Jeg gir op..

Jeg giver selvf ikke op på børnene, jeg kæmper til det sidste for at hjælpe dem!

Sagen er den, jeg har brug for at tømme hovedet nu. Mit hoved er stoppet helt til, og jeg kan ikke finde ud af noget mere. 
Jeg har to drenge, begge med flere diagnoser.
Men kampen om retfærdelighed, og hjælp til mine drenge er eddermame hård, hårde end jeg nogensinde i min vildeste fantasi havde troet. 

Jeg har i længere tid haft flere sager kørende i kommunen, men får ingen svar, ingenting. 
Jeg opgiver nu, og finder ud af det på anden måde, uden deres hjælp.

Men jeg er ødelagt, jeg er panisk - for hvad sker der nu? Mine drenge har det svært, og det samme har jeg.

Jeg sover ikke ret meget, og har tabt mig mange KG de sidste mdr. Jeg har KONSTANT hjertebanken, uro i kroppen og hovedpine. Jeg vågner om natten med hovedpine fordi min hvile puls er alt for høj. Jeg er helt færdig. Min mand tager PT det store ansvar med vores børn, og jeg ja jeg laver intet  Jeg kan ikke kende mig selv mere, og jeg kan ikke sortere noget i hovedet. Jeg glemmer ALT. Jeg har pillet mit simkort ud af min mobil for over 14 dage siden, for at få ro (Institonerne har selvf min mands nummer) men det hjælper ikke.
I dag har jeg sendt en mail til min rådgiver at jeg er nød til at stoppe nu, og jeg trækker mine ansøgninger tilbage. Jeg kan vitterligt ikke mere, jeg kan ikke kæmpe mere, jeg føler mine børn falder ned mellem mine finger . Min ældste søn er 10 år, så det er ikke en kamp der startede i går, men for 9.5 år siden. 

Hvad søren skal jeg gøre? Og hvad skal jeg gøre med mig selv? Jeg føler jeg er ved at dø, jeg føler ikke jeg kan få luft. I dag er helt slemt, og jeg har influenza symptoner (feber OL) og jeg har hverken feber eller noget, men det føles sådan. Jeg ligner en zombie. Jeg er total done! 

Anonym skriver:

 

Jeg giver selvf ikke op på børnene, jeg kæmper til det sidste for at hjælpe dem!

Sagen er den, jeg har brug for at tømme hovedet nu. Mit hoved er stoppet helt til, og jeg kan ikke finde ud af noget mere. 
Jeg har to drenge, begge med flere diagnoser.
Men kampen om retfærdelighed, og hjælp til mine drenge er eddermame hård, hårde end jeg nogensinde i min vildeste fantasi havde troet. 

Jeg har i længere tid haft flere sager kørende i kommunen, men får ingen svar, ingenting. 
Jeg opgiver nu, og finder ud af det på anden måde, uden deres hjælp.

 

Men jeg er ødelagt, jeg er panisk - for hvad sker der nu? Mine drenge har det svært, og det samme har jeg.

 

Jeg sover ikke ret meget, og har tabt mig mange KG de sidste mdr. Jeg har KONSTANT hjertebanken, uro i kroppen og hovedpine. Jeg vågner om natten med hovedpine fordi min hvile puls er alt for høj. Jeg er helt færdig. Min mand tager PT det store ansvar med vores børn, og jeg ja jeg laver intet  Jeg kan ikke kende mig selv mere, og jeg kan ikke sortere noget i hovedet. Jeg glemmer ALT. Jeg har pillet mit simkort ud af min mobil for over 14 dage siden, for at få ro (Institonerne har selvf min mands nummer) men det hjælper ikke.
I dag har jeg sendt en mail til min rådgiver at jeg er nød til at stoppe nu, og jeg trækker mine ansøgninger tilbage. Jeg kan vitterligt ikke mere, jeg kan ikke kæmpe mere, jeg føler mine børn falder ned mellem mine finger . Min ældste søn er 10 år, så det er ikke en kamp der startede i går, men for 9.5 år siden. 

 

Hvad søren skal jeg gøre? Og hvad skal jeg gøre med mig selv? Jeg føler jeg er ved at dø, jeg føler ikke jeg kan få luft. I dag er helt slemt, og jeg har influenza symptoner (feber OL) og jeg har hverken feber eller noget, men det føles sådan. Jeg ligner en zombie. Jeg er total done! 

Du ved det jo godt......du skal søge professionel hjælp nu!! Ikke på mandag eller efter jul, nu!!

Du skal have psykologhjælp, en vurdering af, hvilken diagnose du lægger dig op af, stress, ptsd eller noget helt tredje. Du skal formentligt have medicinsk hjælp, så søg hjælp nu!!

Anonym skriver:

 

Jeg giver selvf ikke op på børnene, jeg kæmper til det sidste for at hjælpe dem!

Sagen er den, jeg har brug for at tømme hovedet nu. Mit hoved er stoppet helt til, og jeg kan ikke finde ud af noget mere. 
Jeg har to drenge, begge med flere diagnoser.
Men kampen om retfærdelighed, og hjælp til mine drenge er eddermame hård, hårde end jeg nogensinde i min vildeste fantasi havde troet. 

Jeg har i længere tid haft flere sager kørende i kommunen, men får ingen svar, ingenting. 
Jeg opgiver nu, og finder ud af det på anden måde, uden deres hjælp.

 

Men jeg er ødelagt, jeg er panisk - for hvad sker der nu? Mine drenge har det svært, og det samme har jeg.

 

Jeg sover ikke ret meget, og har tabt mig mange KG de sidste mdr. Jeg har KONSTANT hjertebanken, uro i kroppen og hovedpine. Jeg vågner om natten med hovedpine fordi min hvile puls er alt for høj. Jeg er helt færdig. Min mand tager PT det store ansvar med vores børn, og jeg ja jeg laver intet  Jeg kan ikke kende mig selv mere, og jeg kan ikke sortere noget i hovedet. Jeg glemmer ALT. Jeg har pillet mit simkort ud af min mobil for over 14 dage siden, for at få ro (Institonerne har selvf min mands nummer) men det hjælper ikke.
I dag har jeg sendt en mail til min rådgiver at jeg er nød til at stoppe nu, og jeg trækker mine ansøgninger tilbage. Jeg kan vitterligt ikke mere, jeg kan ikke kæmpe mere, jeg føler mine børn falder ned mellem mine finger . Min ældste søn er 10 år, så det er ikke en kamp der startede i går, men for 9.5 år siden. 

 

Hvad søren skal jeg gøre? Og hvad skal jeg gøre med mig selv? Jeg føler jeg er ved at dø, jeg føler ikke jeg kan få luft. I dag er helt slemt, og jeg har influenza symptoner (feber OL) og jeg har hverken feber eller noget, men det føles sådan. Jeg ligner en zombie. Jeg er total done! 

Hvor lyder det bare ikke rart. 

Kæmpe kram til dig. 

Anonym skriver:

Du ved det jo godt......du skal søge professionel hjælp nu!! Ikke på mandag eller efter jul, nu!!

Du skal have psykologhjælp, en vurdering af, hvilken diagnose du lægger dig op af, stress, ptsd eller noget helt tredje. Du skal formentligt have medicinsk hjælp, så søg hjælp nu!!

 

Ja, jeg ved bare ikke hvordan . Jeg har prøvet. Jeg er panisk for at sige det højt. Jeg er bange for han fejl vurdere mig osv. Jeg er ikke en dårlig mor, jeg er bare træt af at kæmpe for retfærdighed. Jeg kan ikke blive ved at udstte mig selv for det pres. 

Jeg har prøvet og tage papir med til lægen hvor tingene står - men får ikke givet det 

esioul skriver:

Hvor lyder det bare ikke rart. 

Kæmpe kram til dig. 

Det er hårdt :/. 
- Og tak 

Anonym skriver:

Du ved det jo godt......du skal søge professionel hjælp nu!! Ikke på mandag eller efter jul, nu!!

Du skal have psykologhjælp, en vurdering af, hvilken diagnose du lægger dig op af, stress, ptsd eller noget helt tredje. Du skal formentligt have medicinsk hjælp, så søg hjælp nu!!

 

kom lige til og sidde og tænke, man kan da ikke få medicin for stress / press eller????

Anonym skriver:

kom lige til og sidde og tænke, man kan da ikke få medicin for stress / press eller????

Jo, det kan du som symptombehandling, men det vigtigste er, at du får værktøjer til at håndtere din lidelse - og ikke mindst får forståelse og til sidst accept af den virkelighed, du skal leve i fremover.

Anonym skriver:

Jo, det kan du som symptombehandling, men det vigtigste er, at du får værktøjer til at håndtere din lidelse - og ikke mindst får forståelse og til sidst accept af den virkelighed, du skal leve i fremover.

Rigtigt.. 

men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme i gang, jeg er bange for konsekvenserne 

Kunne du tage din mand med til lægen og få hans støtte til at bede om hjælp? God ide at have det skrevet ned på papir som du kan give til lægen.

Kan godt forstå det kan være svært at overskue konsekvenserne af at bede om hjælp, men jeg tror desværre det bare bliver langt værre og mere uoverskueligt ved at fortsætte af denne vej. Ved at bede om hjælp NU kan du få stoppet denne udvikling, venter du, bliver det blot 10 gange værre.

pøj pøj med det

Aspek skriver:

Kunne du tage din mand med til lægen og få hans støtte til at bede om hjælp? God ide at have det skrevet ned på papir som du kan give til lægen.

Kan godt forstå det kan være svært at overskue konsekvenserne af at bede om hjælp, men jeg tror desværre det bare bliver langt værre og mere uoverskueligt ved at fortsætte af denne vej. Ved at bede om hjælp NU kan du få stoppet denne udvikling, venter du, bliver det blot 10 gange værre.

pøj pøj med det

Ja måske. Jeg er bare virkelig dårlig til at tale om det foran nogle også ham