Regler om offentliggørelse af graviditet

Jeg ville holde det for mig selv - i den forstand at jeg ville udvælge én veninde at dele det med. Så ved hele verden det ikke, men du har stadig én at dele turen med (udover faderen). 

Jeg har lige set, hvad det gjorde ved min veninde, at hele deres omgangskreds vidste, at de forsøgte på PB. Hun fortalte til alle, at nu gik de i gang, og de glædede sig helt vildt. Hun havde jo set, hvor hurtigt det gik hos alle veninderne. 

Skæbnen ville bare, at det tog 13 måneder. Og hvor eneste måned kiggede alle forventningsfuldt på hende og spurgte ind til det. Hun brød helt sammen over det "pres", som de havde fået lagt på sig selv. Selvom alle gjorde det i god mening, så var det ikke rart at blive konfronteret med det hele tiden. 

De traf beslutningen om at sætte PB på standby pga. bryllup og rejse,  hvilket de delte med alle - og vupti, måneden efter blev hun gravid, selvom hun faktisk slet ikke mente, at de havde haft sex i den måned  

Det psykiske kan virkelig spille en rolle 

Ingen regler.. ved den første var jeg ligesom dig! Mega spændt og lykkelig osv. Vi fortalte at vi prøvede og vi fortalte at den var der så snart jeg havde en positiv test nærmest..

2. Gang Fortalte vi ikke at vi prøvede (fordi 1. Gang viste sig at blive ret pres, fx en svigermor der sendte os hjem med ordene om at vi skulle huske at knalde hele tiden, not cool ) men vi fortalte det stadig så snar jeg havde testet positiv.. desværre havde jeg så en spontan abort, og så vidste alle jo så alligevel at vi prøvede.... 

jeg har ikke haft behov for at vente med at fortælle når det lykkes. Men det skyldes nok også at jeg på mit job skulle have en masse hensyn som gravid som kræver at man siger det helt fra start.  

Mine tanker er at man skal gøre præcis det man selv føler for. 

Den eneste "regel" der er omhandler ens arbejde, der skal kende ens terminsdato og barselsdag senest 3 måneder før. 

Men om man fortæller sin familie og venner om graviditeten når man står med en positiv test eller om man venter til +12 uger er 100 % op til en selv og hvad man synes føler rigtig for en selv. 

Her ventede vi til jeg var over 12 uger og havde været til nakkefoldsscanning. Det var vigtigt for os selv at gå og fordøje det hele uden andres holdning til det og så samtidig ville vi gerne sikre at fosteret havde det godt før vi sagde det til alle. Vi ville ikke risikere at skulle sige at det hele var gået galt når familien var begyndt at glæde sig. Men andre siger det tidligt fordi det så er rart at have familiens støtte hvis det går galt - så der er intet rigtigt eller forkert, man skal gøre det der føles rigtigt for en og ens partner. 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg skriver fordi jeg blev nødt til at få nogen tanker ud, som jeg ikke rigtig kan dele med nogen andre lige nu. 

Jeg har i flere år gået og gerne snart ville have børn, hvor min kæreste ikke har været klar. Vi har i det sidste halve år haft en aftale om, at vi måske kunne smide p-pillerne til november, fordi det så passer med hvornår vi begge ville blive færdigudannede. Han har længe sagt at han ikke kunne love noget og ikke følte sig klar, men så her den anden dag, helt uden at jeg havde sagt noget, så sagde han, at han gerne ville og følte sig klar til november. 
Nu har jeg snart gået i 3 år og glædet mig til at den dag ville komme og nu hvor den er der, er det bare så lækkert! Mit problem er bare, at jeg er vandvittig dårlig til at holde mund. Jeg har lyst til at dele min lykke med hele verden. 

En ting er, at fortælle at vi vil begynde på PB til november, det er måske ikke så fedt at fortælle folk om og måske kan jeg godt holde den del inde. Men jeg kender mig selv, jeg er så bange for at jeg ikke kan holde mine tanker inde af bar lykke og hvad så når jeg bliver gravid? Jeg ved de fleste normalt venter 12 uger med at dele graviditeten med omverdenen, men for mig, når jeg har gået og glædet mig til dagen i så mange år, så virker det helt ulideligt at vente 12 uger!!!

Hvad er jeres holdninger til at fortælle om graviditet og babyprojekt til jeres familie og venner?

På forhånd tak for svar :-)

jeg har aldrig forstået dem som venter til uge 12 eller efter. Hvis det går galt er det alligevel de nærmeste som jeg gerne vil have støtte hos. Jeg synes det virker mærkeligt at sige " jeg har været gravid og nu har jeg aborteret så jeg er rigtig ked af det når man er langt henne. Jeg vil da heller have nogen at glæde mig med og håndterer sorg med hvis der sker noget dårligt.

begge gange har mine forældre vidst det omkring uge 4 samt bedste veninder. Ellers har jeg fortalt arbejdet det omkring uge 10.

Jeg synes, det må være op til den enkelte at vurdere, hvornår det rette tidspunkt er. Men synes også, man bør tænke sig rigtig godt om, inden man fortæller andre, at man er gået i gang med at forsøge. At ens omgangskreds (omend det kun er tæt familie/venner) har kendskab til ens planer kan gøre, at man, bevidst eller ubevidst, føler et større pres i "projektet", fordi man ved, at der er andre personer end en selv (og ens partner), som går og venter på, at der er bid. Et sådant pres vil give anledning til stress i processen, hvilket vil gøre det sværere at opnå graviditet. Specielt hvis månederne bare skrider frem, uden at der sker noget, vil I måske fortryde, at I inddrog andre.

Jeg venter selv mit første barn og er blevet gravid med hjælp fra en donor (er alene om det), og min nære omgangskreds kendte godt til mine planer om et donorbarn - de vidste bare ikke, hvornår jeg ville gå i gang med at forsøge at blive gravid. Dette var et aktivt valg fra min side, da jeg ikke kunne overskue, hvis jeg skulle i behandling i mange måneder og så samtidig have en omgangskreds som gik og afventede, at jeg kom med en dejlig nyhed. Derfor kom det nok også lidt bag på dem, da jeg så afslørede min graviditet, for blev gravid allerede i 2. forsøg - og derudover tror jeg også, at de fleste havde en formodning om, at jeg nok først ville gå i gang et års tid senere, end jeg gjorde.