Snakker ikke endnu

Jeg synes det er fint at du anerkender at du stadig ikke er helt i mål, og at du arbejder derhen af. Og hvis din måde er at blive bekræftet i forskellige ting, ift at din datter trives, så er det rigtig godt. Dette selvfølgelig fordi at det bliver et fortsat mindre behov. Og din psykolog også hjælper dig.

Jeg kan også være i tvivl om mine børn nu trives og være bekymret on/off. Dog ikke i samme grad, men det er vist en mor ting. Og når en i dit svageste øjeblik samtidig har trigget til alt dette, så kræver det arbejde og tid og ikke noget der bare sådan lige sker. Jeg spørger en specifik veninde, som jeg stoler meget på og som kan give mig helt ro. Og hvis din måde er denne og det hjælper dig, så synes jeg du skal gøre det. 

Men som andre skriver, din datter lyder helt helt helt normal ! Når ens unger vokser op så vil de have stærke og svage sider, men det jeg holder fast i, det er - er mit barn glad og trives. Den ældste bliver aldrig god til matematik og sådan er det. En af dem udnytter ikke sine evner etc etc. Nogle ting har jeg måtte erkende er mit behov og slet ikke deres. Men det var vist lidt et sidespring. 

Når du bekymrer dig så bare kig på hende og jeg er sikker på du finder ro, når du ser hvordan hun trives. Det er det der betyder noget. Og nej, jeg er sikker på hun ikke har taget skade eller har det skidt overhovedet. Det er kun dig det gør ondt på og dig der kan have det skidt.

knus

Kram til dig 

Blot lige en kommentar herfra om, at du slet ikke er den eneste, der har det, som du har! 

Jeg havde også en efterfødselsreaktion med mit første barn, men blev af en eller anden grund aldrig testet for det, selvom vi havde en svær opstart, Og jeg i øvrigt gjorde opmærksom på, jeg syntes det var svært at være i.

Mit første barn startede med kolik, som gav fuldstændig rod i søvnmømsteret, og senere blev h*n ørebarn og selv efter dræn løb ørerne i mange måneder. 

I dag er mit barn næsten 5 år, går til talepædagog for at indhente den manglende udtale, skal starte hos en fysioterapeut for at få hjælp til det manglende motoriske, og har som konsekvens af sine udfordringer svært ved det sociale også. Hjemme fungerer h*n fint og er et glad barn, men har svært ved at takle mange mennesker og svært ved at tage kontakt til jævnaldrende. Jeg ved logisk godt, at mit barns problemer skyldes væsken i ørerne og den manglende hørelse (i perioder på mange måneder af et par omgange), men kan også sagtens føle og tænke at min efterfødselsreaktion har "ødelagt" og gjort det usikre barn, h*n er.

Tænker, at bekymringer er en fast del af forældreskabet, og nogen bekymrer sig bare mere end andre, uanset om der er grund til det  Det er godt du har fokus på fortsat at få hjælp. 

Jeg kender ikke begrundelsen for hvorfor en anden bruger skriver det er anstrengende for din datter, MEN jeg kan måske give en forklaring. 

Når du hele tiden fokusere på de ting din datter ikke er god til frem for de ting hun er god til så påvirker det din datter. Børn er vild gode til at opfange signaler og det er utopi at tro hun ikke mærker din bekymring og hvor dit fokus er henne. Især fordi det lyder til at optage dig utrolig meget. Så selvom du skjuler det når du er sammen med din datter, så mærker hun det. Man kan ikke skjule ting for børn.

Eks. Lider min mand af migræne. Da min datter var 1,5 år kunne hun når vi hentede hende fra DP opfange om far havde ondt eller ej- uanset hvor meget han satte happy Face på. Så sagde hun “ far av der” og pegede på hovedet, og det skete inden for 1 min. 

Jeg kan godt forstå at den oplevelse har sat sig i dig, men for både din egen og din datters skyld er du nød til at øve dig i at fokusere på alt det hun kan. Hver gang bekymringen kommer så sig til dig selv: nej det er ikke vigtigt, hun er jo pisse god til ...” Hele tiden. Så øver du din hjerne i at fokusere anderledes. Ros hende gerne højt for det du minder dig selv om hun er god til, så bliver det hele mere virkeligt. 

At du bliver bekymret kan du ikke ændre på. Det er en refleks du har efter et trauma og det kan du ikke bestemme over, MEN hvad du kan bestemme over er hvordan du handler på følelsen. Går du til lægen og skriver div. Indlæg og “dyrker” følelsen?

igen mon ikke din datter opfanger alle læge besøg mm omkring hende? 

eller stopper du den ved at fokusere positivt?

det valg er op til dig. Og HER bestemmer du hvordan tilværelsen skal være for jer begge. 

Og husk dig selv på at hvis inst. Er bekymret over noget så skal de nok sige det til dig og finde en løsning sammen med dig. Så intet nyt er godt nyt. 

Så jo det påvirker desværre din datter at du bekymre dig om hun nu er god nok, selvom jeg fuldt ud forstår det gør ondt at læse, men sådan behøver det jo ikke være. Du kan ændre det. Det bliver svært og hårdt, men er det hele værd, tro mig.

jeg har selv været nogenlunde hvor du er. Du kan ændre det og det er ikke forsent. Børn er heldigvis taknemmelige hvad det angår. 

Søde dig, først det er helt normalt nogle børn har fokus på det sproglige andre det motoriske i perioder, og ikke alle børn følger bøgerne, for de har ikke læst dem.

Dernæst jeg kan så godt følge alle dine tanker. Jeg fik min skønne søn 11 måneder efter vi havde mistet Lia og jeg kunne ikke knytte mig til ham, jeg syntes han var grim og det blev ikke bedre af, at det er amme var det største smertehelvede og han skreg hele tiden (efter et stykke tid blev det opdaget, st han havde for kort tøndebånd og derfor ikke fik den fede mælk og var sulten, på det tidspunkt var min brystvorter erstattet af store blødende sår og jeg ønskede bare han ikke vågnede). Det tog 7 uger før jeg fik de "normale" følelser for han og det rider mig som en mare. Han er anderledes end mine andre børn, han er en enspænder, kan blive meget sur osv. Og er det så min skyld? Var min reaktion på alt udslagsgivende for hvordan han blev - og der er intet galt med hvordan han er, han er fantastisk, en lille (stor) klog dreng, charmerende osv. Men bare langt mere en knudemand end sin lillebror og sin søster.

Min datter var 3 1/2 da lillesøster døde og hun stod med en mor og far der ikke fungerede. Hun er blevet sårbar - er det så min skyld?

Jeg ser skyld alle vegne på undtagelse af med den mindste, det er så skønt at være mor uden skyld. Men tro mig din datter vokser op og bliver fantastisk, lige som hun skal være. Om et par år drømmer du tilbage til da hun ikke talte konstant . Og ja hun er formet af, ar du er hendes mor på godt og ondt og det er netop det som gør hende fantastisk.

Anonym skriver:

Jeg kender ikke begrundelsen for hvorfor en anden bruger skriver det er anstrengende for din datter, MEN jeg kan måske give en forklaring. 

 

Når du hele tiden fokusere på de ting din datter ikke er god til frem for de ting hun er god til så påvirker det din datter. Børn er vild gode til at opfange signaler og det er utopi at tro hun ikke mærker din bekymring og hvor dit fokus er henne. Især fordi det lyder til at optage dig utrolig meget. Så selvom du skjuler det når du er sammen med din datter, så mærker hun det. Man kan ikke skjule ting for børn.

Eks. Lider min mand af migræne. Da min datter var 1,5 år kunne hun når vi hentede hende fra DP opfange om far havde ondt eller ej- uanset hvor meget han satte happy Face på. Så sagde hun “ far av der” og pegede på hovedet, og det skete inden for 1 min. 

 

Jeg kan godt forstå at den oplevelse har sat sig i dig, men for både din egen og din datters skyld er du nød til at øve dig i at fokusere på alt det hun kan. Hver gang bekymringen kommer så sig til dig selv: nej det er ikke vigtigt, hun er jo pisse god til ...” Hele tiden. Så øver du din hjerne i at fokusere anderledes. Ros hende gerne højt for det du minder dig selv om hun er god til, så bliver det hele mere virkeligt. 

At du bliver bekymret kan du ikke ændre på. Det er en refleks du har efter et trauma og det kan du ikke bestemme over, MEN hvad du kan bestemme over er hvordan du handler på følelsen. Går du til lægen og skriver div. Indlæg og “dyrker” følelsen?

igen mon ikke din datter opfanger alle læge besøg mm omkring hende? 

eller stopper du den ved at fokusere positivt?

det valg er op til dig. Og HER bestemmer du hvordan tilværelsen skal være for jer begge. 

 

Og husk dig selv på at hvis inst. Er bekymret over noget så skal de nok sige det til dig og finde en løsning sammen med dig. Så intet nyt er godt nyt. 

 

Så jo det påvirker desværre din datter at du bekymre dig om hun nu er god nok, selvom jeg fuldt ud forstår det gør ondt at læse, men sådan behøver det jo ikke være. Du kan ændre det. Det bliver svært og hårdt, men er det hele værd, tro mig.

jeg har selv været nogenlunde hvor du er. Du kan ændre det og det er ikke forsent. Børn er heldigvis taknemmelige hvad det angår. 

Jeg tænker lidt, at det også er ulempen ved at søge råd på et debatforum. I går jo ud fra de ting, jeg skriver, og det er et øjebliksbillede. Jeg skriver ikke et indlæg, når jeg er ved at revne af stolthed, fordi vi har taget babybøjlen af højstolen, og lillepigen er så dygtig til enten selv forsigtigt at komme ned eller spørge om hjælp. Når jeg er mor med selvtillid, som kan se, at min datter trives og er så dygtig, så skriver jeg det til venner og familie og snakker med manden om det. Det ser I forståeligt nok ikke. 

For jeg ER vildt stolt af min datter. Ikke kun når hun er god til ting, men når hun prøver. Og det er nok en del af problemet - for mig er hun en superstjerne, men efter den oplevelse med sundhedsplejersken, er jeg bange for at misse noget. Jeg holder alt for skarpt øje, fordi jeg så gerne vil tage det i opløbet, hvis der er nogle tegn på, jeg har skadet hende. Og det er noget lort. Derfor søger jeg hjælp, så jeg netop kan lære at stole på, at hun er okay, og at, som du siger, andre ville sige til, hvis hun ikke trivedes.

På nuværende tidspunkt tror jeg ikke, det er anstrengende for hende, fordi det kun så sjældent blusser op, og oftest når hun sover. Men det kan blive et problem, som går ud over hende, og derfor skal det bearbejdes stille og roligt. 

lineog4 skriver:

Søde dig, først det er helt normalt nogle børn har fokus på det sproglige andre det motoriske i perioder, og ikke alle børn følger bøgerne, for de har ikke læst dem.

Dernæst jeg kan så godt følge alle dine tanker. Jeg fik min skønne søn 11 måneder efter vi havde mistet Lia og jeg kunne ikke knytte mig til ham, jeg syntes han var grim og det blev ikke bedre af, at det er amme var det største smertehelvede og han skreg hele tiden (efter et stykke tid blev det opdaget, st han havde for kort tøndebånd og derfor ikke fik den fede mælk og var sulten, på det tidspunkt var min brystvorter erstattet af store blødende sår og jeg ønskede bare han ikke vågnede). Det tog 7 uger før jeg fik de "normale" følelser for han og det rider mig som en mare. Han er anderledes end mine andre børn, han er en enspænder, kan blive meget sur osv. Og er det så min skyld? Var min reaktion på alt udslagsgivende for hvordan han blev - og der er intet galt med hvordan han er, han er fantastisk, en lille (stor) klog dreng, charmerende osv. Men bare langt mere en knudemand end sin lillebror og sin søster.

Min datter var 3 1/2 da lillesøster døde og hun stod med en mor og far der ikke fungerede. Hun er blevet sårbar - er det så min skyld?

Jeg ser skyld alle vegne på undtagelse af med den mindste, det er så skønt at være mor uden skyld. Men tro mig din datter vokser op og bliver fantastisk, lige som hun skal være. Om et par år drømmer du tilbage til da hun ikke talte konstant . Og ja hun er formet af, ar du er hendes mor på godt og ondt og det er netop det som gør hende fantastisk.

Åh, du skriver altså altid de mest fantastiske indlæg. Især dine sidste linjer ræsonnerer med mig. Tak for at dele din personlige erfaring.

Jeg tænker at det er meget tidligt at bekymre sig om manglende sprog. Min ældste søn på 4 er en meget motorisk dreng. Han har altid været og er stadig langt langt fremme motorisk. Til gengæld var han 15 mdr da han sagde sit første ord - nej- og der kom ikke flere før et par måneder senere. Nu er han 4 og har stadig problemer med udtalen og skal snart starte i snakkeskole men det hele rykker sig hele tiden og jeg er ikke bekymret længere. Han fokuserer bare meget mere på det kropslige og det er ok. ��

Vi har også en lillebror på 2 som er helt modsatte snakker ekstremt flot og velformuleret men er en klodsmajor ��

Min kæreste tog også lang tid før han begyndte at snakke, de troede faktisk at han var døv, fordi han ikke snakkede endnu. . Og ved ren tilfældighed opdagede de noget med hans ører, som gjorde at han faktisk var lidt halvdøv og derfor snakkede han ikke. 

Kan ikke lige huske hvad det hedder ��