Papfar!?!!?!?!

Anonym skriver:

Jeg kan og vil ikke tvinge hende til at spise med os når hun bare bliver sur og gal! Og vi går i seng omkring kl 22 og dagen efter kan jeg se hun har været ude og spise.

det er selvfølgelig ikke fordi hun ikke har nogle regler for dem kender hun bestemt også, men det er som om hun virkelig ikke vil min kæreste for der er INTET når han ikke er her og det kun er mig og hende, hun rydder op på hendes værelse oh gør alt det som min kæreste vil have jende til, hun gør ligesom alt for at pisse ham af, ved ikke om det er fordi hun håber at han til sidst får nok og pakker sine ting og smutter, men det er det jeg tror

Hun er et barn i en meget sårbar alder. Hendes verden er vendt 180 grader - du skriver tidligere, at din nye mand har ændret markant på reglerne om, hvad hun skal gøre hjemme. Så er det underordnet, hvad der er rimeligt for en 14-årig at gøre - med hans ankomst til hjemmet kom der nye krav til, og selvfølgelig vender hun sin vrede mod ham. 

Du er ikke længere “hendes” alene. Hun skal dele dig med ham og om et øjeblik to små søskende. Hun savner dig og dét, I havde, og det er jo ikke underligt - i hendes oplevelse VAR livet bedre før. Den følelse er du nødt til at anerkende. Det betyder ikke, at du ikke “må” få en ny mand og børn - du må bare ikke forvente, at hun synes, det er fantastisk. 

Hun græder, når hun er alene. Hun er ikke bare en strid teenager, der gør sig besværlig og råber op - hun er ulykkelig over, at hendes verden aldrig bliver som før. Det er da reelt og forståeligt. 

Du er nødt til at gøre det klart for din mand, at det kun fører til splid og vrede, når han introducerer nye krav og regler. Han skal da ikke bestemme, om hun reder sin seng - det virker mere som en regel for reglens egen skyld, for det kan da på ingen måde have betydning for hans velbefindende, hvordan hendes dyne ligger. 

Jeg var godt nok kun 6, da min verden blev ændret til næsten uigenkendelighed af min mors nye mand, men jeg genkender meget. For mit vedkommende har min mors manglende forståelse for, at det ikke var op til ham at lave om på alt, hvad jeg havde kendt og levet i, ført til, at hun og jeg aldrig har fået samme nære forhold igen. Den fejl må du ikke lave. 

Dette handler ikke om sengeredning eller måltider, men om én, der reagerer på en voldsom livsændring og én, der sætter principper (og territorieafpisning?) højere end at stikke en finger i jorden og få relationen på plads før alt andet. 

kesuh skriver:

Hun ter sig som et forkælet barn/teenager, desværr. Du skal opdrage på din datter. Hun er 14 år? Det der bliver kun værre og værre. Hvis din datter kommer ud i det voksne liv med den indstilling der,  så taber hun med et brag! Det er hårdt men sandt og de bliver kategoriseret som curlingbørn. Vi har to børn på hhv 6 og 5 år. Jeg er bonusfar til den ene. Moren og jeg har afstemt forventningerne omkring opdragelsen.

De bærer selv tallerkener ud og putter deres beskidte tøj i vaskekurven. Nej vi er ikke strenge vi har formået at opdrage dem nogenlunde indtil videre og vi er enige om hvordan det foregår. Børn på 14 år /teenager burde kunne klare de simple opgaver der, men hvorfor gøre det, når mor bare gør det for mig? 

Jeg en niece på 17. Vi havde en konflikt med affald, som hun bare ikke gad bare ud med på trods af det var hendes eget. Du får det med hjem hvis du ikke smider det ud. Der grinte hun bare flabet af mig. Da hun kom hjem opdagede hun skraldet lå i hende jakkelomme.

Næste gang hun kom, så ryddede hun op efter sig. Alting har en konsekvens, så at sige. Din datter skal også rustes til du ikke altid kan være der for hende. Sådan er livet altså.

Det kan godt være jeg lyder hård på skrift, men sandheden er bare vores børn skal altså kunne klare sig selv nogenlunde i den alder. Tag små skridt med din datter og snak med hende om det. Kom under huden på hende og få de ting indøvet. Hvis hun kommer på efterskole eller lignende, så er der heller ingen kære mor.

Snak med din kæreste om det om, at gribe situationen anderledes an og ikke sprænge i luften. Du må ikk give op på noget der er så simpelt, at rette op på. Det kan nås endnu. Jeg tror nu nok han skal klare det med de nye og  

Hvad med hendes egen far? Får hun sin vilje der? Hvordan gør han? Kommunikation mellem jer er guld værd, så hun ikke løber om hjørner med jer.

Beklager det blev langt, men jeg bliver lidt harm når jeg læser om et forhold der skal droppes pga en teenager skaber sig.. 

Jeg bliver harm, når jeg læser om et mor-datter-forhold, der kan slå gevaldige skår pga. en papfar, der fokuserer mere på sengeredning end på et barn, hvis verden er vendt på hovedet. 

Mor og meget mere skriver:

Du virker ikke spor enig med L-mor, synes jeg. Snarere med papfaren. 

Det er så din opfattelse at måden du læser mit indlæg på. 

AnoMom skriver:

Det er så din opfattelse at måden du læser mit indlæg på. 

Jamen, hvad er du enig med hende i? 

Mor og meget mere skriver:

Jamen, hvad er du enig med hende i? 

Det hun skriver 

Hun ter sig som et forkælet barn/teenager, desværr. Du skal opdrage på din datter. Hun er 14 år? Det der bliver kun værre og værre. Hvis din datter kommer ud i det voksne liv med den indstilling der,  så taber hun med et brag! Det er hårdt men sandt og de bliver kategoriseret som curlingbørn. Vi har to børn på hhv 6 og 5 år. Jeg er bonusfar til den ene. Moren og jeg har afstemt forventningerne omkring opdragelsen.

De bærer selv tallerkener ud og putter deres beskidte tøj i vaskekurven. Nej vi er ikke strenge vi har formået at opdrage dem nogenlunde indtil videre og vi er enige om hvordan det foregår. Børn på 14 år /teenager burde kunne klare de simple opgaver der, men hvorfor gøre det, når mor bare gør det for mig? 

Jeg en niece på 17. Vi havde en konflikt med affald, som hun bare ikke gad bare ud med på trods af det var hendes eget. Du får det med hjem hvis du ikke smider det ud. Der grinte hun bare flabet af mig. Da hun kom hjem opdagede hun skraldet lå i hende jakkelomme.

Næste gang hun kom, så ryddede hun op efter sig. Alting har en konsekvens, så at sige. Din datter skal også rustes til du ikke altid kan være der for hende. Sådan er livet altså.

Det kan godt være jeg lyder hård på skrift, men sandheden er bare vores børn skal altså kunne klare sig selv nogenlunde i den alder. Tag små skridt med din datter og snak med hende om det. Kom under huden på hende og få de ting indøvet. Hvis hun kommer på efterskole eller lignende, så er der heller ingen kære mor.

Snak med din kæreste om det om, at gribe situationen anderledes an og ikke sprænge i luften. Du må ikk give op på noget der er så simpelt, at rette op på. Det kan nås endnu. Jeg tror nu nok han skal klare det med de nye og  

Hvad med hendes egen far? Får hun sin vilje der? Hvordan gør han? Kommunikation mellem jer er guld værd, så hun ikke løber om hjørner med jer.

Beklager det blev langt, men jeg bliver lidt harm når jeg læser om et forhold der skal droppes pga en teenager skaber sig.. 

Tænk, jeg synes mere at det lyder som en papfar, der ikke formår lige at stikke en finger i jorden og overveje situationen en ekstra gang. (Om det f eks virkelig er nødvendigt at flippe ud over at hun ikke har redt sin seng).

Mor og meget mere skriver:

Hun er et barn i en meget sårbar alder. Hendes verden er vendt 180 grader - du skriver tidligere, at din nye mand har ændret markant på reglerne om, hvad hun skal gøre hjemme. Så er det underordnet, hvad der er rimeligt for en 14-årig at gøre - med hans ankomst til hjemmet kom der nye krav til, og selvfølgelig vender hun sin vrede mod ham. 

Du er ikke længere “hendes” alene. Hun skal dele dig med ham og om et øjeblik to små søskende. Hun savner dig og dét, I havde, og det er jo ikke underligt - i hendes oplevelse VAR livet bedre før. Den følelse er du nødt til at anerkende. Det betyder ikke, at du ikke “må” få en ny mand og børn - du må bare ikke forvente, at hun synes, det er fantastisk. 

Hun græder, når hun er alene. Hun er ikke bare en strid teenager, der gør sig besværlig og råber op - hun er ulykkelig over, at hendes verden aldrig bliver som før. Det er da reelt og forståeligt. 

Du er nødt til at gøre det klart for din mand, at det kun fører til splid og vrede, når han introducerer nye krav og regler. Han skal da ikke bestemme, om hun reder sin seng - det virker mere som en regel for reglens egen skyld, for det kan da på ingen måde have betydning for hans velbefindende, hvordan hendes dyne ligger. 

Jeg var godt nok kun 6, da min verden blev ændret til næsten uigenkendelighed af min mors nye mand, men jeg genkender meget. For mit vedkommende har min mors manglende forståelse for, at det ikke var op til ham at lave om på alt, hvad jeg havde kendt og levet i, ført til, at hun og jeg aldrig har fået samme nære forhold igen. Den fejl må du ikke lave. 

Dette handler ikke om sengeredning eller måltider, men om én, der reagerer på en voldsom livsændring og én, der sætter principper (og territorieafpisning?) højere end at stikke en finger i jorden og få relationen på plads før alt andet. 

Mine forældre blev selv skilt da jeg 9 år og min mor fik en ny kæreste da jeg var knap 13, jeg gjorde ALT for at få ham til at smutte, jeg var faktisk selv lidt som min datter, og det har netop ødelagt forholdet til min egen mor, og det ønsker jeg virkelig ikke at ødelægge forholdet til min egen datter som jeg virkelig føler jeg er ved lige nu.

Mor og meget mere skriver:

Jeg bliver harm, når jeg læser om et mor-datter-forhold, der kan slå gevaldige skår pga. en papfar, der fokuserer mere på sengeredning end på et barn, hvis verden er vendt på hovedet. 

 

Ja og har netop ikke et fantastisk forhold til min egen mor pga en papfar

og det ønsker jeg jo ikke skal ske for min egen datter og jeg!

Mine forældre blev selv skilt da jeg 9 år og min mor fik en ny kæreste da jeg var knap 13, jeg gjorde ALT for at få ham til at smutte, jeg var faktisk selv lidt som min datter, og det har netop ødelagt forholdet til min egen mor, og det ønsker jeg virkelig ikke at ødelægge forholdet til min egen datter som jeg virkelig føler jeg er ved lige nu.

Men du var jo et barn. Din datter er et barn. 

Din mor og du er de voksne i de her situationer. Det er op til de voksne at opføre sig voksent og ikke lade sårbare børn opføre sig på en måde, som de vil fortryde resten af deres liv.