Møghe skriver:
Jo, jeg har skam nærtstående (både tætte venner og noget af min allernærmeste familie) der har været/er alvorligt syge og enten slet ikke kan arbejde eller har en meget begrænset arbejdsevne.
Det store antal omgjorte sygedagpengesager, kan hænge sammen med at højesterets dommen ændrede på Ankestyrelsens mangeårige praksis om at stadse udbetalingen, men udskyde afgørelsesridspunktet. Når der kommer ny praksis, vil der være en tidsmæssigt forskydning, der betyder at allerede indsendte afgørelser vil blive omgjorte. Det betyder på ingen måde, at socialrådgiverne er inkompetente.
Ser man derimod på den seneste praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen om førtidspensioner, så viser den, at trods antallet af pensioner er blevet meget begrænset de seneste år, så er kommunerne for "gavmilde" med pensioner. I mange af sagerne om bevilling mente Ankestyrelsen ikke, at betingelserne for pension var til stede. Disse tal vil naturligvis ikke optræde i diverse statistikker, da folk jo sjældent klager over bevillinger.
Men jeg mener fortsat, at vi er tilbage ved, at dette er politik og ikke et spørgsmål om den enkelte rådgivers kompetencer. Ressourceforløbene er indført efter politisk ønske. Om de er formålsløse, afhænger vel af, hvad formålet var fra politisk side. Hvis formålet var at få færre på førtidspension, da er formålet vel indfriet (i hvert fald i de som regel fem år som forløbet varer).
Samtidig rykkes grænserne for såkaldte udviklingsfleksjob. Der er i praksis fleksjob på ned til 45 min om ugen. Det udvander jo nærmest helt muligheden for førtidspension.
Men selvfølgelig sker der fejl også fra socialrådgiveres side. Det vil der ske i alle brancher, der involverer mennesker.
Og lad mig endelig slutte af med at sige, at jeg ikke er socialrådgiver - og heller ikke ansat ved et jobcenter.
Vi kan hurtigt blive enige om, at det handler rigtig meget om politik. Og ja - der sker fejl på alle arbejdspladser.
Og selvfølgelig er der borgere, der hellere vil gå hjemme end at gå på arbejde, selv om de godt kan. Der er brådne kar alle vegne.
Og ja, sagsbehandlerne har kompetencerne - i teorien. Men et er teori, noget andet er praksis.
Jeg har ikke noget imod offentlige instanser - de SKAL være der, og der er rigtig mange dygtige medarbejdere - dem er der da heldigvis flest af. Jeg er modstander af socialt bedrageri, og jeg mener, at man skal tage det job, man kan få uanset hvilken uddannelse, man har. Det var en rigtig dygtig og meget empatisk sagsbehandler, der afsluttede min sag. Jeg var meget ked af at skulle i fleksjob, jeg ville så gerne være på det ordinære arbejdsmarked, men jeg måtte erkende, at det kunne jeg ikke. Sagsbehandleren måtte faktisk overbevise mig om, at et fleksjob var den eneste mulighed. Det betyder rigtig meget for mig at være på arbejdsmarkedet og få lov at bidrage med det, jeg kan. Jeg har også haft dygtige jobkonsulenter.
Der er rigtig mange, der deler din holdning. Det gjorde jeg også, før jeg selv blev syg, men jeg er blevet klogere.
Jeg har fulgt med i debatten gennem de seneste 10 år og har en del "insider" viden både fra landsforeningen af fleks-og skånejobbere og fra mennesker, jeg kender - og mange andre steder fra.
Der er rigtig mange, der ikke er klar over, at en stor del af sagsbehandlerne IKKE har en socialrådgiveruddannelse. Nogle af dem er alm. kontorassistenter, lærere eller pædagoger.
Et eksempel på en arbejdsprøvning - en mand med en ødelagt ryg med 16 skruer og 30 cm sting bliver sendt i arbejdsprøvning som cykelsmed foroverbøjet på en lille skammel, som stående frokostvagt og som julegaveindpakker i en kold lagerhal. Alle de sagsbehandlere han var i kontakt med sagde bare, "at deres fornemste opgave var at få ham i arbejde". Og hvis en sagsbehandler kan finde på at sende et mand med en ødelagt ud i ovennævnte arbejdsprøvninger - så har han/hun i mine øjne ikke kompetencerne til at vurdere, hvilke skånehensyn, der skal være, for at han kan klare arbejdet.
Og hvad med den sagsbehandler, der lige vurderede, at en borger skulle have 4 timer mere i ugen, fordi hun havde bagt julesmåkager ? Det virker altså heller ikke særlig kompetent.
Og at sende en borger, der kan arbejde 5 minutter om dagen med en taxa til arbejdspladsen - borgeren arbejder i 5 minutter med hjælp fra en kollega - og bliver kørt hjem igen af en taxa. Undskyld men synes du, den sagsbehandler har tænkt sig om ?
Og at kommunerne er for "gavmilde" med pensionerne - tja der er mange psykisk syge, som ikke orker at klage over en afgørelse. De knækker bare i stedet for. Der er rigtig mange "skjulte" skæbner rundt omkring.
Det er rigtigt, at det førhen i mange tilfælde var for nemt at få en førtidspension, men i dag er det praktisk talt umuligt at få en pension - og i mange tilfælde bliver borgere presset ud i en arbejdsprøvning, selv om det er åbenlyst, at der ingen arbejdsevne er tilbage.
Der er massevis af eksempler, men det fører for vidt at komme ind på dem her.
På den arbejdsplads, hvor jeg er, er vi flere fleksjobbere, og min chef har gennem årerne haft rigtig mange mennesker i arbejdsprøvning. Og hun har oplevet så mange, der bare ikke kan.
Og de mennesker, der sidder i Ankestyrelsen - altså man er jo nødt til at tage afgørelserne til efterretning - men jeg kan give dig et eksempel. Sidste år kom man i Ankestyrelsen pludselig i tanker om, at patienter med cøliaki ikke længere kunne få tilskud til den glutenfrie diæt - men måske kunne man få tilskud, hvis man havde cøliaki i særlig svær grad - og det er noget rendyrket vrøvl, for cøliaki findes ikke i mere eller mindre svær grad. Enten har man det, eller også har man det ikke. De mente så heller ikke, at det er en medfødt sygdom, men det er det. Det er i mine øjne en diskrimination af en bestemt patientgruppe. Der findes ingen medicin mod cøliaki - hvis der gjorde et, kunne man sandsynligvis godt få tilskud. Det mindste, man kunne gøre, var at gøre det indtægtsbestemt.
Og ja - der er fleksjob ned til 45 minutter om ugen - men hvor mange arbejdsgivere kan bruge en medarbejder, der kun er der 45 min ?
Beklager, det blev lidt langt. Men din viden om "systemet" lyder meget teoretisk.
