Jeg hadede at amme nr. 1. Det var ikke fordi der gjorde ondt, men jeg havde det så svært ved det og jeg tudede hver eneste gang.
jeg kæmpede i 4 uger og så sagde sundhedsplejersken stop. Simpelthen af hensyn til min psyke. Det første døgn med flaske var en befrielse og først derefter begyndte jeg at elske mit barn og at være mor. Endte dog stadig i en depression som det tog mig flere år at komme mig over.
Da jeg fik nr. 2 magtede jeg ikke at argumentere for et valg om ikke at amme. Så jeg lagde til på sygehuset og havde det egentlig okay med det. Tredje nat havde jeg dog en dybt ulykkelig baby netop som mælken løb til. Han græd og græd og jeg kunne mærke det på mit humør med det samme. Baby fik en flaske og jeg snakkede med sundshedsplejersken (heldigvis samme som jeg havde med den første). Vi blev enige om at ammestoppillerne var for stor en risiko med min baggrund, da de kan øge risikoen for depression. Istedet masserede jeg mælkeknuder ud og tog lige trykket af og til i to ugers tid og så var det overstået.
Den første havde lidt maveproblemer på mme mens nr. 2 ikke havde nogen problemer overhovedet. Begge børn er umiddelbart sunde og raske, sjældent syge trods diverse epidemier i institutionerne og der er ingen allergier.
Jeg vil stadig mene at amning selvfølgelig skal være det naturlige valg. Men man skal bestemt ikke amme for enhver pris.
Anmeld
Citér
