Sammenbragt :(

Carina:-) skriver:

Hvordan kan du vide at mor siger/ gør alle De ting?

Når vores børn har været på lejr tur eller ferie ved bedsteforældre eller moster er standard svaret altid "det kan jeg ikke huske eller det ved jeg ikke.

Jeg går ikke ud fra at de sidder og siger til mine børn at de dælme ikke må suge noget hjemme .  Men bare at de ikke gider sidde og snakke om hvad de har lavet fra morgen til aften.

Har du overvejet at din negative indstilling til hans mor er grunden til hans modvilje?

Selv om man ikke siger noget direkte kan børn godt mærke modvilje og negativitet.

Tror du skal give far og søn plads og ro til at finde en løsning hvor du og jeres fælles børn ikke er på banen .

Hvor far og søn får Snakket og fundet hinanden igen

Og så drop det med at give hans mor skylden for jeres dårlige forhold .

Og drop "krydsforhøret " han skal nok fortælle hvid han gider. 

 

Hvordan jeg kan vide at mor siger/gør de ting? Fordi hun har lavet nogle ting, da de slog op, som har bragt drengen i fare og som min mand kender til. Jeg kan ikke gå ind i detaljerne af gode grunde. Men efter det har hun decideret forbudt ham at snakke om, hvad han laver når de fx er på ferie. Min mand har været i statsforvaltningen op til flere gange og kæmpet en kamp. Hun har løjet for min mand flere gange, hvor sønnen efterfølgende talte over sig, og grædende bad far om ikke at sige noget til hans mor. Desuden har vi nogle fællesvenner, som nævner nogle ting en gang imellem.

Min (og min mands) indstilling til hans mor mærker han intet til. Jeg har sagt til ham, at han må tage mor med til en kop kaffe hvis hun har lyst, og vi siger at han skal hilse mor, når han tager hjem. Han aner intet til vores bekymringer, da vi slet ikke taler om det, når han er til stede. Da jeg indledte et forhold til hans far, åbnede jeg mit hjem over for både ham og sønnen, og også over for hans mor. Jeg mente at det var vigtigt, at hun mødte mig for at se, hvor barnet skulle være hver anden weekend. Jeg ville have at hun skulle føle sig tryg ved at aflevere ham. I starten sagde min mand at mine ønsker var ren utopi, og at hun er usamarbejdsvillig, men at jeg gerne måtte give det en chance. Her 7-8 år senere er jeg stadigvæk villig til at byde hende på en kop kaffe, men der kommer bare intet fra hendes side af.

Jeg har givet far og søn alverdens plads og tid til at finde hinanden. Som jeg skrev, så laver de ofte ting sammen de to, uden os andre. Og min mand har forsøgt at tale med ham, men han siger ikke ret meget. Han lukker faktisk helt af, når far forsøger at tale med ham. Min mand har forsøgt mange gange ved forskellige lejligheder. Jeg har altid holdt mig i baggrunden, da det er deres indbyrdes forhold, det drejer sig om. Jeg skriver her fordi jeg er en bekymret kone, som gerne vil hjælpe sin mand på vej til at få det tætte forhold til hans søn, som han havde før.

Mht. krydsforhøret, så mener jeg ikke at det er ”krydsforhør” hvis man spørger drengen om han har haft en god ferie, og hvor de har været henne. I min verden er det ganske normale hverdagsting man taler om.

Anonym skriver:

Har ingen gode råd eller nogen men vil lige nævne at min datter er hos sin far og hans kæreste hver 2. Weekend og hun nævner aldrig som i ALDRIG hvad de har lavet når hun er dér. Spørger jeg hvad hun de har lavet siger hun bare ik noget. 

Snakkede med en kollega om det en dag hun fortalte at sådan havde hendes to børn også været. 

Hun så det som om at børnene på en eller anden måde “beskytter” den anden forældre så jeg fx. Ik skal blive såret hvis hun nu laver noget sjovt med far. (Hvilken jeg selvfølgelig ik kunne drømme om men sådan tænker børn jo ik)

Det er også helt ok, hvis børn ikke har lyst til at fortælle noget. Men som sagt her ved vi at det er fordi at biomor har forbudt, at drengen taler om noget som helst med os. Det er bare så synd for ham. Nogle gange glemmer han det og begynder at fortælle ting, og så stopper han pludseligt og bliver helt rød i hovedet, så har han glemt hvad det var han ville sige L

Mor11 skriver:

Stemmer i med de øvrige, vi har 7/7 og ungerne fortæller aldrig selv, og hvis jeg spørger kan de ikke huske. Ligesom de heller ikke kan huske hvad de har lavet i skolen og børnehaven.  

jeg er så så heldig at jeg bliver opdateret med snaps fra både far, farmor og tanten, så hvis de reelt har lavet noget anderledes, ved jeg det som regel og kan spørge ind til det hvis jeg vil og så kan ungerne også huske en masse  

så pas på med ikke at pådutte moren en masse dårlige intentioner hvis de ikke er fuldstændig klokkeklare. Børn mærker vores modvilje selvom vi intet siger! Hvis viben omkring hans mor er dårlig hjemme ved jer, forstår jeg godt hvis hsn føler det er ubehageligt. Det er hans mor, og han elsker hende uanset hvilke stridigheder de voksne har haft eller har. 

Jeg synes far skal sætte sig og tale med sin søn. Fortælle at han vil være ked af ikke at se ham. Spørge ind til om det kun er den lange tur der er træls for ham. Måske er han nået en alder hvor han gerne vil kunne lege med vennerne i weekenden - foreslå at han gerne må tage en ven med engang i mellem. Og måske en ordning med hver 3.-4. gang kan far komme til Jylland  og så kan de have en dag sammen (eller jer alle) . Så er det ikke kun sønnen der skal "tage hjemmefra" for at de kan ses. 

Læs længere op, der har jeg svaret på nogle af dine spørgsmål.

Jeg er helt enig i at drengen elsker sin mor og at hun er nr. 1 i hans verden. Det skal hun også være. Det er netop derfor, at jeg har forsøgt at skabe et forhold til hende. ;Men det er svært når hun ingen interesse viser. Vi ville aldrig nogensinde lade ham mærke, at vi er bekymrede omkring det her. Som sagt længere oppe, så taler vi altid pænt om hans mor, når vi er sammen, og siger at han skal hilse hende.

Drengen er velkommen til at tage venner med, og det ved han også godt.

J-star skriver:

så du har beviser på at mor siger, at han ikke må sige noget? For ellers kan du ikke sidde og sige det. 

Mange børn(han er 10år gammel) siger ofte/dagligt; det ved jeg ikke, det kan jeg ikke huske, måske, osv, det er sådan børn til tider er, og nogen voksne for den sags skyld. Hvorfor skal han forhøres? Hvorfor ikke bare sige; nå har du haft en god uge hos mor? Hvis der er noget han virkelig gerne vil fortælle , skal han nok gøre det. 

Det er også mange timer hver anden weekend for en 10årig. 6timer i et tog. 

Jeg er enig med de andre. Hvad med far tager til ham, så kan drengen viser ham sit nye værelse, nye by, de nye ting. 

Næste gang, så tag på noget ferie i Jylland.

Han er også en stor dreng, vennerne begynder at blive vigtigere. 

Prøv af lad far lkke presse(ja du siger at han ikke gør det, men at de laver noget de to HVER gang, i stedet for at han får lov til at nyde sine søskende. ) kan godt være Et pres. 

Lad far sætte sig ned(uden dig, mor eller søskende) og lad dem have en snak, hvor drengen kan sætte ord på tingene, hvorfor han ikke vil køre turen, hvad han har lyst til at lave når han er der. Lyt til ham, og skub alt med hans mær bagud. 

Han vil aldrig være som jeres fælles, for jeres har begge forældre hjemme og det har han ikke. Så lyt til ham, og prøv at se på hans behov, ikke farens, selvom at det er hårdt. 

Læs længere oppe, hvor jeg faktisk besvarer en del af dine spørgsmål.

Når vi kan se at han ikke vil fortælle mere, så stopper vi også med at spørge ind til det. Han skal ikke føle sig dårligt tilpas.

Mht. at drengen skal vise far sit nye værelse, så er det umuligt. Moren er ikke interesseret i at præsentere den nye kæreste for faren, eller at far kommer og ser hvor drengen bor nu. Sådan har det altid været. Drengen er altid blevet hentet og afleveret i skolen før de flyttede. Nu er det banegården.

Vi har aldrig gjort andet end at lytte til hans behov. Vi er godt klar over at han ikke er vores fællesbarn med begge forældre tilstede hele tiden. Derfor er vi netop ekstra opmærksomme på ham, og har været det alle år jeg har været inde i billedet. Og derfor er  min mand så ked af at se at han er ved at miste sin søn, og han kan intet stille op.

Liland skriver:

DSB børneguide

Den bruger vores datter når hun skal over til hendes far i jylland.

Derudover, ville jeg nok tage turen i statsamtet og få fastsat noget samvær og lavet nogen fasta aftaler

Ja, det er også det vi bruger.

Vi overvejer statsamtet også igen igen. Det er forfærdeligt

Anonym skriver:

Læs længere oppe, hvor jeg faktisk besvarer en del af dine spørgsmål.

Når vi kan se at han ikke vil fortælle mere, så stopper vi også med at spørge ind til det. Han skal ikke føle sig dårligt tilpas.

Mht. at drengen skal vise far sit nye værelse, så er det umuligt. Moren er ikke interesseret i at præsentere den nye kæreste for faren, eller at far kommer og ser hvor drengen bor nu. Sådan har det altid været. Drengen er altid blevet hentet og afleveret i skolen før de flyttede. Nu er det banegården.

Vi har aldrig gjort andet end at lytte til hans behov. Vi er godt klar over at han ikke er vores fællesbarn med begge forældre tilstede hele tiden. Derfor er vi netop ekstra opmærksomme på ham, og har været det alle år jeg har været inde i billedet. Og derfor er  min mand så ked af at se at han er ved at miste sin søn, og han kan intet stille op.

Jeg tænker måske også at den ekstra opmærksomhed kan være for meget. Han kommer 2-3dage og så bliver det; ud med far, kun os to næsten hver gang. 

Er det noget han tilspørger eller er der noget far planlægger? 

Han kan sætte sig ned og snakke med sin søn. Lyt til hans ord, hvordan han har det med det hele. 

Jeg forstår godt det med at køre 3timer hver vej er kedeligt og at han måske hellere vil lave andet. Har i set på fly? 

J-star skriver:

Jeg tænker måske også at den ekstra opmærksomhed kan være for meget. Han kommer 2-3dage og så bliver det; ud med far, kun os to næsten hver gang. 

Er det noget han tilspørger eller er der noget far planlægger? 

Han kan sætte sig ned og snakke med sin søn. Lyt til hans ord, hvordan han har det med det hele. 

Jeg forstår godt det med at køre 3timer hver vej er kedeligt og at han måske hellere vil lave andet. Har i set på fly? 

 

Alt det min mand laver med ham er efter drengens eget ønske. Forstå mig ret, det er ikke hver gang, men meget ofte at de to får lavet noget sammen, kun de to. 

Flyve vil han ikke alene.

Nå men, nu er der nyt i sagen. 

Vi var ude og handle, og da vi stod i en lang kø, kastede jeg blikket på drengen og så at han skrev beskeder. Ved godt at man ikke skal kigge hvad andre skriver, men jeg gjorde det. Og jeg fik også noget at se. Han skrev til sin mor at han.slet ikke bryder sig om mig og at jeg er pisse irriterende. 

Av, av  I 8-9 år har jeg intet mindre end behandlet ham som min egen, åbnet mit hjem og mit liv op for ham. Jeg har aldrig haft en eneste konflikt med ham og har altid sørget for at han har det godt, når han er på besøg. 

Det værste ved det hele er, at biomor bare grinte af hans beskeder, og mere ville jeg ikke læse. Jeg var (og er stadig) i chok. 

Er det mon pga. mig at drengen ikke vil besøge os?

Min mand mener at hans mor har hjernevasket ham for han var gift med hende i mange år og ved hvor manipulerende hun kan være.

Anonym skriver:

Nå men, nu er der nyt i sagen. 

Vi var ude og handle, og da vi stod i en lang kø, kastede jeg blikket på drengen og så at han skrev beskeder. Ved godt at man ikke skal kigge hvad andre skriver, men jeg gjorde det. Og jeg fik også noget at se. Han skrev til sin mor at han.slet ikke bryder sig om mig og at jeg er pisse irriterende. 

Av, av  I 8-9 år har jeg intet mindre end behandlet ham som min egen, åbnet mit hjem og mit liv op for ham. Jeg har aldrig haft en eneste konflikt med ham og har altid sørget for at han har det godt, når han er på besøg. 

Det værste ved det hele er, at biomor bare grinte af hans beskeder, og mere ville jeg ikke læse. Jeg var (og er stadig) i chok. 

Er det mon pga. mig at drengen ikke vil besøge os?

Min mand mener at hans mor har hjernevasket ham for han var gift med hende i mange år og ved hvor manipulerende hun kan være.

Åhhh... Det var da en trist ting at læse... Men kan det være noget, han har skrevet for at please moderen? Lidt for at trøste hende? Det er ikke sikkert, at han mener det. 

Åhhh... Det var da en trist ting at læse... Men kan det være noget, han har skrevet for at please moderen? Lidt for at trøste hende? Det er ikke sikkert, at han mener det. 

Jeg har leget med tanken om at han ikke kan li mig op til flere gange, fordi jeg kan mærke det på ham og på den måde han er overfor mig på. Dog slog jeg den tanke væk hurtigt, da jeg simpelthen ikke troede det. Jeg har altid behandlet ham ordentligt og i vores øjne har jeg aldrig gjort noget, som kunne få ham til at hade mig.

Set i bakspejlet kan jeg jo se hvordan han har forandret sig. Da han var helt lille var han helt betaget af mig. Han kaldte mig søde lille baby og fortalte mig at han elskede mig meget ofte. I takt med at han blev ældre, blev den kærlighed "mindre" og jeg troede at det var sådan det var med børn i den alder. Dog hurtigt kunne jeg fornemme en forandring i ham overfor mig. Hans kram blev kolde og stive. Han stoppede med at snakke til mig. Han stillede aldrig mig spørgsmål, hvis han ville vide noget. Altid far. Som om at det jeg sagde ikke var validt. og den værste indikator på at han ikke kunne li mig er at han ikke kan kigge mig i øjnene. Når jeg sætter alle disse ting sammen, så giver alt mening nu.

Har i øvrigt talt med vores fælles veninde, som fortalte mig at drengen og hans mor har et nickname for mig, når de taler om mig. Og det er ikke et pænt nickname 

alt giver mening nu... Det er en kæmpe kamel at sluge