Jeg har selv to fornavne. Min mormor har altid brugt begge, mens andre kun brugte det ene og andre igen kun brugte det andet. Mine forældre og søskende har aldrig rigtig "kaldt" mig ved mit navn overhovedet, men i stedet et kælenavn som opstod fordi min storebror ikke kunne sige mit navn og derfor blev hans måde at udtale det på kælenavnet.
Jeg har aldrig været forvirret over mine navne. Jeg introducerer mig som regel overfor "officielle" personer med begge fornavne, overfor nye bekendtskaber og så videre med "Mit navn er Aaa Bbb, men jeg bliver bare kaldt Xxx". Jeg har altid ladet det være op til andre hvad de kalder mig.
Somme tider reagerer jeg dog ikke på mit faktiske navn, hvis jeg er optaget af noget, fordi jeg ikke anser det som værende mit "primære" nanv - dette er for mig mit kælenavn.
Min søn har kun ét fornavn, men bliver kaldt alt muligt af diverse i familien, deriblandt variationer af hans faktiske navn. Han reagerer desuden på både nullermand (som er et af mine kælenavne til ham) og lillebror, som hans storesøster har en forkærlighed for at kalde ham, til trods for at hun godt ved at det ikke er hans navn.
Jeg tror ikke at det er så meget anderledes at have 2 (eller flere) navne end det er at have et navn og et (eller flere) kælenavn(e).
Anmeld
Citér