Brug for råd.. Mega flabet 5 året.

Jeg har brug for at få nogle råd fra andre. 

Jeg har en datter på 5 1/2 år, og hun er på det sidste blevet rigtig flabet og uartig i sin opførelse 

Tager vi en episode fra bare i aften inden sengetid.. Hun havde siddet og spillet lidt på min tlf., gider ikke mere og går fra den. Lillesøster vil så gerne prøve, og det får hun lov til. 

Storesøster blander sig så hele tiden i spillet, og får besked om at hun ikke skal blande sig, for nu er det lillesøster der spiller. Hun flipper helt ud, prøver at tage tlf'en, og svarer igen. 

Beder hende om at stoppe, for eller kan hun gå i seng ( var næsten sengetid alligevel), men hun fortsætter 

Hun bliver så sent på badeværelset for at gøre sig nattergal, og her bliver der kastet med ting og smækket med døren. Beder hende stoppe, og hun råber bare af mig.. Hver gang jeg siger hun skal stoppe, reagere hun med at råbe af mig. 

I dag blev jeg til sidst selv sur på hende, for er så træt af den opførelse, og fik også sagt en ting som jeg nu fortryder 

Hun sover nu.. Ved at hun var træt.. Men alligevel er jeg ked af at det tit er denne opførelse jeg oplever. 

De oplever hende ikke sådan nede i børnehaven,. De mener hun gør det, fordi at hun er ekstrem tryg ved mig. Dejlig tanke, men alligevel en øv situation  De siger dog, at hun også prøver grænser dernede, men slet, slet ikke i samme stil som herhjemme. 

Har prøvet at ignorere hendes måde at være på, tale pædagogisk til hende, et mix af de 2, samt nogle gange bliver jeg altså sur på hende fordi at hun virkelig er grænsesøgende. 

Hun er ikke i tvivl om hvad et nej betyder, så er ikke derfor. 

Så er der nogle der har et godt råd til en anden måde tackle det på, for kunne bære så dejligt, hvis vi kunne finde en måde at få det hurtigt stoppet på. 

Der er ikke sket nogle forandringer i vores liv, så det kan heller ikke være det der spiller ind. 

Ved mit extremt hidsige og stædige barn, hjalp det meget at tilbyde hende en krammer, hver gang jeg havde mest lyst til at vippe hende ud ad vinduet. Det er svært at være sur (og det gælder begge veje) når man krammer.

Jeg ville nok starte med at se på hvordan du selv er når du beder hende om ting og i hverdagen helt generelt det går jo galt allerede der hvor du bliver sur og truer med at hun kan komme i seng. Fra der af går der kun en vej og det er ned af bakke. Tit kan børnenes reaktioner være en spejling af os selv. Som udganspunk vil børn gerne samarbejde og gøre det godt, hvis vi giver dem rammerne til det. Så måske du skal se rammerne omkring din datter lidt efter i sømmene. Hvad kan du gøre for at give hende rammer der giver hende mulighed for succes i hverdagen.

Jeg kan varmt anbefale bogen drop opdragelsen, af Fie Hørby. der er super mange gode tiltaog hvis man gerne vil væk fra skæld ud. 

Børn kan være SÅ stride og prøve grænser af til et absolut maksimum. Men hvordan de bliver mødt gør forskelle. 

Med udgangspunkt i dit eksempel med telefonen:

storesøster leger med den, bliver træt af den og lægger den fra sig. Så langt, så godt. Men i det øjeblik lillesøster tager den, bliver den interessant igen- interesseobjekt og opmærksomhed på at “gå glip af noget”.

Helt naturligt for et barn��

Men: i stedet for at irettesætte og blive “sur” over at hun vil overtage lillesøsters leg kan du en anden gang prøve enten; at involvere hende i lillesøsters leg på telefonen. Få hende til at være den store der lærer lillesøster hvordan man gør, uden at overtage (de fleste børn ELSKER ansvar, og positive opgaver der tydeliggør at de er “den store”��)

eller:

anerkende hendes følelser omkring at, ja, det er da mega træls at telefonen lige pludselig blev spændende da lillesøster tog den, men Hey, de her perler/dukker/LEGO/den lille kemiker sæt eller whatever, er da også mega fedt at lege med “skal jeg evt hjælpe dig med at komme omgang med legen”

Det skal på ingen måde forstås som en kritik at din måde at være forælder på, jeg har på den hårde måde bare erfaret at man kommer længst, og mindst konfliktfyldt, med anerkendelse. Lidt ala en onsdag eftermiddag i netto: søde skat, jeg kan godt forstå at du gerne vil have mælkesnitter for de smager virkelig godt, men i dag er vi nede for at handle broccoli. Og jeg kan godt forstå du er vred, for de er lækre, men når du engang er klar, så sidder jeg her foran køledisken klar til en krammer”. Du drømmer ikke om hvor mange gange den tilgang har skabt forargede blikke i netto, for jeg sætter mig bogstaveligt ned ������

Anonym skriver:

Børn kan være SÅ stride og prøve grænser af til et absolut maksimum. Men hvordan de bliver mødt gør forskelle. 

Med udgangspunkt i dit eksempel med telefonen:

storesøster leger med den, bliver træt af den og lægger den fra sig. Så langt, så godt. Men i det øjeblik lillesøster tager den, bliver den interessant igen- interesseobjekt og opmærksomhed på at “gå glip af noget”.

Helt naturligt for et barn��

Men: i stedet for at irettesætte og blive “sur” over at hun vil overtage lillesøsters leg kan du en anden gang prøve enten; at involvere hende i lillesøsters leg på telefonen. Få hende til at være den store der lærer lillesøster hvordan man gør, uden at overtage (de fleste børn ELSKER ansvar, og positive opgaver der tydeliggør at de er “den store”��)

eller:

anerkende hendes følelser omkring at, ja, det er da mega træls at telefonen lige pludselig blev spændende da lillesøster tog den, men Hey, de her perler/dukker/LEGO/den lille kemiker sæt eller whatever, er da også mega fedt at lege med “skal jeg evt hjælpe dig med at komme omgang med legen”

Det skal på ingen måde forstås som en kritik at din måde at være forælder på, jeg har på den hårde måde bare erfaret at man kommer længst, og mindst konfliktfyldt, med anerkendelse. Lidt ala en onsdag eftermiddag i netto: søde skat, jeg kan godt forstå at du gerne vil have mælkesnitter for de smager virkelig godt, men i dag er vi nede for at handle broccoli. Og jeg kan godt forstå du er vred, for de er lækre, men når du engang er klar, så sidder jeg her foran køledisken klar til en krammer”. Du drømmer ikke om hvor mange gange den tilgang har skabt forargede blikke i netto, for jeg sætter mig bogstaveligt ned ������

Alle ������ er smileyer  de kommer bare ikke med fra iPhone 

Hvad sagde du..? Som du fortryder

Jeg er enig med Skouboe. 

Når min datter bliver ekstrem hidsig og får et flip så er bedste vej frem at tilbyde mit nærvær. Sig hun skal komme hen og få en krammer. Bagefter når der er ro på, så kan vi snakke om episoden. Her anderkender jeg hendes oplevelse men fortæller også set fra anden side. Man kan ikke stille krav til et barn der er så vred/frusteret/ked af det. Så det er vigtigt lige at få ro på igen.