Papfar!?!!?!?!

Jeg har en stor datter på 14 år, som er hos sin far hver 4 uge, altså 3 uger her og en uge der, og det er simpelhen gjort efter min datters behov, da hun synes det er rart det med at have en sted hvor hun ligesom "høre til", dermed ikke sagt at hvis hun har brug for at sove hos sin far er det selvfølgelig bare det hu gør. han bor ikke andet end 5 minutter væk.

Nå nok om det, jeg har en kæreste igennem 2,5 år og vi venter tvillinger til start februar, men min kæreste og min store datter kan komme så meget op og skændtes at vi ikke kan komme til at snakke med hende i flere dage, altså hun vil ikke ud at spise aftensmad, står op 06:30 (Vi plejer at stå op kl 07 sammen) Og når jeg står op kl 07 kan hun have spist morgenmad osv, bare så hun ikke skal spise med os..

Min kæreste har et job hvor han sommetider er væk nogle dage af gangen, de dage han er væk hygger vi os virkelig og har det enormt sjovt og hyggeligt sammen, hun sidder altid ude i stuen sammen med mig om aften, hvilket hun aldrig gør når min kæreste er hjemme.

Det skal lige siges når de er gode venner og ikke skændte kan vi alle også have det sjovt, men største delen af tiden sker der et eller anden så de flyver i flæsket på hinanden, jeg synes det er helt vildt frustrerende. 

Jeg synes det er så hårdt når vi har det sådan herhjemme og min datter bare sidder inde på sit værelse og kommer ikke ud, og først gider at spise aftensmad når vi er gået i seng.

Jeg kan hører hun nogle gange sidder og græder og der går jeg selvfølgelig ind til hende, men bliver fuldstændig ignoreret.

Mit spørgsmål er, hvad er det "rigtige" at gøre i denne situation? synes virkelig det er svært, skal jeg blive alene mor? Ja dette er min overvejelse for jeg kan næsten ikke holde ud at min går og har dårligt når han er hjemme....

Hilsen en trist mor..

Jeg tror du er nødt til at være lidt mere specifik omkring hvorfor de skændes. Hvordan starter de skænderier? Hvordan reagerer din kæreste? Hvad gør du i situationerne? Forsøger han at forsone sig, eller holder han på sit? 

De skændes. Men hvis er ansvaret? Er de lige gode om det? Er han bevidst om, at hun er barnet og han den voksne? Tager du parti eller er du neutral? Ved du, hvordan han er over for hende, når du ikke er der?

Anonym skriver:

Jeg har en stor datter på 14 år, som er hos sin far hver 4 uge, altså 3 uger her og en uge der, og det er simpelhen gjort efter min datters behov, da hun synes det er rart det med at have en sted hvor hun ligesom "høre til", dermed ikke sagt at hvis hun har brug for at sove hos sin far er det selvfølgelig bare det hu gør. han bor ikke andet end 5 minutter væk.

Nå nok om det, jeg har en kæreste igennem 2,5 år og vi venter tvillinger til start februar, men min kæreste og min store datter kan komme så meget op og skændtes at vi ikke kan komme til at snakke med hende i flere dage, altså hun vil ikke ud at spise aftensmad, står op 06:30 (Vi plejer at stå op kl 07 sammen) Og når jeg står op kl 07 kan hun have spist morgenmad osv, bare så hun ikke skal spise med os..

Min kæreste har et job hvor han sommetider er væk nogle dage af gangen, de dage han er væk hygger vi os virkelig og har det enormt sjovt og hyggeligt sammen, hun sidder altid ude i stuen sammen med mig om aften, hvilket hun aldrig gør når min kæreste er hjemme.

Det skal lige siges når de er gode venner og ikke skændte kan vi alle også have det sjovt, men største delen af tiden sker der et eller anden så de flyver i flæsket på hinanden, jeg synes det er helt vildt frustrerende. 

Jeg synes det er så hårdt når vi har det sådan herhjemme og min datter bare sidder inde på sit værelse og kommer ikke ud, og først gider at spise aftensmad når vi er gået i seng.

Jeg kan hører hun nogle gange sidder og græder og der går jeg selvfølgelig ind til hende, men bliver fuldstændig ignoreret.

Mit spørgsmål er, hvad er det "rigtige" at gøre i denne situation? synes virkelig det er svært, skal jeg blive alene mor? Ja dette er min overvejelse for jeg kan næsten ikke holde ud at min går og har dårligt når han er hjemme....

Hilsen en trist mor..

Nu ved jeg jo ikke, hvad det er de skændes om, men det lyder til at måden, de skændes på er usund. Det bliver din mand nødt til at tage hovedansvaret for at ændre, simpelthen fordi han er den voksne i den relation. Han bliver nødt til at stoppe skænderiet - afbryde det eller nedtrappe det - når det begynder at køre af sporet.

Hvis det handler om at tage sin tallerken ud fra bordet, slukke lyset, komme hjem til tiden, osv., vil jeg foreslå, at I aftaler, at du opdrager på din datter. I afstemmer jeres forventninger og så påtaler du det, når hun ikke overholder reglerne.

Jeg ville nok prøve at f hjælp fra en familieterapeut, som kan hjælpe jer med at lave aftaler om, hvordan jeres fælles hjem skal fungere og hvordan man håndterer uoverenstemmelser.

Jeg skriver lige et svar til jer begge.

Altså det de skændtes om er ofte små ting såsom netop at hjælpe med opvasken, og det har hun aldrig gjort fordi det er bare noget jeg altid hr gjort og egentlig aldrig tænkt over, men hun sætter sin egen tallerken ud i opvaskemaskinen. 

Men det kan godt være sådan nogle små ting som til sidst ender et helt andet sted end hvor det startede, jeg er som regel neutral eller på den side hvor jeg mener er det rigtige.

Men jeg synes det er enormt svært fordi min kæreste netop ingen børn har endnu og defor ikke har prøvet og have en teenager i huset, jeg kan blive så ked og selv sidde og græde, fordi jeg synes det er så frusterende at han ikke kan forstå at jeg ikke gider og skælde min datter ud hele tiden. Som at tage hendes vasketøj ud i vasketøjskurven hver dag eller redde sin seng, det kan han flippe helt ud over.

Ved virkelig ikke om det her forhold er det hver, og hvad vil han sige når der om lidt kommer 2 små mere??

Anonym skriver:

Jeg skriver lige et svar til jer begge.

Altså det de skændtes om er ofte små ting såsom netop at hjælpe med opvasken, og det har hun aldrig gjort fordi det er bare noget jeg altid hr gjort og egentlig aldrig tænkt over, men hun sætter sin egen tallerken ud i opvaskemaskinen. 

Men det kan godt være sådan nogle små ting som til sidst ender et helt andet sted end hvor det startede, jeg er som regel neutral eller på den side hvor jeg mener er det rigtige.

Men jeg synes det er enormt svært fordi min kæreste netop ingen børn har endnu og defor ikke har prøvet og have en teenager i huset, jeg kan blive så ked og selv sidde og græde, fordi jeg synes det er så frusterende at han ikke kan forstå at jeg ikke gider og skælde min datter ud hele tiden. Som at tage hendes vasketøj ud i vasketøjskurven hver dag eller redde sin seng, det kan han flippe helt ud over.

Ved virkelig ikke om det her forhold er det hver, og hvad vil han sige når der om lidt kommer 2 små mere??

 

I mine øjne handler det ikke om hans erfaring med at have en teenager i huset. Det handler om jeres tos indbyrdes rollefordeling. Hvorfor tillader du, at han holder din datter op på nogle helt andre regler og standarder end dem du har opdraget hende med og til? Du bliver nødt til at stoppe ham. I laver nogle fælles regler for jeres hjem og DU ser til, at din datter overholder dem. Og de regler skal 1) også afspejle dine holdninger og 2) respektere at din datter er et ungt menneske på vej mod voksenlivet, som selv må tage ansvar for, at hun kommer hjem til en uredt seng og at hendes yndlingsbluse ikke er blevet vasket, fordi hun ikke lagde den til vask.

Jeg bliver sgu lidt trist på din datters vegne. Jeg synes, du lader hende tage en masse konflikter, som du burde tage med din mand. Det er ikke rimeligt.

Enig med L-mor. 

Derudover kan jeg ikk lade være at tænke hvorfo i tillader at hun først spiser aftensmad efter i er gået i seng elle morgenmaden om morgenen. 

I er de voksne og forældrene. Man spiser sammen hvad enten man vil eller ej. Gider hun ikke spise med jer. Så må hun gå sulten i seng. Det er min holdning må jeg indrømme. 

Lyder som om hun magler nogle faste grænser og regler. Hvad bliver det næste som 16 årig og hun ikk vil hjem til den tid hun får besked på? Gør hun så også bare som det passer hende. 

Du og din kæreste på sætte nogle faste husregler i begge kan blive enige om med kompromiser og så sætte jer ned med din datter og fortælle at sådan er reglerne her i huset. 

AnoMom skriver:

Enig med L-mor. 

Derudover kan jeg ikk lade være at tænke hvorfo i tillader at hun først spiser aftensmad efter i er gået i seng elle morgenmaden om morgenen. 

I er de voksne og forældrene. Man spiser sammen hvad enten man vil eller ej. Gider hun ikke spise med jer. Så må hun gå sulten i seng. Det er min holdning må jeg indrømme. 

Lyder som om hun magler nogle faste grænser og regler. Hvad bliver det næste som 16 årig og hun ikk vil hjem til den tid hun får besked på? Gør hun så også bare som det passer hende. 

Du og din kæreste på sætte nogle faste husregler i begge kan blive enige om med kompromiser og så sætte jer ned med din datter og fortælle at sådan er reglerne her i huset. 

Jeg kan og vil ikke tvinge hende til at spise med os når hun bare bliver sur og gal! Og vi går i seng omkring kl 22 og dagen efter kan jeg se hun har været ude og spise.

det er selvfølgelig ikke fordi hun ikke har nogle regler for dem kender hun bestemt også, men det er som om hun virkelig ikke vil min kæreste for der er INTET når han ikke er her og det kun er mig og hende, hun rydder op på hendes værelse oh gør alt det som min kæreste vil have jende til, hun gør ligesom alt for at pisse ham af, ved ikke om det er fordi hun håber at han til sidst får nok og pakker sine ting og smutter, men det er det jeg tror

AnoMom skriver:

Enig med L-mor. 

Derudover kan jeg ikk lade være at tænke hvorfo i tillader at hun først spiser aftensmad efter i er gået i seng elle morgenmaden om morgenen. 

I er de voksne og forældrene. Man spiser sammen hvad enten man vil eller ej. Gider hun ikke spise med jer. Så må hun gå sulten i seng. Det er min holdning må jeg indrømme. 

Lyder som om hun magler nogle faste grænser og regler. Hvad bliver det næste som 16 årig og hun ikk vil hjem til den tid hun får besked på? Gør hun så også bare som det passer hende. 

Du og din kæreste på sætte nogle faste husregler i begge kan blive enige om med kompromiser og så sætte jer ned med din datter og fortælle at sådan er reglerne her i huset. 

Du virker ikke spor enig med L-mor, synes jeg. Snarere med papfaren. 

Anonym skriver:

Jeg skriver lige et svar til jer begge.

Altså det de skændtes om er ofte små ting såsom netop at hjælpe med opvasken, og det har hun aldrig gjort fordi det er bare noget jeg altid hr gjort og egentlig aldrig tænkt over, men hun sætter sin egen tallerken ud i opvaskemaskinen. 

Men det kan godt være sådan nogle små ting som til sidst ender et helt andet sted end hvor det startede, jeg er som regel neutral eller på den side hvor jeg mener er det rigtige.

Men jeg synes det er enormt svært fordi min kæreste netop ingen børn har endnu og defor ikke har prøvet og have en teenager i huset, jeg kan blive så ked og selv sidde og græde, fordi jeg synes det er så frusterende at han ikke kan forstå at jeg ikke gider og skælde min datter ud hele tiden. Som at tage hendes vasketøj ud i vasketøjskurven hver dag eller redde sin seng, det kan han flippe helt ud over.

Ved virkelig ikke om det her forhold er det hver, og hvad vil han sige når der om lidt kommer 2 små mere??

 

Hun ter sig som et forkælet barn/teenager, desværr. Du skal opdrage på din datter. Hun er 14 år? Det der bliver kun værre og værre. Hvis din datter kommer ud i det voksne liv med den indstilling der,  så taber hun med et brag! Det er hårdt men sandt og de bliver kategoriseret som curlingbørn. Vi har to børn på hhv 6 og 5 år. Jeg er bonusfar til den ene. Moren og jeg har afstemt forventningerne omkring opdragelsen.

De bærer selv tallerkener ud og putter deres beskidte tøj i vaskekurven. Nej vi er ikke strenge vi har formået at opdrage dem nogenlunde indtil videre og vi er enige om hvordan det foregår. Børn på 14 år /teenager burde kunne klare de simple opgaver der, men hvorfor gøre det, når mor bare gør det for mig? 

Jeg en niece på 17. Vi havde en konflikt med affald, som hun bare ikke gad bare ud med på trods af det var hendes eget. Du får det med hjem hvis du ikke smider det ud. Der grinte hun bare flabet af mig. Da hun kom hjem opdagede hun skraldet lå i hende jakkelomme.

Næste gang hun kom, så ryddede hun op efter sig. Alting har en konsekvens, så at sige. Din datter skal også rustes til du ikke altid kan være der for hende. Sådan er livet altså.

Det kan godt være jeg lyder hård på skrift, men sandheden er bare vores børn skal altså kunne klare sig selv nogenlunde i den alder. Tag små skridt med din datter og snak med hende om det. Kom under huden på hende og få de ting indøvet. Hvis hun kommer på efterskole eller lignende, så er der heller ingen kære mor.

Snak med din kæreste om det om, at gribe situationen anderledes an og ikke sprænge i luften. Du må ikk give op på noget der er så simpelt, at rette op på. Det kan nås endnu. Jeg tror nu nok han skal klare det med de nye og  

Hvad med hendes egen far? Får hun sin vilje der? Hvordan gør han? Kommunikation mellem jer er guld værd, så hun ikke løber om hjørner med jer.

Beklager det blev langt, men jeg bliver lidt harm når jeg læser om et forhold der skal droppes pga en teenager skaber sig..