Jeg tilslutter mig koret der siger du skal kontakte din SP.
Min yngste datter har også været ekstremt grænsesøgende og blev totalt hysterisk over intet (hun har engang præsteret at få et 45 minutter langt hysterisk anfald, over at hun var lyshåret, mens alle vi andre havde mørkt hår), og det varede fra hun var 1½ til hun var over 6.
En af de ting, der slog mig en dag, da jeg stod og råbte af hende, at hun skulle lade være med at råbe af mig var, at det var fuldstændigt absurd. Det gik op for mig at jeg fik lige præcist det ud af vores relation, som jeg puttede ind i den, hvilket jo i øvrigt passer på alle relationer, hvis man tænker over det.
Jeg begyndte, hver gang jeg havde lyst til at vippe ungen ud af vinduet, at tage en dyb indånding og spørge hende om ikke hun trængte til et kram? Nogen gange fortalte jeg hende også, at jeg trængte til en krammer af hende. Nogle gange blev hun så forbløffet at hun helt stoppede sin opførsel, og andre gange fortsatte den bagefter, men det er bare rigtigt svært at blive ved med at være vred, når man krammer - for os begge to.
Så satte jeg mig med hende på skødet og armene om hende og spurgte hvad der var i vejen? Vi har fået mange snakke på den konto, og også en masse gange, hvor hun ikke har været i stand til at forklare sig, og så har vi sammen prøvet at sætte ord på. Og krammet og fjollet lidt.
I starten var det mega-svært at sætte min egen vrede og frustration til side, jeg var SÅ vred over hendes opførsel, men jeg er virkelig glad for, at jeg tog mig selv i nakken og gjorde det, selvom det var svært de første gange. Det har givet os begge så meget, og det har virkelig hjulpet hende, at vi har snakket om hendes følelser og frustrationer. Og vil har fået krammet en masse, alting er bedre med krammere...
