Skal jeg søge læge igen (igen)?

Anonym8200 skriver:

Hej søde, først og fremmest så vil jeg sige god bedring til dig og den lille ny mht. Til lægerne så synes jeg det er for dårligt de ikke undersøger dig grundigt.. du bliver simpelthen nødt til at fortælle dem du ikke har det godt og du er skidt tilpas.. de bliver simpelthen nødt til at tage dig alvorlig istedet for at sige det nok skal gå væk af sig selv.. bank på bordet og sig de må gøre et eller andet, at du gerne vil nyde din familieforøgelse og være der for dine børn.. bed din læge om en indlæggelse så du kan tjekkes godt og grundigt på sygehuset.. det er sku da ikke sundt du har lagt syg og feber i 3 uger?! Noget er jo i vejen, skynd dig ud til lægen og bank på bordet!

Det var da et underligt forslag. Tror du, at nogen bliver raskere af at lænke sig til en hospitalsseng (på en flersengsstue), mens de venter på at blive raske? Især med en nyfødt? Skal TS så amme hele natten og se på fru Mortensens gæster hele dagen? Det lyder ikke sundt for en nybagt mor til 3...

Immunforsvaret er helt i bund efter en fødsel. Læg dertil en skrap antibiotikakur. Så er der ikke meget forsvar tilbage.

Til TS: Hvis du fortsat er sløj, så kontakt din egen læge eller ambulatoriet. 

Abracadabra skriver:

Det var da et underligt forslag. Tror du, at nogen bliver raskere af at lænke sig til en hospitalsseng (på en flersengsstue), mens de venter på at blive raske? Især med en nyfødt? Skal TS så amme hele natten og se på fru Mortensens gæster hele dagen? Det lyder ikke sundt for en nybagt mor til 3...

Immunforsvaret er helt i bund efter en fødsel. Læg dertil en skrap antibiotikakur. Så er der ikke meget forsvar tilbage.

Til TS: Hvis du fortsat er sløj, så kontakt din egen læge eller ambulatoriet. 

Det var da underligt du synes det er mærkeligt at blive undersøgt 100% og synes det er ok at mor er syg og skal passe sit barn i den tilstand? 

Anonym8200 skriver:

Det var da underligt du synes det er mærkeligt at blive undersøgt 100% og synes det er ok at mor er syg og skal passe sit barn i den tilstand? 

Du antager vist lige rigeligt, om hvad jeg synes!

Jeg synes, at det er underligt at forlange sig indlagt. En indlæggelse er sjældent i sig selv helbredende - nærmest modsat. Det er langt sundere at sove i sig egen seng. Udredning bør så vidt som muligt foregå ambulant - af hensyn til patienten. 

Abracadabra skriver:

Du antager vist lige rigeligt, om hvad jeg synes!

Jeg synes, at det er underligt at forlange sig indlagt. En indlæggelse er sjældent i sig selv helbredende - nærmest modsat. Det er langt sundere at sove i sig egen seng. Udredning bør så vidt som muligt foregå ambulant - af hensyn til patienten. 

Helt seriøst du lyder som et barn på 11... jeg har ikke tænkt mig at diskutere med dig, som alle andre kommentere så kommentere jeg også og giver råd.. du er vidst ikke rigtig normal siden du vil sidde bag en skærm og prøve at skændes derfra.. jeg synes du skulle tage og blive voksen... du er da på den helt forkerte vej sveske..!

Anonym8200 skriver:

Helt seriøst du lyder som et barn på 11... jeg har ikke tænkt mig at diskutere med dig, som alle andre kommentere så kommentere jeg også og giver råd.. du er vidst ikke rigtig normal siden du vil sidde bag en skærm og prøve at skændes derfra.. jeg synes du skulle tage og blive voksen... du er da på den helt forkerte vej sveske..!

Gå efter bolden, ikke damen. Not cool.

Anonym8200 skriver:

Helt seriøst du lyder som et barn på 11... jeg har ikke tænkt mig at diskutere med dig, som alle andre kommentere så kommentere jeg også og giver råd.. du er vidst ikke rigtig normal siden du vil sidde bag en skærm og prøve at skændes derfra.. jeg synes du skulle tage og blive voksen... du er da på den helt forkerte vej sveske..!

En uddannet læge med indsigt i emnet lyder for dig som en 11-årig, fordi hun er uenig med dig vedr. indlæggelse? Ville du også sige sådan til hende i den virkelige verden, hvis hun som læge forklarede dig det uhensigtsmæssige i en indlæggelse - “Jeg synes, du skulle tage at blive voksen, sveske” - ?  

Tænker det evt kan være svampeinfektion i dit underliv efter alt den antibiotika behandling. Dit infektiontal er ikke meget forhøjet ift du ikke er meget syg (tænker fx cancer), så det kunne meget vel tyde på en virus infektion, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. Virus infektioner føles værre, men har mindre infektionstal, end en bakteriel infektion. Prøv evt at tage nogle vaginal kapsler med mælkesyre bakterier for at genoprette balancen i vagina. 

Anonym8200 skriver:

Det var da underligt du synes det er mærkeligt at blive undersøgt 100% og synes det er ok at mor er syg og skal passe sit barn i den tilstand? 

Jeg synes godt nok, at du har en utrolig grim måde at tale til Abracadabra på. Hun er trods alt læge og ved noget om emnet. Jeg sætter selvfølgelig pris på din omsorg, men forstår ikke din måde at debattere på. 

Og så er jeg forresten enig med hende. Det allersidste jeg ønsker er at blive indlagt igen! Det var rædselsfuldt! Der var ingen ro til at hvile og restituere, jeg fik mere og mere klaustrofobi, mistede enhver følelse af privatliv og privatsfære. Min største frygt har hele tiden været, at de ville indlægge mig igen. Her er en typisk dag fra min indlæggelse, startende ved midnat:

03: alarm på telefon for jeg kunne tage en dosis piller

06: vækkes af sygeplejerske, tid til at tage min temperatur, få målt blodtryk og få antibiotika i drop

6.30: sygeplejerske igen, fjerner drop

08: assistent kommer og siger der er morgenmad

08.30: assistenter kommer og vil gøre rent på stuen

09:00 sygeplejerske kommer med dagens info og piller

10: blodprøver

12: næste runde antibiotika i drop, frokost

13: sendes til undersøgelse på anden afdeling

14: læge kommer forbi

15: tid til mere medicin, blodtryk osv, eftermiddagskaffe

Mellem 15-18 kommer sygeplejersker løbende og informerer eller spørger om ting

18: antibiotika i drop og aftensmad

18.30-21: endelig en smule ro på stuen

21: tid til piller, blodtryk osv

23: antibiotika i drop

Dertil de gange der skulle ammes. Som du nok kan se, var der næsten ikke tid til at sove og hvile. Vi blev hele tiden forstyrret. Der skulle hele tiden ske noget. Aldrig ro. Jeg blev sindssygt stresset og nedbrudt af at være indlagt, og det var endda enestue. Den her romantiske forestilling om at komme på sygehuset og have fred til at blive rask er netop det: romantisk og urealistisk. Og håber jeg aldrig skal indlægges igen. Så jeg kan kun istemme hvad abracadabra siger, og det fra et patientperspektiv.

Men tak for jeres svar alle. Har ikke ringet til lægen. Måske er det den forkerte beslutning, men jeg orker bare ikke mere af den slags lige nu, så nu prøver jeg at se det an lidt mere fortsat.. 

Anonymor skriver:

Jeg synes godt nok, at du har en utrolig grim måde at tale til Abracadabra på. Hun er trods alt læge og ved noget om emnet. Jeg sætter selvfølgelig pris på din omsorg, men forstår ikke din måde at debattere på. 

Og så er jeg forresten enig med hende. Det allersidste jeg ønsker er at blive indlagt igen! Det var rædselsfuldt! Der var ingen ro til at hvile og restituere, jeg fik mere og mere klaustrofobi, mistede enhver følelse af privatliv og privatsfære. Min største frygt har hele tiden været, at de ville indlægge mig igen. Her er en typisk dag fra min indlæggelse, startende ved midnat:

03: alarm på telefon for jeg kunne tage en dosis piller

06: vækkes af sygeplejerske, tid til at tage min temperatur, få målt blodtryk og få antibiotika i drop

6.30: sygeplejerske igen, fjerner drop

08: assistent kommer og siger der er morgenmad

08.30: assistenter kommer og vil gøre rent på stuen

09:00 sygeplejerske kommer med dagens info og piller

10: blodprøver

12: næste runde antibiotika i drop, frokost

13: sendes til undersøgelse på anden afdeling

14: læge kommer forbi

15: tid til mere medicin, blodtryk osv, eftermiddagskaffe

Mellem 15-18 kommer sygeplejersker løbende og informerer eller spørger om ting

18: antibiotika i drop og aftensmad

18.30-21: endelig en smule ro på stuen

21: tid til piller, blodtryk osv

23: antibiotika i drop

Dertil de gange der skulle ammes. Som du nok kan se, var der næsten ikke tid til at sove og hvile. Vi blev hele tiden forstyrret. Der skulle hele tiden ske noget. Aldrig ro. Jeg blev sindssygt stresset og nedbrudt af at være indlagt, og det var endda enestue. Den her romantiske forestilling om at komme på sygehuset og have fred til at blive rask er netop det: romantisk og urealistisk. Og håber jeg aldrig skal indlægges igen. Så jeg kan kun istemme hvad abracadabra siger, og det fra et patientperspektiv.

Men tak for jeres svar alle. Har ikke ringet til lægen. Måske er det den forkerte beslutning, men jeg orker bare ikke mere af den slags lige nu, så nu prøver jeg at se det an lidt mere fortsat.. 

Du kunne jo ringe til ambulatoriet og fortælle, at du er utryg. Du kunne spørge til, om du ikke kunne få taget blodprøver snart igen. Fx inden weekenden. Og så ugentligt til din næste kontrol. Det er en plan, der er meningsfuld - og hvor opfølgningen ligger hos en specialist. Som regel er ambulatoriesekretærer til at snakke med...

Vagtlægen skal du generelt forsøge at undgå. Det er et forløb for en læge, der kender dit forløb og ikke først skal sætte sig ind i det.

Der er også muligheden for, at du bare har en langvarig restitution efter et hårdt fødselsforløb med infektion. Men det må forløbet vise.

Sådan lige en opdatering. Jeg har ikke været ved lægen, ærligt fordi jeg ikke synes, at jeg ville blive ved at beskæftige mig med alle de fysiske symptomer. Som nævnt i anden debat havde jeg helbredsangst efter udskrivelsen, jeg føler mig heldigvis ude på den anden side. Måske endda for meget, fordi jeg mere har fået en tendens til at tænke fuck it, når jeg mærker et eller andet symptom. Det er sgu nok ingenting  

Nu skal jeg til lægen på mandag i anden sammenhæng (henvisning til psykolog grundet traume efter det forløb dér), og der tænker jeg dog at jeg må tage emnet op med hende. For nu er det 3 uger siden, jeg blev udskrevet, og én ting er smerter i bækkenet som forventet, det vil tage tid at genoptræne. Men hvis ikke jeg tager to panodil og en ibuprofen, så har jeg simpelthen så mange muskel og ledsmerter i hele kroppen, ligesom havde man influenza eller noget i den stil. Det er sindssygt frustrerende, for jeg vil helst ud af medicin. 

Jeg kan lige klare at nøjes med én dosis dagligt ved at jeg hviler i sengen med baby imens ungerne er i institution. Så tager jeg dosis henover middag, for så er jeg rimelig smertefri indtil de er puttet, og så hviler jeg jo bare i sengen. 

Men jeg håber, det snart det går over, og kan ikke helt hitte rede i, hvad de smerter er der for. Heldigvis er jeg ikke febril.