Opdragelse

Anonym skriver:

Jeg læste det som hvorfor det var relevant at ts var alene med 3 børn. Det da meget muligt naboen er Det, men sådan er der så meget når mange mennesker bor sammen.

Og nej jeg ville ikke lade en pige stå og græde, så du behøver ikke svare så flabet, men jeg havde nok ventet et par minutter og da moren så åbnede døren havde jeg gået ind til mig selv igen. Ts SKYLDER ikke naboen noget som helst, men hun kan godt forklare sig hvis hu har lyst. Men "kunne godt", nej naboen skal passe sin egen næringsvej. Er så træt af folk med den mentalitet hvor alting kommer dem ved. Hvad rager det naboen om de har haft en konflikt? Ts skal da ikke gå ind og forklarmigrøv over noget hun selv har blandet sig i.

Hvis jeg havde et lille barn på seks år, der græd hjerteskærende, ville jeg være foruroliget over og ked af den mentalitet, der fik folk til lige at vente et par minutter, før de reagerede - “for man skal jo ikke blande sig!” Det ville være meget lange minutter for et barn, der var kommet alvorligt til skade/var bange/var blevet slået etc. etc. Og vel laver man da ej situationsanalyser - “Hm, barnets mor er presset, så det er NOK bare en konflikt, hun kommer NOK om lidt, det er NOK bedst at vente et par minutter” - når der står et barn i ulykkelig gråd lige udenfor ens dør. 

Når jeg hører et lille pus i skolegården, der græder højlydt, venter jeg da heller ikke et par minutter, mens jeg tænker, at barnets egen lærer og/eller gårdvagten nok kommer forbi om lidt og tager sig af det - det ligger da gudskelov helt instinktivt i de fleste at reagere prompte og uden nærmere overvejelser, når børn græder. Ja, jeg ville sågar også fare ud/hen og spørge ind til det, hvis en voksen græd højlydt i min nærhed. 

Skod mor melder sig på banen. 

Udrnfor døren er her man får en time-out hjemme hos os.

Nu ved jeg ikke hvor lydhørt der er i deres lejligheder og hvor meget man kan høre inde fra naboen af, men jeg tænker at hvis denne nabo nu ofte har “overhørt” (især hvis hun er en nysgerrig én) at TS og hendes datter tit råber/skændes, kan hun da godt have været bekymret for pigens trivsel i forvejen.

Tit kan man godt høre hvis der bliver talt med høje stemmer, men man kan ikke som sådan høre tonen og hvis pigen bliver hysterisk og “skaber sig” kan det også lyde meget voldsomt udefra, specielt for én som ikke har børn og måske ikke ved at et barn kan blive hysterisk over ingenting. Og så har man, som forælder, jo også en tendens til at hæve stemmen, så man stadig kan høres over barnets hysteri. Udefra kan det jo også godt lyde voldsomt, når man ikke som sådan kan høre tonen eller ordene.

Hvis denne nabo så måske har hørt mor og datter “skændes”, hørt et stortudende barn og så hørt dette barn blive “smidt ud”, døren blive lukket og barnet stående fuldstændig ulykkelig i opgangen, så reagerer hun selvfølgelig hurtigt.

Og så har hun jo ingen verdens mulighed haft for at vide, at mor stod lige på den anden side af døren og bare “opdragede” hendes barn...

Hej piger .

Min datter på knap 6 år har gennem det sidste lange stykke tid ikke ville høre en fløjtene fis efter hvad jeg siger. Uanset hvor mange snakke vi har dagligt herhjemme omkring hvordan vi behandler hinanden og opføre os, så ændre det ingenting. Jeg siger gentagende gange de samme ting, igen og igen og igen på daglig bassis, først når jeg nærmest puster efter vejret af ren afmagt og ender med at råbe "at nu det nok" så stopper hun. Vi bor i en lille lejlighed, mig og mine 3 piger. Min pige på knap 6 er den største. Grundet den lille lejlighed samsover vi alle, og i samme seng, da der ikke er plads til andet. Her til aften putter jeg så pigerne og min store pige skal som sædvanligt have noget at drikke 10 gange inden hun skal sove, fair nok, men da jeg så beder hende ligge sig i seng og være stille fordi de små sover vælger hun istedet at prøve grænser af og hoppe løs i sengen så resten af huset vågner. Der for jeg simpelthen nok, og siger til hende at hvis hun ik stopper så kommer hun ud i opgangen og for lov at køle ned. Har sagt det mange gange før, men aldrig gjort alvor af det (Opgangen fordi altanen er for kold, og der ikke er andre døre jeg kan lukke her hjemme) hun blir ved, og de små græder og jeg blir frustreret. Hun kommer derfor ud i opgangen for at køle ned, hun begynder skrige og græde og sparker på døren og kalder på mig. 10 sekunder skulle hun have der ude. Men allerede efter 3 så står naboen der ude og stiller hende spørgsmål, jeg åbner derfor døren og siger hun skal være sød ar blande sig uden om og at jeg har styr på det. Min nabo blir ved og siger men det stakkels barn står jo og græder. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg intet fornuftigt ville kunne sige til hende på da værende tidspunkt fordi jeg simpelthen var så frustreret og samtidig endnu mere sur over hun kommer flyvende der ud på så få sekunder. Det er første gang der har været sådan en episode, derfor overrasker det mig at min nabos reaktion var så voldsom. Min datter kommer ind og stopper med at græde med det samme, jeg ber hende hoppe ind i seng, og siger så at jeg ikke ønsker vi skal ha sådsn en situation igen og at jeg vil blive glad hvis hun gider lytte fremover da det er meget mere rart for os alle.  Hun siger ja og halv griner lidt og siger så godnat. 

Jeg gik ud i køkkenet bagefter og stor tudede i 1 helt time hulkede jeg løs ned i hviskestykket og havde egentlig mest lyst til at gå ind og banke på hos naboen og spørge hvad hendes problem var. Men gjorde op med mig selv at vente til jeg var kølet ned, så i morgen vil jeg banke på. Men har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal sige til hende at jeg synes det er utrolig upassende hun blander sig sådan og så hurtigt. Selvfølgelig skal man reagere hvis man føler et barn ikke trives, men at bedømme ud fra 3 sekunder er virkelig utroligt. Vi har kun boet her 1 år, og har som alle gode og dårlige dage, hårde og nemme perioder. Men der må stadig være en grænse for hvornår man griber ind og hvor hurtigt.

Skulle virkelig ud med det . 

 

Hvis nogle har orket læse min roman, hvordan ville i så have reageret her? 

Jeg kan følge din frustration over din datters grænseleg. Børn mærker som bekendt hurtigt hvis der ikke foregår de samme rutiner osv. eller mor er træt og udmattet.

Dét som virkelig får mig op af stolen er den begrænset plads som du lever på med 3 børn ! Dét er der sikkert en grund for, men det undre mig bare at du ikke har en større lejlighed, fordi lige om lidt starter din ældste datter i skolen og vil gerne have veninder med hjem osv.

Der findes jo også grænser for hvor lidt plads der er sundt for børnene i længden. 1 år er jo en evighed set med et barns øjne.

Det er foruroligende at du bekymrer mere om naboens reaktion end om dit barns reaktion til en tur udenfor døren. Dét er gammeldags og ikke Jeg havde også stået der med det samme.

Din nabo har jo selvfølgelig hørt de 2 små græde og dernæst din ældste datter som nu står i opgangen. Der er jo forskel på gråd, om det er sult, frustration osv. De fleste andre mødre genkender også gråd fra andre børn end deres egne.

Eftersom jeg selv bor i lejlighed, så kan jeg hilse at sige, det er MEGET svært at vide hvornår man skal blande sig, fordi folk som bor sammen har det jo med at diskutere højlydt, uden det kommer til mere end dét ! Når det gælder børn, så skal du kun være glad for at have en god nabo som bekymrer sig !

Anonym skriver:

Nu ved jeg ikke hvor lydhørt der er i deres lejligheder og hvor meget man kan høre inde fra naboen af, men jeg tænker at hvis denne nabo nu ofte har “overhørt” (især hvis hun er en nysgerrig én) at TS og hendes datter tit råber/skændes, kan hun da godt have været bekymret for pigens trivsel i forvejen.

Tit kan man godt høre hvis der bliver talt med høje stemmer, men man kan ikke som sådan høre tonen og hvis pigen bliver hysterisk og “skaber sig” kan det også lyde meget voldsomt udefra, specielt for én som ikke har børn og måske ikke ved at et barn kan blive hysterisk over ingenting. Og så har man, som forælder, jo også en tendens til at hæve stemmen, så man stadig kan høres over barnets hysteri. Udefra kan det jo også godt lyde voldsomt, når man ikke som sådan kan høre tonen eller ordene.

Hvis denne nabo så måske har hørt mor og datter “skændes”, hørt et stortudende barn og så hørt dette barn blive “smidt ud”, døren blive lukket og barnet stående fuldstændig ulykkelig i opgangen, så reagerer hun selvfølgelig hurtigt.

 

Og så har hun jo ingen verdens mulighed haft for at vide, at mor stod lige på den anden side af døren og bare “opdragede” hendes barn...

Nu vi er igang med stereotyperne, så gør børnene jo det samme som deres forældre gør, så et hysterisk barn har så også 1-2 hysteriske forældre.

Dét du betegner som "ingenting" kan i bund og grund være hele verden for barnet... ellers tjener det jo intet formål... børn bliver ikke hys bare fordi forældrene bliver det... de prøver bare at efterligne deres rollemodel.

Anonym skriver:

Skod mor melder sig på banen. 

Udrnfor døren er her man får en time-out hjemme hos os.

Lige til den dag, hvor barnet så går sig vej ! Så opdager du forhåbentlig, at den metode ikke er smart, hvis man har et barn på 6+ år. Stædighed kan virkelig få små fødder til at gå langt.

Kurt_H skriver:

Lige til den dag, hvor barnet så går sig vej ! Så opdager du forhåbentlig, at den metode ikke er smart, hvis man har et barn på 6+ år. Stædighed kan virkelig få små fødder til at gå langt.

 

Nej. Jeg holder fast på metoden uanset om du syntes det er smart eller ej  

Og så har jeg iøvrigt hele 2 børn I hjemmet over 6 år.

Men det  lærer du nok senere at der skal forskellige metoder til, til forskellige børn 

Mor og meget mere skriver:

Hvis jeg havde et lille barn på seks år, der græd hjerteskærende, ville jeg være foruroliget over og ked af den mentalitet, der fik folk til lige at vente et par minutter, før de reagerede - “for man skal jo ikke blande sig!” Det ville være meget lange minutter for et barn, der var kommet alvorligt til skade/var bange/var blevet slået etc. etc. Og vel laver man da ej situationsanalyser - “Hm, barnets mor er presset, så det er NOK bare en konflikt, hun kommer NOK om lidt, det er NOK bedst at vente et par minutter” - når der står et barn i ulykkelig gråd lige udenfor ens dør. 

Når jeg hører et lille pus i skolegården, der græder højlydt, venter jeg da heller ikke et par minutter, mens jeg tænker, at barnets egen lærer og/eller gårdvagten nok kommer forbi om lidt og tager sig af det - det ligger da gudskelov helt instinktivt i de fleste at reagere prompte og uden nærmere overvejelser, når børn græder. Ja, jeg ville sågar også fare ud/hen og spørge ind til det, hvis en voksen græd højlydt i min nærhed. 

 

Jeg tænker også, at det vel i mange tilfælde er et instinkt at reagere. For nogle år siden arbejdede jeg i en børnehave (det er ikke mit fag - jeg er kontoruddannet), og hvis et barn græd voldsomt, så ville jeg da heller ikke avtente, at der kom en uddannet pædagog eller en "personale" fra barnets egen stue, hvis det ikke var et barn fra min stue.

lineog4 skriver:

HVis hører barn stå og græde (og kan forestille mig det ikke var stille gråd). Ville du så vitterlig vente - du aner ikke hvad der er sket, der kan stå er barn og bløde, være faldet - alt det aner du ikke før du åbner døren. 

Jeg forstår ikke den med passe dig selv kultur - ja jeg skal ikke blande mig i andres opdragelse med mindre de går over stregen (og ved sørme ikke om jeg ikke ville tænke om det er over stregen at sende ud på opgangen med så lille en pige ved sengetid men det kan jeg ikke sige på stående fod). Men hører jeg er barn i voldsom gråd kan jeg jo ikke ane om det er en opdragelse der er i gang eller om pigen rent faktisk har det meget skidt - hvor ville jeg være ked af at have en nabo der lige gav det et par minutter før den kiggede om mit barn var okay. 

Og hvorfor tillader jeg mig at spørge hvor din grænse er? Det er fordi du skriver vi alle opdrager forskelligt og det skal der være plads til. Du skriver også at sætte uden for døren er i afmagt, det forstår jeg som at det er en metode som du faktisk også ser som over stregen men det skete i afmagt. Når jeg ser en gøre noget der gåen over stregen med er barn forventer jeg faktisk altid set er gjort i afmagt (jeg har ikke fantasi til at tro nogle forældre vil gøre deres barn ondt med vilje), men der betyder ikke jeg skal se igennem fingre med det. Jeg har stået med forældre der slår i afmagt - jeg underretter stadig selvom det een afmagt for det skal jeg. Jeg har haft elever der har fortalt om verbale tæsk også gjort i afmagt, jeg reagerer og taler med forældre. Jeg har hørt om diverse straffe som fx ingen fredagsslik men søskende får, kan jeg også finde på arbejde blandet mig i osv. Alt gjort i afmagt og min erfaring er faktisk fra alle de sværen samtaler, at forældrene bliver glade for den håndbold der bliver rakt ud, bliver glade for der een nogle der gider blande sig - er man i afmagt g elsker sit barn, så er man ked af det (synes absolut også skinner tydeligt igennem hos ts og hvem ved måske hun kan læse netop forståelsen af afmagten og det lille velmente skub til at række hånden ud efter hjælp, hvis der er ofte hun ender i en situation hvor hun føler afmagt, for du vil åbenbart læse det som kritik, hvor jeg læser npget helt andet). 

Jeg læser altid dine indlæg med største fornøjelse. Du er så velformuleret og god til at se en sag fra flere sider, og hvis du er meget uenig, så er dine svar altid konstruktive.

Jeg kan mærke, at jeg er ekstra bange for at reagere og blande mig i noget, netop fordi jeg ingen børn har.

Hvis man bor i en opgang - så er selve trappeopgangen "offentligt" rum og så synes jeg, man må forvente, at naboer reagerer. Jeg ville måske have tænkt "Shit er hun faldet på trappen" og have reageret helt instinktivt.