Anonym skriver:
Vi er lidt ude i torvene, vi håber ikke på at få en masse spande lort i hovedet, vi har det skidt nok i forvejen.
Sagen kort
Vores ægteskab har haltet, der har været mange skænderier, også højlydte. Vi har dog også kunnet tage på 3 ugers ferie sammen uden de vilde skænderier.
Vi har et barn på 9 år som vi nu kan se har lidt under dette. Det gør os vildt kede af det. Og vi bebrejder os selv meget at vi ikke har set det.
Desværre har vi været så stupide-blinde at vi ikke har set det ordentlig. Desværre også har vores datter hjemme været frustreret, så hvis hun ikke fik sin vilje kunne hun finde på at slå, sparke, gå til angreb og endnu mere desværre har begge ægtefæller et par gange i afmagt taget fat i hende hårdt i armen eller begge arme, så det gjorde ondt på hende.
Vi er så kede af at det er kom så vidt, vi er så berørte af det.
Der er sket det at hun har fortalt det til en veninde i skolen som har fortalt det til skolen, som så har lavet en underretning til kommunen.
Underretningen til kommunen fik vi præsenteret på et møde, og vi var lamslåede. Vi mener skolen tegner et billede af vores familie som slet ikke er korrekt og i øvrigt efterrationaliserer meget omkring deres egen rolle hidtil, for i elevplaner mv står der at barnet er sød, velfungerende men for stille og passiv samt ikke god til voksen-kontakt, fagligt og kreativt er alt i top. Vi har haft fat i skolen vedr mobning i skolen, i underretningen virker det til indirekte at vi har haft møder om forholdet her, det passer ikke.
Vi sagde at vi ikke var enige i underretningen på en række punkter, der blev tilføjet lidt om at vi så lidt anderledes på det og så blev der lavet andre ting om også, underretningen blev marginalt bedre i forhold til vores opfattelse af virkeligheden, men ikke meget.
Vi fik at vide at de skulle skrive vores barns forklaring og de var barnets advokat.
Der er en ting mere, og vi forstår det ikke. Vores barn har sagt i skolen at hun får slag med flad hånd ofte, det passer ikke og det har aldrig passet. Der er sket det som er nævnt her og ikke mere. Er der nogen der har et bud på hvorfor vores barn siger det ?
Meldingen fra skolen var at vi skulle sige til vores barn at det var godt at hun sagde det til nogle voksne og vi nok skulle få hjælp og det har vi gjort. Vi har ikke forholdt vores barn de udsagn skolen kommer med,som hun har sagt og tænker vi nok ikke skal gøre det ud fra den melding skolen kommer med ?
Vi har kontaktet kommunen selv den dag underretningen blev sendt og har aftalt møde med dem omkring hvordan vi kommer videre. Det her drejer sig også om vores barn, og vi vil gøre alt for at ægteskabet og familielivet kommer på ret køl.
Efter henvendelsen fra skolen har der ikke været noget skænderi hjemme og det bliver der heller ikke. Det var et wakeup-call men desværre burde vi selv have set det, og det er vi meget kede af at vi ikke gjorde.
Vi sidder dog også tilbage nu, med en lidt ubehagelig og trist følelse. Da vi fik overrakt underretningen var meldingen, det er nok hård kost at læse fra læren, men vores opfattelse var nærmere at det var meget overdrevet hvad hun skrev, vi følte os ikke helt ramt af det, fordi det ikke passede ganske enkelt hvad der står. Men vi føler os ramt og dømt og føler os fremstillet som en voldelig familie hvilket vi ikke er.
Klasselæren sagde videre at børn jo sjældent lyver om noget sådan. Det er altså enormt ubehageligt at være dømt for noget man slet ikke kan genkende eller har gjort.
Nu drejer det sig ikke om vores følelser men om vores barns følelser og vi gør alt hvad der er i vores magt på at få et bedre familieliv og de ændringer ses allerede.
Men ved kommunen, vi føler det svært at møde op til det her når der ligger en underretning der ikke viser det billede der er rigtigt mener vi. Vi møder selvfølgelig op, men hvis holdningen er at børn aldrig lyver der også som hos klasselæren, jamen så bliver det jo som om at vi skal i gang med et projekt på et grundlag der er anderledes end virkeligheden.
Vi har det begge meget skidt med det, det er voldsomt for os mentalt at blive anklaget for noget sådan fra skolen via de samtaler de har haft med vores barn, som vi altså ikke mener er virkelighedens verden.
Hvis nogen kan skrive nogen råd til os, så tak. Det er vores største og mest mentale krise vi nogensinde har haft dette her.
Jeg syntes det er rigtig godt at i erkender at i har brug for hjælp og tager i mod den
Nogen gange opfatter børn tingene anderledes end vi voksne gør.
Vi skændes sjældent, men er uenig om nogen ting og diskutere da de ting, men på et roligt plan, men vores datter siger af og til at vi skal lade være med at skændes. hun siger det ikke på nogen bange måde men på en irreterne måde.
Jeg snakkede så med min familiekonsulent om det og hun fortalte at det kan godt være hun opfatter det som om vi skændes og især nå hun faktisk ikke ved hvordan det lyder nå man skændes (ikke ens betydende med at vi skal begynde på det)
Og så fortalte hun at hun har været ude for at nogen børn fortalte at de blev slået, fordi at forældrene råbte af dem. De blev ikke slået, men børnene opfattede det at blive råbt af, gjorde lige så ondt som at blive slået, og derfor fortalte de det.
Og psykisk kan det gøre lige så ondt.
Og I det i har taget hårdt fat i hende, så tænker jeg at måske er det derfor hun fortæller det.
Men i realiteten er det jo også lige meget hvad der stå, så længe kommunen er villig til at hjælpe og nogen gange skal der meget til før kommunerne hjælper, og nå de få underretning, så spørger de jo også jer ind til det, også fortæller i jo også bare jeres version, så i få den rette hjælp
