Eksperthjælp: Jeg er ikke i tvivl om at du har en fantastisk søn!

Trine Andreasen

Hej Trine,

Jeg skriver til dig angående min søn på 5 år, som gennem lang tid nu - nok et års tid - har haft adfærdsproblemer.

Børnehavens forståelse af sagen har fra start været, at han reagerer på noget hjemmefra. De har på intet tidspunkt været interesseret i at reflektere over egen praksis, eller at være nysgerrig på, om der er nogle ting i vores søns personlighed, der medvirker til hans udfordringer.

Min søn er delebarn, og absolut det kan skabe noget uro for ham at bo to steder. Det anfægter min x og jeg ikke, og er begge meget reflekterende over vores roller. Han har en hel søster, og så har han halvsøskende, så selvfølgelig sker der meget i hans liv. Det skal dog på samme tid siges, at han FORGUDER sine mindre søskende og elsker at lege med dem og bruge tid med dem. Spørger ofte, om de ikke skal være med i legen. Den eneste søskende vi egentlig oplever han er jaloux over eller der er problemer ift er hans helsøster, der er 1.5 år ældre, som han jo har haft altid.

I hvert fald. Vi har arbejdet meget på rammerne omkring ham. Positiv opmærksomhed. Har rettet vores samværsordning til efter hans behov, så den giver ham mere ro og mere alenetid med både far og mor. Vi taler sammen og har samme rutiner og tilgange til ham. Han elsker sine bonusforældre. I det hele taget synes jeg, at vi har arbejdet meget hjemme og knoklet meget for at imødekomme børnehavens opfattelse af, at det er os, der er problemet.

Jeg arbejder selv med børn med vanskeligheder og ved, at et barns adfærd og vanskeligheder altid skal ses i lyset af de mange kontekster de indgår i, det er ikke nok at fokusere på et enkelt. Samt at barnet kan have nogle iboende karakteristika.

Min søn har ikke fået det bedre trods alle vores krumspring.

Her er lidt om problemerne:
- han driller andre børn. Det er som om han ikke ved, hvordan han skal skabe kontakt, så i stedet skubber han, tager deres legetøj, bliver forstyrrende fx til samling i børnehaven, hvor han begynder at sidde og larme og skubbe til folk. Herhjemme oplever vi, at når søster siger stop, så bliver han ved med at presse og drille hende

- han taler meget. Faktisk helt vildt utrolig meget, og ofte er det tydeligt, at han har decideret talepres. Altså at han ikke har tid til at lytte til hvad man siger, fordi han selv vil sige noget. Vi oplever også ofte, at vi står og ser på ham og siger noget til ham, og vi har øjenkontakt. Men når vi spørger ham, hvad det var vi sagde (beder ham gentage hvis det er vigtigt, så vi er sikre på han forstod beskeden), så aner han det ikke. Det er som om, han ikke har hørt, hvad man sagde.

- opfatter ham som ekstremt impulsstyret. Han gør så mange 'dumme' impulsive ting, som han jo godt ved er forkert, men det er som om, at han BARE ikke kan lade være. Opfatter det ikke som et råb på opmærksomhed, for tit er det når han hygger med sig selv (i godt humør, og hvor han selv har besluttet han helst vil lege alene). En ting er klassikeren med at tegne på væggene. Så er der de andre ting. Han havde fundet en saks han gik rundt med i haven, så klippede han alle mine rabarber der var ved at vokse op over "fordi jeg kan ikke lide dem". Alene i dag har han med vilje lavet et stort hul i vores nye store luftmadras og taget en tusch og overmalet døren til værelset.

Åh, men der er så meget. Men trods positiv opmærksomhed, anerkendelse, men også klare grænser, så bliver han ved med at drille, lave ballade, gøre impulsive ting.

Jeg fortæller det ikke for at være kritisk. For jeg elsker ham så meget - jeg er bare bekymret. Han har jo også gode sider. Faktisk oplever vi, at når vi har han helt alene og der er stille og ro, så er der INGEN problemer. Han er så sød, kærlig, hjælpsom, den mest fantastiske lille mand.
Han siger ofte, at han ikke kan holde larm ud (hvilket jeg helt klart tænker også er en faktor i børnehaven, hvor der ikke er egne stuer og stille kroge), og det virker som om larm og støj gør ham mere på tværs. Når man har han alene siger han, at det er dejligt der er stille.

Han bidrager jo selv vildt meget til støjniveauet, men tænker lidt om det er en form for selvstimulering. Altså at han larmer fordi han bedre kan rumme lyden af sin egen støj, end støjen omkring ham?

Er virkelig i vildrede. Jeg føler virkelig, at vi er nået til enden af hvad vi kan gøre. Selvfølgelig er vi ikke perfekte, vi er da frustrerede! Men jeg kan ikke se, hvad vi ellers kan gøre. Altså jeg mener. Far og jeg har et fantastisk samarbejde. Vi kan ikke finde sammen igen. Jeg kan (og vil, hehe) ikke give hans søskende væk.

Hvad skal vi gøre? Børnehaven kaster "lorten" (misforstå mig ikke, jeg mener problemet er lorten, det er ikke ham jeg mener er problemet eller lorten) over til os..

Hilsen en ulykkelig mor, der bare gerne vil se sin dejlige dreng trives!

Trines svar

Kære Megetmor

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det fint skrevet og meget reflekteret.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du har en fantastisk søn med masser af kærlige sider. Og at I elsker ham over alt.

Jeg er heller ikke i tvivl om at I har gjort alt hvad I kan får at sætte så trygge og faste rammer op som I kan.

Det jeg bider fast i er, at hans adfærd er den samme i både børnehave og hjemme.

Og jeg bider også fat i at han ofte laver "dumme" ting og at han taler meget.

Hvor længe har han haft denne adfærd?

Hvad har børnehaven gjort for at hjælpe ham med at komme ind i legen med de andre børn?

Har der været pædagogisk psykologisk rådgivning indover?

Når jeg læser din beskrivelse høre jeg en dreng der kæmper med en svag impulskontrol, svage sociale kompetencer og manglende koncentration.

Når det både er hjemme og i børnehaven indikere det over for mig at det ikke er kontekstbestemt udfordringer men udfordringer som han selv har.

Derfor mener jeg det er vigtigt at I får hjælp til at arbejde med hans udfordringer.

Jeg vil anbefale jer at bede børnehaven om et møde med henblik på at få inddraget PPR.

Pædagogisk psykologisk rådgivning er i dag et tilbud der ser mere helhedsorienteret på børn. Derfor bliver der ikke fokuseret på alt det din søn har svært ved men i stedet også fokuseret på hans ressourcer.

Samtidig kan der blive tilbud hjælp til børnehave i form af en støtte pædagog eller I kan få hjælp i form af sparring med en psykolog.

Jeg hverken kan eller vil sætte en diagnose på din søn men jeg synes at hans adfærd kan minde om nogle af de symptomer som man kan se hos børn med ADHD.

Derfor tænker jeg også at det er vigtigt at I får en fagperson indover, som ikke "skyder skylden på jer" men i stedet kigger på din søns ressourcer og udfordringer.

Så han kan få den bedste hjælp.

Alternativ, hvis du ikke tænker at det er i den retning du vil gå så er det vigtigt at I arbejder med hans impulskontrol. Men også med han verbale kommunikation.

Er han blevet sprogtestet? Og fået ørerne testet?

Jeg har tidligere arbejdet med et barn der umiddelbart havde et godt sprog men da han blev sprogtestet viste det sig at han havde vanskeligheder med sætning-sammensætning, hvilket gjorde at han ikke kunne formulere hans ønsker.

Ikke at det lyder som din søn, men det er stadig en god ide at udelukke fysiske udfordringer.

Jeg har fornylig skrevet et blogindlæg om hvordan forældre kan træne med deres børn i forhold til hvad de kan sige og spørge om for at komme ind i legen. "Derfor skal du lære dit barn verbale færdigheder."

Jeg håber det giver menig.

Ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Trine