Uenige omkring dåb.

Hej dejlige damer. 

Jeg er 15+1 og nogle ville måske synes det var lidt for tidligt at tage stilling til denne slags ting. Men jeg kan mærke at jeg går og tænker rigtigt meget over det. 

Min kæreste på 27 er ateist og er af den overbevisning at dåb er et valg barnet selv skal have lov til at tage stilling til når det er gammelt nok. Og det er jeg også TIL DELS enig i. 

Jeg selv er katolsk og kommer fra en familie som er delvist troende. Jeg er af afrikansk afstamning og derfor handler det også om noget rent kulturelt og traditioner er vigtige for mig og min familie. Jeg selv er ikke besynderligt troende katolik og har også af samme grund tilbage i sin tid også fravalgt konfirmation - men jeg kan da godt lide tanken om, at traditionen tro, så døber vi vores barn. Det synes jeg der er noget så fint over. 

Jeg mener bare, at man som nybagte forældre i forvejen træffer så mange bundne valg for barnet i forvejen. Så hvorfor ikke også træffe dette valg - og så er det jo op til barnet selv når han bliver gammel nok om han fortsat vil være en del af den katolske kirke eller ej? 

Det er noget jeg har prøvet at tage op med min kæreste og det ender tit ud i, at jeg bliver lidt sur og mener ikke at han gider gå på kompromis. Kan ikke finde ud af, om jeg er mindst lige så uretfærdig som ham eller ej? Altså at jeg bliver sur over det? 

Jeg mener bare, at jeg "mister" mere end han gør. 

Jeg har prøvet at se det fra hans side, og kunne også gå med til at vi blot holder navngivning. Det ville bare være et kompromis jeg ikke ville være spor glad for. 

Andre der har stået i samme eller lignende situation? 

Anonym skriver:

Hej dejlige damer. 

Jeg er 15+1 og nogle ville måske synes det var lidt for tidligt at tage stilling til denne slags ting. Men jeg kan mærke at jeg går og tænker rigtigt meget over det. 

Min kæreste på 27 er ateist og er af den overbevisning at dåb er et valg barnet selv skal have lov til at tage stilling til når det er gammelt nok. Og det er jeg også TIL DELS enig i. 

Jeg selv er katolsk og kommer fra en familie som er delvist troende. Jeg er af afrikansk afstamning og derfor handler det også om noget rent kulturelt og traditioner er vigtige for mig og min familie. Jeg selv er ikke besynderligt troende katolik og har også af samme grund tilbage i sin tid også fravalgt konfirmation - men jeg kan da godt lide tanken om, at traditionen tro, så døber vi vores barn. Det synes jeg der er noget så fint over. 

Jeg mener bare, at man som nybagte forældre i forvejen træffer så mange bundne valg for barnet i forvejen. Så hvorfor ikke også træffe dette valg - og så er det jo op til barnet selv når han bliver gammel nok om han fortsat vil være en del af den katolske kirke eller ej? 

Det er noget jeg har prøvet at tage op med min kæreste og det ender tit ud i, at jeg bliver lidt sur og mener ikke at han gider gå på kompromis. Kan ikke finde ud af, om jeg er mindst lige så uretfærdig som ham eller ej? Altså at jeg bliver sur over det? 

Jeg mener bare, at jeg "mister" mere end han gør. 

 

Jeg har prøvet at se det fra hans side, og kunne også gå med til at vi blot holder navngivning. Det ville bare være et kompromis jeg ikke ville være spor glad for. 

 

Andre der har stået i samme eller lignende situation? 

Min eks er også ateist og ville ikke have vores barn døbt. Han er selv hverken døbt eller konfirmeret.

Jeg er selv døbt og konfirmeret og ønskede også at vores søn skulle. Han kan så selv vælge om han vil konfirmeres. Det er ikke et valg jeg vil tage for ham.

Vi gik på kompromis. Jeg fik sønnen døbt og han fik begge fars efternavne. Det er et kompromis jeg havde det rigtig godt med. 

Mht om du er uretfærdig. Hmm. ja lidt er du jo. der er jo en af der skal give sig i sidste ende. Hvis du "må" blive sur over han ikk vil have dåb, så "må" han også blive sur over at du vil.

I må sætte jer stille og roligt og snakke om det og finde et kompromis der passer jer.

Vi stod i nøjagtig samme situation med vores børn, her er det bare mig, der er ateist. Efter mange lange snakke, kunne jeg fornemme, at det var vigtigere for min mand at få børnene døbt end det var for mig, at de ikke blev det, og derfor gav jeg mig, og børnene blev døbt.

Jeg har efterfølgende haft det fint med det, det er jo helt op til børnene selv, om de vil bekræfte deres dåb med en konfirmation senere i deres liv, så jeg føler egentlig ikke, at vi har taget endegyldige valg vedr. deres tro fremadrettet.

Jeg håber, at I finder en løsning, som I begge kan leve med 

Du er jo faktisk heller ikke særlig villig til kompromis, når du vil have det SKAL være dåb. Navngivningsfest er jo faktisk et kompromis.

Som en anden skriver, så må I tage en snak om hvem det betyder mest for og her må man være voksen og ikke bare holde fast på sit eget standpunkt. Hos os er barnet døbt, selvom jeg ikke havde noget behov for at det skulle sket og mest af alt også ser mig selv som ateist. Men min vurdering var at det betød mere for min kone med dåb, end det ville betyde for mig at der ikke var dåb.

Her ville min kæreste os døbe vores søn. Ingen af os er det mindste troende, ren og skær tradition. Jeg ønskede det ikke.

Og det gør jeg ikke fordi jeg ikke vil sætte ham i en "kasse", "du er...." . Hvis han ønsker at blive døbt mår han blir ældre, må han hjertens gerne det. Men jeg vil ikke vælge vej i livet for vores barn.

Ikke for at starte en debat omkring religion, men jeg mener at det er roden til alt ondt og det splitter folk. Jeg ønsker vores barn skal være et godt og hjælpsomt menneske mod alle, og han skal ikke lære at det er forkert hvis man ikke er som de andre. Det kan man selvfølgelig også hvis man tilhøre en religion håber ikke du misforstår mig 

Er selv døbt og konfirmeret. Men dengang var det en anden tid, jeg synes at børn selv skal vælge nu. Hvis de overhovedet vil vælge. Vi holder en kæmpe navngivningsfest, præcis som skulle han døbes bare uden kirke. Det er et rigtig godt kompromis synes jeg. Det er jo "bare" vand i håret. Forstå mig ret. Håber ikke du tager det negativt 

Håber i finder en løsning der passer jer begge. God aften

Ja jeg syntes faktisk du er noget uretfærdig. 

Hvis du har set det fra hans side har du så tænkt på om en dåb er et valg som HAN ikke bliver glad for? 

Det virker på mig som om du tænker meget på egne følelser og så ikke rigtig respektere at hans grunde også har rod i følelser. 

I og med du ikke er så troende igen men kun gør det af tradition så syntes jeg faktisk ikke det er ok at påtvinge din kæreste en dåb. 

Her er jeg døbt og konfirmeret dog kun af tradition. Har altid forestillet mig mine børn bkev døbt- hvorfor ved jeg ikke. Min mand er asatroende. Jeg valgte at sige ja til at vores børn blev knæsat. Det er kun tradition for mig så derfor mener jeg ikke jeg bør stå på en ret der betyder noget for ham. Men havde jeg været 100% imod det havde vi valgt navngivning da det er neutralt og giver frit valg senere. 

Jeg skal self ikke vælge hvem af jer der skal give jer, MEN vil blot sige at det ikke pr automatik er din kæreste der er den der skal give sig. 

I skal finde et kompromis, så ærligtalt tror heg ikke nogen af jer kan få hvad I vil have. 

Anonym skriver:

Hej dejlige damer. 

Jeg er 15+1 og nogle ville måske synes det var lidt for tidligt at tage stilling til denne slags ting. Men jeg kan mærke at jeg går og tænker rigtigt meget over det. 

Min kæreste på 27 er ateist og er af den overbevisning at dåb er et valg barnet selv skal have lov til at tage stilling til når det er gammelt nok. Og det er jeg også TIL DELS enig i. 

Jeg selv er katolsk og kommer fra en familie som er delvist troende. Jeg er af afrikansk afstamning og derfor handler det også om noget rent kulturelt og traditioner er vigtige for mig og min familie. Jeg selv er ikke besynderligt troende katolik og har også af samme grund tilbage i sin tid også fravalgt konfirmation - men jeg kan da godt lide tanken om, at traditionen tro, så døber vi vores barn. Det synes jeg der er noget så fint over. 

Jeg mener bare, at man som nybagte forældre i forvejen træffer så mange bundne valg for barnet i forvejen. Så hvorfor ikke også træffe dette valg - og så er det jo op til barnet selv når han bliver gammel nok om han fortsat vil være en del af den katolske kirke eller ej? 

Det er noget jeg har prøvet at tage op med min kæreste og det ender tit ud i, at jeg bliver lidt sur og mener ikke at han gider gå på kompromis. Kan ikke finde ud af, om jeg er mindst lige så uretfærdig som ham eller ej? Altså at jeg bliver sur over det? 

Jeg mener bare, at jeg "mister" mere end han gør. 

 

Jeg har prøvet at se det fra hans side, og kunne også gå med til at vi blot holder navngivning. Det ville bare være et kompromis jeg ikke ville være spor glad for. 

 

Andre der har stået i samme eller lignende situation? 

Der findes vel ikke et kompromis mellem ikke døbt og døbt, så kan ikke se hvilket kompromis din kæreste ikke vil tage - for det er jo ikke et kompromis at sige: så får du det på din måde. Det er jo bare at overgive sig.

Om du mister mere end ham ved jeg ikke, som en del skriver må I jo sætte jer ned og tale om hvad det betyder for jer og så vurdere ud fra det. Du kan starte med at se på, hvilken dele af traditionen og ritualet er det som er vigtigt for dig, er det delen i kirken (og skal der så være katolsk?), er det dåbskjolen, er det festen, er det fremvisningen af barnet eller hvad er det. Og på den anden side må din kæreste vurdere, hvad er det ved dåben som han ikke vil være en del af; den kirkelige handling, love noget han ikke vil holde, festen eller....? Og så må I se om der måske endda er et kompromis a la fest, dåbskjole og navnet bliver sagt, men ikke i kirke. Eller i kirke men din kæreste er ikke med og er kun med til festen, eller er ikke med oppe ved døbefonten eller hvad ved jeg. 

Mine børn er ikke døbt, eller det vil sige min store datter er, for hun valgte det selv sidste år og valgte så konfirmationen fra. Grunden til vores fravalg er for det første jeg er døbt og konfirmeret i den danske folkekirke, betaler stadig kirkeskat, men tror ikke på kristendommen som den præsenteres i den danske folkekirke og ja nok slet ikke på kristendommen. Min mand er som du døbt, første nadver og konfirmeret i den katolske kirke og er ikke troende. Så det lå ikke en gang til højrebenet om det skulle være den danske folkekirke eller den katolske kirke. Derudover ville jeg ikke stå og lyve i kirken - jeg ved jeg ikke opdrager mine børn i den kristne tro, eller i hvert fald ikke i den kristne tro som folkekirken fordrer. 

Jeg ville have haft svært ved at gå på kompromis med det, men havde nok kunne sige, at det var okay hvis min mand ville love det i kirken og mente det, men jeg ville ikke selv have stået oppe ved døbefonten og lovet noget. 

Vi valgte ikke at døbe...

han kan selv vælge at blive døbt når han er blevet ældre og kan tage valget om hvilken (hvis nogen) religion han ønsker at følge..

vi afviser ham ikke når han vil snakke om Gud efter de i skolen snakker og ser tegnefilm om det.. men vi opfordrer ham heller ikke i nogen retning... vi har snakket løst i børneniveau om det med at der er nogen der ikke må spise bestemte ting- hvor vores holdning er at det er fordi deres forældre siger de ikke må det fremfor at det er en religion der siger det.. netop for ikke at påvirke ham negativt mod bestemte religioner...

vi har vist ham kirken til julen, hvor vi var med til en minigudstjeneste hvor der blev sunget og sagt en lille bøn.. det var ikke lige hans kop the at være med til...

jeg vil sige et kompromis må være at navngive, med fest, og så kan du fortælle barnet om de traditioner der er i din familie, og netop også snakke om at far ikke har de samme traditioner, men at I stadig er sammen.. det er jo netop fedt at barnet får begge dele med sig fra starten af... så det ikke bliver farvet og kun kan se verden i et lys...

Du siger selv at du ikke er religiøs som sådan, men at din familie er. Du er mere til traditioner.

Det lyder som om du er bange for at skuffe din familie, hvis jeres barn ikke bliver døbt.

Her skal du så glemme alt andet (og alle andre) men sætte dig ned og tale med din kæreste. Det er hans barn lige så meget som dit, og du må finde ud af, hvad der er vigtigst for dig her. Det er kun op til din kæreste og dig om I vælger at få barnet døbt. Glem alt andet. 

Snak med ham! 

Det bliver svært at gå på kompromis i jeres situation, for man kan jo ikke rigtig vælge en mellemting mellem at blive døbt og ikke at blive døbt. Det er enten eller. Men pointen med en konfirmation er jo netop at barnet selv kan bekræfte dåben, så på den måde giver det fin mening at træffe valget om dåb på barnets vegne, når det er helt lille. Hvis barnedåb ikke var en ting, ville konfirmation sandsynligvis heller ikke være det - i hvert fald ikke på den måde, som vi kender den.

Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå holdningen om, at religion er noget, man selv bør vælge til. Mine forældre valgte ikke at døbe mig, så jeg er blevet døbt umiddelbart inden min konfirmation som 14-årig, og dermed har jeg selv valgt begge dele til. Senere hen har jeg dog meldt mig ud af Folkekirken, og selvom jeg på mange måder føler mig ret tæt knyttet til Kristendommen og Jesu budskab, så afskyr jeg Folkekirken samt den kulturkristendom, der dominerer i vores samfund. De fleste danskere vælger jo barnedåb, konfirmation samt kirkelige bryllupper og begravelser til, fordi det er traditionelt - ikke fordi de egentlig er religiøse - og de ritualer, der foregår i Folkekirken, ligger i virkeligheden meget langt fra Bibelen, som jo er fundamentet for det hele. På den måde synes jeg det hele er meget overfladisk, men dette var jeg ikke bevidst om, da jeg selv valgte min dåb til, så ét eller andet sted ville det ikke have været så meget anderledes, hvis mine forældre havde valgt dåben for mig. Er dog stadig glad for, at jeg selv fik lov at vælge, for hele princippet om ikke at ville pådutte sine børn noget ift religion kan jeg godt lide.

Men det traditionelle har helt sikkert også en værdi! Min bror og svigerinde fik deres datter barnedøbt, selvom min bror er ateist. Min svigerinde er sådan set også ateist, men traditionen om barnedåb betyder meget i hendes familie, så min bror gik med til at få deres datter døbt, og så fik han til gengæld lov til at bestemme rækkefølgen af deres efternavne i datterens navn. Det var jo på en måde et kompromis, så måske kan du og din mand finde på en lignende løsning?