selvoptaget familie

hej alle i skønne mennesker 

jeg skriver om noget der gør mig ked af det/ jeg IKKE forstår. 

det er sådan at vi for nogle år siden, valgt at flytte fra den ene del (hvor vi har taget vores uddannelser og alle venner )af landet til den anden (tilbage til familien) 

min mands familie sagde tit hvor vil det være dejligt at i kom her op , så kunne vi lave noget sammen og vi kan hjælpe med lille pigen. og min familie det sammen og at de kunne lærer hende mere at kende og hun kunne lærer dem at kende og de var en del af hendes liv (første barnebarn fra begge sider) 

manden arbejder sådan han er væk i konsulent ca. 1 mdr ad gang. til tyskland. også er han hjemme 1 hele mdr. 

nu kommer det der gør mig lidt ked af det / ikke forstår 

min del af familien hjælper af og til. de ringer tit og kommer på besøge og vil være sammen med os(mor og datter) især når far ikke er hjemme. man også når han er. 

men manden familie har ikke engang tid til at ses en lørdag el. jeg kan ha lavet en aftale 3 uger før og de holder den ikke så kommer der noget op de havde glemt. svært at forklar. 

følger bare efterhånden at de har travlt med deres liv og vil giv tid til andet en dem selv. der har været meget mere . men kan ikke skrive om det så bliver det en roman. 

fx de er de slags mennesker. da kan bruge 2 timer om hvad de har lavet og skal. uden på nogle tidspunkter at spørger hvordan går det med dig/dit arbejde/ hvad går du for tiden og laver. sidst manden var hjemme kom de til aftensmad. ikke en eneste ord til mig og hvad jeg laver eller skal... manden kan også se det 

kunne hører han tit prøvet at få dem til at spørger mig om noget eller om os. men det blev hurtigt taget over til at handle om dem. jeg gik enda ind på wc i 10 min og da jeg kom tilbage. var det som om jeg IKKE havde været væk. kan ikke hold dem ud 

normal er jeg en åben og vellidt person. rar og imodkommene. jeg har det som om de ikke kan lide mig og vores datter. 

jeg har snakket med manden om det, og han giver mig ret i de er for selvoptaget men han vel heller ikke hvad vi skal gør. 

jeg ved ikke hvad vi skal gør. 

de afbryderen for så at snakke. 

hvis jeg siger at det har været hårdt /sjovt på arbejde 

ej skal li hører hvad der var sjovt/hårdt her for leden dag. 

ønsker dem ikke længer på besøge. man synes virklige det er træls at vores datter ikke lærer hele familien at kende. 

Man kan ikke lytte med ord i munden.

- Jeg siger det som det er; De er selvoptaget og har nok i sig selv. - og Øv for jer - Men sådan er de, og det siger intet om jer. 

Det er super ærgerligt - har selv oplevet det med en gruppe af min kærester venner - rigtigt hårdt at altid spørge indtil dem, men de spurgte aldrig ind til os - De er ikke interesseret i os 

Nu ser vi dem ikke mere og det har vi det rigtigt fint med 

Anonym skriver:

Man kan ikke lytte med ord i munden.

 

- Jeg siger det som det er; De er selvoptaget og har nok i sig selv. - og Øv for jer - Men sådan er de, og det siger intet om jer. 

 

Det er super ærgerligt - har selv oplevet det med en gruppe af min kærester venner - rigtigt hårdt at altid spørge indtil dem, men de spurgte aldrig ind til os - De er ikke interesseret i os 

Nu ser vi dem ikke mere og det har vi det rigtigt fint med 

 

 

okay. nu hvor jeg skrev det her ikom jeg til at tænke på mange ting og tænker tit. på hvad er det vores datter kommer til at lærer af dem.

men skal jeg tage hendes mudlighede for at lærer dem af kende fra hende. altså ved fx ikke at inviter dem over mere. og melde fra, hvis de vil ha en over ?

er også ked af det på min mands vejene. for tror godt vi begge ved at, vi skal til at træk os. 

hvad skal jeg sige eller gør. kan i følge mig ?

Anonym skriver:

okay. nu hvor jeg skrev det her ikom jeg til at tænke på mange ting og tænker tit. på hvad er det vores datter kommer til at lærer af dem.

men skal jeg tage hendes mudlighede for at lærer dem af kende fra hende. altså ved fx ikke at inviter dem over mere. og melde fra, hvis de vil ha en over ?

Uha, jeg ved ikke.

Jeg har valgt min mor fra da hun er borderline og bare gøre ALT at få mig ned med nakken. - hun var så selvoptaget i forvejen at en gode mormor blev hun aldrig.

- Jeg ved ikke, hvad er rigtigt her - Om i kan acceptere. At de er ikke så interesseret i jer, og prøve gøre det samme med dem som de gøre med jer - silke spørge indtil dem og begynder de at snakke om sig selv, så vend samtalen til jer ( jeres datter) 

Ikke være uhøflig men hellere ikke lege høflig så de tror det de siger er utrolig spænende.

 Gjorde det samme med min kærester venner - hold op med at spørge indtil dem da vi mødes det ente med INGEN sagde noget  - det var virkelig hårdt for mig, men holdt mig - da de begyndte snakke om sig selv vendte jeg deg om til at handle om os.

Men igen vi har valgt dem fra nu  

Jeg tænker bare du skal acceptere det er sådan de er, at det sikkert ikke bliver anderledes og se det sådan, at inviterer de jer, så er det din mands samvær m hans familie og det synes jeg ikke du skal tage fra ham / stoppe, trods deres opførsel. Så lærer din datter dem også at kende, de er jo hendes bedsteforældre, og må lære at sådan opfører de sig bare. Selvfølgelig skal de ikke snakke grimt til hende eller dig, men det virker ikke sådan. Mere at de er ligeglade. Virkeligheden er ikke altid som man ville ønske. Begræns måske jeres invitationer så du ikke kaster dig i armene på nogen der ikke er interessede i at modtage, og gør det når din mand er hjemme. Lad ham om kontakten.

Prøv at skabe andre kontakter og venskaber til når din mand ikke er hjemme. Vær ligeglad, det vil hjælpe dig.

At vælge familie fra giver så mange udfordringer, tvivl og smerte, at det er noget man kun skal gøre, når det at bevare relationen er uudholdeligt og nedbrydende for en. Det, at de ikke udviser interesse for dig og jeres barn, er for mig slet ikke begrundelse for at bryde med dem. 

Jeg ville i dit sted nøjes med at drosle helt ned for invitationerne og afgrænse samværet, når det skal være. Fx når de inviterer og du synes, I bør sige ja, så suppler svaret med en oplysning om, at I desværre er nødt til at gå kl. xx, da i skal tidligt op, i biografen eller whatever. Så ved du, at der er en bagkant og du skal kun udholde dem i 2 timer.

Herudover ville jeg, hvis heg var dig blive vanvittigt nysgerrig på, om de altid har været sådan. Hvordan var din mands barndom. Og jeg ville ikke kunne lade være med at spørge indtil hvordan de selv havde det mwd at være forældre. Og hvordan deres egne barndommen var. Jeg ville ‘studere’ dem. Prøv at finde noget lignende, der kan give dig lidt afstand og måske lidt humor. Tæl hvor mange gange de afbryder dig og ring til din bedste veninde dagen efter og fortæl hende om den seneste rekord.