Følelsen af at ikke høre til

Sagen er den at min kæreste og hans datter var alene i 2.5 år inden jeg kom ind i billedet. Hun bor hos os i 7/7 ordning og det har altid været sådan (vi har været sammen i snart 8 år, og boet sammen i snart 7) 

Siden jeg blev gravid med den 1 i år 2012 har hun sæt spørgsmål til hvem er vigtigt osv, ligeledes har hun en rigtig dårlig selvværd, og føler ikke at nogen elsket hende og at alle og Ja alle hader hende (Ja selv bedsteforældrene mener hun at de hader hende) 

Hun har det både svært hjemme ved hende mor og os. 

Når hun er hos os betror hun sig til sin far. Hun fortæller at jeg ikke kan lide hende, at han elsker vores 3 fælles børn højere end hende og at vi i virkeligheden ikke gider hende. 

Vi kæmper med at gøre hende glad. Vi roser hende og giver hende omsorg i det omfang man nu gør.  Det virker bare slet ikke som m det har effekt 

Jeg må indrømme at jeg får det skidt når hun indirekte  fortæller at hun ikke er lykkelig her fordi mig og vores fælles børn er her. Jeg har ikke lyst til at være hjemme når de uger hun er her, vil nødig ødelægge deres forhold. 

Synes jeg kæmper og kæmper og jeg er simpelthen så ked af det... 

Vores familie er rigtig meget velfungerne og vi hygger utrolig meget sammen, bonussen gider bare ikke rigtig være en del af det. Hun mener at vi ikke har lyst til at hun er med hvilket vi aldrig har givet anledning til. 

Hvad bør jeg gøre? Bør jeg forlade mine børn far? 

Vi har knas i forholdet de uger hun er hos os fordi hun er ked af overstående ting. Jeg er bare så frustreret. 

Hun er btw 13 år 

(Beklager rodet, skriver fra telefon) 

Hvor lyder det bare svært. Men jeg synes bestemt ikke, at du skal forlade dine børns far, hvis I ellers har det godt sammen og elsker hinanden.

Jeg fornemmer, at du holder virkelig meget at din bonusdatter. Hun er 13 år - en vanskelig alder, hvor det kan være svært at finde sine ben i en sammenbragt familie. Elsker far mig lige så højt som fællesbørnene ? Hvor er jeg henne i alt det her ? 

Måske har du allerede prøvet - men hvad med, at du foretager dig noget alene sammen med din bonusdatter - en tur i biografen, en shoppetur eller en tur på café ? Eller en hyggeaften derhjemme, hvor I bare er jer to ?

Jeg tror, uden at vide det eller have kendskab til denne slags problematikker, at hun føler sig uden for. 

I har 3 fælles børn, som jo har deres mor og far sammen HVER dag, hvor din bonusdatter “kun” kommer hver 2. uge og skal tilpasse sig jeres familie. Jeg tror godt jeg kan forstå den følelse hun har, med at I ikke kan lide hende. Og jeg tror ikke det er unormalt i sådan en sammenhæng, selvom I gør hvad I kan for at hun ikke skal føle sådan. Samtidig har hun også en alder hvor hun begynder at finde sin egen identitet. 

Har hun nye søskende på hendes mors side også? 

Jeg tænker hun er stor nok til at I kan få en god dialog omkring hvilke tanker hun har, hvilke ønsker hun har til et bedre sammenhold og evt. har hun brug for noget hjælp, måske en kontaktperson hun kan betro sig til og få lukket op for følelserne som kan være svære. 

Men fortsæt med at vis hende og giv hende al den kærlighed hun har brug for. Og I skal ikke opgive jeres forhold, hvis det er den eneste grund, jeg er sikker på der godt kan findes en løsning på denne problematik. Fungerer 7/7 ordningen? Eller kunne det være en mulighed med en anden? 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og hans datter var alene i 2.5 år inden jeg kom ind i billedet. Hun bor hos os i 7/7 ordning og det har altid været sådan (vi har været sammen i snart 8 år, og boet sammen i snart 7) 

Siden jeg blev gravid med den 1 i år 2012 har hun sæt spørgsmål til hvem er vigtigt osv, ligeledes har hun en rigtig dårlig selvværd, og føler ikke at nogen elsket hende og at alle og Ja alle hader hende (Ja selv bedsteforældrene mener hun at de hader hende) 

Hun har det både svært hjemme ved hende mor og os. 

Når hun er hos os betror hun sig til sin far. Hun fortæller at jeg ikke kan lide hende, at han elsker vores 3 fælles børn højere end hende og at vi i virkeligheden ikke gider hende. 

Vi kæmper med at gøre hende glad. Vi roser hende og giver hende omsorg i det omfang man nu gør.  Det virker bare slet ikke som m det har effekt 

Jeg må indrømme at jeg får det skidt når hun indirekte  fortæller at hun ikke er lykkelig her fordi mig og vores fælles børn er her. Jeg har ikke lyst til at være hjemme når de uger hun er her, vil nødig ødelægge deres forhold. 

Synes jeg kæmper og kæmper og jeg er simpelthen så ked af det... 

Vores familie er rigtig meget velfungerne og vi hygger utrolig meget sammen, bonussen gider bare ikke rigtig være en del af det. Hun mener at vi ikke har lyst til at hun er med hvilket vi aldrig har givet anledning til. 

Hvad bør jeg gøre? Bør jeg forlade mine børn far? 

Vi har knas i forholdet de uger hun er hos os fordi hun er ked af overstående ting. Jeg er bare så frustreret. 

Hun er btw 13 år 

(Beklager rodet, skriver fra telefon) 

Jeg har selv to børn fra et tidligere forhold, hvoraf den ældste er knap 14 år.

Her fungerede 7/7 bare overhovedet ikke ift børnenes selvværd. Og jeg vil foreslå jer at overveje, om det måske er her, hunden ligger begravet. Din bonusdatter har måske brug for en fast bopæl og følelsen af at høre til ét sted i stedet for at skulle flytte frem og tilbage hver uge.

At hun føler sig udenfor giver jo god mening, når hun “kun” er kærkommen gæst hveranden uge.

Børns Vilkår har gratis telefonrådgivning, og det kunne være, I skulle tale med dem. Hun har også mulighed for at ringe til BørneTelefonen selv og få en snak med dem.

Sagen er den at min kæreste og hans datter var alene i 2.5 år inden jeg kom ind i billedet. Hun bor hos os i 7/7 ordning og det har altid været sådan (vi har været sammen i snart 8 år, og boet sammen i snart 7) 

Siden jeg blev gravid med den 1 i år 2012 har hun sæt spørgsmål til hvem er vigtigt osv, ligeledes har hun en rigtig dårlig selvværd, og føler ikke at nogen elsket hende og at alle og Ja alle hader hende (Ja selv bedsteforældrene mener hun at de hader hende) 

Hun har det både svært hjemme ved hende mor og os. 

Når hun er hos os betror hun sig til sin far. Hun fortæller at jeg ikke kan lide hende, at han elsker vores 3 fælles børn højere end hende og at vi i virkeligheden ikke gider hende. 

Vi kæmper med at gøre hende glad. Vi roser hende og giver hende omsorg i det omfang man nu gør.  Det virker bare slet ikke som m det har effekt 

Jeg må indrømme at jeg får det skidt når hun indirekte  fortæller at hun ikke er lykkelig her fordi mig og vores fælles børn er her. Jeg har ikke lyst til at være hjemme når de uger hun er her, vil nødig ødelægge deres forhold. 

Synes jeg kæmper og kæmper og jeg er simpelthen så ked af det... 

Vores familie er rigtig meget velfungerne og vi hygger utrolig meget sammen, bonussen gider bare ikke rigtig være en del af det. Hun mener at vi ikke har lyst til at hun er med hvilket vi aldrig har givet anledning til. 

Hvad bør jeg gøre? Bør jeg forlade mine børn far? 

Vi har knas i forholdet de uger hun er hos os fordi hun er ked af overstående ting. Jeg er bare så frustreret. 

Hun er btw 13 år 

(Beklager rodet, skriver fra telefon) 

7/7 er noget, fanden har skabt i vrede.

Hvad tænker de forældre, der gør sådan noget mod deres børn? Simpelthen ren og skær egoisme og absolut ikke tilsidesættelse af egne behov.

Hvordan ville man selv have det, hvis man blev bortvist fra bopælen hver 2. uge? Så kommer man til en anden midlertidig adresse - og bliver så bortvist igen, og igen og igen.

Det er en nomadetilværelse, og jeg forstår godt, at man ikke føler sig som en del af noget som helst, man føler sig afvist hele tiden, og man har intet tilhørsforhold.

Jeres fælles børn har det hele (sådan ser det i hvert fald ud) - og dermed opstår følelsen af mindreværd, at være elsket mindre.

Barnet er gammelt nok til at blive hørt nu - og I skal lære at lytte, ikke bare dig, men alle de voksne..

Anonym skriver:

7/7 er noget, fanden har skabt i vrede.

Hvad tænker de forældre, der gør sådan noget mod deres børn? Simpelthen ren og skær egoisme og absolut ikke tilsidesættelse af egne behov.

Hvordan ville man selv have det, hvis man blev bortvist fra bopælen hver 2. uge? Så kommer man til en anden midlertidig adresse - og bliver så bortvist igen, og igen og igen.

Det er en nomadetilværelse, og jeg forstår godt, at man ikke føler sig som en del af noget som helst, man føler sig afvist hele tiden, og man har intet tilhørsforhold.

Jeres fælles børn har det hele (sådan ser det i hvert fald ud) - og dermed opstår følelsen af mindreværd, at være elsket mindre.

Barnet er gammelt nok til at blive hørt nu - og I skal lære at lytte, ikke bare dig, men alle de voksne..

Måske lidt overdrevet at sige at 7/7 er noget fanden har skabt i vrede, men jeg vil give dig ret et langt stykke hen ad vejen. 

Jeg tror på, at det er vigtigt at børn har en base, hvor de ved de hører til. Dermed ikke sagt at de ikke også hører til hos den anden forælder, men det giver en ro hos barnet. 

Mine børn har været skilsmissebørn siden de var 2 og 3 år og har i de 6 år haft 9/5 ordning, alt afhængig af deres behov. Den yngste har indmellem været en dag ekstra hos mig. 

Men nu, er min søn begyndt at efterspørge 7/7 og han har nu fået den mulighed at han kan vælge mellem 7/7 og 9/5 hver anden uge. Dette føler jeg virker godt for ham, at det giver ham en tryghed at vide at han til enhver tid kan være hos os, men at han også er velkommen hos far “før tid” hvis han har behov for det. 

Jeg vil også foreslå, at hendes forældre sætter sig ned med hende og drøfter samværsordningen. Hun er også så stor nu, at hun formodentlig kan transportere sig selv hen til den anden forældre og spise middag midt i en samværsperiode hos den første forældre. 

Derudover vil jeg foreslå, at I overvejer, hvilke funktioner hun kan få i jeres familie. Kan hun få en ugentlig maddag, hvor hun laver en af 2-3 hofretter, som også er favoritter hos jeres børn? Kan hun tage den ældste af de små med i svømmehallen lørdag morgen? Kan hun babysitte, mens I går ud at spise eller til forældremøde? Kan hun stå for de smås badeaften? Hvordan bliver hun den store, dygtige uundværlige storesøster, som er helt nødvendig, når der skal boller i karry på bordet eller vaskes hår uden, at man får sæbe i øjnene? Det er svært at tale selvværd op. Det kommer bedst af et levet liv, hvor man oplever sig slev som meget vigtig for, at ens familie kan fungere.

Og så må jeg undre mig over, at du i ramme alvor spørger, om du skal forlade din mand for at løse op for situationen. Deter da et hæsligt ansvar at lægge på en 13-årig pige. Måske overfortolker jeg på en henkastet bemærkning, men for mig får den alarmklokkerne til at ringe om, at der er noget, der er helt ude af balance ift. børnemagt, voksenansvar og de voksnes samhørighed og loyalitet overfor hinanden i jeres familie. Jeg får lyst til at hive receptblokken frem og ordinere noget parterapi til din mand og dig og noget familieterapi til din mand, hans eks og deres fælles datter. 

En ting der slår mig når jeg læser indlægget er at du intet skriver om dine følelser for hende. Måske er det bare undladt eller måske han hun ret? Elsker du hende? Jeg ved godt det er forbudte ord men måske elsker du dine egne børn højere og det kan hun mærke.

hun er jo så stor i at i eller en anden Voksen hun stoler på kan snakke med hende om hvad hun vil og ønsker. 

Mariehøne123 skriver:

En ting der slår mig når jeg læser indlægget er at du intet skriver om dine følelser for hende. Måske er det bare undladt eller måske han hun ret? Elsker du hende? Jeg ved godt det er forbudte ord men måske elsker du dine egne børn højere og det kan hun mærke.

hun er jo så stor i at i eller en anden Voksen hun stoler på kan snakke med hende om hvad hun vil og ønsker. 

Selvfølgelig elsker hun hendes børn højere end bonus, sådan er det bare... men hun kan sagtens elske bonus alligevel... og bonus kan da klart også mærke det, men sådan er det jo, da det er naturligt... hun har jo hendes forældre som elsker hende højest...

Kære TS..

Jeg er selv bonusmor til en snart 18 årig tøs, været sammen med hendes far i 16 år... det bliver bedre kan jeg afsløre... Vi har et meget tæt bånd her, da hun bor fuld tid her.. men vi har Gud døjeme også sammenstød af anden verden, men jeg elsker hende uanset og det ved hun godt... hun ved også at jeg er træt af hende indimellem... her sætter vi ord på og tager en snak, så man får renset ud... 

Jeg synes i skal sætte jer ned og få snakket igennem... og som en foreslår gøre hende til en vigtig brik i hverdagen.. giv hende ansvar.. mad dag, børnepasning osv.. at far tager en alene dag og vigtig at du tager en alene dag med hende indimellem, hvor i tøsehygger... 

at i går fra hinanden løser intet, så er der 3 børn, som bliver ramt i stedet for kun 1 barn... og det er heller ikke løsningen... tag noget af den magt, som i har tildelt hende, så hun ikke styre hverdagen, når hun ankommer...

MVM skriver:

Selvfølgelig elsker hun hendes børn højere end bonus, sådan er det bare... men hun kan sagtens elske bonus alligevel... og bonus kan da klart også mærke det, men sådan er det jo, da det er naturligt... hun har jo hendes forældre som elsker hende højest...

Kære TS..

Jeg er selv bonusmor til en snart 18 årig tøs, været sammen med hendes far i 16 år... det bliver bedre kan jeg afsløre... Vi har et meget tæt bånd her, da hun bor fuld tid her.. men vi har Gud døjeme også sammenstød af anden verden, men jeg elsker hende uanset og det ved hun godt... hun ved også at jeg er træt af hende indimellem... her sætter vi ord på og tager en snak, så man får renset ud... 

Jeg synes i skal sætte jer ned og få snakket igennem... og som en foreslår gøre hende til en vigtig brik i hverdagen.. giv hende ansvar.. mad dag, børnepasning osv.. at far tager en alene dag og vigtig at du tager en alene dag med hende indimellem, hvor i tøsehygger... 

at i går fra hinanden løser intet, så er der 3 børn, som bliver ramt i stedet for kun 1 barn... og det er heller ikke løsningen... tag noget af den magt, som i har tildelt hende, så hun ikke styre hverdagen, når hun ankommer...

 

 

Jeg mener absolut ikke der er noget galt i at hun elsker sine børn højere. Det jeg bemærker er hun slet ikke skriver noget om hendes følelser for barnet og jeg påpeger bare at en pige sagtens kan mærke hvis følelserne er meget forskellige. 

Mit indlæg er ikke for at slå nogle i hovedet men et indspark til st komme videre.