Jeg havde en dårlig oplevelse i psykiatrien

Jeg står i en ganske frustrerende og ulykkelig situation, hvor jeg godt kunne bruge hjælp, men ikke tør opsøge den.

For 3.5 år siden blev jeg udredt i psykiatrien. Fordi jeg gik og havde det svært, og egentlig altid har været meget ængsteligt anlagt. Jeg fik "arbejdsdiagnosen" ængstelig personlighedsforstyrrelse (som går ud på, at man er meget angst over mange ting, hvilket hæmmer ens liv), men skulle så igennem behandling, hvor man ville finde ud af, om diagnosen var rigtig eller ikke.

Jeg var til én samtale af behandlingen, før jeg afbrød forløbet. Jeg mødte nemlig en rigtig ubehagelig psykolog, som ikke troede på et ord jeg sagde. Det er noget af det mest krænkende, jeg har oplevet, fordi jeg virkelig følte, at hun ville masse mig ned i en eller anden kasse, og hvis jeg ikke passede ned i kassen, så var det mig, der løj, og ikke kassen, der var forkert.

Hun spurgte ind til selvskade, hvilket er fint, selvfølgelig. Jeg fortalte, at jeg aldrig har selvskadet og aldrig har overvejet det - hvilket er sandt. Men hun troede ikke på mig. Hun blev ved med at grave i dag, sagde jeg skulle være ærlig, ellers kunne hun ikke hjælpe mig. Jeg gentog, at jeg virkelig talte sandt, og hun blev frustreret og understregede igen, at ærlighed er vigtigt. Det var det samme, da hun spurgte ind til selvmordstanker, som jeg aldrig har haft. Jeg forklarede at jeg har dødsangst og derfor aldrig kunne overveje at tage mit eget liv, men det troede hun heller ikke på. Endelig fratog hun mig (eller forsøgte) en af de ting, jeg var vildt stolt over. Var ved at tabe mig vha kommunens diætist, og det gik så fint. Men hun troede ikke på, at jeg brugte en sund kostplan, men var sikker på jeg enten sultede mig selv eller tog fx afføringsmidler, selvom jeg forklarede hende, det ikke var tilfældet. Hun forlangte jeg ophørte med vægttabet som en forudsætning for, at hun ville behandle mig.

Selvsagt afbrød jeg forløbet efter den samtale. Kunne på ingen måde indgå i behandling med en psykolog, der ikke troede på mig, ikke ville lytte til mig, og prøvede at gøre mig mere syg, end jeg reelt var. Jeg har også efterfølgende klaget over forløbet, men har aldrig modtaget en respons på min klage. Den dag i dag sidder det stadig i mig, og jeg er ked af det, for så fik jeg ikke den hjælp, jeg havde brug for. Jeg forsøgte jo virkelig venligt at forklare hende, at jeg var lidt ked af, hun ikke troede mig, og det hun gjorde var at skrive i min journal, at jeg - hvis jeg blev genhenvist - skulle være motiveret til at få mere selvindsigt.

Jeg bliver helt frustreret, som jeg skriver det.

Det eneste brugbare, jeg fik ud af det forløb var, at hun sagde, at hun mistænkte, jeg led af bipolar lidelse med hypomanier i stedet for manier (dvs bipolar II). Forskellen er, at man ved hypomanier ikke får vrangforestillinger, ikke bliver psykotisk, ikke mister kontakten med virkeligheden og kan fungere ret normalt under hypomanierne.

Det har selvfølgelig fyldt siden, især fordi jeg i årene herefter er blevet ret sikker på, hun har ret. Jeg svinger mellem dybe depressioner, hvilket fra den ene dag til den anden kan svinge over i, at jeg pludselig har det skide godt. Jeg har haft sådan en episode så sent som lige for tiden. Har været dybt deprimeret i omkring 5 måneder og er startet hos en dygtig psykolog (har været der én gang so far). Har virkelig været så langt nede som nogensinde. Men så vågnede jeg i forgårs og havde det pludselig skide godt i stedet. Kan slet ikke genkalde mig de depressive følelser overhovedet, har masser af energi, overskud, trætheden forsvandt fra den ene dag til en anden, jeg føler mig glad og motiveret.

Men jeg ved jo, at det på et tidspunkt svinger tilbage til depression, ligesom det plejer. For har oplevet det adskillige gange før. Fx var jeg sygt deprimeret, da jeg skrev bachelor, og da vi nåede deadline havde jeg kun skrevet en problemformulering. Udskød derfor afleveringen, og i den tid skiftede jeg over til det "gode mode", og så lavede jeg hele min bachelor på under en måned og fik 12.

Sådan er der mange eksempler, og min kæreste kan også se det. Han siger også, at han kan fornemme, hvornår jeg snart skifter, fordi så plejer jeg at begynde at engagere mig i alle mulige ting.

Og det er jo skide fedt at være i den her gode periode. Men den varer ikke ved. Jeg kunne vågne i morgen og være mega deprimeret igen.

Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er udelukket at søge psykiatrien igen efter den oplevelse, jeg havde. Jeg vil ikke umyndiggøres på den måde igen, for jeg har utrolig meget selvindsigt og er god til at reflektere over mig selv, hvilket både min læge og psykolog også er imponerede over. Jeg vil selvfølgelig tage det op med psykologen. Da jeg så hende, var jeg vanvittig deprimeret, og kunne derfor ikke rigtig "huske" der også er de her perioder, fordi jeg - når jeg er deprimeret - husker alt i et "gråt" skær.

Men hvad kan man gøre? Når man ikke vil i psykiatrien igen?

Først så synes jeg virkelig det er synd for dig, at du mødte sådan en dårlig psykolog, det lyder fuldstændig forfærdeligt det du oplevede.

Men når det så er sagt, så synes jeg måske ikke du skal afskrive psykiatrien pga af en dårlig psykolog, især ikke hvis du mistænker at du har en behandlingskrævende lidelse.

Kan du ikke lave en plan med din nuværende psykolog og måske din læge, hvis du har opbakning fra fagpersoner i baglandet, som kan hjælpe og vejlede dig giver det måske noget tillid til at prøve at vende tilbage - måske kan du også tage en bisidder med til nogle af møderne i starten - de behøver ikke være derinde, men måske bare sidde udenfor og så kan du kalde på dem, hvis du føler du bliver behandlet uværdigt igen eller bare det at vide, der sidder en derude kunne måske give modet til at forlade en dårlig situation igen.

Måske simpelthen være ærlig i starten af forløbet og få fortalt om den dårlige oplevelse, så der er forberedte på din tvivl omkring dem og evt. deres metoder.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at du har opgivet psykiatrien p.gr.a en enkelt dårlig oplevelse.

Den psykolog, du har talt med ER ikke psykiatrien. Hun er en enkelt ansat, og hun er ikke repræsentativ for alle ansatte. 

Man kan jo også godt elske sin matematiklærer og hade sin dansklærer, selv om de arbejder på samme skole.

Det kunne godt lyde, som om du har en behandlingskrævende lidelse, og du må ikke miste troen på, at du kan få hjælp, selv om dit første møde ikke gik så godt.

Det er altid ok at bede om en anden behandler, hvis man ikke har kemi med den første.

Nogle patienter har meget svært ved at få fortalt nøjagtigt, hvordan de har det, og derfor bliver der spurgt ind til forskellige ting. Men det er vigtigt at føle sig troet på - lyttet til.

Jeg synes virkelig, du skal give psykiatrien endnu en chance. Du skal bare ikke have den samme behandler. Der er virkelig mange - incl. jeg selv - der har fået rigtig god hjælp af netop psykiatrien.

Jeg vil lige dele min egen oplevelse, for et år siden blev jeg afsluttet i psykiatrien i et team, der udreder og behandler skizofreni og skizofrenilignende diagnoser. De kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede men foreslog lidt af hvert blandt adhd, autisme og bipolar sindslidelse  Konklusionen var dog, at jeg i hvert ikke have skizofreni og at de i øvrigt syntes, at jeg var for velfungerende til deres regi. Ud fra det udledte de så, at jeg var for rask til at få hjælp i regionens psykiatri og måtte henvises til privat praktiserende psykiater. Nu er der jo mange psykiske lidelser, der er alvorlige og behandlingskrævende, men altså udelukkende på baggrund af, at jeg ikke havde skizofreni blev jeg afsluttet. Heldigvis havde jeg en god læge, der sagtens kunne se, at mine behov strakte sig udover hvad en privat praktiserende psykiater kan tilbyde og jeg blev derfor genhenvist (første gang blev henvisningen afvist på grund af den tidligere vurdering af, at jeg skulle til psykiater, men min læge stod fast og det var nødvendigt for mig) så nu er jeg diagnosticeret korrekt og er i behandling. Så hvis du har det så svært som du skriver, så tag fat i din læge og forklar, at du har brug for hjælp. 

Sikke et forløb....

men ligesom der er dårlige håndværkere, advokater, frisører og pædagoger findes der rigtig  dårlige psykiatere. ..... men flertallet er imidlertid i den “gode kasse”.

Når du har en psykiatrisk lidelse så er det desværre en psykiater du skal tale med og behandles af. Det kan ikke afhjælpes kun ved samtaleterapi (psykolog). Det svarer til kun at blive behandlet af en fys/ kiropraktor når man faktisk har brug for en operation af en læge. Det kan afhjælpe men ikke nok.

du vil svinge resten af dit liv i din grundfølelse (manisk/ depressiv) hvis du ikke medicinsk bliver “normaliseret” .. får balancen i orden. Jeg vil råde dig meget kraftig til at finde en dygtig og sympatisk psykiater. Og så fortælle indledningsvis   om din historik. Så skal du nok få et godt forløb.

Jeg er for øvrigt uddannet psykolog - og kan derfor sige at jeg bestem ikke kun vil anbefale en klinisk psykolog i din situation..!

drabo skriver:

Først så synes jeg virkelig det er synd for dig, at du mødte sådan en dårlig psykolog, det lyder fuldstændig forfærdeligt det du oplevede.

 

Men når det så er sagt, så synes jeg måske ikke du skal afskrive psykiatrien pga af en dårlig psykolog, især ikke hvis du mistænker at du har en behandlingskrævende lidelse.

Kan du ikke lave en plan med din nuværende psykolog og måske din læge, hvis du har opbakning fra fagpersoner i baglandet, som kan hjælpe og vejlede dig giver det måske noget tillid til at prøve at vende tilbage - måske kan du også tage en bisidder med til nogle af møderne i starten - de behøver ikke være derinde, men måske bare sidde udenfor og så kan du kalde på dem, hvis du føler du bliver behandlet uværdigt igen eller bare det at vide, der sidder en derude kunne måske give modet til at forlade en dårlig situation igen.

Måske simpelthen være ærlig i starten af forløbet og få fortalt om den dårlige oplevelse, så der er forberedte på din tvivl omkring dem og evt. deres metoder.

Tusind tak for din anerkendelse. Var meget bekymret for at få nogle svar ala "Tror du ikke bare du tænker sådan og opfatter det sådan pga. din psyke?" - Sådan som jeg jo føler, at psykiatrien behandlede mig. Eller den pågældende psykolog.

Selvfølgelig var det bare én uprofessionel person, men jeg tror hovedet på sømmet for mig er den manglende respons på min klage. Jeg ved godt, at man har travlt i psykiatrien, og at jeg nok tolker mening ind, hvor der ikke er noget. Men får næsten følelsen af, at de har set klagen og tænk "Ak, nu er der endnu en psykisk syg der har vrangforestillinger om, at vi er forkerte på den, ud til højre med dén".

Jeg ved ikke, om lægen kan "sige noget til dem". Som jeg forstår bliver henvisningen bare sendt til den centrale visitation i psykiatrien, som sender den videre. Men kan prøve at tale med ham, og kan tage min kæreste med som pårørende..

Tommelise skriver:

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at du har opgivet psykiatrien p.gr.a en enkelt dårlig oplevelse.

Den psykolog, du har talt med ER ikke psykiatrien. Hun er en enkelt ansat, og hun er ikke repræsentativ for alle ansatte. 

Man kan jo også godt elske sin matematiklærer og hade sin dansklærer, selv om de arbejder på samme skole.

Det kunne godt lyde, som om du har en behandlingskrævende lidelse, og du må ikke miste troen på, at du kan få hjælp, selv om dit første møde ikke gik så godt.

Det er altid ok at bede om en anden behandler, hvis man ikke har kemi med den første.

Nogle patienter har meget svært ved at få fortalt nøjagtigt, hvordan de har det, og derfor bliver der spurgt ind til forskellige ting. Men det er vigtigt at føle sig troet på - lyttet til.

Jeg synes virkelig, du skal give psykiatrien endnu en chance. Du skal bare ikke have den samme behandler. Der er virkelig mange - incl. jeg selv - der har fået rigtig god hjælp af netop psykiatrien.

 

 

Jeg ved godt, at du har ret i, at én "dårlig" person ikke betyder, at alle er. Men det med jeg aldrig fik respons på min klage, det har virkelig rykket min sidste tiltro til psykiatrien, fordi at jeg håbede, at en anerkendelse af, at forløbet var uheldigt, kunne genoprette tilliden, så jeg turde vende tilbage. Jeg ved godt, de har meget travlt, men alligevel. Men jeg kunne måske drøfte min bekymring med lægen, måske kunne han være mit talerør, jeg ved det ikke.

Det der også er så forræderisk det er, at når jeg har det godt som nu, så kommer jeg til at bagatellisere depressionerne. Lige nu sidder jeg fx og tænker "Ej, det er da også lidt fjollet at komme i psykiatrien, når jeg har det godt", så skal virkelig huske mig på, at det handler om svingningerne.. Og ved også godt at bipolar II øger risikoen for senere bipolar I med deciderede manier..

Du havde godt oplevelse af psykiatrien?

Rosa-Sofia85 skriver:

Jeg vil lige dele min egen oplevelse, for et år siden blev jeg afsluttet i psykiatrien i et team, der udreder og behandler skizofreni og skizofrenilignende diagnoser. De kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede men foreslog lidt af hvert blandt adhd, autisme og bipolar sindslidelse  Konklusionen var dog, at jeg i hvert ikke have skizofreni og at de i øvrigt syntes, at jeg var for velfungerende til deres regi. Ud fra det udledte de så, at jeg var for rask til at få hjælp i regionens psykiatri og måtte henvises til privat praktiserende psykiater. Nu er der jo mange psykiske lidelser, der er alvorlige og behandlingskrævende, men altså udelukkende på baggrund af, at jeg ikke havde skizofreni blev jeg afsluttet. Heldigvis havde jeg en god læge, der sagtens kunne se, at mine behov strakte sig udover hvad en privat praktiserende psykiater kan tilbyde og jeg blev derfor genhenvist (første gang blev henvisningen afvist på grund af den tidligere vurdering af, at jeg skulle til psykiater, men min læge stod fast og det var nødvendigt for mig) så nu er jeg diagnosticeret korrekt og er i behandling. Så hvis du har det så svært som du skriver, så tag fat i din læge og forklar, at du har brug for hjælp. 

Tak fordi du deler din historie, er ked af du også kæmper med nogle ting. Så din læge kunne godt få lov at tale din sag? Det er bare fordi, jeg opfatter det som, at lægen sender en ret generel henvisning, men ellers ikke kan gøre så super meget andet, men måske tager jeg fejl..

Smølfine123 skriver:

Sikke et forløb....

men ligesom der er dårlige håndværkere, advokater, frisører og pædagoger findes der rigtig  dårlige psykiatere. ..... men flertallet er imidlertid i den “gode kasse”.

Når du har en psykiatrisk lidelse så er det desværre en psykiater du skal tale med og behandles af. Det kan ikke afhjælpes kun ved samtaleterapi (psykolog). Det svarer til kun at blive behandlet af en fys/ kiropraktor når man faktisk har brug for en operation af en læge. Det kan afhjælpe men ikke nok.

du vil svinge resten af dit liv i din grundfølelse (manisk/ depressiv) hvis du ikke medicinsk bliver “normaliseret” .. får balancen i orden. Jeg vil råde dig meget kraftig til at finde en dygtig og sympatisk psykiater. Og så fortælle indledningsvis   om din historik. Så skal du nok få et godt forløb.

Jeg er for øvrigt uddannet psykolog - og kan derfor sige at jeg bestem ikke kun vil anbefale en klinisk psykolog i din situation..!

 

 

Nej, ved godt du har ret. Men den del skræmmer mig også og giver mig lidt følelse af modstand. For så vidt har jeg været sådan her hele livet. Jeg kan ikke huske, hvornår svingningerne begyndte, blev først opmærksom på det for nogle år siden. Men jeg har som minimum haft en depressiv grundstemning så langt tilbage jeg husker, og har været meget ængstelig. Måske har jeg også svinget, som sagt svært at huske. Men jeg er bange for at blive "normaliseret" fordi.. Så er jeg jo ikke mig? ved godt det virker åndssvagt, men når man har været én måde hele livet - uanset at den ikke er rar eller hensigtsmæssig - så er det fandme skræmmende at forholde sig til en anden virkelighed.. Ved godt det lyder dumt..

Anonym skriver:

Jeg ved godt, at du har ret i, at én "dårlig" person ikke betyder, at alle er. Men det med jeg aldrig fik respons på min klage, det har virkelig rykket min sidste tiltro til psykiatrien, fordi at jeg håbede, at en anerkendelse af, at forløbet var uheldigt, kunne genoprette tilliden, så jeg turde vende tilbage. Jeg ved godt, de har meget travlt, men alligevel. Men jeg kunne måske drøfte min bekymring med lægen, måske kunne han være mit talerør, jeg ved det ikke.

Det der også er så forræderisk det er, at når jeg har det godt som nu, så kommer jeg til at bagatellisere depressionerne. Lige nu sidder jeg fx og tænker "Ej, det er da også lidt fjollet at komme i psykiatrien, når jeg har det godt", så skal virkelig huske mig på, at det handler om svingningerne.. Og ved også godt at bipolar II øger risikoen for senere bipolar I med deciderede manier..

Du havde godt oplevelse af psykiatrien?

Ja, jeg havde en god oplevelse, men det varede for længe, inden jeg fik den rigtige diagnose (depression). Det var ikke min meget dygtige terapeuts skyld, for det var jo ikke hende, der var psykiater.

Hun syntes ikke, der skete nogen fremgang med mig det første lange stykke tid, og derfor fik hun en af psykiaterne med til en af vores samtaler. Han mente dog ikke, at det var en depression. 

Efter noget tid fik hun en anden psykiater med til en samtale, og i løbet af den "session" fik jeg den rigtige diagnose og blev dermed rigtigt medicineret. Og det betød, at jeg meget bedre kunne få noget ud af terapien.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke føler, at du er blevet taget alvorligt. 

Kan du huske, hvornår du sendte klagen ? - og præcis hvordan og til hvem du sendte den ?  For du burde have fået en kvittering på, at klagen var modtaget. Det er svært selv at have overskuddet til at følge op på en klage, men det kan måske hjælpe at have en pårørende indover.

I forhold til at få en anden behandler - så skal du huske, at det ikke er en "menig" psykolog eller terapeut, der behandler klagen, og der med kan de på ingen måde have ansvar for, at du ikke har fået svar på klagen.

Jeg synes, du skal tale med din læge og få en ny henvisning. Og hvis du får en ny henvisning til psykiatrien, så kan det være en rigtig god idé at tage en pårørende med til den første samtale - f.eks. din kæreste. Og du må endelig ikke bagatellisere de depressive perioder. For selv om du har det godt lige nu - så ved du jo godt inderst inde, at det ikke varer ved.

Og du er ikke en "skør" psykisk syg. Din kæreste kan hjælpe dig med at "kræve" at få at vide, hvorfor du aldrig har fået svar på din klage. For det er ikke i orden, at du ikke har det.