Jeg gir op..

Du vil ikke blive vurderer som en dårlig mor fordi du beder om hjælp. Og du har brug for hjælp. Om det så er nogen der tvinger dig til lægen så du får åbnet op.

Det er skide hårdt at kæmpe for at handicappet barn. Jeg har set mine forældre kæmpe i 30 år - for kampen stopper ikke når børnene bliver voksne. Min mor er jævnligt nede med stress og depression, men er heldigvis blevet god til at bede om hjælp. Som søster til en handicappet har jeg ikke skulle kæmpe kampene, men jeg er også påvirket af det den dag i dag.

Vi har erfaret at der er stor forskel på kommunerne. Nogle kommuner har langt større forståelse end andre.

Men inden du kan kæmpe for dine drenge, må du kæmpe for dig selv. Du kommer ikke ud af det uden professionel hjælp...

Mange læger kan man nu skrive en mail til.  

Send sådan en hvori du påpejer at han skal hjælpe dig med til at snakke. Og at du bliver sygemeldt fra hvilke job du nu har.  Også infomer institutionerne at al kontakt er til din mand pga din sygemeldning.  

Gå via din læge.  Få fat i en psykolog.  Hvis du skal til asap så betal selv.  De psykologer der er billige pga lægehenvisning er der ofte 2 måneders ventetid.  

Din mand lader til allerede at vide det står slemt til med dig, siden han klarer det meste hjemme og du er brugt for ressourcer. Så sig til din mand- jeg har brug for hjælp til at få luft igen, og jeg har brug for din hjælp til at jeg får det fortalt til min læge. Vil du tage med mig?

og når du så har fået hjælp hvad enten det er psykolog, medicin eller lign, så lige en kommentar ift dine udfordringer med kommunen om støtte- kan du evt hive fat i nogen af de foreninger der beskæftiger sig med dine børns diagnoser og bede dem om hjælp? Måske kontakte de uvildige handicapkonsulenter(duhk.dk) og bede om hjælp- eller endnu bedre- få din mand på den opgave?? Måske du ikke er berettiget til støtte, måske du er, men du har brug for hjælp til at få det afklaret!

og husk på: den gode mor er hende der tør række hånden ud og bede om hjælp!

Anonym skriver:

Du vil ikke blive vurderer som en dårlig mor fordi du beder om hjælp. Og du har brug for hjælp. Om det så er nogen der tvinger dig til lægen så du får åbnet op.

Det er skide hårdt at kæmpe for at handicappet barn. Jeg har set mine forældre kæmpe i 30 år - for kampen stopper ikke når børnene bliver voksne. Min mor er jævnligt nede med stress og depression, men er heldigvis blevet god til at bede om hjælp. Som søster til en handicappet har jeg ikke skulle kæmpe kampene, men jeg er også påvirket af det den dag i dag.

Vi har erfaret at der er stor forskel på kommunerne. Nogle kommuner har langt større forståelse end andre.

Men inden du kan kæmpe for dine drenge, må du kæmpe for dig selv. Du kommer ikke ud af det uden professionel hjælp...

Ja, jeg ved det godt. Jeg sys bare det er svært - for tit ved jeg ikke selv hvad der er galt. Jeg har svært ved at mærke det. 
Men jeg kan samtidig heller ikke være i det her mere, jeg kan mærke i alle situationer hvor høj min puls er, selv når jeg sover fyre den afsted så jeg vågner med hovedpine om natten. 
Det er røv frustrerende at blive ved at kæmpe mod dem, også fordi det ikke gør nogen forskel..

Jeg har heldigvis for nogle mdr siden fået en bisidder, der er med til alle møder, og snakker i telefon med rådgiveren osv. Hun kender selvf til det hele, og ved også godt sådan nogenlunde hvordan jeg har det. Hun er rigtig god til at give råd og vejledning. Hun er meget politisk aktiv, så hun kæmper netop for handicappede børn af samme kalibre som mine drenge, derfor hjælper hun mig. 
Hun tager de væreste diskutioner osv med dem, men rådgiveren kimede mig ned flere gange om ugen, hun begyndte at råbe af mig osv. Derfor tog jeg mit simkort ud, for at undgå det stress. 
Men det har bare intet hjulpet - tvært imod Jeg sys det er en enorm faliterklæring at hun har 'overtaget' så at sige. Men den del kan ikke være anderledes lige pt.

Anonym skriver:

Mange læger kan man nu skrive en mail til.  

Send sådan en hvori du påpejer at han skal hjælpe dig med til at snakke. Og at du bliver sygemeldt fra hvilke job du nu har.  Også infomer institutionerne at al kontakt er til din mand pga din sygemeldning.  

Gå via din læge.  Få fat i en psykolog.  Hvis du skal til asap så betal selv.  De psykologer der er billige pga lægehenvisning er der ofte 2 måneders ventetid.  

Ja og 2 mdr er bare længe, når det hele har sejlet i flere mdr 

Aspek skriver:

Din mand lader til allerede at vide det står slemt til med dig, siden han klarer det meste hjemme og du er brugt for ressourcer. Så sig til din mand- jeg har brug for hjælp til at få luft igen, og jeg har brug for din hjælp til at jeg får det fortalt til min læge. Vil du tage med mig?

 

og når du så har fået hjælp hvad enten det er psykolog, medicin eller lign, så lige en kommentar ift dine udfordringer med kommunen om støtte- kan du evt hive fat i nogen af de foreninger der beskæftiger sig med dine børns diagnoser og bede dem om hjælp? Måske kontakte de uvildige handicapkonsulenter(duhk.dk) og bede om hjælp- eller endnu bedre- få din mand på den opgave?? Måske du ikke er berettiget til støtte, måske du er, men du har brug for hjælp til at få det afklaret!

 

og husk på: den gode mor er hende der tør række hånden ud og bede om hjælp!

Ja, du har ret. Men jeg er panisk for om der kan komme en konsekvens. 
Som skrevet i et tidligere svar oven for så har jeg en privat bisidder, der er meget politisk aktiv, netop for det område mine drenge har handicap og hun har stærkt fukus på i vores kommune hvordan vi forældre OG børn bliver svigtet i det

Hvad er det for nogle konsekvenser du er bange for der kan komme, hvis du beder om hjælp?

Aspek skriver:

Hvad er det for nogle konsekvenser du er bange for der kan komme, hvis du beder om hjælp?

Det ved jeg ikke. Faktisk ved jeg ikke ret meget. Jeg er vel bange for de tager mine børn

Anonym skriver:

Det ved jeg ikke. Faktisk ved jeg ikke ret meget. Jeg er vel bange for de tager mine børn

Jeg vil ikke negligere din bekymring, men der er så langt til at det ville ske, så prøv at gemme de dumme tanker langt væk! Børnene har en far, der så vidt jeg læser, kan varetage deres behov. At en mor har det svært i en periode er ikke lig med børnene bliver fjernet. Det hele handler om at du kommer på benene igen, så du kan være der for dine børn. Fokus vil ALTID være på at I som familie skal kunne klare jer selv videst muligt. Skulle det komme til at kommunen ville vurdere dine børns behov gr din psykiske habitus, vil de formentligt se at der allerede er en forældre i hjemmet der kan imødekomme børnenes behov og ikke gøre mere.

Så igen, afsted og få den hjælp du har brug for, for din egen og ikke mindst din families skyld!