Tak for sit indlæg!
vi har været sammen i 6måneder, og jeg gik fra min datters far i december sidste år.
han er 25 og jeg er snart 30. Så vi har ikke travlt aldersmæssigt. Men jeg tænker også meget på min datter og at jeg ønsker hun får søskende. Samtidig vil jeg ikke være ret meget over 30 før jeg bliver gravid igen.
min datter bor hos mig primært, og er hos sin far hver anden weekend.
Både min kæreste og jeg har fast job og indkomst, så på den front er der kkke noget der "mangler" eller skal på plads inden.
Okay, jeg kan sagtens forstå at du gerne vil have et barn mere snart så. Dog er jeres alder heldigvis ikke høj, så uanset om det bliver snart eller om et par år er ingen af jer stadig gamle til at få et barn.
Min kæreste og jeg havde begge været i et rigtig skidt længerevarende forhold, hvor vores eks’er behandlede os ret skidt, og hvor vi desuden ikke passede sammen med dem allerede fra starten af forholdet, og hvor vi helt klart hver især burde være gået ud af forholdet længe før. Vores historier ligner hinanden meget der. Og i det hele taget er vi meget ens på nærmest alle punkter. Det gjorde også at vi på meget kort tid lærte hinanden enormt godt at kende, og i dag kender vi begge hinanden bedre efter lidt under halvandet år, end vi gjorde hver især i vores tidligere forhold på mange flere år. Simpelthen fordi vi begge er enormt opmærksomme på hinanden og virkelig sætter pris på hinanden og hvor godt vi begge bliver behandlet nu.
Så vi kunne i princippet være gået igang med at prøve at få et barn allerede et par måneder efter vi blev kærester, for SÅ sikre på hinanden var vi og så sikre på at vi skulle være sammen var vi. Og den sikkerhed er jo bare blevet stærkere og stærkere med tiden, men vi kunne SAGTENS være gået igang der. Den eneste grund til at vi ventede var, at vi følte det var det rigtige at gøre i forhold til at min kæreste har en datter i forvejen fra tidligere, og vi ville ikke risikere at få en masse kommentarer om hvorvidt man er sikre på forholdet.
Da vi kom og fortalte familie og venner at vi ventede os, blev alle glade, og ikke en eneste har ytret mening om at vi er for hurtigt ude ift hvor længe vi har været sammen, fordi de allesammen kan se hvor lykkelige vi er sammen og hvor gode vi er for hinanden. Og de er glade for at min kærestes datter får en halvbror snart, og selv glæder hun sig også meget.
Hvis jeg var dig ville jeg gøre op med mig selv om hvor sikker i forholdet jeg er og så tage nogle snakke omkring hvor I hver især står ift nogle emner med børneopdragelse, bare for at finde ud af om I er meget ens på det punkt eller om I er mere forskellige, hvor der evt er nogle områder der skal snakkes igennem og findes et kompromis omkring. Kunne forestille mig I allerede har oplevet en del til det, når din datter nu primært bor hos dig, så I allerede ved hvor I hver især står på nogle af områderne. Og så husk på at man jo ikke aner hvor hurtigt/langsomt det går for jer at blive gravide, for selvom du fx blev gravid lynhurtigt sidste gang (aner jeg ikke om du gjorde, det var bare et eksempel), så kan det være det pludselig tager en del længere tid denne gang - eller omvendt, fordi det nu er med en ny mand og du samtidig er blevet lidt ældre og din cyklus og funktionaliteten af det hele inden i dig jo godt kan have ændret sig på de år. Så I skal både være forberedte på at du kan stå med en positiv test en måned efter I går igang, men også at der kan gå adskillige måneder, endda år. Mener at det i gennemsnit tager 6 måneder at blive gravid, men man aner jo ikke på forhånd hvor man selv står i den udregning. Så I skal være forberedt på alle scenarier.
Hvis I efter de snakke fortsat er klar på det og det føles som det helt rigtige mellem jer, så synes jeg ikke et halvt år er for kort tid at have været sammen. Vi ventede som sagt ni måneder, men kunne sagtens være gået igang før.
