Okay okay, jeg erkender overskriften er lidt "clickbait"-agtig. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at jeg elsker mine børn til verdens ende - det er man jo nødt til at sige, selvom jeg næsten tænker det er underforstået, hvis ikke man vil virke som en ringe mor.
Men mine børn. Arrghhhhhheearrra....!!!!!!!!!! Jeg er klar til at flytte hjemmefra. Det er en pige, K, på 7 og en dreng, M, på 5. De er delebørn og både jeg og far har nye partnere. Men det er på en rigtig god måde det fungerer. Der er et fantastisk samarbejde, også bonusforældrene imellem. Vi kan ses allesammen, børnene trives godt i begge hjem, vi bor meget tæt på hinanden og vi oplever ikke, at det problem jeg vil beskrive her lader til at handle om os forældre. Begge hjem prioriterer både fællesaktiviteter, samt at give børnene ene opmærksomhed med os forældre. Det er min opfattelse, at problemerne mere har noget at gøre med dem indbyrdes, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
De kan sagtens lege godt sammen. Men i perioder, fx for tiden, er de SIMPELTHEN som hund og kat. DE SKÆNDES HELE TIDEN. Og det der fucker mit liv seriøst meget op er, at ALT er en konkurrence. ALT er milimeterdemokrati. I ved. Hvis man lige har hældt 1 cm mere mælk op i den enes kop, så bliver den anden på tværs og bliver sur over det. Hvis man beder dem vaske hænder efter maden, så laver de det til et ræs, hvor de skubber til hinanden for at komme først for så at blive uvenner og råbe og skrige af hinanden.
Hvis den ene lige fik sækkestolen at sidde i, begynder den anden at græde og bliver SÅ vred over, at de ikke fik sækkestolen. Hver dag skændes de om, hvem der skal sidde hos mig, når vi spiser. Det virker ikke en gang til det egentlig handler så meget som mig, men mere om at vinde helt generelt.
Eller i aften hvor min søn havde fået en børnekop og min datter havde fået en lille kaffekop, fordi de andre var til vask. Så var det et problem at min søn ikke også havde fået en kaffekop.
Hvis jeg roser den ene, kommer den anden springende "Er jeg også dejlig?" (selvom jeg gør MEGET ud af at anerkende og giver begge kærlighed og rosende ord. HAR forklaret dem, at de jo begge får masser af søde og dejlige ord på forskellige tidspunkter, og at man ikke altid behøver få det på samme tid).
Hvis den ene er på overnatning hos bedsterne, lyder det fra hinanden "Plejer K/M at få lidt sodavand når jeg er hjemme hos bedstemor og bedstefar?"
Jamen jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Når vi cykler om morgenen, så VIL de begge cykle forrest og begynder at skændes over det.
En ting er at det er PISSE FUCKING IRRITERENDE (undskyld, det har været en lang dag 
) at skulle stå med råbende, skrigende og/eller grædende børn så mange gange daglig (vi veksler mellem at bryde ind og søge at lade dem løse nogle af deres konflikter selv), men en anden ting er, at det bare slet ikke er nogle værdier nogen af os voksne kan genkende. Vi er alle empatiske, næstekærlige, gavmilde, IKKE materialister. Og derfor gør det også ondt at opleve den adfærd hos børnene.
Jeg tænker da en god procentdel af det er hel normal søskendeadfærd, men jeg synes bare det her er helt på et overdrev til et punkt, hvor man faktisk gruer for weekenderne eller ind i mellem godt kan se en liiiille smule frem til de skal på samvær, fordi det er så hårdt. Det lyder måske ondt, forstå mig nu ret - jeg ELSKER dem! Men tror enhver ville blive lidt blød i bolden over en hel weekend med konstante skænderier.
Når man har dem hver for sig er de nogle helt andre. Søde, velopdragne, hjælpsomme, omsorgsfulde. Det er som om der er noget i deres indbyrdes dynamik som bare går helt helt galt.
Hjælp, hvad skal jeg/vi gøre? Jeg er træt! Og træt af at måtte være konfligtmægler i døgndrift 
