Hvordan står jeg?

Jeg har kendt min kæreste i 2 1/2 år. Jeg har ti børn fra tidligere og han har en voksen datter på 18 år som der ikke er så god kontakt med fra hans side. 

Vi venter barn til slut marts. En efternøler som ikke var planlagt, men han glæder sig meget. 

Vi bor ikke sammen og er ikke gift. Men er for det meste hos mig. Vi tager nogle gange nogle weekender eller hverdage hos ham. Vi bor ca 5 km fra hinanden. 

Vi havde snakket om at bo sammen og blive gift. Nok mest ham. Vi har set på et par lejligheder men ikke fundet den vi gerne ville have. Han vil ikke købe, så vi kigger på leje og den hænger ikke på træerne. 

På trods af at han har en rigtig rigtig god økonomi, så er han heldig og bor rigtig billigt. Han har råd til lækre ting og har flotte møbler og en meget lækker bil. Samlet set med mine to hjemmeboende børn og en løn på udbetalt 20.000kr har jeg meget mindre om mdr end ham. Jeg får ej hellere enlig børneydelse da jeg jo har en kæreste. Men jeg brokker mig ikke og vi lever fint. Men nu skal vi have et barn. Jeg kunne godt tænke mig at han bare rykkede ind her og vi blev gift. Men nu vil han ikke. Han vil vente til vi har en større. Han gør desuden intet for at finde en, det er mig der er primus motor der. Lige nu er der Inter på beddingen. Hvis han så giftede sig med mig på trods af det hele, men det vil han også vente med nu. 

Jeg føler mig enormt udsat. Jeg skal have vores fælles barn. Men alt bliver her hos mig. Jeg står for alle udgifter (han siger han vil overføre penge hver mdr), hvis han pludselig dør? Så står jeg helt alene. Jeg har mindre penge hver mdr fordi han står som min kæreste. Men økonomisk står jeg dårligere end hvis jeg var alene mor. 

Jeg er nu begyndt at gøre min lejlighed klar til den lillens ankomst. Og kan mærke jeg mere og mere ser mig selv som enlig mor igen i fremtiden. 

Vi har det ellers dejligt og godt. Han er ellers generøs og elsker at komme med fine gaver og vi rejser rigtig meget, med og uden børn. Men jeg er skide ligeglad med alle de ting. Jeg så meget hellere at vi sikrede hinanden og fik et fælles ståplads. Er jeg helt urimelig ? 

Han siger at det hele nok skal komme og jeg skal slappe af. Men nu er baby snart på vej og jeg mener derfor tiden er til det nu? 

Er det urimeligt at forlange ? 

Hvordan mener han at i skal gøre når baby er født? Så er det bare dit ansvar at stå med jeres fælles barn og så kan han lige køre hjem og tage en slapper når skrigeriet bliver for meget? Eller hvad tænker han? 

I min verden skal han være der heeele tiden, hver dag, nu hvor i er kærester og skal have barn - oven i købet har talt om giftemål? Så hvad er gevinsten ved at han har sin lejlighed lige nu hvis ikke det er fordi han vil have mulighed for at trække sig? Hvis han har tænkt sig at være en helt alm nærværende far, så bliver hans lejlighed udelukkende en ekstra udgift der bare står og æder penge. Små penge måske - men de kan række langt på Længere sigt. 

Jeg ville ikke tænke så meget over hele det her med at sikre hinanden. Der er masser der ikke er gift, og hvis du tænker han har arv, forsikringspenge udb ved død eller lign, kan man lave et testamente hvis man vil. Jeg synes mere det er hele det her lejligheds pjat der er noget, ja, pjat det er da meget billigere at han flytter ind mens i leder efter noget større! Med mindre han som sagt har tænkt sig at trække sig til sit eget sted når han lige synes, hvilket ville være dét der gjorde MIG usikker på ham. 

Min lejlighed er ikke så stor. 130 m2. Børnene har hver deres værelse og den mindste må dele med mig. Han siger at han har brug for at trække sig nogen gange når alle børn er hjemme, her er også tit legekammerater og meget liv. Og når vi har en lejlighed med masser af plads så han kan trække sig uden at Skulle sidde på mit soveværelse. Og ja, jeg synes også det er noget fis. Hver anden uge er vi alene da mine børn er hos deres far. 

Jeg blir bekymret for økonomi da han har fået en kronisk sygdom, som i princippet kan gøre at man pludselig dør, chancen er nu minimal. Men han vil ikke lave et testemente til mig. Så jeg ville stå med kun min økonomi i det tilfælde. 

min følelse er at nu skaber jeg os et fælles liv og et fælles barn, men har så også sin egen private Helle, både økonomisk og boligmæssigt. Det føles  hverken rart eller okay. Men er det en urimelig følelse?

130 m2 er ikke så stort? Det er jeg ikke så sikker på mange vil være enige med dig i. For en lejlighed synes jeg det lyder ganske stort. 

Det lyder mest af alt som en dårlig undskyldning. Hvis han får brug for at trække sig så må han jo gå en tur, tage på en cafe eller hvad der ellers er. Det er det vi andre gør. 

Min lejlighed er ikke så stor. 130 m2. Børnene har hver deres værelse og den mindste må dele med mig. Han siger at han har brug for at trække sig nogen gange når alle børn er hjemme, her er også tit legekammerater og meget liv. Og når vi har en lejlighed med masser af plads så han kan trække sig uden at Skulle sidde på mit soveværelse. Og ja, jeg synes også det er noget fis. Hver anden uge er vi alene da mine børn er hos deres far. 

Jeg blir bekymret for økonomi da han har fået en kronisk sygdom, som i princippet kan gøre at man pludselig dør, chancen er nu minimal. Men han vil ikke lave et testemente til mig. Så jeg ville stå med kun min økonomi i det tilfælde. 

min følelse er at nu skaber jeg os et fælles liv og et fælles barn, men har så også sin egen private Helle, både økonomisk og boligmæssigt. Det føles  hverken rart eller okay. Men er det en urimelig følelse?

Brug for at trække sig?? Ej nu må han f... komme ind i kampen!

Har I slet ikke talt om fremtiden INDEN I valgte, at I skulle have et barn? Jeg ville aldrig vælge at blive gravid under de forhold, du beskriver. Du mister (mange) penge på ordningen, og det hele hænger på dig imens din kæreste til hver en tid kan trække sig tilbage i sin egen lejlighed. Jeg ville dæleme også være utryg ved den ordning

Men er det ikke nu engang de forhold og præmisser du har valgt at få et barn på? Synes det er urimeligt og ærgerligt at han opfører sig sådan og ser sådan på tingene. Men I har jo kendt hinanden i et par år, og kunne have snakket og lavet forventnings afstemning en del gange, også efter den positive test. Lyder ikke til han nogensinde har været særlig entusiastisk omkring og interesseret i at flytte sammen og leve som familie, også med dine børn som en del af hans familie, måske heller ikke med den nye lille. I har åbenbart haft forskellige forestillinger/forventninger. Ærgerligt hvis det er sådan. Håber I klarer det. Og jeg har aldrig boet på så mange kvm, heller ikke med flere familiemedlemmer end det, så synes også det lyder lidt vildt at det skulle være for småt.

Graviditeten var ikke planlagt og jeg kunne ikke få mig selv til abort i uge 10. Sagde jeg gerne ville gøre det alene. Men han ville være med i det . Nu er er det så at jeg spørger ind til det hele da terminsdato nærmer sig og jeg vil gerne både flytte sammen og giftes. Men det føles som han trækker sig og han siger at jeg bare skal slappe af og der hele nok skal komme. 

Og Btw - jo han ville hele pakken og snakkede ikke om ander det første års tid. Han sagde endda for halvandet år siden at han snart ville fri til mig og han håbede jeg ville sige ja.

Anonym skriver:

Jeg har kendt min kæreste i 2 1/2 år. Jeg har ti børn fra tidligere og han har en voksen datter på 18 år som der ikke er så god kontakt med fra hans side. 

Vi venter barn til slut marts. En efternøler som ikke var planlagt, men han glæder sig meget. 

Vi bor ikke sammen og er ikke gift. Men er for det meste hos mig. Vi tager nogle gange nogle weekender eller hverdage hos ham. Vi bor ca 5 km fra hinanden. 

Vi havde snakket om at bo sammen og blive gift. Nok mest ham. Vi har set på et par lejligheder men ikke fundet den vi gerne ville have. Han vil ikke købe, så vi kigger på leje og den hænger ikke på træerne. 

På trods af at han har en rigtig rigtig god økonomi, så er han heldig og bor rigtig billigt. Han har råd til lækre ting og har flotte møbler og en meget lækker bil. Samlet set med mine to hjemmeboende børn og en løn på udbetalt 20.000kr har jeg meget mindre om mdr end ham. Jeg får ej hellere enlig børneydelse da jeg jo har en kæreste. Men jeg brokker mig ikke og vi lever fint. Men nu skal vi have et barn. Jeg kunne godt tænke mig at han bare rykkede ind her og vi blev gift. Men nu vil han ikke. Han vil vente til vi har en større. Han gør desuden intet for at finde en, det er mig der er primus motor der. Lige nu er der Inter på beddingen. Hvis han så giftede sig med mig på trods af det hele, men det vil han også vente med nu. 

Jeg føler mig enormt udsat. Jeg skal have vores fælles barn. Men alt bliver her hos mig. Jeg står for alle udgifter (han siger han vil overføre penge hver mdr), hvis han pludselig dør? Så står jeg helt alene. Jeg har mindre penge hver mdr fordi han står som min kæreste. Men økonomisk står jeg dårligere end hvis jeg var alene mor. 

Jeg er nu begyndt at gøre min lejlighed klar til den lillens ankomst. Og kan mærke jeg mere og mere ser mig selv som enlig mor igen i fremtiden. 

Vi har det ellers dejligt og godt. Han er ellers generøs og elsker at komme med fine gaver og vi rejser rigtig meget, med og uden børn. Men jeg er skide ligeglad med alle de ting. Jeg så meget hellere at vi sikrede hinanden og fik et fælles ståplads. Er jeg helt urimelig ? 

Han siger at det hele nok skal komme og jeg skal slappe af. Men nu er baby snart på vej og jeg mener derfor tiden er til det nu? 

Er det urimeligt at forlange ? 

Jeg er altså ret sikker på, du er enlig forsørger og dermed har ret til forsørgertilskuddet og ekstra børnebidrag, når du ikke bor sammen med din partner. Det, synes jeg, du først og fremmest skal få undersøgt. Det er via Borger.dk, du skal søge tilskuddet - så mon ikke, der er et telefonnummer derinde? For du bor alene med børnene, du er ikke gift, og du er gravid uden en samlever...

Dernæst ville jeg også være enormt usikker på min kæreste, hvis han reagerede ligesom din, da jeg pludseligt var blevet gravid med vores efternøler. Men han flyttede ind og har været med hele graviditeten igennem. Og han friede til mig i juleferien. Det, du oplever, ville også gøre mig bange - man ved jo godt, når man én gang har været alenemor, hvor hårdt det er. Hvad er din kærestes tanker om, hvordan det bliver, når du har født? Vil han så ikke være der hele tiden? Vil han kun komme på besøg? 

Han siger han vil være der hele tiden. Han har nogle meget lange arb tider nogen gange, som også kræver at han er vågen en hel nat feks. Hvis han så er helt udkørt vil han have muligheden for at tage hjem og sove osv. Det forstår jeg godt, men jeg synes det er noget pjat. 

Jwg forstår hellere ikke at det pludselig er så fjernt at blive gift og sikre hinanden. Måske fordi han ikke vil mig alligevel ? 

Jeg har bare brug for der sker noget. Enten at keg skal forberede mig på livet som enlig Moe eller at vi går all in.