Kan en fødselsdepression vare for altid?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

10. november 2017

Rosa-Sofia

Mille123 skriver:



Jeg har også læst fra start til slut og jeg tænker du virker til at være et godt sted i dit liv nu og du virker til at være kommet stærkere ud. Jeg har selv tumlet en en træls barndom og for

mig hjælper det at fælde følelserne ned på papir når jeg kan mærke jeg vil ud med noget, hvad enten det er positivt eller negativt, og tænker det er skide godt du får smidt det ud her du er sej!!! Kæmpe respekt herfra 



Ih tak Du har helt ret i, at det er fantastisk god terapi at skrive. Jeg har faktisk været vågen i nat, fordi jeg bare ikke kunne stoppe med at skrive.

Er ked af, at du også har haft en trist barndom. Det havde været rart, hvis vores forældre havde haft mulighed for at få den hjælp, man får i dag, og hvis man havde været lige så obs på børns trivsel, som pædagoger osv er nu. 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

10. november 2017

Baby2017

Profilbillede for Baby2017
Nu mor til en lille prinsesse
Nupa-Sofia skriver:

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 



Kæmpe kram

 

Jeg læste det hele og hold da op en rutsjebanetur. Det er vildt hvad ens psyke kan gøre. Du er stærk. Du har gennemlevet hvad jeg vil kalde mit værste mareridt og du er her endnu.

Fortsæt den gode kamp! 

 

Anmeld Citér

10. november 2017

Carina:-)

Profilbillede for Carina:-)
Mod

Jeg har ingen erfaringer andet end at min ex svigerdatter har været igennem et helvede pga uopdaget diagnoser. 

Og fordi ingen fagfolk ville høre på mig der var hendes fortrolige og dermed vidne til h ad hun gennemgik og ikke mindst hvad hendes lille søn gennemgik .

Er hun nu endt med livslange diagnoser og ikke mindst en ødelagt søn der blev omsorgssvigtet fordi mor var syg og far ikke var så stærk som din ex og dermed ikke evnede at tage sig af sin søn som nu bor hos os.

Jeg kan sagtens følge din dårlige samvittighed.  Men hvad skulle du have gjort?

Når man er så dårlig og har det så skidt så handler det om overlevelse og skal man kæmpe for den kan man ikke klare samtidig at tage sig af er lille menneske 

Jeg kan godt huske nogle af dine tidl. Indlæg og kan huske hvor ulykkelig de var ..

Du er super sej at du deler for er der noget kvinder i samme situation har brug for.  Er det at vide man ikke er alene.

Kæmpe kram  

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Carina:-) skriver:

Jeg har ingen erfaringer andet end at min ex svigerdatter har været igennem et helvede pga uopdaget diagnoser. 

Og fordi ingen fagfolk ville høre på mig der var hendes fortrolige og dermed vidne til h ad hun gennemgik og ikke mindst hvad hendes lille søn gennemgik .

Er hun nu endt med livslange diagnoser og ikke mindst en ødelagt søn der blev omsorgssvigtet fordi mor var syg og far ikke var så stærk som din ex og dermed ikke evnede at tage sig af sin søn som nu bor hos os.

Jeg kan sagtens følge din dårlige samvittighed.  Men hvad skulle du have gjort?

Når man er så dårlig og har det så skidt så handler det om overlevelse og skal man kæmpe for den kan man ikke klare samtidig at tage sig af er lille menneske 

Jeg kan godt huske nogle af dine tidl. Indlæg og kan huske hvor ulykkelig de var ..

Du er super sej at du deler for er der noget kvinder i samme situation har brug for.  Er det at vide man ikke er alene.

Kæmpe kram  



Tusind tak for det Carina. Jeg kan også godt huske, at du har skrevet om dit barnebarn før. Hvor er det godt  at han har dig og din mand som farmor og farfar.

Stakkels din svigerdatter og stakkels din søn. Dårlig samvittighed hjælper nemlig ikke en pind, man sætter jo ikke børn i verden med en forventning om, at alting vil ramle. Selvfølgelig ikke

Det er bare svært ikke at opleve den dårlige samvittighed, fordi man jo elsker sit barn og ønsker noget bedre for det, end det man lige er i stand til at give. 

Anmeld Citér

10. november 2017

Rosa-Sofia

Baby2017 skriver:



Kæmpe kram

 

Jeg læste det hele og hold da op en rutsjebanetur. Det er vildt hvad ens psyke kan gøre. Du er stærk. Du har gennemlevet hvad jeg vil kalde mit værste mareridt og du er her endnu.

Fortsæt den gode kamp! 



Tusind tak for det  

Anmeld Citér

10. november 2017

Mille123

Profilbillede for Mille123
Nupa-Sofia skriver:



Ih tak Du har helt ret i, at det er fantastisk god terapi at skrive. Jeg har faktisk været vågen i nat, fordi jeg bare ikke kunne stoppe med at skrive.

Er ked af, at du også har haft en trist barndom. Det havde været rart, hvis vores forældre havde haft mulighed for at få den hjælp, man får i dag, og hvis man havde været lige så obs på børns trivsel, som pædagoger osv er nu. 



Helt enig - heldigvis har børn en anden værdi i dag end tidligere god vind fremover

<a href="http://www.minticker.dk/"><img src="http://www.minticker.dk/tickers/01ky7r6vcco6qhgf.png" alt="MinTicker.dk Ticker" border="0"/></a>

Anmeld Citér

10. november 2017

Loa

Profilbillede for Loa
kan ikke ønske mig mere :)

Wow.

Imponerende alt du har været igennem og klaret dig ud af det.

Dernæst utrolig flot at du er så åben og “tør” skrive det hele herinde.... 

Anmeld Citér

11. november 2017

Rosa-Sofia

Loa skriver:

Wow.

Imponerende alt du har været igennem og klaret dig ud af det.

Dernæst utrolig flot at du er så åben og “tør” skrive det hele herinde.... 



Tak for det engang syntes jeg også, at det var skamfuldt både at være psykisk syg og at have været involveret med kommunen, men det handler så om, at jeg voksede op i en familie, der gik så højt op i, at alt skulle se pænt ud på overfladen, for hvis nu andre tænkte, at bla bla bla...

Jeg har så personligt fået det meget bedre af at være åben om tingene.

Anmeld Citér

11. november 2017

flowerpot3

Profilbillede for flowerpot3

Wow, sikke et forløb! Var det psykologi du har læst eller husker jeg forkert? 

Anmeld Citér

12. november 2017

God-mor

Profilbillede for God-mor
Har en dejlig pige fra 13 og en skøn søn fra 17
Nupa-Sofia skriver:

Først vil jeg skynde mig at skrive, at det måske ikke er det rigtige sted at placere dette indlæg. Jeg har ikke noget, jeg ønsker at debattere, men derimod bare et stort behov for at dele min historie med nogen (fremmede).

For nogle år siden brugte jeg lang tid og mange indlæg her på baby.dk på at stille mig det spørgsmål. Det føltes som om min fødselsdepression virkelig ville ende med at tage livet af mig. (seriøst, hvem har hørt om en fødselsdepression, der varer i 6 år?)

Jeg skrev om, hvordan det jeg oplevede som verdens nemmeste og lykkeligste graviditet endte ud i verdens værste fødsel (vestorm, sugekop, klip og al det smertelindring hospitalet havde byde på, uden at noget af det havde nogen særlig effekt). Efter fødslen fulgte så fødselsdepressionen. Mærkeligt nok, har jeg ikke det store behov for at beskrive de følelser, jeg gennemgik dengang, men jeg tror, at de var klassiske for det man forbinder med fødselsdepression, jeg havde angst både for at miste min søn og samtidig angst over at have ham, jeg savnede min frihed, var bekymret for ikke at tage mig godt nok af ham eller for ikke at elske ham nok. Samtidig følte jeg ingen glæde ved moderskabet og alt det praktiske arbejde drev mig til vanvid. I perioder havde jeg selvmordstanker ind i mellem ønskede jeg bare at sove. Det føltes som et mareridt og min eksmand og jeg var alene med det hele. Vores familie var ikke særligt interesserede det første halvandet år, og da vi var de første af vores venner, der fik børn levede de andre stadig et helt andet liv end vores. Det var hårdt og ensomt og nemmere var det ikke, at min dreng aldrig ville have sutteflaske, jeg kunne sjældent være væk fra ham i mere end 45 minutter og jeg havde virkelig brug for aflastning. Det fik jeg desværre ikke dengang. I de sværeste perioder overvejede jeg at bortadoptere min dreng, jeg havde så dårligt selvværd, at jeg ind i mellem endda tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død i vuggedød. Jeg kunne slet ikke holde ud, at en smuk og perfekt dreng som ham, skulle vokse op med så dårlig en mor som mig. Jeg havde aldrig tanker om at skade ham, men meget af den tid gik med at fortryde, at jeg havde valgt at blive mor. 

Jeg føler, at jeg opsøgte alle tænkelige former for hjælp. Først gik jeg et halvt år i dagbehandling i et af kommunens familiehuse (det gjorde alt meget værre depression blev jeg stresset, ængstelig og paranoid), så fik jeg psykoterapi, samtaler med det tværfaglige team, forsøgte mig med forskellige alternative indsigtsformer (hypnose, mindfulness, blomstermedicin), inden jeg til sidst endte på antidepressiv medicin (det blev helt katastrofalt, jeg fik en bipolar affektiv sindslidelse, den gik siden over igen, men jeg nåede at gøre mange skøre og dumme ting, som at stifte en stor studiegæld, have affærer bag min eksmands ryg, tage 16 kg, droppe mit speciale for at studere kunsthistorie, som absolut intet havde med mit studie at gøre (det er et under at jeg faktisk blev færdig som cand.mag ).

Da min søn blev 5 år skete der to ting. Den ene var, at jeg efter at have været sygemeldt on and off i flere år blev henvist til psykiater. Den anden er, at jeg blev skilt. Derefter skulle jeg "kun" være weekendmor, men også det gav problemer i starten. Efter min skilsmisse var jeg meget ulykkelig og ensom. Jeg brugte det meste af tiden på at ligge derhjemme og græde. Bagefter blev jeg psykotisk. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min søn, men forestillede mig, at hans rigtige mor var en kvinde, jeg kortvarigt kendte. Jeg havde hallucinationer om, at min mave altid havde været fyldt op med blomster og at der aldrig havde været et barn derinde. At jeg havde levet et liv i en heksekult for 400 år siden. Der var slet ingen grænser for vanviddet, det var som om, at skilsmissen var det sidste, der skulle til for at jeg mistede forstanden. Mens det var værst, så jeg ikke min søn i en måned. Jeg ringede hver dag og sendte postkort og gaver. Jeg ville så gerne, at han skulle vide, at jeg elskede ham. Men jeg får stadig ondt indeni, når jeg tænker på det savn, han har haft, det svigt han har oplevet, da jeg blev syg og hans far og jeg blev skilt. Jeg kan ikke glemme den måde, jeg var mor på dengang, eller nærmere hvordan jeg IKKE var det. Hvis ikke min dreng havde haft sin kærlige, superseje og ressourcestærke far og til dels sin mormor og morfar, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket med ham. Men jeg kunne ikke tage mig af ham dengang, og dårlig samvittighed løser ingenting nu.

Da jeg startede hos psykiater for to år siden, var han (psykiateren) alvorligt bekymret for, at min fødselsdepression var blevet til skizofreni og i forhold til mine oplevelser og hvordan min personlighed havde forandret sig og mit funktionsniveau på alle måder var nedsat, tænkte jeg, at det gav god mening. Siden har været i et meget langt udredningsprojekt, hvor skizofreni heldigvis er blevet udelukket igen, lige som jeg gudskelov ikke har haft flere psykotiske eller maniske anfald. Depressionen er også langt om længe ved at aftage, men jeg har fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og dem tror jeg desværre, jeg kommer til at leve med, sandsynligvis altid.

Det sidste halvandet år har jeg haft et tæt og stabilt forhold til min søn igen, hjulpet af min fantastiske eksmand, min kæreste, svigerfamilie og samtaler på Familierådgivningen i den by, jeg bor i, og jeg er endelig begyndt at kunne se lyset forude. 

Jeg ved, at det er de færreste, der har læst med så langt, men hvis nogen alligevel har så tak og smid endelig en kommentar. Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg vil med tråden her. Jeg skrev den fordi jeg læste en anden kvindes historie og det fik mig til at tænke på, at det er vigtigt, at vi mennesker ikke føler os alene, når vi er i krise. Måske kan det hjælpe at vide, at nogen har gennemgået noget lignende og er kommet ovenpå igen. Selv om jeg håber, at de fleste ikke gennemgår et forløb, der ligner mit  

 



Du skal have en masse  et virkelig ærligt indlæg. Syntes virkelig du er sej sådan som du har kæmpet og kæmper. Jeg tror på der virkelig er lys for enden 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+