Gruer for familietræf

I mange år har jeg set frem til julen med blandede følelser. Juleaften er fin, her samles vi i den nære familie, og de første juledage går med julefrokoster i ligeledes allernærmeste familiers skød. Så kommer vi til 4. juledag, hvor min mor fejrer sin fødselsdag for samme store flok af familiemedlemmer hvert år. Jeg gruer for dagen hvert år.
Her kommer mine to morbrødre, som jeg ofte kun ser den ene gang om året. De sætter sig ved bordet og dominerer fuldstændigt samtalen med højlydt pral over deres liv. Det handler om eksotiske ferier, dyre kunstindkøb og nye biler eller køkkener eller ... Og lidt om det eller de børn, som klarer sig særligt godt karrieremæssigt.
Mine morbrødre er begge læger og har ikke den store respekt for mit arbejde som lærer. Jeg er den eneste i min generation af familien, som ikke har en akademisk uddannelse. Jeg er en stolt og meget glad lærer, som normalt ikke lider af mindreværd, men de to formår at behandle mig som et uvidende nul.
Problemet er, at jeg har elsket dem højt som barn og ung. Særligt den ene, som var en blød og kærlig mand dengang, og som reelt var det nærmeste, jeg har haft på en “far”. Jeg holdt ferier hos ham og hans familie, og jeg nød sådan at være det tryggeste sted i verden, på afstand af konstant skældud af min stedfar. Da jeg blev stor teenager, var det helt slut, og siden har han ingen interesse vist for mig og mit liv. Jeg inviterede dem begge til dåb og konfirmationer af vores børn som et signal om, de stadig betød meget for mig. Set i bakspejlet virker det næsten desperat, for reelt var jeg forlængst ude af deres liv på det tidspunkt.
Jeg er ikke en tavs person, som sidder og gemmer mig, når vi ses. Jeg deltager i samtalerne, selv om det er svært at få et ord indført. Fremhæver jeg noget, jeg er glad for og stolt af, piller de mig ned med morsomme stikpiller. Det sårer mig meget mere, end det burde. For jeg vil stadig så gerne have deres anerkendelse og opbakning, allerhelst, at de gav udtryk for at holde af mig.
Ingen af dem har nævnt med et ord eller spurgt til, at jeg for fire år siden fik sclerose. Til gengæld ved jeg alt om den enes diabetes 2 og har spurgt medfølende ind til det og fået svar.
I år har jeg skrevet en lang julehilsen til familie og venner om årets gang. Primært sjovt og positivt, men jeg har også ultrakort nævnt sommerferieplaner, der gik i vasken, da jeg fik en depression. Jeg har også sendt den til dem, og nu gruer jeg for, de enten synes, jeg flæber ved at nævne det, eller at resten af brevet er pral og opmærksomhedskrævende.
Jeg er 47 år og ikke nogen ung, usikker pige. Men de får mig til at føle mig så lille og dum. Og jeg vil stadig så frygteligt gerne få relationen til dem “bragt på plads”, minde dem om, at de betød alt for mig engang, og at jeg ville synes, det var virkelig dejligt, hvis vi engang imellem kunne ses og tale rigtigt sammen.
Jeg ved, jeg kun bliver skuffet og såret, når vi ses 4. juledag, men et sted bliver jeg ved at håbe.

Tænk engang, at det allerede nu bekymrer mig at skulle se dem dér. Hvordan ville I andre tackle det? 

Mor og meget mere skriver:

I mange år har jeg set frem til julen med blandede følelser. Juleaften er fin, her samles vi i den nære familie, og de første juledage går med julefrokoster i ligeledes allernærmeste familiers skød. Så kommer vi til 4. juledag, hvor min mor fejrer sin fødselsdag for samme store flok af familiemedlemmer hvert år. Jeg gruer for dagen hvert år.
Her kommer mine to morbrødre, som jeg ofte kun ser den ene gang om året. De sætter sig ved bordet og dominerer fuldstændigt samtalen med højlydt pral over deres liv. Det handler om eksotiske ferier, dyre kunstindkøb og nye biler eller køkkener eller ... Og lidt om det eller de børn, som klarer sig særligt godt karrieremæssigt.
Mine morbrødre er begge læger og har ikke den store respekt for mit arbejde som lærer. Jeg er den eneste i min generation af familien, som ikke har en akademisk uddannelse. Jeg er en stolt og meget glad lærer, som normalt ikke lider af mindreværd, men de to formår at behandle mig som et uvidende nul.
Problemet er, at jeg har elsket dem højt som barn og ung. Særligt den ene, som var en blød og kærlig mand dengang, og som reelt var det nærmeste, jeg har haft på en “far”. Jeg holdt ferier hos ham og hans familie, og jeg nød sådan at være det tryggeste sted i verden, på afstand af konstant skældud af min stedfar. Da jeg blev stor teenager, var det helt slut, og siden har han ingen interesse vist for mig og mit liv. Jeg inviterede dem begge til dåb og konfirmationer af vores børn som et signal om, de stadig betød meget for mig. Set i bakspejlet virker det næsten desperat, for reelt var jeg forlængst ude af deres liv på det tidspunkt.
Jeg er ikke en tavs person, som sidder og gemmer mig, når vi ses. Jeg deltager i samtalerne, selv om det er svært at få et ord indført. Fremhæver jeg noget, jeg er glad for og stolt af, piller de mig ned med morsomme stikpiller. Det sårer mig meget mere, end det burde. For jeg vil stadig så gerne have deres anerkendelse og opbakning, allerhelst, at de gav udtryk for at holde af mig.
Ingen af dem har nævnt med et ord eller spurgt til, at jeg for fire år siden fik sclerose. Til gengæld ved jeg alt om den enes diabetes 2 og har spurgt medfølende ind til det og fået svar.
I år har jeg skrevet en lang julehilsen til familie og venner om årets gang. Primært sjovt og positivt, men jeg har også ultrakort nævnt sommerferieplaner, der gik i vasken, da jeg fik en depression. Jeg har også sendt den til dem, og nu gruer jeg for, de enten synes, jeg flæber ved at nævne det, eller at resten af brevet er pral og opmærksomhedskrævende.
Jeg er 47 år og ikke nogen ung, usikker pige. Men de får mig til at føle mig så lille og dum. Og jeg vil stadig så frygteligt gerne få relationen til dem “bragt på plads”, minde dem om, at de betød alt for mig engang, og at jeg ville synes, det var virkelig dejligt, hvis vi engang imellem kunne ses og tale rigtigt sammen.
Jeg ved, jeg kun bliver skuffet og såret, når vi ses 4. juledag, men et sted bliver jeg ved at håbe.

Tænk engang, at det allerede nu bekymrer mig at skulle se dem dér. Hvordan ville I andre tackle det? 

Jeg kender godt, de følelser, du beskriver. Mit bedste råd er, at holde op med at søge anerkendelse, positiv opmærksomhed, opbakning og støtte fra mennesker, der ikke giver anerkendelse, positiv opmærksomhed, opbakning og anerkendelse. Det kommer aldrig til at ske og det er ikke, fordi du ikke har fortjent det, men alene fordi de ikke kan give det - hvilket der kan være alverdens forklaringer på.

Min mor vil heller aldrig kunne anerkende mig for noget. Jeg får ondt i maven og bliver nervøs, når vi skal ses, får hyleture osv. Fejler jeg eller klarer noget mindre godt, regner kritikken og bebrejdelserne, hån og ydmygelser ned over mig. Suser jeg igennem kandidaten med et gennemsnit på 12 er jeg Erasmus Montanus (som hun ikke kender, men det er pointen i fortællingen). Trives mine børn vanvittigt godt, regner det med kritik over børnenes tøj eller lignende og hentydninger til at det nok ikke er min fortjeneste, hvis mine børn har det godt. Når vi er sammen, opfører mig som en sammenklappet musling og fortæller intet om mig selv, og sådan håndterer min søster det også. Faktisk er det hende, der har lært mig at komme igennem nogle timer med vores mor ind imellem. Samtalerne handler om min mand og så om min mor og hendes liv, meninger og holdninger. Hun spørger heller ikke, med mindre det er med en negativ, nedladende indgangsvinkel og jeg fejer hende af. Men det gør stadig meget ondt indeni.

Det har taget lang tid og en hel masse psykologsamtaler at indse og acceptere, at min mor ikke interesserer sig for mig, men opfatter mig som en rival. Jeg savner en mor, og derfor får jeg stadig lyst til at forsøge at få det, men bliver så skuffet og såret over afvisningen af mig som menneske hver eneste gang. Nu passer jeg på mig selv og holder en god afstand. Der har for mig ikke været andet, jeg kunne gøre.  

Ena skriver:

Jeg kender godt, de følelser, du beskriver. Mit bedste råd er, at holde op med at søge anerkendelse, positiv opmærksomhed, opbakning og støtte fra mennesker, der ikke giver anerkendelse, positiv opmærksomhed, opbakning og anerkendelse. Det kommer aldrig til at ske og det er ikke, fordi du ikke har fortjent det, men alene fordi de ikke kan give det - hvilket der kan være alverdens forklaringer på.

Min mor vil heller aldrig kunne anerkende mig for noget. Jeg får ondt i maven og bliver nervøs, når vi skal ses, får hyleture osv. Fejler jeg eller klarer noget mindre godt, regner kritikken og bebrejdelserne, hån og ydmygelser ned over mig. Suser jeg igennem kandidaten med et gennemsnit på 12 er jeg Erasmus Montanus (som hun ikke kender, men det er pointen i fortællingen). Trives mine børn vanvittigt godt, regner det med kritik over børnenes tøj eller lignende og hentydninger til at det nok ikke er min fortjeneste, hvis mine børn har det godt. Når vi er sammen, opfører mig som en sammenklappet musling og fortæller intet om mig selv, og sådan håndterer min søster det også. Faktisk er det hende, der har lært mig at komme igennem nogle timer med vores mor ind imellem. Samtalerne handler om min mand og så om min mor og hendes liv, meninger og holdninger. Hun spørger heller ikke, med mindre det er med en negativ, nedladende indgangsvinkel og jeg fejer hende af. Men det gør stadig meget ondt indeni.

Det har taget lang tid og en hel masse psykologsamtaler at indse og acceptere, at min mor ikke interesserer sig for mig, men opfatter mig som en rival. Jeg savner en mor, og derfor får jeg stadig lyst til at forsøge at få det, men bliver så skuffet og såret over afvisningen af mig som menneske hver eneste gang. Nu passer jeg på mig selv og holder en god afstand. Der har for mig ikke været andet, jeg kunne gøre.  

 Det gør mig ondt for dig. Din egen mor! 

Du har nok ret i, man ikke kan hente noget hos folk,  der ikke evner at give det. Jeg husker bare, at det og de var helt anderledes engang. 

Mor og meget mere skriver:

 Det gør mig ondt for dig. Din egen mor! 

Du har nok ret i, man ikke kan hente noget hos folk,  der ikke evner at give det. Jeg husker bare, at det og de var helt anderledes engang. 

Den oplevelse har jeg også, at et familiemedlem ændrer opførsel med årene. Jeg elskede min faster højt da jeg var barn, vi havde et godt og tæt forhold. Nu hvor jeg er voksen er hun en helt anden. Når vi rent faktisk er sammen er hun kold og kan knap nok se på mig, mens hun på facebook lader som om vi er tætte og alt er i den skønneste orden. Jeg har valgt at droppe al kontakt med hende. Det bragte ikke andet end sorg og skyldfølelse for mig at fortsat have kontakt med hende.

Det er selvfølgelig ikke nemt for dig bare at cutte kontakten når du ser dem til din mors fødselsdag. 

Der er stor aldersforskel på mig og min storesøster som heller ikke lagde en finger imellem, da hun og hendes mand lod mig vide af jeg aldrig ville blive uddannet det jeg endnu engang er uddannet. “ Jeg var ikke egent”. Jeg endte dog med at klare uddannelsen. - mine forældre higer stadig efter min søs accept, men får de aldrig, men det er vel nok normalt som forældre at man gerne vil føle sig anerkendt/elsket sf sit barn. Jeg er dog mere ligeglad med min søsters manglende anerkendelse af mig (og min anden søster). - dog tror jeg hun i dag respektere mig lidt mere. -

Der er altid en grund til at vi agerer som vi gør og jeg kan Ikke lade være med at tænke, at  folk som har behov for at fremhæve sig selv på bekostning af andre, som regel gør det fordi de i virkeligheden er usikre inden i. Hver gang jeg sidder overfor disse typer, lader jeg det prelle af, da de ikke har fortjent min tid og respekt. Du siger selv at du har det godt med hvem du er, så måske du kan sige til dig selv, at det er deres usikkerhed der gør, at de gemmer sig bag deres akademiske formåen. Jeg lader mig aldrig kue af folks uddannelser, da det intet siger om menneskelighed eller social intelligens, som jeg vægter/respektere højere end titlen/det job man måtte have. - og det lyder lidt som om du har det på samme måde?  

Det lyder måske lidt hårdt, men det er kærligt ment.

Hold op med at forvente at de opfører sig som du gerne vil have, og mød dem, der hvor de er! Ville du normalt bruge tid på et par egocentrerede fjolser, der ikke havde et pænt ord om nogen? 

Og hold op med at hænge fast i fortiden og opfør dig som en voksen. De lyder virkeligt ikke særligt charmerende, og slet ikke som nogen, der er værd at spilde tid på.

Skouboe skriver:

Det lyder måske lidt hårdt, men det er kærligt ment.

Hold op med at forvente at de opfører sig som du gerne vil have, og mød dem, der hvor de er! Ville du normalt bruge tid på et par egocentrerede fjolser, der ikke havde et pænt ord om nogen? 

Og hold op med at hænge fast i fortiden og opfør dig som en voksen. De lyder virkeligt ikke særligt charmerende, og slet ikke som nogen, der er værd at spilde tid på.

jeg kender også godt til de følelser og det handler om de relationer vi har til andre mennesker, men allervigtigst de forventninger vi har til andre! Vi har en ide om at familie skal opfører sig på en bestemt måde, i mit tilfælde så havde jeg forventninger til min mor som hun aldrig har kunne leve op til! Mine krav har aldrig været urimelige, men hun har altid haft svært ved at være den mor som satte sin børn i første række! 

Det lyder som du også selv hentyder til, at du ser ham som en fader figur! Piger/kvinder og deres fædre, er jo et helt kapitel for sig selv ... jeg higer også efter min fars omsorg og den der “hvor er det dejligt du klare dig så godt, jeg er stolt af dig” form for følelse eller tale ... men min far er en gammeldags opdraget mand, med forældre der ikke viste følelser .. og han har bare ekstremt svært ved at sige ting og vise hvordan han har det! Der er tider hvor jeg irriterer mig over det, men jeg prøver at tænke sådan, at det må være mig der lærer ham at tale om følelser, at jeg må være den “voksne” her, sige til og fra, når han så også er negativ i form af mine valg osv, hvilket sårer sindssygt meget, men jeg har mine argumenter iorden og tager gerne kampen op, kan jeg få lukket munden på ham, så er jeg glad, for jeg skal f.... nok vise ham at jeg har styr på mit liv og valg i livet! - jeg bliver måske nok lidt trodsig! 

Ved ikke om trodsig er vejen frem for dig, men føler med dig, for det kan æde en op, hvis ikke man forlis med det... desværre er det nok op til dig, at vende den... få tankerne vendt, så du ikke higer efter den bekræftigelse, men nærmere finder den et helt andet sted.. måske vågner din faderfigur også op, når du virker mere afslappet i deres selskab .. for selvom man ikke vil virke som den lile pige der higer efter noget, så kan man nærmest lugte det på dig .. jeg tror på man ubevidst jo opfatter meget mere, end man er bevidst om! Og hvis vi ser på hvordan du er i sådan en situation, så kan kropssprog gøre ekstremt meget - læn dig tilbage, sæt albuen på stole ryggen, så du for andre virker mere interessant og det du siger pludselig er mere vigtigt .. kroppen kan nogen ting, som vi ofte slet ikke er bevidst om. Hvad signaler udsender vi til andre? 

Nu blev den besked lang.. håber virkelig du finder en ro i familiens selskab, for det er alt for hårdt og for meget krudt at bruge! - Glædelig jul 

MummiT skriver:

Den oplevelse har jeg også, at et familiemedlem ændrer opførsel med årene. Jeg elskede min faster højt da jeg var barn, vi havde et godt og tæt forhold. Nu hvor jeg er voksen er hun en helt anden. Når vi rent faktisk er sammen er hun kold og kan knap nok se på mig, mens hun på facebook lader som om vi er tætte og alt er i den skønneste orden. Jeg har valgt at droppe al kontakt med hende. Det bragte ikke andet end sorg og skyldfølelse for mig at fortsat have kontakt med hende.

Det er selvfølgelig ikke nemt for dig bare at cutte kontakten når du ser dem til din mors fødselsdag. 

Hvor er det mærkeligt! Jeg forstår, at barnet i en nær barn/voksen-relation forandrer sig med årene, men at den voksne ændrer sig så markant, er svært at følge. 

Mit hoved forstår godt, det er klogt at cutte kontakten. Følelsesmæssigt er det sværere. 

Mille123 skriver:

Der er stor aldersforskel på mig og min storesøster som heller ikke lagde en finger imellem, da hun og hendes mand lod mig vide af jeg aldrig ville blive uddannet det jeg endnu engang er uddannet. “ Jeg var ikke egent”. Jeg endte dog med at klare uddannelsen. - mine forældre higer stadig efter min søs accept, men får de aldrig, men det er vel nok normalt som forældre at man gerne vil føle sig anerkendt/elsket sf sit barn. Jeg er dog mere ligeglad med min søsters manglende anerkendelse af mig (og min anden søster). - dog tror jeg hun i dag respektere mig lidt mere. -

Der er altid en grund til at vi agerer som vi gør og jeg kan Ikke lade være med at tænke, at  folk som har behov for at fremhæve sig selv på bekostning af andre, som regel gør det fordi de i virkeligheden er usikre inden i. Hver gang jeg sidder overfor disse typer, lader jeg det prelle af, da de ikke har fortjent min tid og respekt. Du siger selv at du har det godt med hvem du er, så måske du kan sige til dig selv, at det er deres usikkerhed der gør, at de gemmer sig bag deres akademiske formåen. Jeg lader mig aldrig kue af folks uddannelser, da det intet siger om menneskelighed eller social intelligens, som jeg vægter/respektere højere end titlen/det job man måtte have. - og det lyder lidt som om du har det på samme måde?  

Jep, jeg er gift med en håndværker - ham kan mine morbrødre sjovt nok rigtigt godt lide - og er aldeles uimponeret over folks uddannelsesniveau og -art. Set udefra er det da tydeligt for mig, at deres pral og opblæsthed må dække over usikkerhed, men i situationen bliver jeg godt nok lille og sårbar og opfatter dem som de store, stærke alfahanner, de fører sig frem som. 

Skouboe skriver:

Det lyder måske lidt hårdt, men det er kærligt ment.

Hold op med at forvente at de opfører sig som du gerne vil have, og mød dem, der hvor de er! Ville du normalt bruge tid på et par egocentrerede fjolser, der ikke havde et pænt ord om nogen? 

Og hold op med at hænge fast i fortiden og opfør dig som en voksen. De lyder virkeligt ikke særligt charmerende, og slet ikke som nogen, der er værd at spilde tid på.

Det sidste har jeg messet for mig selv de sidste 25-30 år, for det er en side af mig selv, jeg har meget svært ved at acceptere, og som jo intet positivt fører med sig. “De kloge” siger, jeg skal rumme og acceptere også dén del og dé følelser og ad den vej “reparere” på de gamle svigt, som det jo i bund og grund udspringer og er en light-version af. Jeg er blevet udsat for langt større svigt af andre mænd som barn, og de to morbrødres påvirkning er i sammenligning ubetydelig - bortset fra, at jeg længe troede, den ene var min “far”, og det  gør sgu ondt at blive konfronteret med, at det aldrig blev. 

Men du har ret - det er dybt provokerende at opleve sig selv så ydmyg og afhængig. Gad vide, om de gennemskuer det, eller om de netop piller mig ned, fordi jeg på overfladen er skrap og skarp og selvsikker.