Jeg har det svært med mig selv. Jeg har ingen selvtillid, er meget usikker, er ikke selvsikker og er ikke moden af min alder (30 år).
Jeg bliver meget hurtig påvirket af min kæreste som jeg også har 2 børn med. Jeg er dødsens angst for at miste ham og det har tit været meget tæt på at ske pga mig men han giver mig alligevel chancer.
Jeg har tit tænkt på at kontakte min egen læge og ja bare komme ud med alt hvad jeg har på hjerte.
I min barndom havde jeg en mor der så sig sur og stadig ser sig sur på min veninde fordi hun vidst tog 5 eller 10 kroner fra mig eller også så fik jeg/min mor aldrig de penge igen. Vi var kun skolepiger. Jeg undlader at nævne min veninde da jeg kan se på min mor hvor meget hun stadig er sur på hende over det. Min mor kunne også finde på at blive mega sur på en anden veninde jeg havde når hun var hjemme hos mig og vi gerne ville have lidt at spise. Min mor er tunghørende.
Jeg begyndte også at få tvangstanker og handlinger. Jeg kan tydelig huske at jeg skulle røre vores bøger på reolen og tænke/gentage for mig selv at vi skulle leve. Hvis jeg kom til at tænke død så skulle jeg starte forfra og der kunne godt gå mange gange.
Jeg mistede min far da jeg var 12-13 år gammel. Han blev syg og til sidst lå han bare på sygehuset og kunne intet. Der blev snakket plejehjem men han nåede at døde inden. Min mor mente at det var min skyld at han døde og det sagde hun højt og tydeligt til mig.
Så begyndte min mor at drikke. Jeg kan huske at jeg skulle hente øl for hende og jeg havde et weekend job ved Brugsen hvor hun selv kom og hentede hendes øl mens jeg var på arbejde og skulle ekspedere hende ved kassen. Jeg kan huske at det var så pinligt!!! Jeg oplevede hende nogle gange helt væk pga alkohol hvor hun sad på gulvet og jeg ikke kunne komme i kontakt med hende. Jeg var så bange for tænk hvis hun var død!!
Lige da min far var blevet så syg fik jeg en voksenven fra kommunen. Hun var virkelig sød og vi lavede sjove ting sammen. Men så en dag smed hun bomben og sagde at hun havde fået nyt arbejde og at hun ikke kunne være min voksenven mere. Jeg var ked af det, da jeg jo rigtig godt kunne lide hende. Så fik jeg en ny voksenven. Men hun lod være med at kontakte mig igen efter et par gange og siden har jeg ikke set hende. Hvorfor ved jeg ikke.
Den dag er min mor dog alokoholfri.
Jeg fik en kæreste da jeg var omkring de 15 år. Han kommenterede på min lidt tykke mave og så gik det galt. Jeg begyndte at spise meget lidt og motionere meget. Jeg var helt fokuseret på motion og mad. Jeg kan huske at min mor fik besøg af en veninde hvor hun spiste med. Jeg ville være uhøflig og ikke spise noget sammen med dem så jeg spiste. Derefter gik jeg ud og kastede maden op igen.
Jeg kom på efterskole og havde stadig kontakt til min kæreste og jeg kan huske at den første dag var der en fyr der sagde hold kæft hvor er du tynd. Jeg blev jo helt glad kan jeg huske. Jeg spiste intet på efterskolen. Kun ganske lidt frugt og grønt. Og hver gang jeg skulle hjem på weekend så åd jeg alt derhjemme. Og sådan kørte møllen hver uge. Det blev ikke bedre af at jeg havde en værelseskammerat der også var fokuseret på mad og motion ligesom mig så vi muntrede jo hinanden til at tabe os hele tiden. Jeg undrer mig dog den dag idag hvorfor vores kontaktlærer ikke opdagede noget og kom til mig for hun var med til alle måltider og må havde set at jeg intet spiste. Samtidig var min mor bekymret og en dame fra kommunen ringede til mig mens jeg var på efterskole og sagde at min mor var bekymret fordi jeg ikke spiste noget. Men jeg benægtede og det troede hun på.
Min daværende kæreste cuttede kontakten til mig uden at give min en grund. Jeg hørte aldrig fra ham siden.
Jeg var ulykkelig på efterskole og en dag græd og græd jeg så meget at jeg besluttede mig for at droppe ud. Jeg havde heller ikke rigtig nogle venner. Da jeg kom hjem begyndte jeg at spise normalt igen af mig selv.
Alt overstående har jeg faktisk aldrig fået bearbejdet eller snakket med til nogen.
Idag har jeg været sammen med min kæreste i 12 år. Vi har 2 børn sammen. Vores forhold er meget turbulent og jeg bliver så ulykkelig hver gang han siger at vi skal gå fra hinanden.
Min mor ser jeg stadig men ikke så tit. Hun er med til fødselsdage og jul men hun er aldrig rigtig tilstede. Hun sidder meget passivt og leger ikke med hendes børnebørn. Hun viser ikke interesse for dem. Så hvis jeg mister min kæreste har jeg ingen da jeg ikke har et godt forhold tillid mor.
Jeg har tænkt at tage kontakt til min læge imorgen og evt blive udredt for en depression. Men kan det overhovedet nytte noget?? Alle ting er jo sket for mange år siden men kan de være med til at have gjort mig til den usikre person jeg er den dag idag?? Jeg er villig til at gøre alt for at redde mit forhold til min kæreste men tror jeg er nødt til at få en professionel på banen og komme ud med alle mine oplevelser.
Tak fordi du læste med.
