Mor skælder og snerrer

Jeg er ret sikker på at mange vil beskrive og se mig, på samme måde som du ser denne mor.

Jeg lider af angst og i særdeleshed social angst. Jeg fungerer ikke optimalt blandt andre mennesker. Jeg bliver stresset og jeg føler mig virkelig trængt op i en krog når jeg tvinges ud blandt andre mennesker og især i situationer hvor fremmede samtidig dømmer min evne til at være mor. 

Jeg bruger flere timer på at samle mod til at hente børnene i institutioner, og når jeg så er der, så skynder jeg nok også lidt på ungerne, for jeg vil gerne ud af døren igen inden jeg får et angstanfald midt i børnehaven. Skal jeg aflevere ungerne en morgen, er det stensikkert at jeg ikke har lukket er øje hele natten. Det er lidt nemmere med den lille i dagpleje fremfor hende der skal i børnehave.

Den store er begyndt at efterspørge en fritidsaktivitet, og vi er nødt til at sørge for det ligger dage hvor min mand kan tage med. For min angst kan det ikke, og det ville gå ud over børnene. Jeg er så priviligeret at min mand ikke arbejder konstant og faktisk har fritid så han kan, ellers ville jeg føle mig nødsaget til det, og nok ende som denne mor du beskriver.

Jeg har det bedst blandt andre mennesker, hvis der er en voksen jeg kender til stede. Hvis min veninde eller søster tager med og henter børn, er der ingen problemer overhovedet. - Så hvis jeg var denne mor (og det forholder sig sådan fordi hun har det som mig), så ville jeg føle det som en enorm lettelse hvis jeg havde en anden voksen som kendte mig til stede. Måske du kan indlede en samtale med hende? Ikke omkring at hun virker stresset, eller hvordan hun snakker til sine børn, men bare i al almindelighed? Sæt dig ved siden af hende og tilbød hende et stykke kage eller lign og snak om løst og fast. Bliv en veninde for hende og se om ikke tingene ændrer sig, eller hun måske åbner op for dig. - Du skal dog tage initiativet og holde det hele i gang i starten, for med angst er man overbevist om at alle ser ned på en, også dem der faktisk snakker pænt til en.

Anonym skriver:

Hej allesammen. 

Jeg skriver, fordi jeg står i en situation, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere, og om jeg overhovedet skal håndtere den. Det handler om en mor til en pige i min søns klasse.

De går i 0., så har efterhånden kendt/kendt til moderen siden august sidste år. Hun er reserveret og svær at komme ind på livet af, er svær at få et godmorgen ud af osv. Faren har jeg kun set første skoledag, ellers har jeg aldrig set ham. Det er mor der afleverer, henter og tager datteren og sønnen til sport (går til samme sport som mine). Jeg opfatter dem som rimelig ressourcestærke, hvis man lige ser bort fra det problem jeg her vil præsentere. De er begge veluddannede.

Men.. For der er jo et men. Jeg tror, at der er tale om en mor, der er meget presset. Jeg dømmer hende ikke, fordi det netop på mig virker som afmagt, og derfor føler jeg mere empati end "afsky" , selvom jeg har ondt af børnene. Hver evig eneste gang jeg ser hende, og det er jo hver dag, skælder hun enten ud på børnene eller snerrer af dem. Fx i morges da datteren bøvlede med sin indesko "kom NU altså, det kan da ikke passe det skal være så svært, skynd dig nu lige!" og sådan er tonen generelt, når der da ikke er tale om direkte skæld ud. 

Jeg ser hende ofte lave lektier med datteren imens den yngste er til sport, og der er det samme STIL. 'ej DET kan du skrive bedre, visk det ud nu og start FORFRA!', 'NEJ det starter ikke med U, prøv nu at lytte ordentlig efter. FFFFFUGL. kom nu, LYT nu!'

Jeg opfatter ikke nogen af børnene som særlig uvorne, så på den måde kan hendes tilgang ikke en gang forsvares. Det er stille og rolige børn, der som jeg ser de situationer gør deres bedste. Men hun skælder og smælder og snerrer dag ud og dag ind.

Jeg tror hun er stresset. I ved.. Man kan godt mærke, om folk gør som de gør fordi det er deres generelle attitude, eller om de gør det af afmagt.

Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg gøre noget? Vores børn har intet tilfælles og har ingen interesse i hinanden og ikke fælles interesser, så det er ikke oplagt at lave en legeaftale. Jeg tror faktisk ikke nogen af dem ville have lyst. 

Men hvordan kommer jeg så ind på livet af hende? Skal jeg bare vende det blinde øje til? Jeg har meget ondt af både hende og børnene.. 

Jeg ville sende en anonym indberetning til kommunen, så de kan få noget hjælp.

Psykisk vold er ødelæggende for børn.

leandrew skriver:

Jeg ville sende en anonym indberetning til kommunen, så de kan få noget hjælp.

Psykisk vold er ødelæggende for børn.

Det virker umiddelbart voldsomt, men det ville jeg faktisk også overveje at gøre, alt efter HVOR grelt moren snakker til sine børn.

Men jeg ville i hvert fald som minimum hive fat i klasselæreren.

Jeg forstår slet ikke at der er folk i denne tråd som mener at man skal blande sig udenom. Det drejer sig jo ikke om en halvdårlig dag i ny og næ, men en mor som KONSTANT i mødet med TS 2-3 gange dagligt i 6 måneder har talt så grimt til sine børn.

Er I ikke klar over at det fuldstændig smadrer et barns trivsel og selvværd?? Det er faktisk meget alvorligt, og godt at der er mennesker som TS som reagerer på det - og så endda med omsorg.

Jeg synes at en underretning til kommunen er værd at overveje. Det er jo ikke fordi at børnene så bliver fjernet. Men der bliver taget hånd om det fra kommunens side, og forældrene bliver måske tilbudt noget hjælp (kender ikke helt procedurerne).

Og hvis det nu f.eks. er en mor som har socialfobi og derfor kun opfører sig sådan når hun er offentlige steder, så bliver der nok ikke gjort så meget mere ved det (men så tænker moren sig forhåbentligt om og begynder at tale anderledes til sine børn).

SK85 skriver:

Det virker umiddelbart voldsomt, men det ville jeg faktisk også overveje at gøre, alt efter HVOR grelt moren snakker til sine børn.

Men jeg ville i hvert fald som minimum hive fat i klasselæreren.

 

Jeg forstår slet ikke at der er folk i denne tråd som mener at man skal blande sig udenom. Det drejer sig jo ikke om en halvdårlig dag i ny og næ, men en mor som KONSTANT i mødet med TS 2-3 gange dagligt i 6 måneder har talt så grimt til sine børn.

Er I ikke klar over at det fuldstændig smadrer et barns trivsel og selvværd?? Det er faktisk meget alvorligt, og godt at der er mennesker som TS som reagerer på det - og så endda med omsorg.

 

Jeg synes at en underretning til kommunen er værd at overveje. Det er jo ikke fordi at børnene så bliver fjernet. Men der bliver taget hånd om det fra kommunens side, og forældrene bliver måske tilbudt noget hjælp (kender ikke helt procedurerne).

Og hvis det nu f.eks. er en mor som har socialfobi og derfor kun opfører sig sådan når hun er offentlige steder, så bliver der nok ikke gjort så meget mere ved det (men så tænker moren sig forhåbentligt om og begynder at tale anderledes til sine børn).

Lige præcis.

Jer der vil lave en underretning, hvad vil I lige skrive ?

Jeg kan som fagperson ikke rigtig se at der er noget og underette om - ej heller blande læren ind i.

Umiddelbart dømt ud fra ts start indlæg, virker det jo bare som om at den pågældende mor snakker på en anden måde en ts måske gør. At skynde på sine børn er noget ALLE har gjort på et tidspunkt og det er simpelthen løgn hvis man ikke har og endda ikke tit har, nogen børn er altså mega langsomme og skal have et lille skub(have klar besked) før der sker noget.

lektielæsning, ville jeg gå ud fra at hun kender sit eget barn og ved at barnet ikke gjorde sig umage, men reelt kunne gøre det bedre. 

Anonym skriver:

Hej allesammen. 

Jeg skriver, fordi jeg står i en situation, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere, og om jeg overhovedet skal håndtere den. Det handler om en mor til en pige i min søns klasse.

De går i 0., så har efterhånden kendt/kendt til moderen siden august sidste år. Hun er reserveret og svær at komme ind på livet af, er svær at få et godmorgen ud af osv. Faren har jeg kun set første skoledag, ellers har jeg aldrig set ham. Det er mor der afleverer, henter og tager datteren og sønnen til sport (går til samme sport som mine). Jeg opfatter dem som rimelig ressourcestærke, hvis man lige ser bort fra det problem jeg her vil præsentere. De er begge veluddannede.

Men.. For der er jo et men. Jeg tror, at der er tale om en mor, der er meget presset. Jeg dømmer hende ikke, fordi det netop på mig virker som afmagt, og derfor føler jeg mere empati end "afsky" , selvom jeg har ondt af børnene. Hver evig eneste gang jeg ser hende, og det er jo hver dag, skælder hun enten ud på børnene eller snerrer af dem. Fx i morges da datteren bøvlede med sin indesko "kom NU altså, det kan da ikke passe det skal være så svært, skynd dig nu lige!" og sådan er tonen generelt, når der da ikke er tale om direkte skæld ud. 

Jeg ser hende ofte lave lektier med datteren imens den yngste er til sport, og der er det samme STIL. 'ej DET kan du skrive bedre, visk det ud nu og start FORFRA!', 'NEJ det starter ikke med U, prøv nu at lytte ordentlig efter. FFFFFUGL. kom nu, LYT nu!'

Jeg opfatter ikke nogen af børnene som særlig uvorne, så på den måde kan hendes tilgang ikke en gang forsvares. Det er stille og rolige børn, der som jeg ser de situationer gør deres bedste. Men hun skælder og smælder og snerrer dag ud og dag ind.

Jeg tror hun er stresset. I ved.. Man kan godt mærke, om folk gør som de gør fordi det er deres generelle attitude, eller om de gør det af afmagt.

Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg gøre noget? Vores børn har intet tilfælles og har ingen interesse i hinanden og ikke fælles interesser, så det er ikke oplagt at lave en legeaftale. Jeg tror faktisk ikke nogen af dem ville have lyst. 

Men hvordan kommer jeg så ind på livet af hende? Skal jeg bare vende det blinde øje til? Jeg har meget ondt af både hende og børnene.. 

Jeg kan SÅ meget godt følge dig! Jeg har faktisk selv oprettet en tråd herinde med præcis samme indhold og problemstillinger som din!! 

Det var også blandede kommentarer jeg fik. Jeg har aldrig handlet på min bekymring men ville ønske at jeg gjorde! Jeg kommer ikke særlig tit på mit barns skole fordi det tager bus selv nu. MEN det jeg ville have haft gjort var at konfrontere denne mor når jeg IGEN oplevede verbale tæsk, og have sagt noget i stil med: "Jeg kan simpelthen ikke undgå at høre hvordan du taler til dine børn. Har du det godt? Overvej om I skal køre noget før om morgenen så I kan få en god aflevering uden råb, kommando og ordre! Noget i den stil. Jeg ville gerne at hun skulle vide at jeg havde bemærket hendes adfærd. 

Pøj pøj! Det er mega svært at være tilskuer til. Men tænk på børnene der hver dag må være i det

Abracadabra skriver:

TS er trods alt så bekymret, at hun har oprettet en tråd herinde... Man er jo forpligtet til at handle på sin bekymring. Dine grænser er ikke mine - og mine er ikke TS'. Jeg ville synes, at det var helt relevant at snakke med klasselæreren. Klasselæreren har mere viden og flere muligheder for at handle på bekymringen. 

Formålet er at støtte nogle potentielt set sårbare børn. Og det er i øvrigt ikke en underretning at tale med klasselæreren.

Chok ! Du vil da ikke fortælle mig at du vil sætte klasselæreren i den situation at skulle bryde sin tavshedspligt ?

Hun skal snakke med barnets mor selv, fordi det er hende som er i fokus her. Barnet "lider" under det til dagligt og har ikke vist tegn på bekymring, så vidt jeg kan læse.

Nu er jeg selv socialrådgiver og har arbejdet i en børnefamilieafdeling.. og jeg ville ikke lave en underretning på en “sag” som denne. Jeg ville måske ikke engang tale med klasselæreren. 

Vi har alle underretningspligt og JA, vi skal passe på hinandens og vores egne børn. Men jeg som en anden nævner, så læser jeg mere bare en mor som taler på en anden måde en måske TS gør.

Vi SKAL ikke alle sammen være “lyttende, anerkendende, nede på jorden og i børne-niveau” mødre. Vi opdrager forskelligt, taler forskelligt, laver forskellige ting i fritiden osv. osv. osv.

Jeg tænker at der er tale om en mor som er stresset og som flere andre skriver, måske bliver endnu mere stresset i sociale situationer. Jeg lider selv af social angst og kan sagtens genkende de andre historier i tråden her.

Hvis man vil gøre noget i denne situation, så snak med moren.. om et eller andet. Bliv en ven eller en god bekendt.

Naturlig skriver:

Nu er jeg selv socialrådgiver og har arbejdet i en børnefamilieafdeling.. og jeg ville ikke lave en underretning på en “sag” som denne. Jeg ville måske ikke engang tale med klasselæreren. 

Vi har alle underretningspligt og JA, vi skal passe på hinandens og vores egne børn. Men jeg som en anden nævner, så læser jeg mere bare en mor som taler på en anden måde en måske TS gør.

Vi SKAL ikke alle sammen være “lyttende, anerkendende, nede på jorden og i børne-niveau” mødre. Vi opdrager forskelligt, taler forskelligt, laver forskellige ting i fritiden osv. osv. osv.

Jeg tænker at der er tale om en mor som er stresset og som flere andre skriver, måske bliver endnu mere stresset i sociale situationer. Jeg lider selv af social angst og kan sagtens genkende de andre historier i tråden her.

Hvis man vil gøre noget i denne situation, så snak med moren.. om et eller andet. Bliv en ven eller en god bekendt.

 

Mener du det ?

Den mor gør andet end at "taler på en anden måde". Hun nedværdier sit eget barn offentligt. Det er ikke ok !

Der er ikke nogen personer som kan koncentrer sig under konstant pres, ej heller voksne. Tænk hvis din chef hele tiden, kun kunne se dine fejl i dit arbejde, så ville du snart søge andet job pga. stress og angst.

Hvis det er social angst, så skal moren da ikke lave lektier med sit barn i det offentlige rum, men hjemme hvor moren selv er "klar" i hovedet !

Det lyder mere som om det er stress som hun lider under, over hvem ved hvad, fordi lektierne SKAL laves imens yngste strækker musklerne.

Så her er det da mere på sin plads at tale med moderen selv og få en god dialog, hvor hendes datter i baggrunden kan nyde den yngstes muskelgymnastik i fred og ro over lektielæsningen. Når man går 0. så er der grænser for hvor meget man kan/skal kunne vide om at stave de simpleste ord.

De fleste børn har fundet ud af hvor "opmærksomhedskontakten" sidder henne på deres forældre, så det er jo en oplagt situation for nogle børn at køre på dén... de har det jo ikke fra fremmede, vel ?

Kurt_H skriver:

Mener du det ?

Den mor gør andet end at "taler på en anden måde". Hun nedværdier sit eget barn offentligt. Det er ikke ok !

Der er ikke nogen personer som kan koncentrer sig under konstant pres, ej heller voksne. Tænk hvis din chef hele tiden, kun kunne se dine fejl i dit arbejde, så ville du snart søge andet job pga. stress og angst.

Hvis det er social angst, så skal moren da ikke lave lektier med sit barn i det offentlige rum, men hjemme hvor moren selv er "klar" i hovedet !

Det lyder mere som om det er stress som hun lider under, over hvem ved hvad, fordi lektierne SKAL laves imens yngste strækker musklerne.

Så her er det da mere på sin plads at tale med moderen selv og få en god dialog, hvor hendes datter i baggrunden kan nyde den yngstes muskelgymnastik i fred og ro over lektielæsningen. Når man går 0. så er der grænser for hvor meget man kan/skal kunne vide om at stave de simpleste ord.

De fleste børn har fundet ud af hvor "opmærksomhedskontakten" sidder henne på deres forældre, så det er jo en oplagt situation for nogle børn at køre på dén... de har det jo ikke fra fremmede, vel ?

 

Ja, det mener jeg..

Jeg siger ikke at jeg helt sikkert ikke ville tale med klasselæreren, men come on.. vi kender ikke situationen, udover hvad TS fortæller og der er tale om øjebliksbilleder. Godt nok øjebliksbilleder som gentager sig hver dag, men jeg er stadig ikke der, hvor jeg ville lave en underretning.

Tal med moren, tal med en anden mor om også ser tingene sådan, evt. tal med klasselæreren. Men en underretning er i min optik at overreagere.