Pårørende til familie med kommende englebarn

Jer, der har været ved eller mistet et barn til svær sygdom. Hvad er der brug for fra udenfor stående?

Jeg er veninde til en, hvis barn er blevet pludselig alvorligt sygt og sandsynligvis ikke overlever de næste par måneder og oplever at fylde 3 år. 

Vi ses fast et par gange om året, så jeg er ikke tæt på hende på den måde, men jeg ønsker at være der for familien og er fast besluttet på ikke at være berøringsangst! Men hvad er der brug for? I de sidste måneder på hospitalet? I den første tid efter det er slut? På længere sigt? 

Jeg har allerede ladet hendes nærmeste veninde vide, at jeg er til rådighed med alt fra tøjvask til indkøb eller levering af færdigmad. 

Jeg spørger lige forsigtig igen her. Min venindes datter har kræft og har kun et par måneder tilbage at leve i. Vi er et par stykker, der går sammen og laver mad til familien, så de altid har noget nemt i fryseren.

Normalt er jeg ret berøringsangst, simpelthen fordi jeg er meget følsom af natur, og jeg begynder at græde, når jeg bare tænker på sådanne sørgelige ting. Men lige i dette tilfælde vil jeg gerne være en af dem, der også er der når det er svært, og når der er gået lang tid. 

Derfor, Jer der har mistet et barn, den person der har støttet jer mest, hvad har vedkommende gjort? Lyttet? Bare været der? Ordnet praktiske ting? Hjulpet jer tilbage til "hverdagen"? Og hvordan? Jeg søger råd til hvordan jeg kan takle at være den bedst mulige pårørende for min veninde. 

Anonym skriver:

Jeg spørger lige forsigtig igen her. Min venindes datter har kræft og har kun et par måneder tilbage at leve i. Vi er et par stykker, der går sammen og laver mad til familien, så de altid har noget nemt i fryseren.

Normalt er jeg ret berøringsangst, simpelthen fordi jeg er meget følsom af natur, og jeg begynder at græde, når jeg bare tænker på sådanne sørgelige ting. Men lige i dette tilfælde vil jeg gerne være en af dem, der også er der når det er svært, og når der er gået lang tid. 

Derfor, Jer der har mistet et barn, den person der har støttet jer mest, hvad har vedkommende gjort? Lyttet? Bare været der? Ordnet praktiske ting? Hjulpet jer tilbage til "hverdagen"? Og hvordan? Jeg søger råd til hvordan jeg kan takle at være den bedst mulige pårørende for min veninde. 

Hvor skrækkeligt  

Har heldigvis ikke selv erfaring med emnet, men synes det er super flot at du gerne vil vise at du er der for dem..

Anonym skriver:

Jeg spørger lige forsigtig igen her. Min venindes datter har kræft og har kun et par måneder tilbage at leve i. Vi er et par stykker, der går sammen og laver mad til familien, så de altid har noget nemt i fryseren.

Normalt er jeg ret berøringsangst, simpelthen fordi jeg er meget følsom af natur, og jeg begynder at græde, når jeg bare tænker på sådanne sørgelige ting. Men lige i dette tilfælde vil jeg gerne være en af dem, der også er der når det er svært, og når der er gået lang tid. 

Derfor, Jer der har mistet et barn, den person der har støttet jer mest, hvad har vedkommende gjort? Lyttet? Bare været der? Ordnet praktiske ting? Hjulpet jer tilbage til "hverdagen"? Og hvordan? Jeg søger råd til hvordan jeg kan takle at være den bedst mulige pårørende for min veninde. 

Puha det værste er, at mit svar er at de bedste veninder/venner da jeg havde mistet var de jeg mødte som også havde mistet for de forstod uden en masse ord, de kunne rumme alle mine tanker og alt min stilhed og også grinene og humoren..

Det betyder ikke, at man ikke kan være en god ven/veninde, hvis man ikke har mistet, men det betyder man står i to forskellige livssituationer og skal man støtte skal må nu en rumme det.

Jeg havde behov for man lyttede og ikke kom løsninger, ikke trøstede ved at søge ting a la: det skal nok gå... bare lytte og anerkende og så forstå jeg stod af mentalt en gang imellem. Turde spørge, turde høre også de sorte tænker, de grumme billeder- og vide at intet kan gøre mere ked af det, for man er i helvede og kan ikke blive mere ked. Ikke være bange for tårerne for de gør ikke mere ondt, de er bare en del af livet lige pludselig.

Og så på sigt var der fantastisk dem der husker min datter, husker en storesøster gave til graven da ungerne fik en lillebror, dem der spørger til hende på en eller anden måde og anerkender hun stadig er en stor del af vores familie... 

Og til sidst husk det er møg svært at tage telefonen og ringe når man er kulkælderen. Man ved godt at det telefonopkald kan ødelægge den gode stemning i en familie, så at aige: ring hvis der er noget er ingen hjælp. Derimod selv at sende en sms jævnligt og spørge: må jeg ringe... 

Og så reagerer vi jo alle forskelligt, men jeg kunne ikke holde ud står være Line der har mistet Lia, jeg ville være Line og man skulle også huske at spørge til andre ting, tale med Mignon hverdagen lige så ligegyldig som den faktisk var.

lineog4 skriver:

Puha det værste er, at mit svar er at de bedste veninder/venner da jeg havde mistet var de jeg mødte som også havde mistet for de forstod uden en masse ord, de kunne rumme alle mine tanker og alt min stilhed og også grinene og humoren..

Det betyder ikke, at man ikke kan være en god ven/veninde, hvis man ikke har mistet, men det betyder man står i to forskellige livssituationer og skal man støtte skal må nu en rumme det.

Jeg havde behov for man lyttede og ikke kom løsninger, ikke trøstede ved at søge ting a la: det skal nok gå... bare lytte og anerkende og så forstå jeg stod af mentalt en gang imellem. Turde spørge, turde høre også de sorte tænker, de grumme billeder- og vide at intet kan gøre mere ked af det, for man er i helvede og kan ikke blive mere ked. Ikke være bange for tårerne for de gør ikke mere ondt, de er bare en del af livet lige pludselig.

Og så på sigt var der fantastisk dem der husker min datter, husker en storesøster gave til graven da ungerne fik en lillebror, dem der spørger til hende på en eller anden måde og anerkender hun stadig er en stor del af vores familie... 

Og til sidst husk det er møg svært at tage telefonen og ringe når man er kulkælderen. Man ved godt at det telefonopkald kan ødelægge den gode stemning i en familie, så at aige: ring hvis der er noget er ingen hjælp. Derimod selv at sende en sms jævnligt og spørge: må jeg ringe... 

Og så reagerer vi jo alle forskelligt, men jeg kunne ikke holde ud står være Line der har mistet Lia, jeg ville være Line og man skulle også huske at spørge til andre ting, tale med Mignon hverdagen lige så ligegyldig som den faktisk var.

Tusind tak for dit svar, jeg er glad for du tog dig tid til at dele 

Jeg vil tage dit svar til mig.

Min mand mistede sin bror et par år før jeg lærte ham at kende, så en del af sorgen og savnet i en familie der har mistet, kender jeg til. Familievideoerne, der ikke bliver set fordi det gør for ondt (også 20 år senere), men også varmen når en gammel klassekammerat har sat en blomst på graven. Følelserne er ikke mine, men jeg lever dog med dem på nært hold i hverdagen. 

Jeg ville i din situation ikke trænge for meget på. Snakker du med hende udover den ene gang du ser hende? 

Jeg ville i din situation ikke trænge for meget på. Snakker du med hende udover den ene gang du ser hende? 

Jeg ved det er er velment råd, og jeg kan godt forstå, at det er tanken, at det kan virke som at trænge sig på, hvis man pludselig henvender sig oftere end man gjorde inden dødsfaldet. 

Men faktisk er det lige præcis det, som kan gøre, at man som efterladt føler sig som et råddent æg, hvis folk ikke henvender sig. Jeg mistede min mand for snart 6 år siden, og nogen af dem, jeg fik mest støtte og hjælp fra var faktisk dem, der ellers normalt var lidt ude i periferien. Det var dem, der jævnligt sendte en SMS og spurgte ind - også selvom jeg måske ikke havde svaret de sidste 3 gange, de havde skrevet, dem, der selv blev ved med at tilbyde at komme forbi med mad, praktisk hjælp eller bare et øre der lyttede, som gav den største støtte. 

Jeg har ikke mistet et barn, og jeg tror helt sikkert det er det voldsomste tab, man kan udsættes for, men hvis jeg som efterladt skulle give et råd til trådstarter, så ville det være at skrive til din veninde jævnligt, bare for at høre, hvordan det går. Tilbyd konkret den praktiske hjælp i stedet for at sige “ring, hvis jeg kan hjælpe” - men husk at være konkret som i hvilken hjælp du kan tilbyde - tøjvask, rengøring, pasning af andre børn, mad osv (overskuddet til at ringe, eller se hvilken hjælp man har brug for er der ikke), vis at barnet stadig er en del af hendes familie, og vis hende at du ikke bliver skræmt af hendes sorg. Det er guld værd - også selvom man ikke har været så tæt på inden dødsfaldet.

Matsør skriver:

Jeg ved det er er velment råd, og jeg kan godt forstå, at det er tanken, at det kan virke som at trænge sig på, hvis man pludselig henvender sig oftere end man gjorde inden dødsfaldet. 

Men faktisk er det lige præcis det, som kan gøre, at man som efterladt føler sig som et råddent æg, hvis folk ikke henvender sig. Jeg mistede min mand for snart 6 år siden, og nogen af dem, jeg fik mest støtte og hjælp fra var faktisk dem, der ellers normalt var lidt ude i periferien. Det var dem, der jævnligt sendte en SMS og spurgte ind - også selvom jeg måske ikke havde svaret de sidste 3 gange, de havde skrevet, dem, der selv blev ved med at tilbyde at komme forbi med mad, praktisk hjælp eller bare et øre der lyttede, som gav den største støtte. 

 

Jeg har ikke mistet et barn, og jeg tror helt sikkert det er det voldsomste tab, man kan udsættes for, men hvis jeg som efterladt skulle give et råd til trådstarter, så ville det være at skrive til din veninde jævnligt, bare for at høre, hvordan det går. Tilbyd konkret den praktiske hjælp i stedet for at sige “ring, hvis jeg kan hjælpe” - men husk at være konkret som i hvilken hjælp du kan tilbyde - tøjvask, rengøring, pasning af andre børn, mad osv (overskuddet til at ringe, eller se hvilken hjælp man har brug for er der ikke), vis at barnet stadig er en del af hendes familie, og vis hende at du ikke bliver skræmt af hendes sorg. Det er guld værd - også selvom man ikke har været så tæt på inden dødsfaldet.

Skulle lige til at skrive det samme. Tror det er en den mest gængse velmente misforståelse: man skal ikke trænge sig på.

Når man sidder midt i sorgen så ønsker man at folk omkring viser at de tør, tør sorgen og tør hele mig. Man føler sig i en eller anden grad som en paria, en der ødelægger stemningen, en der er så meget anderledes end de andre og ved at ikke trænge sig på så sender man netop de signaler. For mig var det værste dem der holdt sig væk, dem der ikke helt vidste hvad de skulle sige og kiggede ned. Jeg forstår udemærket hvor de kommer fra, har selv gjort næsten det samme og det var med tanken: ej jeg må hellere lade være at giver for så gør jeg dem mere kede af det. 

Så.mit råd er også skriv skriv skriv og skriv endelig at du ikke forventer svar altid, men du skriver for så er det lettere st svare end selv at tage initiativet. Jeg havde personligt ikke brug for den praktiske hjælp, jeg havde jo så forbandet meget tid, min datter var død og jeg gik der hjemme og skulle ingen ting. Jeg havde behov for at folk de lyttede til alle mine tanker og mine minder.

Som dig oplevede jeg en forrykning i vennekredsen, nogle der før var perifere blev dem jeg var oplevede rykkede ind og var det og andre rykkede ud. Desværre vil jeg sige der var flest der rykkede ud, flest der ikke turde sorgen.... Men jeg har nogle i mit liv som har en blanco check, fx de tre der uden at tænke sad i mit hjem et døgn efter hun døde og bare lyttede og ikke prøvede at fixe, turde se mig i øjnene og rumme hele mig.

Sprit25 skriver:

Jeg ville i din situation ikke trænge for meget på. Snakker du med hende udover den ene gang du ser hende? 

Ja, jeg snakker med hende ud over det. Har nok haft kontakt med hende et par gange om måneden det sidste halve år. Jeg er af natur ret stille og bestemt kke en påtrængende type, så den del er jeg ikke så bekymret for. 

Matsør skriver:

Jeg ved det er er velment råd, og jeg kan godt forstå, at det er tanken, at det kan virke som at trænge sig på, hvis man pludselig henvender sig oftere end man gjorde inden dødsfaldet. 

Men faktisk er det lige præcis det, som kan gøre, at man som efterladt føler sig som et råddent æg, hvis folk ikke henvender sig. Jeg mistede min mand for snart 6 år siden, og nogen af dem, jeg fik mest støtte og hjælp fra var faktisk dem, der ellers normalt var lidt ude i periferien. Det var dem, der jævnligt sendte en SMS og spurgte ind - også selvom jeg måske ikke havde svaret de sidste 3 gange, de havde skrevet, dem, der selv blev ved med at tilbyde at komme forbi med mad, praktisk hjælp eller bare et øre der lyttede, som gav den største støtte. 

 

Jeg har ikke mistet et barn, og jeg tror helt sikkert det er det voldsomste tab, man kan udsættes for, men hvis jeg som efterladt skulle give et råd til trådstarter, så ville det være at skrive til din veninde jævnligt, bare for at høre, hvordan det går. Tilbyd konkret den praktiske hjælp i stedet for at sige “ring, hvis jeg kan hjælpe” - men husk at være konkret som i hvilken hjælp du kan tilbyde - tøjvask, rengøring, pasning af andre børn, mad osv (overskuddet til at ringe, eller se hvilken hjælp man har brug for er der ikke), vis at barnet stadig er en del af hendes familie, og vis hende at du ikke bliver skræmt af hendes sorg. Det er guld værd - også selvom man ikke har været så tæt på inden dødsfaldet.

Tak fordi, du deler din personlige erfaring ❤️ Jeg er også rigtig gode venner med hendes bedste veninde, og har sagt til bedsteveninden også, at hvis hun ser et behov for noget konkret - mere mad til fryseren, tøjvask, en tur ud af huset til de større børn, etc. som jeg ikke har nået at opfange, så giver hun besked. Har selvfølgelig også sagt det direkte til min veninde og hendes mand, at jeg kommer med mad til dem, når de er ved at nå bunden i fryseren. Og så har jeg egentlig bare tænkt at skrive en gang i mellem med et tilbud om kaffe og nærvær.