Nyde barnet "nok"

Jeg har et par undrende spørgsmål, som jeg håber I vil hjælpe lidt med :-)

Ift. pseudotvillinger: er I ikke bange for ikke at nå at nyde nr. 1 nok inden nr 2? Inden evt. opkast og bækkenløsning

Ér der virkelig fordele ved så kort tid mellem ungerne, eller er det mest for at "få det overstået"?

Er der andre grunde?

Jeg har selv fået at vide at jeg tidligst må føde til februar 2020 grundet kejsersnit, men jeg er faktisk ikke sikker på om jeg er klar til endnu én allerede dér. Hvad med min datter? Får hun mon nok opmærksomhed? Hvad med jalousi osv.

SÅ... vil I komme med fordele og ulemper? Både tanker og erfaringer med børn, der har kort og lang tid imellem? Vi snakker ikke at jeg skal have 5-10 år imellem, men gerne 2-3

Vi har 17 mdr. imellem vores dreng og pige. De er i dag 9 år og næsten 11 år.

Det var hårdt, da de var små, men det opvejer alting i dag, hvor de er så store.

Den ulempe som der er, at lillesøster har overhalet storebror med forskellige ting, da drenge som regel er lidt langsommere i optrækket

Jeg ved ikke hvad det er man skal “nyde” som man ikke kan når der er to (eller flere for den sags skyld).

Der bliver ca. 20 mdr mellem mine første to, så helt pseudo er de ikke, men synes selv det er en fin aldersforskel. 

Uanset hvad, vil det sidst tilkomne barn immervæk blive behandlet anderledes end den førstefødte, det kan ikke være anderledes når man har børn i forvejen jo. 

Tror ikke helt jeg forstår dit spørgsmål, så du må endelig skrive igen hvis der er noget jeg har ladet ubesvaret for dig. 

Tænker der er fordele og ulemper ved begge ting.

Jeg synes jeg hører/oplever at folk vil have børnene så tæt på hinanden som muligt, fordi de så forventer at børnene bliver bedste venner resten af livet. Men jeg tænker der er SÅ mange ting der spiller ind for, hvordan børnene har det sammen, uanset hvor mange år der er i mellem.

Jeg tror bestemt ikke at JEG ville kunne overskue to helt små (ikke sagt at der ikke er andre der sagtens ville kunne)

Jeg synes det er hårdt med en på 7 og en på 1 der er hver deres sted og kræver hver deres slags opmærksomhed.

Men tænker også omstændigheder som hvor meget faren er deltager og hvor meget ens arbejde fylder, gør situationen med to helt små nemmere eller svære.

Her har vi næsten 4 års forskel , på vores 2 piger og de knus elsker hinanden (for det meste )

Den store aldersforskel var ik helt planlagt, men det fungere bare rigtig godt.

Tænker der er klare fordele, ved både kort og lang aldersforskel. Vh Stine 

Jeg forstår virkelig godt dine tanker. 

Jeg er gravid med nummer to og der bliver 22 måneder imellem. Ikke pseudotvillinger, men vores datter vil stadig kræve rigtig meget når baby kommer til februar. 

Jeg er selv nervøs for at jeg ikke får nydt hende nok inden hun bliver storesøster. Hun er jo det menneske vi elsker aller højest og vi vil jo kun give hende alt det bedste og alt den kærlighed vi kan. 

Meeeen, man har jo kærlighed til alle sine børn. Og vores datter er MEGET social, så jeg er ret sikker på at hun vil elske at få en søskende hun kan lege med. 

Jeg er ret sikker på at det bliver hårdt, for selvom vores datter nu er 15 måneder, får hun stadig flaske om natten og sover heller ikke igennem. Men så må far tage hende, hvis jeg så tager baby. 

Jeg har dog tænkt mig at vikle baby, så jeg altid har armene fri og kan lege med storesøster 

Jeg har kun selv en. Men stillede samme spørgsmål til to af mine veninder der begge har pseudo tvillinger. (13 og 15 mdr mellem) uafhængig af hinanden svarede begge klart og ens. 

“Kunne jeg gøre det om og vente med nr 2. Så gjorde jeg det” de udtalte også begge at de selvfølgelig ikke fortryder deres børn. Men de ville klart vente og frarådede mig at få to tæt (kommer så heller ikke til at ske da min er 3 ) 

de Begge fortalte der var meget jalousi fra den ældre fordi de ikke forstod delingen af opmærksomhed og mor ikke lige kunne lege hele tiden. 

Den ene venindes drenge er Idag 8 og 9 år og de har glæde af hinanden Idag. Men det er først kommet indenfor de sidste 2-3 år. 

Den anden venindes drenge er 4 og 5 år og de har ikke den store glæde af hinanden. De skændes mere end de leger 

Der er 12 måneder mellem mine to og vi forsøger at gøre det samme mellem nr 3 og 4 når vi engang når dertil

Jeg har intet fortrudt og har da i høj grad nydt nr 1, da jeg sluttede min barsel med ham fortsatte jeg endnu et år med barsel så han har da virkelig haft mor tid (self sammen med lillebror, men da mere end han havde haft hvis jeg havde været startet på studie /job) så jeg har ikke fortrudt, de er i dag 2 år og 4 måneder og 16 måneder og har allerede glæde af hinanden self også en del konflikter, men det er jo også sundt for udviklingen  

Anonym skriver:

Jeg har et par undrende spørgsmål, som jeg håber I vil hjælpe lidt med :-)

Ift. pseudotvillinger: er I ikke bange for ikke at nå at nyde nr. 1 nok inden nr 2? Inden evt. opkast og bækkenløsning

Ér der virkelig fordele ved så kort tid mellem ungerne, eller er det mest for at "få det overstået"?

Er der andre grunde?

Jeg har selv fået at vide at jeg tidligst må føde til februar 2020 grundet kejsersnit, men jeg er faktisk ikke sikker på om jeg er klar til endnu én allerede dér. Hvad med min datter? Får hun mon nok opmærksomhed? Hvad med jalousi osv.

SÅ... vil I komme med fordele og ulemper? Både tanker og erfaringer med børn, der har kort og lang tid imellem? Vi snakker ikke at jeg skal have 5-10 år imellem, men gerne 2-3

Jeg har 4 år mellem mine og det er for os perfekt. De har fået lov at være små selv, og storesøster har aldrig været jaloux, men har været med til at hjælpe med den lille i det omfang hun havde lyst til. I hendes liv fylder vennerne også utrolig meget, så hun har så meget udover bare os forældre. 

Jeg kunne ikke drømme om at få to med 1-2 års mellemrum. For der er den store stadig meget lille. Men det er jo op til den enkelte, og også ens overskud. Mit overskud er ikke til to små samtidig, og jeg tror at jeg ville føle mig lidt utilstrækkelig. 

Anonym skriver:

Jeg har et par undrende spørgsmål, som jeg håber I vil hjælpe lidt med :-)

Ift. pseudotvillinger: er I ikke bange for ikke at nå at nyde nr. 1 nok inden nr 2? Inden evt. opkast og bækkenløsning

Ér der virkelig fordele ved så kort tid mellem ungerne, eller er det mest for at "få det overstået"?

Er der andre grunde?

Jeg har selv fået at vide at jeg tidligst må føde til februar 2020 grundet kejsersnit, men jeg er faktisk ikke sikker på om jeg er klar til endnu én allerede dér. Hvad med min datter? Får hun mon nok opmærksomhed? Hvad med jalousi osv.

SÅ... vil I komme med fordele og ulemper? Både tanker og erfaringer med børn, der har kort og lang tid imellem? Vi snakker ikke at jeg skal have 5-10 år imellem, men gerne 2-3

Nu er pseudotvillinger jo ikke nødvendigvis nr. 1 og 2 - her er det nr. 2 og 3, der er 14 måneder imellem. Storesøster er hhv. 4 og 5 år ældre end sine små brødre, så vi har prøvet begge dele. Jeg kan ikke fremhæve det ene fremfor det andet, da der er fordele og ulemper ved begge dele - og så har jeg jo altså også kun prøvet at få lige netop VORES børn med DERES reaktioner, adfærd, sind etc. og kan slet ikke tale for andre. 

Jeg nød bestemt både nr. 1 og 2, inden OG efter nr. 3 kom. Nu har jeg aldrig haft graviditetsgener, så det var slet ikke et problem, og da jeg fik nr. 3, nød og prioriterede jeg og min mand jo stadig både vores “store” pige og vores lille 1-årige. Især sidstnævnte var så åbenlyst et lille pus endnu, at han på ingen måde blev glemt eller tilsidesat, hvorimod vi indimellem måtte bede storesøster vente et øjeblik, mens en af de små blev skiftet. Den “lille storebror” nød også godt af, at jeg var næsten uafbrudt på barsel i to år, så han - og storesøster - kunne få korte dage og fridage. 

Det var på ingen måde et spørgsmål om at “få det overstået” - jeg var 27 år, da vi fik nr. tre og havde set for mig, jeg skulle have små børn flere år frem, men nr. tre var et resultat af præventionssvigt, og dermed traf vi ikke bevidst valget om to så tæt på hinanden. 

Jeg synes, vi tænker for meget over meget detaljeret og velgennemtænkt familieplanlægning i disse år - som om, der er evigtgyldige regler for, hvad der er godt og skidt for små børn at vokse op i. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft tanken ved tvillingefamilier, at det vel nok var synd for hhv. A og B at skulle dele forældrenes opmærksomhed med hhv. B og A. Det er jo bare et vilkår, som ikke behøver værre hverken godt eller skidt pr. definition. I gamle dage kom børnene bare, når de gjorde - jeg værdsætter absolut prævention, men for mig at se er der gået lovligt meget teori i, hvordan den “ideelle” søskendeflok ser ud. Som om, man kan gardere sig mod alverdens problemer, når blot man har timet og tilrettelagt korrekt. 

Vi er så heldige, at vi har fået de helt rigtige børn på de helt rigtige tidspunkter - og sådan ville vi givetvis også tænke, hvis det så helt anderledes ud. Og hvad angår netop pseudotvillinger, så er min erfaring, at det er dem, der IKKE har nogen, der ser de største problemer.