Nyde barnet "nok"

Her er nr 1 og 2 psuedoer med 17 mdr og det fungerer for os og var hårdt da de var små. Vi fik så nr 3 da de to “store” var 3.10 og 2,5 år. Vi ville nok have valgt at få den sidste også med 17mdr til nr 2 hvis vi kunne gøre det om. Lige nu er hun bare den lille hele tiden og det er meget irriterende for os alle. 

Det er hårdt med hvor er det skønt med psuedoer, da de har en forståelse af hinanden, som nr 3 ikke har med dem. 

Vi havde heller ikke travlt med at få dem tæt, men de kom da de kom. 

Man nyder vel alle sine børn, i det omfang det er muligt.

jeg har 19 måneder mellem de to store drenge og det var da hårdt, men også sjovt og givende. De har et helt unikt forhold til hinanden.

nummer 3 (pige) kom da 1 og 2 var 8 og 6,5 år. Hende nød jeg også, men ikke mere end de to store, da der her jo var to andre børn at tage sig af også. 

eller måske nød jeg hende mere, da jeg her havde en mand (hendes far), der virkeligt tog fra og var på alle 3 børn 100% og min arbejds situation og mit familie liv var meget bedre. Men det havde ikke noget med alderen mellem mine børn at gøre. 

Anonym skriver:

Jeg har et par undrende spørgsmål, som jeg håber I vil hjælpe lidt med :-)

Ift. pseudotvillinger: er I ikke bange for ikke at nå at nyde nr. 1 nok inden nr 2? Inden evt. opkast og bækkenløsning

Ér der virkelig fordele ved så kort tid mellem ungerne, eller er det mest for at "få det overstået"?

Er der andre grunde?

Jeg har selv fået at vide at jeg tidligst må føde til februar 2020 grundet kejsersnit, men jeg er faktisk ikke sikker på om jeg er klar til endnu én allerede dér. Hvad med min datter? Får hun mon nok opmærksomhed? Hvad med jalousi osv.

SÅ... vil I komme med fordele og ulemper? Både tanker og erfaringer med børn, der har kort og lang tid imellem? Vi snakker ikke at jeg skal have 5-10 år imellem, men gerne 2-3

Vi får lige knap 7 år imellem vores og allerede da jeg var gravid med den store havde jeg en klar ide om at der minimum skulle være 4-5 år imellem mine børn. (Det hele tog så lidt længere, man kan jo ikke forcere naturens gang, når man ikke vil i behandling.) 

Nu har jeg først termin med lillebror i september, så kan jo selvfølgelig ikke sige noget om hvordan det reelt er med så lang tid imellem, men jeg kan fortælle om hvorfor vi har valgt som vi har.

Jeg kommer af en familie hvor børn er blevet fjernet eller omsorgssvigtet i flere led og generationer. Så jeg har logisk nok været ekstra OBS på at jeg og min partner skulle have nok stabilitet, overskud og viden, både psykisk, fysisk og økonomisk til at jeg synes det var forsvarligt at tage ansvaret for et nyt menneske, med alt hvad det indebære. 

I korte træk, jeg ville være - så vidt man kan være det -sikker på at jeg ikke ”fuckede” det første barn op. At jeg var ansvaret værdigt, før jeg satte flere børn til verden.

Fra midten af børnehavealderen cirka og frem, var jeg overbevist om at vi faktisk er helt okay forældre, at vi har gjort det godt, vores datter er yderst velfungerende og er foran på alle punkter, hurtig i skolen, hun er glad og tilpas, fungere socialt og er meget kompetent når det kommer til at sætte grænser og forstå andre menneskers bevæggrunde/følelser. 

Så tør jeg/vi godt at kaste mig ud i at gøre det igen. vi er klar over at vores børn måske ikke bliver legekammerater på samme måde som pseudotvillinger eller bare søskende der ligger tættere aldersmæssigt, men tilgengæld føler vi at vi har muligheden for at give en anden form for kvalitet, som er mere målrettet det enkelte barn frem for en søskendeflok. (Dermed ikke sagt at der ikke kan være kvalitet i ens forældrerolle når man Får dem tæt eller for mange, dette er min holdning ud fra hvem vi er som personer og hvad vi har med os i bagagen). 

Jeg har 4 vennepar der har pseudotvillinger og jeg kan se det samme mønster, forældrene har markant mindre overskud og børnene bliver ofte set og opdraget som en “masse” som “børnene” frem for “mia og Jens”. Hvis det giver mening og det vil jeg gerne undgå. 

Det blev langt. Men sådan er det vel når man har givet et emne mange tanker. 

Ligesom ved så meget andet er der fordele og ulemper ved begge ting.

Der er 2 år og 9 mdr imellem mine, de er 7 og snart 5 år. Det var utroligt nemt da de var mindre, nu skændes og slås de en del (tænker det er en periode, men det er da hårdt). Men de kan også være rigtigt gode til at lege sammen og hygge sig.

Jeg har en lillebror der er 1 1/2 år yngre end mig, en lillesøster der er 4 år og 9 mdr yngre end mig og en lillebror der er 11 år og 9 mdr yngre end mig.

Jeg har det rigtigt godt med dem alle, men jeg har helt klart det bedste forhold til min lillesøster (måske fordi vi begge er piger?).

Min mindste lillebror er 12 og har derimod et super godt bånd med min ældste. 

Vi har tre børn i aldrene 8, 5 (blev 5 i mandags!) og en på 7,5 måneder. 

Fordele: MEGE meget hjælp fra de store - god underholdning til lillebror, ingen jalousi, kun et blebarn. 

Ulemper: svært at finde aktiviter lige Nu som alle synes er sjove. 

Man begynder list forfra med barnevogn og natte roderi - omend det måske er at foretrække, istedet for 4-5 år i konstant søvn mangel 

Anonym skriver:

Vi får lige knap 7 år imellem vores og allerede da jeg var gravid med den store havde jeg en klar ide om at der minimum skulle være 4-5 år imellem mine børn. (Det hele tog så lidt længere, man kan jo ikke forcere naturens gang, når man ikke vil i behandling.) 

Nu har jeg først termin med lillebror i september, så kan jo selvfølgelig ikke sige noget om hvordan det reelt er med så lang tid imellem, men jeg kan fortælle om hvorfor vi har valgt som vi har.

Jeg kommer af en familie hvor børn er blevet fjernet eller omsorgssvigtet i flere led og generationer. Så jeg har logisk nok været ekstra OBS på at jeg og min partner skulle have nok stabilitet, overskud og viden, både psykisk, fysisk og økonomisk til at jeg synes det var forsvarligt at tage ansvaret for et nyt menneske, med alt hvad det indebære. 

I korte træk, jeg ville være - så vidt man kan være det -sikker på at jeg ikke ”fuckede” det første barn op. At jeg var ansvaret værdigt, før jeg satte flere børn til verden.

Fra midten af børnehavealderen cirka og frem, var jeg overbevist om at vi faktisk er helt okay forældre, at vi har gjort det godt, vores datter er yderst velfungerende og er foran på alle punkter, hurtig i skolen, hun er glad og tilpas, fungere socialt og er meget kompetent når det kommer til at sætte grænser og forstå andre menneskers bevæggrunde/følelser. 

Så tør jeg/vi godt at kaste mig ud i at gøre det igen. vi er klar over at vores børn måske ikke bliver legekammerater på samme måde som pseudotvillinger eller bare søskende der ligger tættere aldersmæssigt, men tilgengæld føler vi at vi har muligheden for at give en anden form for kvalitet, som er mere målrettet det enkelte barn frem for en søskendeflok. (Dermed ikke sagt at der ikke kan være kvalitet i ens forældrerolle når man Får dem tæt eller for mange, dette er min holdning ud fra hvem vi er som personer og hvad vi har med os i bagagen). 

Jeg har 4 vennepar der har pseudotvillinger og jeg kan se det samme mønster, forældrene har markant mindre overskud og børnene bliver ofte set og opdraget som en “masse” som “børnene” frem for “mia og Jens”. Hvis det giver mening og det vil jeg gerne undgå. 

Det blev langt. Men sådan er det vel når man har givet et emne mange tanker. 

 

Godt nok utrolig modent og velovervejet 

Det var der mange mennesker i den virkelige verden der kunne lære noget af..

Jeg siger ikke at det ene er mere rigtigt end det andet, men at mærke efter hvad der er rigtigt for ens egen familie og hvad der kommer til at fungere på lang sigt - dét er den rigtige beslutning.