Snakker ikke endnu

Jeg var tidligere bekymret om, at min datter ikke pegede endnu. Nå, men nu laver hun nærmest ikke andet  Til gengæld snakker hun ikke endnu. Hun er 13 1/2 måned og har ikke sagt sit første rigtige ord endnu. 

Hun har tydeligvis haft fokus på det motoriske: hun går baglæns, løber, kravler op ad ting, går op af trapper, osv. Finmotorisk er hun også godt med. Socialt er hun også godt med og leger gerne med større børn. Hun forstår også tydeligt en del ord. Men hun pludrer stadig kun.

Er det ikke lidt sent? Jeg spurgte hendes læge sidste måned, han sagde, hun motorisk var lang fremme og derfor nok bare ikke behøvede ord. 

Hvad siger I?

Ro på, hun er ikke særlig gammel. 

Min søn sagde ingenting overhoved som andre ene hans mor og far kunne forstå indtil han blev 1,5 år. Pludselig efter 14 dages ferie begyndte han at snakke i hele sætninger, og da han blev 2 år havde han er enormt flot sprog og talte med 4-5 ord sat sammen. Det kommer lige pludselig og så går det stærkt. Fokuser på hendes sprogforståelse og på alt det hun er god til - så begynder hun selv at tale lige pludselig 

Jeg siger - som jeg også skrev til dig med et kærligt glimt i øjet sidst - at du virkelig vil lette både dine egne og din datters kommende mange år, hvis du på én eller anden måde kan arbejde ud over alle de bekymringer og sammenligninger, du virker til at køre lidt i ring i.

Hvis det ikke er sprog eller lure der bekymrer dig, så er det manglende “pegning”, osv. Det er jo mega anstrengende, ikke mindst for dig selv. Du må prøve at finde ro i at børn er forskellige? Din datter lyder til at trives, alt andet er ikke så pokkers vigtigt? Du har lige været ved en læge, som vurderer at din datter er helt fin. Hvorfor fokusere så intenst på at finde problemer?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg siger - som jeg også skrev til dig med et kærligt glimt i øjet sidst - at du virkelig vil lette både dine egne og din datters kommende mange år, hvis du på én eller anden måde kan arbejde ud over alle de bekymringer og sammenligninger, du virker til at køre lidt i ring i.

Hvis det ikke er sprog eller lure der bekymrer dig, så er det manglende “pegning”, osv. Det er jo mega anstrengende, ikke mindst for dig selv. Du må prøve at finde ro i at børn er forskellige? Din datter lyder til at trives, alt andet er ikke så pokkers vigtigt? Du har lige været ved en læge, som vurderer at din datter er helt fin. Hvorfor fokusere så intenst på at finde problemer?

 

Du får lige en lang forklaring, hvis du gider læse den:

Da min datter var 4 uger, gik vores sundhedsplejerske på orlov, og vi fik en ny - som i spritny, hendes besøg hos os var hendes første solobesøg nogensinde. Jeg havde en efterfødselsreaktion, som jeg håndterede ved at opsøge egen læge og gå til psykolog. Men denne sundhedsplejerske var overbevist om, at jeg ville skade min datter på grund af min efterfødselsreaktion. At min tendens til at blive ked af det og stille engang i mellem, ville resultere i en baby, som trak sig ind i sig selv og blev stærkt understimuleret. Dette sagde hun, selvom jeg var god til at køre igennem og være glad og på, imens min mand var på arbejde. 

Men hun var fast besluttet på, at jeg skulle sygemeldes, så min mand kunne tage barslen istedet. Ellers ville min datter blive uopretteligt skadet, mente hun. Hun opgav først efter flere uger, da min læge ringede til hende og sagde, at hun var helt uenig med den vurdering, og at hun så en baby i god trivsel.

Den oplevelse sidder fast i mig. Jeg VED logisk set, at min datter trives. At det er det, andre ser. Men jeg kan ikke stoppe med at være bange for, at jeg har skadet hende. Det ER mega anstregende. Men det her er faktisk på meget lavt niveau i forhold til, hvordan det var i starten. Jeg kommer langsomt videre og bliver bedre til at se, at min datter er okay. Det tager bare tid.

Gud hvor må det være hårdt for dig og din datter. 

Lad nu være med at bekymre dig 

Smølfine123 skriver:

Gud hvor må det være hårdt for dig og din datter. 

Lad nu være med at bekymre dig 

Hvorfor skulle det være hårdt for min datter? Jeg bliver helt ærligt ked af den kommentar. 

HvidSne skriver:

Du får lige en lang forklaring, hvis du gider læse den:

Da min datter var 4 uger, gik vores sundhedsplejerske på orlov, og vi fik en ny - som i spritny, hendes besøg hos os var hendes første solobesøg nogensinde. Jeg havde en efterfødselsreaktion, som jeg håndterede ved at opsøge egen læge og gå til psykolog. Men denne sundhedsplejerske var overbevist om, at jeg ville skade min datter på grund af min efterfødselsreaktion. At min tendens til at blive ked af det og stille engang i mellem, ville resultere i en baby, som trak sig ind i sig selv og blev stærkt understimuleret. Dette sagde hun, selvom jeg var god til at køre igennem og være glad og på, imens min mand var på arbejde. 

Men hun var fast besluttet på, at jeg skulle sygemeldes, så min mand kunne tage barslen istedet. Ellers ville min datter blive uopretteligt skadet, mente hun. Hun opgav først efter flere uger, da min læge ringede til hende og sagde, at hun var helt uenig med den vurdering, og at hun så en baby i god trivsel.

Den oplevelse sidder fast i mig. Jeg VED logisk set, at min datter trives. At det er det, andre ser. Men jeg kan ikke stoppe med at være bange for, at jeg har skadet hende. Det ER mega anstregende. Men det her er faktisk på meget lavt niveau i forhold til, hvordan det var i starten. Jeg kommer langsomt videre og bliver bedre til at se, at min datter er okay. Det tager bare tid.

Får du mon fortsat hjælp og støtte til at tackle det I har været igennem? For det lyder så forståeligt at det har sat sig i dig, men også som noget du har meget behov for fortsat at arbejde med, så ikke det bliver ved med at præge jeres familie? Du ved selv at det er et problem og at det er irrationelt - hvilket jo er godt - men det er stadig en styrrende faktor som forhindrer dig i blot at nyde din datter, som sikkert er både dejlig og lige som hun skal være - og det fortjener I ikke 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Får du mon fortsat hjælp og støtte til at tackle det I har været igennem? For det lyder så forståeligt at det har sat sig i dig, men også som noget du har meget behov for fortsat at arbejde med, så ikke det bliver ved med at præge jeres familie? Du ved selv at det er et problem og at det er irrationelt - hvilket jo er godt - men det er stadig en styrrende faktor som forhindrer dig i blot at nyde din datter, som sikkert er både dejlig og lige som hun skal være - og det fortjener I ikke 

Jeg går stadig til den samme psykolog, som har været indenover fra starten af og kender historien. Desværre har hun haft sommerferie, og jeg har haft en hård tid med mange indlæggelser på sygehus og været væk fra min datter, hvilket har fået alt til at blusse lidt op igen. 

Heldigvis ser dagplejemor og læge en pige i trivsel, og det hjælper rigtigt meget. Selv synes jeg jo, at min datter er den mest vidunderlige i hele verden. Hun er klog, sjov, smuk, kærlig, og det bedste selskab. Men frygten for, at jeg har skadet hende, ja, den rider mig i perioder som en mare. 

Tak for dit søde og empatiske svar. Du har helt ret i, at jeg fortsat skal have hjælp fremadrettet.

Det var da en grim oplevelse. Det kan jeg godt forstå du er blevet mærket af. Måske har du brug for en at tale det igennem med? 

Nå, men ellers så lyt til din læge. Hun lyder helt normal! Og selvfølgelig har du ikke skadet hende  Børn kan heller ikke være lige fremme i al ting. Min datter er 14.5 måned og kan sige et par ord (mamma, mormor, a det). Det første tydelig ord kom for en måneds tid siden. 

HvidSne skriver:

Hvorfor skulle det være hårdt for min datter? Jeg bliver helt ærligt ked af den kommentar. 

Havde ikke læst din uddybelse. 

Jeg tænker bare st du for din egen skyld skal lade være med st leder efter ting hun ikke er god nok til. Det er super stressende for dig... men vil jo også blive det i hvert fald senere for din datter. 

Dejligt st du bliver bedre og bedre til det