Dåbskjole fra svigermor.

Nogle vil måske syntes at dette er et fjollet lille emne, men det går mig meget på og gør mig ked af det. Vil gerne høre jeres mening, er det bare mig der er for følsom eller er jeg rimelig? Samt hvad ville i gøre i mit sted? Her kommer mit dilemma: Jeg venter mig om nogle uger en lille pige, hun er vores første barn og min svigermors første barnebarn. Da min mand og jeg blev gift, var det i min drømme brudekjole. Allerede dengang havde jeg en ide om, at brudekjolen en dag skulle syes om til vores børns dåbskjole. Jeg har desuden alle dage haft nogle billeder i mit hoved om, hvordan sådan en dåbskjole skulle se ud. Nu har min svigermor netop fortalt, at hun har gemt den dåbskjole hun selv og der efter hendes to drenge er blevet døbt i. At jeg endelig bare skal sige fra, hvis jeg ikke er interesseret i at vores barn skal døbes i den, men at jeg kunne se på den. Da jeg egentlig godt kan lide ting med historie bag, har jeg været interesseret og har nu været på besøg og set dåbskjolen. Den var dog meget anderledes end det jeg ønsker af en dåbskjole. Jeg har en drøm om en prinsessedåbskjole, et stort skrud med blonder, stofknapper, perler og silkebånd. Et bælte over maven som kan være enten lyserødt eller lyseblåt (hvis der kommer flere børn). Min svigermor er vokset op hos indre mission, kjolen blev dengang lavet af hvad man nu lige havde. Det var i årene efter krigen og også det har givet en mildest talt meget spartansk dåbskjole. Der var broderet lyserødt hele vejen ned over maven i hele kjolens længde. Da min svigermor så fik drenge, broderede hun imellem det lyserøde, med lyseblå tråd. Så det er en enkel stofkjole og med lyserød og lyseblå broderi ned over midten. Jeg bryder mig ikke om det mix af farver på kjolen. Men da det er hjemmebroderi, vil min svigermor ikke have ændret på det. Jeg er nu kommet på den ide, at hendes kjole kan bruges som en slags "underkjole" og jeg så kan bruge min brudekjole som lag ovenpå og tilsætte de blonder, stofknapper og perler jeg syntes. Men det lyder ikke til at min svigermor er tryg ved at der skal laves for meget om. Hun er med på at jeg tilfører lidt blonder. Nu har min mand gået ind i kampen og han støtter sin mor og siger at dåbskjolen ikke er noget jeg betsemmer alene. Men skal jeg så bare droppe den kjole jeg drømmer om? Jeg syntes jo at jeg har fundet et godt kompromis, men er det mig der er urimelig? Det betyder rigtig meget for mig med vores dåbskjole. Hvad gør jeg?

Anonym skriver:

Nogle vil måske syntes at dette er et fjollet lille emne, men det går mig meget på og gør mig ked af det. Vil gerne høre jeres mening, er det bare mig der er for følsom eller er jeg rimelig? Samt hvad ville i gøre i mit sted? Her kommer mit dilemma: Jeg venter mig om nogle uger en lille pige, hun er vores første barn og min svigermors første barnebarn. Da min mand og jeg blev gift, var det i min drømme brudekjole. Allerede dengang havde jeg en ide om, at brudekjolen en dag skulle syes om til vores børns dåbskjole. Jeg har desuden alle dage haft nogle billeder i mit hoved om, hvordan sådan en dåbskjole skulle se ud. Nu har min svigermor netop fortalt, at hun har gemt den dåbskjole hun selv og der efter hendes to drenge er blevet døbt i. At jeg endelig bare skal sige fra, hvis jeg ikke er interesseret i at vores barn skal døbes i den, men at jeg kunne se på den. Da jeg egentlig godt kan lide ting med historie bag, har jeg været interesseret og har nu været på besøg og set dåbskjolen. Den var dog meget anderledes end det jeg ønsker af en dåbskjole. Jeg har en drøm om en prinsessedåbskjole, et stort skrud med blonder, stofknapper, perler og silkebånd. Et bælte over maven som kan være enten lyserødt eller lyseblåt (hvis der kommer flere børn). Min svigermor er vokset op hos indre mission, kjolen blev dengang lavet af hvad man nu lige havde. Det var i årene efter krigen og også det har givet en mildest talt meget spartansk dåbskjole. Der var broderet lyserødt hele vejen ned over maven i hele kjolens længde. Da min svigermor så fik drenge, broderede hun imellem det lyserøde, med lyseblå tråd. Så det er en enkel stofkjole og med lyserød og lyseblå broderi ned over midten. Jeg bryder mig ikke om det mix af farver på kjolen. Men da det er hjemmebroderi, vil min svigermor ikke have ændret på det. Jeg er nu kommet på den ide, at hendes kjole kan bruges som en slags "underkjole" og jeg så kan bruge min brudekjole som lag ovenpå og tilsætte de blonder, stofknapper og perler jeg syntes. Men det lyder ikke til at min svigermor er tryg ved at der skal laves for meget om. Hun er med på at jeg tilfører lidt blonder. Nu har min mand gået ind i kampen og han støtter sin mor og siger at dåbskjolen ikke er noget jeg betsemmer alene. Men skal jeg så bare droppe den kjole jeg drømmer om? Jeg syntes jo at jeg har fundet et godt kompromis, men er det mig der er urimelig? Det betyder rigtig meget for mig med vores dåbskjole. Hvad gør jeg?

Uden at forholde mig til om, det skal være den ene eller anden kjole, så tænker jeg at valget ikke kun er dit, men ligeså meget din mands.

Så I to må tale om det, og finde en løsning.

Du skal blive enig med din mand som det allerførste. Han har jo lige så meget at skulle ha sagt som du har -eller hvad? 

Vores piger er døbt i fars familie kjole, det er en fantastisk tradition synes jeg 

Jeg er enig med jer i at min mand og jeg bør være enige. Men pt virker det som om, min mand bare holder med sin mor, for at holde med hende. Ikke så meget for at tage stilling til dåbskjolen. Han har aldrig tidligere vist interesse for dåbskjole. Han har ikke meget tøj smag, han er faktisk generelt ligeglad med, hvordan man ser ud i tøjet. Tøj har aldrig interesseret ham. Det er klart, at hvis min mand gav udtryk for specifikke ønsker til vores barns dåbskjole, så ville jeg helt sikkert tage det med. Men det gør han jo ikke 

Jeg ville blive dybt skuffet hvis mine børn ikke vil lade deres børn døbe i den dåbskjolevi har i familien - Medmindre det er fordi der også er en i deres partners familie og de istedet vælger den. Og under ingen omstændigheder skulle de begynde at lave om på kjolen.

Det er noget du og din mand skal være enige om. Det er også hans barn og han har måske også haft nogle drømme.

Og så syntes jeg det lige lovlig meget at gøre ud af en dåbskjole at sy en brudekjole om.. Man bliver altså hurtigt meget træt af at skulle rette på så meget stof konstant...

Jeg synes man skal passe på med at lægge for meget betydning i noget der i bund og grund bare er et stykke tøj. Det ved jeg godt ikke er til meget hjælp og at det betyder meget for mange men jeg opfordrer til at prøve at få lidt perspektiv på.

Hvis du nu ender med ikke at få kjolen præcis som du har drømt om så prøv at vende det til noget positivt omkring den gode historie fremover at gå helt ned på det og potentielt få en dårlig dåb "bare" på grund af et stykke tøj. 

Herhjemme er begge børn døbt i "min" dåbskjole, som er nedarvet fra min mormor, som i sin tid syede den ud af sin brudekjole. Den er sidenhen blevet brugt til hendes egne fire børn, deres børn (hendes børnebørn) og nu mine børn (hendes oldebørn).

Min svigermor mente at børnene da skulle have en ny kjole hver og havde endda købt én da den ældste skulle døbes. Den var såmænd rigtig pæn og alting, men hele mit liv havde jeg forestillet mig at mine børn skulle døbes i vores traditionelle kjole.

Jeg ville først og fremmest finde ud af om din mand "bare" støtter sin mor, eller om han - ligesom jeg - altid har tænkt at det var den kjole hans børn skulle døbes i. Det handler for mig ikke om hvem der har "mest ret" til at vælge, men om at få opfyldt sine "drømme". Så ville jeg argumenterer derudfra.

Derudover vil jeg sige; det er din svigermors dåbskjole, så hun har selvfølgelig fuldt ud ret til at sige nej til at få lavet om på den. Og jeg kan godt forstå at hun ikke vil have at den skal være "underkjole" for din drømmekjole. Hvis hun siger nej, så takker du også bare pænt nej tak til kjolen og laver din helt egen - hvis farmand er med på det.

Ved ikke om jeg bliver lidt misforstsået. Jeg vil hellere end gerne bruge min mands families kjole, da jeg elsker tanken om den historie der ligger bag. Jeg syntes bare at kjolen er virkelig virkelig grim. Det siger jeg selvfølgelig ikke til hverken min mand eller svigermor. I stedet har jeg tænkt løsninger, som at bruge mit slæb og slør fra min brudekjole som kunne tilføjes deres kjole. På den måde ville vi bruge familiekjolen men samtidig tage den i retning af det jeg også har ønsker om. Er det kun mig der skal bøje af? Er et kompromis ikke rimeligt nok?

Jeg kan godt se dit dilemma, men hvad med det her... brug farmors dåbskjole. Gem din egen brudekjole til basis for en fremtidig konfirmationskjole. Evt mindre stykker kan sys ind i en hvid skjorte til hvis du får drenge også.

Jeg tror du skal mærke meget efter. 

Syntes du den er grim fordi den er stik modsat din smag eller syntes du den er grim fordi du havde et andet billede i hovedet? 

Hvis svigermor har sagt du bare kan sige nej tak så er det det hun har sagt og så er hun ude. Så er det kun dig og din mand. Og du må jo tage en snak med ham om hans ønsker. Spørge ind til hans holdning og drømme. Gøre det klart at svigermor IKKE er en del af diskutionen eller beslutningen men HANS ønsker er. 

I stedet for at ændre på kjolen kan I så ikke lave et kompromis hvor du får din egen kjole lavet og barnet har så din på i kirken og den anden på til festen? Og kommer der så et barn mere så bliver det omvendt så barnet har svigermors på i kirken og din på til festen. Og sådan skiftes det indtil I ikke skal have flere børn. 

Så bliver der ikke ændret, og begge kan få deres drømmebillede taget af baby.

Hverken dig eller din mand skal give sig 100% og du har ret til at ville starte din egen tradition. Så hvis din mand afviser alle dine foreslag må du jo spørge ind til hans ideer til et kompromis og gøre det klart at det BLIVER er kompromis da I er 2 forældre og derfor 2 hvis drømme og ønsker der skal forenes og du derfor forventer at han også er villig til at både give og tage.