Hvordan står jeg?

Anonym skriver:

Min lejlighed er ikke så stor. 130 m2. Børnene har hver deres værelse og den mindste må dele med mig. Han siger at han har brug for at trække sig nogen gange når alle børn er hjemme, her er også tit legekammerater og meget liv. Og når vi har en lejlighed med masser af plads så han kan trække sig uden at Skulle sidde på mit soveværelse. Og ja, jeg synes også det er noget fis. Hver anden uge er vi alene da mine børn er hos deres far. 

Jeg blir bekymret for økonomi da han har fået en kronisk sygdom, som i princippet kan gøre at man pludselig dør, chancen er nu minimal. Men han vil ikke lave et testemente til mig. Så jeg ville stå med kun min økonomi i det tilfælde. 

min følelse er at nu skaber jeg os et fælles liv og et fælles barn, men har så også sin egen private Helle, både økonomisk og boligmæssigt. Det føles  hverken rart eller okay. Men er det en urimelig følelse?

Nej. Du er ikke urimelig. Det lyder ikke som om han har lyst til at være småbarns far igen. Sådan helt ærligt. Man kan ikke trække sig fra livet på den måde som han forestiller sig. Det er sgu ikke rimeligt!

Som du siger, i har hveranden uge uden dine børn - det er jo mega meget fritid at have som forældre! Men den fritid bliver selvfølgelig erstattet med jeres kommende fælles barn, og så kan man ikke blive fri, sådan er det. Det er det valg i har truffet.

Lyder ikke til han har gennemtænkt hvad din rolle bliver i det her, hvis han selv har tænkt sig bare at kunne smutte når han vil. 

Og. 130kvm er ikke lidt! Jeg kender familier på 4 der bor på en del mindre har selv været 4 på 75  dét var til gengæld i underkanten 

Anonym skriver:

Jeg har kendt min kæreste i 2 1/2 år. Jeg har ti børn fra tidligere og han har en voksen datter på 18 år som der ikke er så god kontakt med fra hans side. 

Vi venter barn til slut marts. En efternøler som ikke var planlagt, men han glæder sig meget. 

Vi bor ikke sammen og er ikke gift. Men er for det meste hos mig. Vi tager nogle gange nogle weekender eller hverdage hos ham. Vi bor ca 5 km fra hinanden. 

Vi havde snakket om at bo sammen og blive gift. Nok mest ham. Vi har set på et par lejligheder men ikke fundet den vi gerne ville have. Han vil ikke købe, så vi kigger på leje og den hænger ikke på træerne. 

På trods af at han har en rigtig rigtig god økonomi, så er han heldig og bor rigtig billigt. Han har råd til lækre ting og har flotte møbler og en meget lækker bil. Samlet set med mine to hjemmeboende børn og en løn på udbetalt 20.000kr har jeg meget mindre om mdr end ham. Jeg får ej hellere enlig børneydelse da jeg jo har en kæreste. Men jeg brokker mig ikke og vi lever fint. Men nu skal vi have et barn. Jeg kunne godt tænke mig at han bare rykkede ind her og vi blev gift. Men nu vil han ikke. Han vil vente til vi har en større. Han gør desuden intet for at finde en, det er mig der er primus motor der. Lige nu er der Inter på beddingen. Hvis han så giftede sig med mig på trods af det hele, men det vil han også vente med nu. 

Jeg føler mig enormt udsat. Jeg skal have vores fælles barn. Men alt bliver her hos mig. Jeg står for alle udgifter (han siger han vil overføre penge hver mdr), hvis han pludselig dør? Så står jeg helt alene. Jeg har mindre penge hver mdr fordi han står som min kæreste. Men økonomisk står jeg dårligere end hvis jeg var alene mor. 

Jeg er nu begyndt at gøre min lejlighed klar til den lillens ankomst. Og kan mærke jeg mere og mere ser mig selv som enlig mor igen i fremtiden. 

Vi har det ellers dejligt og godt. Han er ellers generøs og elsker at komme med fine gaver og vi rejser rigtig meget, med og uden børn. Men jeg er skide ligeglad med alle de ting. Jeg så meget hellere at vi sikrede hinanden og fik et fælles ståplads. Er jeg helt urimelig ? 

Han siger at det hele nok skal komme og jeg skal slappe af. Men nu er baby snart på vej og jeg mener derfor tiden er til det nu? 

Er det urimeligt at forlange ? 

10 børn eller stavefejl så det bliver til 2 ?? 

Jeg kan godt forstå at du er nervøs. Du er jo lige midt i redebygningen og sådan en uholdbar situation gør det ikke nemmere 

Han må bestemme sig. Enten flytter i sammen eller også gør i ikke. Han må komme med en deadline eller ligge kortene på bordet. Det andet der er noget pjat. Vi bor 4 mennesker i en lejlighed på 73m2 - og jo jeg kunne godt tænke mig et ekstra værelse, men det er ski' da ikke verdens ende. Hvis det er umuligt at finde en lejebolig i området, må i flytte til et andet område, eller i stedet købe en lejlighed (som mange gange kan være billigere...). Ikke noget med 'jamen jamen' - sådan nogle halve løsninger er der jo ikke nogen der kan bruge til noget.

Og hvis han har brug for en pause, så vil dit soveværelse jo lige pludseligt også være hans soveværelse... ellers er der lås på toiletdøren! Held og lykke

MKBP skriver:

10 børn eller stavefejl så det bliver til 2 ?? 

Lige mine tanker ��.

Hck skriver:

Lige mine tanker ��.

Og mine taker..!

10 børn på 130 m2 med hvert deres værelse. Jeg har brugt mest krudt på at kunne forestille mig det.. måske ts lige kan opklare?

Og mine taker..!

10 børn på 130 m2 med hvert deres værelse. Jeg har brugt mest krudt på at kunne forestille mig det.. måske ts lige kan opklare?

Hvis man tager sig tiden til lige at læse lidt grundigere, får man bekræftet at det er en skrivefejl, da hun skriver to senere. Og det er næsten til at regne ud at 130kvm ikke kan rumme værelser til 10børn plus et soveværelse til mor. 

Mor11 skriver:

Hvis man tager sig tiden til lige at læse lidt grundigere, får man bekræftet at det er en skrivefejl, da hun skriver to senere. Og det er næsten til at regne ud at 130kvm ikke kan rumme værelser til 10børn plus et soveværelse til mor. 

Jeg læste det faktisk flere gange igennem fordi det ingen mening gav for mig...  Men tak for svar..