Kan en fødselsdepression vare for altid?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.625 visninger
22 svar
28 synes godt om
10. november 2017

Rosa-Sofia

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

10. november 2017

Rosa-Sofia

De gamle indlæg er skrevet fra min gamle profil Rosa-Sofia. 

Anmeld Citér

10. november 2017

Tystys14

Profilbillede for Tystys14
Nupa-Sofia skriver:

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 



Ville ikke gå uden at sende et.  

Din historie har virkelig rørt mig og kan selv nikke genkende til en stor del af det du skriver. Ved ikke om du er interesseret i at hører andres historier, det kan selvfølgelig også påvirke en. 

Men i hvert fald, du super sej og diagnoser eller ej, så jeg sikker på at det nok skal gå det hele. 

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Tystys14 skriver:



Ville ikke gå uden at sende et.  

Din historie har virkelig rørt mig og kan selv nikke genkende til en stor del af det du skriver. Ved ikke om du er interesseret i at hører andres historier, det kan selvfølgelig også påvirke en. 

Men i hvert fald, du super sej og diagnoser eller ej, så jeg sikker på at det nok skal gå det hele. 



Hvor er du sød <3 var i tvivl om, om nogen ville læse så langt et indlæg fortæl endelig, og hvis ikke du har lyst til at skrive i tråden så send en besked  

Anmeld Citér

10. november 2017

Momselomse

Profilbillede for Momselomse
Nupa-Sofia skriver:

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 



Jeg har læst fra start til slut. Og hold da op

Det må have været et levende helvede for dig! Jeg tænker, at din vilje til overlevelse må være kommet af din dejlige søn. At du alligevel har formået at komme ud på den anden side - den virkelige verden-  og set at der var en dreng der havde brug for sin mor. Jeg bliver simpelhen helt rørt over din historie-  og over at høre hvor god en far og netværk der har været sammen med dig. Jeg ved ikke noget om dine diagnoser eller om fødselsdepressioner - og om det varer hele livet. Men jeg tænker at du er en virkelig stærk MOR og KVINDE med en selvindsigt, der nok skal hjælpe dig igennem livet. 

Jeg ønsker dig det bedste!

(Ps. Har du overvejet på en eller anden måde at komme ud og dele din historie via oplæg i relevante rammer?)

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Momselomse skriver:



Jeg har læst fra start til slut. Og hold da op

Det må have været et levende helvede for dig! Jeg tænker, at din vilje til overlevelse må være kommet af din dejlige søn. At du alligevel har formået at komme ud på den anden side - den virkelige verden-  og set at der var en dreng der havde brug for sin mor. Jeg bliver simpelhen helt rørt over din historie-  og over at høre hvor god en far og netværk der har været sammen med dig. Jeg ved ikke noget om dine diagnoser eller om fødselsdepressioner - og om det varer hele livet. Men jeg tænker at du er en virkelig stærk MOR og KVINDE med en selvindsigt, der nok skal hjælpe dig igennem livet. 

Jeg ønsker dig det bedste!

(Ps. Har du overvejet på en eller anden måde at komme ud og dele din historie via oplæg i relevante rammer?)



Tusind tak for de søde ord Jeg vil rigtig gerne dele min historie, men ved ikke helt hvordan og med hvem. Jeg er lidt usikker på, om jeg tør stå frem med navn og billede, selv om jeg gerne vil, både for mig selv terapeutisk og for at hjælpe andre. 

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Momselomse skriver:



Jeg har læst fra start til slut. Og hold da op

Det må have været et levende helvede for dig! Jeg tænker, at din vilje til overlevelse må være kommet af din dejlige søn. At du alligevel har formået at komme ud på den anden side - den virkelige verden-  og set at der var en dreng der havde brug for sin mor. Jeg bliver simpelhen helt rørt over din historie-  og over at høre hvor god en far og netværk der har været sammen med dig. Jeg ved ikke noget om dine diagnoser eller om fødselsdepressioner - og om det varer hele livet. Men jeg tænker at du er en virkelig stærk MOR og KVINDE med en selvindsigt, der nok skal hjælpe dig igennem livet. 

Jeg ønsker dig det bedste!

(Ps. Har du overvejet på en eller anden måde at komme ud og dele din historie via oplæg i relevante rammer?)



Vil skynde mig at tilføje, at det i høj grad er min eksmand og de fagfolk vi har været i berøring med, der har ansvaret for, at det er gået så godt. Min søns mormor og morfar har fungeret fint som bedsteforældre, men mange af de ting de har gjort da jeg var barn og deres adfærd generelt er helt klart medvirkende til at jeg har haft det så skidt som jeg har. Det er lousy forældre, der blev gode bedsteforældre  

Anmeld Citér

10. november 2017

Momselomse

Profilbillede for Momselomse
Nupa-Sofia skriver:



Tusind tak for de søde ord Jeg vil rigtig gerne dele min historie, men ved ikke helt hvordan og med hvem. Jeg er lidt usikker på, om jeg tør stå frem med navn og billede, selv om jeg gerne vil, både for mig selv terapeutisk og for at hjælpe andre. 



Det kan jeg godt forstå, det er da også angstprovokerende!

Ved heller ikke hvor det kunne være - en gang når du føler dig klar til det, så hør evt. det lokale sundhedsplejerske-team? Det var bare lige en hurtig tanke...

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Momselomse skriver:



Det kan jeg godt forstå, det er da også angstprovokerende!

Ved heller ikke hvor det kunne være - en gang når du føler dig klar til det, så hør evt. det lokale sundhedsplejerske-team? Det var bare lige en hurtig tanke...



Måske jeg kan spørge hende, jeg plejer at tale med på Familierådgivningen om der findes et forum, hvor min historie kan have relevans. 

Anmeld Citér

10. november 2017

Mille123

Profilbillede for Mille123
Nupa-Sofia skriver:

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 



Jeg har også læst fra start til slut og jeg tænker du virker til at være et godt sted i dit liv nu og du virker til at være kommet stærkere ud. Jeg har selv tumlet en en træls barndom og for

mig hjælper det at fælde følelserne ned på papir når jeg kan mærke jeg vil ud med noget, hvad enten det er positivt eller negativt, og tænker det er skide godt du får smidt det ud her du er sej!!! Kæmpe respekt herfra 

<a href="http://www.minticker.dk/"><img src="http://www.minticker.dk/tickers/01ky7r6vcco6qhgf.png" alt="MinTicker.dk Ticker" border="0"/></a>

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.