Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).
For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)
Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor.
Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).
Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.
Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.
Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude.
Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit 
