havde lyst til, at jeg kom forbi. Der har ingen respons været. En af de andre har netop fået et barn, og selv på det, har hun ikke reageret. Vi føler lidt, at venskabet er ved at løbe ud i sandet... Derfor vil jeg spørge, om der måske er nogen herinde, der evt. selv har haft en depression, som kan fortælle, hvad der er brug for fra vennerne i sådan en situation? Skal vi bare lade hende være, eller skal vi kontakte hende fra tid til anden med et uforpligtende tilbud om at ses. Vores aftaler foregår som regel på fb, så hun kan følge med i, hvornår vi ses. Vi kan se, at hun læser vores opslag. Hun er desuden gift og har børn, så hun sidder ikke helt alene.

Lige i øjeblikket er jeg selv ramt af stress/angst/depression . Jeg kan ikke overskue flere mennesker samlet , men vil gerne have besøg . Jeg har ikke overskuddet til at tage kontakt og har mistet kontakten til de veninder jeg havde . En inviterer til fælles arrangementer med folk jeg ikke kender , det orker jeg ikke. Så det bliver et nej. Det jeg ville have brug for var omsorg i form af evt kort besøg , en SMS . Jeg kan have svært ved at overskue små simpelt ting i hverdagen. Så alt efter hvor tætte I er ville jeg tilbyde hjælp .