Sammenbragt :(

Kære alle,

Det knuser mit hjerte at se min mand lide så meget.

Han gik fra sin eks kone for ca. 10 år siden. De har en søn på 10. I alle de år har hun bagtalt ham overfor deres søn. Hun forbyder sønnen fortælle os hvad de laver. Det kan vi se fordi hans svar på alt er "det kan jeg ikke huske". Ex.: Hvad lavede du i weekenden? Jeg spillede spil. Sammen med hvem? Det kan jeg ikke huske. 

Det sidste års tid kan vi mærke at drengen har taget afstand fra far. Han skriver aldrig og ringer aldrig tilbage. Og når han har ferie, så spørger far om han har lyst til at blive længere og det har han aldrig lyst til, siger han. 

Det skal lige nævnes, at vi har 2 fælles børn. Vi har fra start af været opmærksomme på at hans søn ikke følte sig overflødig. Han var involveret i ALT mht hans små søskende. Og hver gang han er på besøg, så laver han noget sammen med far, kun de to. Går i Biografen, til fodbold, ud og sejle, eller rejser på weekend til udlandet. Så far gør alt for at sønnen ikke føler sig overset. 

Anyways, nu har hans mor fundet en ny kæreste og valgt at flytte fra sjælland til Jylland. Dvs 3 timers kørsel hver vej.

De flyttede i starten af året, og allerede nu er drengen begyndt at sige at han ikke gider køre så langt hver anden weekend. Min mand er knust. Han har aldrig presset drengen til noget. Drengen har fået lov til at bestmme mange ting. Fordi min mand ikke har lyst til konflikter med ham, når de ser hinanden så sjældent. Jeg har foreslået at han siger til ham, at far også savner ham og er ked af at de ikke ses så ofte og at hans små søskende savner ham. Og måske også sige til ham at det er far der bestemmer, og nu skal han komme på besøg. Eller er det for meget at forlange?

Far har hele livet givet ham mulighed for at sige nej, hvorimod hans mor fuldstændig styrer hans liv. Hun har aldrig sagt til ham at han burde se sin far og vedligholde kontakten med ham, tværtimod har hun altid forsøgt at forkorte den tid han havde hos os 

Det er så frustrerende. Hvad gør man lige her? 

Det er ikke muligt for os at flytte til Jylland, så det er udelukket. 

Det lyder som en kompliceret situation jeg synes dog i skal holde fast i at han kommer på samvær når far har samvær. Jeg tænker ikke at han er gammel nok til bestemme, heller ikke at gennemtænke konsekvenserne ved ikke at se sin far. Måske han er ved at nå en alder/fase hvor der er en masse ting hjemme hos mor, de venner han har osv. Der er sjove og som ham går "glip af" når han skal være hos far. 

Jeg har ingen gode råd eller erfaringer, men måske kunne løsningen være at far tager turen hver anden eller tredje gang, så det ikke kun er sønnike der skal rejse? 

Hvordan kan du vide at mor siger/ gør alle De ting?

Når vores børn har været på lejr tur eller ferie ved bedsteforældre eller moster er standard svaret altid "det kan jeg ikke huske eller det ved jeg ikke.

Jeg går ikke ud fra at de sidder og siger til mine børn at de dælme ikke må suge noget hjemme .  Men bare at de ikke gider sidde og snakke om hvad de har lavet fra morgen til aften.

Har du overvejet at din negative indstilling til hans mor er grunden til hans modvilje?

Selv om man ikke siger noget direkte kan børn godt mærke modvilje og negativitet.

Tror du skal give far og søn plads og ro til at finde en løsning hvor du og jeres fælles børn ikke er på banen .

Hvor far og søn får Snakket og fundet hinanden igen

Og så drop det med at give hans mor skylden for jeres dårlige forhold .

Og drop "krydsforhøret " han skal nok fortælle hvid han gider. 

Har ingen gode råd eller nogen men vil lige nævne at min datter er hos sin far og hans kæreste hver 2. Weekend og hun nævner aldrig som i ALDRIG hvad de har lavet når hun er dér. Spørger jeg hvad hun de har lavet siger hun bare ik noget. 

Snakkede med en kollega om det en dag hun fortalte at sådan havde hendes to børn også været. 

Hun så det som om at børnene på en eller anden måde “beskytter” den anden forældre så jeg fx. Ik skal blive såret hvis hun nu laver noget sjovt med far. (Hvilken jeg selvfølgelig ik kunne drømme om men sådan tænker børn jo ik)

Stemmer i med de øvrige, vi har 7/7 og ungerne fortæller aldrig selv, og hvis jeg spørger kan de ikke huske. Ligesom de heller ikke kan huske hvad de har lavet i skolen og børnehaven.  

jeg er så så heldig at jeg bliver opdateret med snaps fra både far, farmor og tanten, så hvis de reelt har lavet noget anderledes, ved jeg det som regel og kan spørge ind til det hvis jeg vil og så kan ungerne også huske en masse  

så pas på med ikke at pådutte moren en masse dårlige intentioner hvis de ikke er fuldstændig klokkeklare. Børn mærker vores modvilje selvom vi intet siger! Hvis viben omkring hans mor er dårlig hjemme ved jer, forstår jeg godt hvis hsn føler det er ubehageligt. Det er hans mor, og han elsker hende uanset hvilke stridigheder de voksne har haft eller har. 

Jeg synes far skal sætte sig og tale med sin søn. Fortælle at han vil være ked af ikke at se ham. Spørge ind til om det kun er den lange tur der er træls for ham. Måske er han nået en alder hvor han gerne vil kunne lege med vennerne i weekenden - foreslå at han gerne må tage en ven med engang i mellem. Og måske en ordning med hver 3.-4. gang kan far komme til Jylland  og så kan de have en dag sammen (eller jer alle) . Så er det ikke kun sønnen der skal "tage hjemmefra" for at de kan ses. 

Anonym skriver:

Kære alle,

Det knuser mit hjerte at se min mand lide så meget.

Han gik fra sin eks kone for ca. 10 år siden. De har en søn på 10. I alle de år har hun bagtalt ham overfor deres søn. Hun forbyder sønnen fortælle os hvad de laver. Det kan vi se fordi hans svar på alt er "det kan jeg ikke huske". Ex.: Hvad lavede du i weekenden? Jeg spillede spil. Sammen med hvem? Det kan jeg ikke huske. 

Det sidste års tid kan vi mærke at drengen har taget afstand fra far. Han skriver aldrig og ringer aldrig tilbage. Og når han har ferie, så spørger far om han har lyst til at blive længere og det har han aldrig lyst til, siger han. 

Det skal lige nævnes, at vi har 2 fælles børn. Vi har fra start af været opmærksomme på at hans søn ikke følte sig overflødig. Han var involveret i ALT mht hans små søskende. Og hver gang han er på besøg, så laver han noget sammen med far, kun de to. Går i Biografen, til fodbold, ud og sejle, eller rejser på weekend til udlandet. Så far gør alt for at sønnen ikke føler sig overset. 

Anyways, nu har hans mor fundet en ny kæreste og valgt at flytte fra sjælland til Jylland. Dvs 3 timers kørsel hver vej.

De flyttede i starten af året, og allerede nu er drengen begyndt at sige at han ikke gider køre så langt hver anden weekend. Min mand er knust. Han har aldrig presset drengen til noget. Drengen har fået lov til at bestmme mange ting. Fordi min mand ikke har lyst til konflikter med ham, når de ser hinanden så sjældent. Jeg har foreslået at han siger til ham, at far også savner ham og er ked af at de ikke ses så ofte og at hans små søskende savner ham. Og måske også sige til ham at det er far der bestemmer, og nu skal han komme på besøg. Eller er det for meget at forlange?

Far har hele livet givet ham mulighed for at sige nej, hvorimod hans mor fuldstændig styrer hans liv. Hun har aldrig sagt til ham at han burde se sin far og vedligholde kontakten med ham, tværtimod har hun altid forsøgt at forkorte den tid han havde hos os 

Det er så frustrerende. Hvad gør man lige her? 

Det er ikke muligt for os at flytte til Jylland, så det er udelukket. 

så du har beviser på at mor siger, at han ikke må sige noget? For ellers kan du ikke sidde og sige det. 

Mange børn(han er 10år gammel) siger ofte/dagligt; det ved jeg ikke, det kan jeg ikke huske, måske, osv, det er sådan børn til tider er, og nogen voksne for den sags skyld. Hvorfor skal han forhøres? Hvorfor ikke bare sige; nå har du haft en god uge hos mor? Hvis der er noget han virkelig gerne vil fortælle , skal han nok gøre det. 

Det er også mange timer hver anden weekend for en 10årig. 6timer i et tog. 

Jeg er enig med de andre. Hvad med far tager til ham, så kan drengen viser ham sit nye værelse, nye by, de nye ting. 

Næste gang, så tag på noget ferie i Jylland.

Han er også en stor dreng, vennerne begynder at blive vigtigere. 

Prøv af lad far lkke presse(ja du siger at han ikke gør det, men at de laver noget de to HVER gang, i stedet for at han får lov til at nyde sine søskende. ) kan godt være Et pres. 

Lad far sætte sig ned(uden dig, mor eller søskende) og lad dem have en snak, hvor drengen kan sætte ord på tingene, hvorfor han ikke vil køre turen, hvad han har lyst til at lave når han er der. Lyt til ham, og skub alt med hans mær bagud. 

Han vil aldrig være som jeres fælles, for jeres har begge forældre hjemme og det har han ikke. Så lyt til ham, og prøv at se på hans behov, ikke farens, selvom at det er hårdt. 

Anonym skriver:

Kære alle,

Det knuser mit hjerte at se min mand lide så meget.

Han gik fra sin eks kone for ca. 10 år siden. De har en søn på 10. I alle de år har hun bagtalt ham overfor deres søn. Hun forbyder sønnen fortælle os hvad de laver. Det kan vi se fordi hans svar på alt er "det kan jeg ikke huske". Ex.: Hvad lavede du i weekenden? Jeg spillede spil. Sammen med hvem? Det kan jeg ikke huske. 

Det sidste års tid kan vi mærke at drengen har taget afstand fra far. Han skriver aldrig og ringer aldrig tilbage. Og når han har ferie, så spørger far om han har lyst til at blive længere og det har han aldrig lyst til, siger han. 

Det skal lige nævnes, at vi har 2 fælles børn. Vi har fra start af været opmærksomme på at hans søn ikke følte sig overflødig. Han var involveret i ALT mht hans små søskende. Og hver gang han er på besøg, så laver han noget sammen med far, kun de to. Går i Biografen, til fodbold, ud og sejle, eller rejser på weekend til udlandet. Så far gør alt for at sønnen ikke føler sig overset. 

Anyways, nu har hans mor fundet en ny kæreste og valgt at flytte fra sjælland til Jylland. Dvs 3 timers kørsel hver vej.

De flyttede i starten af året, og allerede nu er drengen begyndt at sige at han ikke gider køre så langt hver anden weekend. Min mand er knust. Han har aldrig presset drengen til noget. Drengen har fået lov til at bestmme mange ting. Fordi min mand ikke har lyst til konflikter med ham, når de ser hinanden så sjældent. Jeg har foreslået at han siger til ham, at far også savner ham og er ked af at de ikke ses så ofte og at hans små søskende savner ham. Og måske også sige til ham at det er far der bestemmer, og nu skal han komme på besøg. Eller er det for meget at forlange?

Far har hele livet givet ham mulighed for at sige nej, hvorimod hans mor fuldstændig styrer hans liv. Hun har aldrig sagt til ham at han burde se sin far og vedligholde kontakten med ham, tværtimod har hun altid forsøgt at forkorte den tid han havde hos os 

Det er så frustrerende. Hvad gør man lige her? 

Det er ikke muligt for os at flytte til Jylland, så det er udelukket. 

DSB børneguide

Den bruger vores datter når hun skal over til hendes far i jylland.

Derudover, ville jeg nok tage turen i statsamtet og få fastsat noget samvær og lavet nogen fasta aftaler

migxher skriver:

Det lyder som en kompliceret situation jeg synes dog i skal holde fast i at han kommer på samvær når far har samvær. Jeg tænker ikke at han er gammel nok til bestemme, heller ikke at gennemtænke konsekvenserne ved ikke at se sin far. Måske han er ved at nå en alder/fase hvor der er en masse ting hjemme hos mor, de venner han har osv. Der er sjove og som ham går "glip af" når han skal være hos far. 

Det er også det jeg siger til min mand. Han er den voksne og han bestemmer. Men min mand ønsker bare ikke at skabe konflikter med sønnen. Jeg kan også godt forstå, at drengen måske synes det er sjovere at være hos mor og sine venner, men der er mange ting, som peger i retning af, at det er mor der ”styrer showet” desværre.

Birthdaybaby skriver:

Jeg har ingen gode råd eller erfaringer, men måske kunne løsningen være at far tager turen hver anden eller tredje gang, så det ikke kun er sønnike der skal rejse? 

Det kunne han i princippet godt, men drengen har små søskende, som glæder sig utrolig meget til at storebror kommer. Men jo, det kunne han da godt en gang imellem.