Underretning fra skolen til kommunen

Vi er lidt ude i torvene, vi håber ikke på at få en masse spande lort i hovedet, vi har det skidt nok i forvejen.

Sagen kort

Vores ægteskab har haltet, der har været mange skænderier, også højlydte. Vi har dog også kunnet tage på 3 ugers ferie sammen uden de vilde skænderier.

Vi har et barn på 9 år som vi nu kan se har lidt under dette. Det gør os vildt kede af det. Og vi bebrejder os selv meget at vi ikke har set det.

Desværre har vi været så stupide-blinde at vi ikke har set det ordentlig. Desværre også har vores datter hjemme været frustreret, så hvis hun ikke fik sin vilje kunne hun finde på at slå, sparke, gå til angreb og endnu mere desværre har begge ægtefæller et par gange i afmagt taget fat i hende hårdt i armen eller begge arme, så det gjorde ondt på hende.

Vi er så kede af at det er kom så vidt, vi er så berørte af det.

Der er sket det at hun har fortalt det til en veninde i skolen som har fortalt det til skolen, som så har lavet en underretning til kommunen.

Underretningen til kommunen fik vi præsenteret på et møde, og vi var lamslåede. Vi mener skolen tegner et billede af vores familie som slet ikke er korrekt og i øvrigt efterrationaliserer meget omkring deres egen rolle hidtil, for i elevplaner mv står der at barnet er sød, velfungerende men for stille og passiv samt ikke god til voksen-kontakt, fagligt og kreativt er alt i top. Vi har haft fat i skolen vedr mobning i skolen, i underretningen virker det til indirekte at vi har haft møder om forholdet her, det passer ikke.

Vi sagde at vi ikke var enige i underretningen på en række punkter, der blev tilføjet lidt om at vi så lidt anderledes på det og så blev der lavet andre ting om også, underretningen blev marginalt bedre i forhold til vores opfattelse af virkeligheden, men ikke meget.

Vi fik at vide at de skulle skrive vores barns forklaring og de var barnets advokat.

Der er en ting mere, og vi forstår det ikke. Vores barn har sagt i skolen at hun får slag med flad hånd ofte, det passer ikke og det har aldrig passet. Der er sket det som er nævnt her og ikke mere. Er der nogen der har et bud på hvorfor vores barn siger det ? 

Meldingen fra skolen var at vi skulle sige til vores barn at det var godt at hun sagde det til nogle voksne og vi nok skulle få hjælp og det har vi gjort. Vi har ikke forholdt vores barn de udsagn skolen kommer med,som hun har sagt og tænker vi nok ikke skal gøre det ud fra den melding skolen kommer med ? 

Vi har kontaktet kommunen selv den dag underretningen blev sendt og har aftalt møde med dem omkring hvordan vi kommer videre. Det her drejer sig også om vores barn, og vi vil gøre alt for at ægteskabet og familielivet kommer på ret køl.

Efter henvendelsen fra skolen har der ikke været noget skænderi hjemme og det bliver der heller ikke. Det var et wakeup-call men desværre burde vi selv have set det, og det er vi meget kede af at vi ikke gjorde.

Vi sidder dog også tilbage nu, med en lidt ubehagelig og trist følelse. Da vi fik overrakt underretningen var meldingen, det er nok hård kost at læse fra læren, men vores opfattelse var nærmere at det var meget overdrevet hvad hun skrev, vi følte os ikke helt ramt af det, fordi det ikke passede ganske enkelt hvad der står. Men vi føler os ramt og dømt og føler os fremstillet som en voldelig familie hvilket vi ikke er.

Klasselæren sagde videre at børn jo sjældent lyver om noget sådan. Det er altså enormt ubehageligt at være dømt for noget man slet ikke kan genkende eller har gjort.

Nu drejer det sig ikke om vores følelser men om vores barns følelser og vi gør alt hvad der er i vores magt på at få et bedre familieliv og de ændringer ses allerede.

Men ved kommunen, vi føler det svært at møde op til det her når der ligger en underretning der ikke viser det billede der er rigtigt mener vi. Vi møder selvfølgelig op, men hvis holdningen er at børn aldrig lyver der også som hos klasselæren, jamen så bliver det jo som om at vi skal i gang med et projekt på et grundlag der er anderledes end virkeligheden.

Vi har det begge meget skidt med det, det er voldsomt for os mentalt at blive anklaget for noget sådan fra skolen via de samtaler de har haft med vores barn, som vi altså ikke mener er virkelighedens verden.

Hvis nogen kan skrive nogen råd til os, så tak. Det er vores største og mest mentale krise vi nogensinde har haft dette her.

Anonym skriver:

Vi er lidt ude i torvene, vi håber ikke på at få en masse spande lort i hovedet, vi har det skidt nok i forvejen.

Sagen kort

Vores ægteskab har haltet, der har været mange skænderier, også højlydte. Vi har dog også kunnet tage på 3 ugers ferie sammen uden de vilde skænderier.

Vi har et barn på 9 år som vi nu kan se har lidt under dette. Det gør os vildt kede af det. Og vi bebrejder os selv meget at vi ikke har set det.

Desværre har vi været så stupide-blinde at vi ikke har set det ordentlig. Desværre også har vores datter hjemme været frustreret, så hvis hun ikke fik sin vilje kunne hun finde på at slå, sparke, gå til angreb og endnu mere desværre har begge ægtefæller et par gange i afmagt taget fat i hende hårdt i armen eller begge arme, så det gjorde ondt på hende.

Vi er så kede af at det er kom så vidt, vi er så berørte af det.

Der er sket det at hun har fortalt det til en veninde i skolen som har fortalt det til skolen, som så har lavet en underretning til kommunen.

Underretningen til kommunen fik vi præsenteret på et møde, og vi var lamslåede. Vi mener skolen tegner et billede af vores familie som slet ikke er korrekt og i øvrigt efterrationaliserer meget omkring deres egen rolle hidtil, for i elevplaner mv står der at barnet er sød, velfungerende men for stille og passiv samt ikke god til voksen-kontakt, fagligt og kreativt er alt i top. Vi har haft fat i skolen vedr mobning i skolen, i underretningen virker det til indirekte at vi har haft møder om forholdet her, det passer ikke.

Vi sagde at vi ikke var enige i underretningen på en række punkter, der blev tilføjet lidt om at vi så lidt anderledes på det og så blev der lavet andre ting om også, underretningen blev marginalt bedre i forhold til vores opfattelse af virkeligheden, men ikke meget.

Vi fik at vide at de skulle skrive vores barns forklaring og de var barnets advokat.

Der er en ting mere, og vi forstår det ikke. Vores barn har sagt i skolen at hun får slag med flad hånd ofte, det passer ikke og det har aldrig passet. Der er sket det som er nævnt her og ikke mere. Er der nogen der har et bud på hvorfor vores barn siger det ? 

Meldingen fra skolen var at vi skulle sige til vores barn at det var godt at hun sagde det til nogle voksne og vi nok skulle få hjælp og det har vi gjort. Vi har ikke forholdt vores barn de udsagn skolen kommer med,som hun har sagt og tænker vi nok ikke skal gøre det ud fra den melding skolen kommer med ? 

Vi har kontaktet kommunen selv den dag underretningen blev sendt og har aftalt møde med dem omkring hvordan vi kommer videre. Det her drejer sig også om vores barn, og vi vil gøre alt for at ægteskabet og familielivet kommer på ret køl.

Efter henvendelsen fra skolen har der ikke været noget skænderi hjemme og det bliver der heller ikke. Det var et wakeup-call men desværre burde vi selv have set det, og det er vi meget kede af at vi ikke gjorde.

Vi sidder dog også tilbage nu, med en lidt ubehagelig og trist følelse. Da vi fik overrakt underretningen var meldingen, det er nok hård kost at læse fra læren, men vores opfattelse var nærmere at det var meget overdrevet hvad hun skrev, vi følte os ikke helt ramt af det, fordi det ikke passede ganske enkelt hvad der står. Men vi føler os ramt og dømt og føler os fremstillet som en voldelig familie hvilket vi ikke er.

Klasselæren sagde videre at børn jo sjældent lyver om noget sådan. Det er altså enormt ubehageligt at være dømt for noget man slet ikke kan genkende eller har gjort.

Nu drejer det sig ikke om vores følelser men om vores barns følelser og vi gør alt hvad der er i vores magt på at få et bedre familieliv og de ændringer ses allerede.

Men ved kommunen, vi føler det svært at møde op til det her når der ligger en underretning der ikke viser det billede der er rigtigt mener vi. Vi møder selvfølgelig op, men hvis holdningen er at børn aldrig lyver der også som hos klasselæren, jamen så bliver det jo som om at vi skal i gang med et projekt på et grundlag der er anderledes end virkeligheden.

Vi har det begge meget skidt med det, det er voldsomt for os mentalt at blive anklaget for noget sådan fra skolen via de samtaler de har haft med vores barn, som vi altså ikke mener er virkelighedens verden.

Hvis nogen kan skrive nogen råd til os, så tak. Det er vores største og mest mentale krise vi nogensinde har haft dette her.

 

 

 

Jeres pige har det rigtig skidt og mentalt presset mere end i aner. selv nu hvor underretning er sendt. 

Men det passer nu ikke at børn aldrig "lyver". Jeg er selv blevet indberettet for at slå mit barn fordi h*n sagde jeg havde gjort det. Her handlede det om at et andet barn i pasningsordningen slog i vrede og mit barn var så presset af general situation i pasningsordningen at h*n var bange for at jeg også ville slå når jeg blev vred eller skældte ud. Mit barn var noget yngre end jeres 

Her blev indberetningen lukket med det samme efter kommunen havde været på besøg hos os og informeret om indberetningen og talt med os. Jeg har faktisk aldrig set den på skrift fordi den blev lukket så hurtigt. 

Jeg fik mit normalt glade barn efter et skift i pasningsordningen som skulle ske alligevel og der har aldrig været mere selvom det er år siden nu. 

I jeres situation lyder det til at problemerne er i hjemmet så jeg ville være meget samarbejdsvillig og tage imod de tilbud om f.eks familierådgivning for at lære nye mønster i jeres måde at håndtere uenighed.

Og husk at skolen har indberetningspligt om børn der ikke er trivsel. De skal skrive der barnet siger og lade andre om at undersøge hvad der er op og ned i sagen. 

Der er selvfølgelig flere detaljer i min sag men ikke noget jeg har lyst til at ligge ud i offentligheden selvom det er anonymt 

Hvordan kan det være skolen har involveret Jer/vist Jer underretningen? 

Det er sådan at de ikke må sige noget når det handler om vold. 

Kommunen vil nu afholde en børnesamtale og derefter vil I blive indkaldt til en partshøring, hvor de hører Jeres side af sagen. 

Men jeg har været til et netværksmøde som pædagog også omhandlende underretning omkring vold. Her mente kommunen ikke der var tale om vold selvom barnet havde fortalt det. Til gengæld var der andre ting familien skulle arbejde på og have hjælp til. Så der kan sagtens komme noget godt ud af det 

Jere barn er enormt presset lyder det til. Det at være stille og passiv i skolen kan også sagtens være afmagt mht hjemmefronten. 

Jeg synes det er godt for jer, at I er blevet indberettet fordi I er ved at skade hende. 

Børn kan sagtens lyve som et sidste skrig om hjælp når forældrene er blinde og tyranniserer på hjemmefronten med højlydte skænderier. Er slag er til at tage at føle på. Det er sværere at sætte ord på hvad skændererier/dårlig stemning gør ved en psykisk former barn.

jeg ville faktisk undskyld overfor barnet og sige at Inhat en meget hård periode men at I my gør alt for at komme på ret køl og får hjælp. Jeg vil også skaffe hjælp til jeres datter hos en psykolog så hun kommer helskindet igennem perioden.

og er I sikre i jeres parforhold på at I for alt i verden skal være sammen?

... og at I begge har taget fat I hende i en sådan grad at hun siger det til en veninde - så har I nik taget så hårdt fat at man vil kalde det vold. Så uanset hvordan du vender og drejer det er der psykisk og fysisk vold i jeres familie på nuværende tidspunkt set med barneøjne. 

Men dejligt at det har været er wake up call.

mor:) skriver:

Hvordan kan det være skolen har involveret Jer/vist Jer underretningen? 

Det er sådan at de ikke må sige noget når det handler om vold. 

Kommunen vil nu afholde en børnesamtale og derefter vil I blive indkaldt til en partshøring, hvor de hører Jeres side af sagen. 

Men jeg har været til et netværksmøde som pædagog også omhandlende underretning omkring vold. Her mente kommunen ikke der var tale om vold selvom barnet havde fortalt det. Til gengæld var der andre ting familien skulle arbejde på og have hjælp til. Så der kan sagtens komme noget godt ud af det 

Jeg ved ikke hvorfor skolen har involveret os og vist os underretningen, men det er det de har gjort.

Vi vil selvfølgelig samarbejde med kommunen og modtage den familierådgivning de måtte tilbyde, idet det da helt sikkert kan hjælpe os, vi spiller med helt åbne kort, vi har intet at skjule og agter at indgå i et konstruktiv samarbejde med kommunen og skolen.

Smølfine123 skriver:

Jere barn er enormt presset lyder det til. Det at være stille og passiv i skolen kan også sagtens være afmagt mht hjemmefronten. 

Jeg synes det er godt for jer, at I er blevet indberettet fordi I er ved at skade hende. 

Børn kan sagtens lyve som et sidste skrig om hjælp når forældrene er blinde og tyranniserer på hjemmefronten med højlydte skænderier. Er slag er til at tage at føle på. Det er sværere at sætte ord på hvad skændererier/dårlig stemning gør ved en psykisk former barn.

jeg ville faktisk undskyld overfor barnet og sige at Inhat en meget hård periode men at I my gør alt for at komme på ret køl og får hjælp. Jeg vil også skaffe hjælp til jeres datter hos en psykolog så hun kommer helskindet igennem perioden.

og er I sikre i jeres parforhold på at I for alt i verden skal være sammen?

Det du siger vi bør sige til barnet, har vi sagt til vores barn i sidste uge 

Vi er ikke sikre på at ægteskabet skal bestå men vi giver det en chance men kommunikationen skal forbedres og kærligheden findes igen, og sker dette ikke, er der ikke grundlag for et ægteskab. 

Jeg kan helt ærligt ikke forstå jeres fokus i det her. Det handler ikke om jeres sårede følelser, det handler om, hvad jeres datter har været udsat for gennem en periode, som er virkelig skidt for hendes trivsel. Så kan det godt ske, at der er punkter i underretningen, i ikke er enige i, men læreren er jo nødt til at formulere det, som hun oplever det, og er også nødt til at medtage pigens ord, når hun skriver, at hun er blevet slået. Så kan det godt ske, at I synes det er unfair, at læreren tror på hende. Jeg ville i stedet tænke GODT der er en fagperson, som vores datter kan have tillid til lytter til hende.

Ærlig talt. I burde takke den lærer, hvis det er den underretning, der har fået her til at indse problemet og alvor. Hvad ville der være sket ellers? At i var fortsat? Nej, i er simpelthen nødt til at smide jeres sure følelser mod læreren over, at I ikke er helt enige. Det er slet ikke det rigtige at fokusere på, og understreger for mig, at I har behov for hjælp til at fokusere på jeres datters behov  og ikke jeres egne.

I er nødt til at samarbejde. Støtte jeres barn. Samarbejde med skole og kommune. For faktum er, at I HAR problemer. Faktum er, at hun er blevet udsat for vold, når hun gribes så hårdt fat i, at I selv kan se det, og hun må betro sig til en veninde om det. Faktum er, at hun har levet i et psykisk undertrykkende miljø, hvor far og mor ikke har kunne styre deres adfærd. Det er vel dét der er vigtigt? Hvad i nu sammen kan gøre for at hjælpe og støtte jeres datter. Hvordan i kan samarbejde.

Det andet kan i tage op undervejs. Men at fokusere på det, er helt fejlslået i mine øjne, som tingene ser ud for jer lige nu. 

Anonymor skriver:

Jeg kan helt ærligt ikke forstå jeres fokus i det her. Det handler ikke om jeres sårede følelser, det handler om, hvad jeres datter har været udsat for gennem en periode, som er virkelig skidt for hendes trivsel. Så kan det godt ske, at der er punkter i underretningen, i ikke er enige i, men læreren er jo nødt til at formulere det, som hun oplever det, og er også nødt til at medtage pigens ord, når hun skriver, at hun er blevet slået. Så kan det godt ske, at I synes det er unfair, at læreren tror på hende. Jeg ville i stedet tænke GODT der er en fagperson, som vores datter kan have tillid til lytter til hende.

Ærlig talt. I burde takke den lærer, hvis det er den underretning, der har fået her til at indse problemet og alvor. Hvad ville der være sket ellers? At i var fortsat? Nej, i er simpelthen nødt til at smide jeres sure følelser mod læreren over, at I ikke er helt enige. Det er slet ikke det rigtige at fokusere på, og understreger for mig, at I har behov for hjælp til at fokusere på jeres datters behov  og ikke jeres egne.

I er nødt til at samarbejde. Støtte jeres barn. Samarbejde med skole og kommune. For faktum er, at I HAR problemer. Faktum er, at hun er blevet udsat for vold, når hun gribes så hårdt fat i, at I selv kan se det, og hun må betro sig til en veninde om det. Faktum er, at hun har levet i et psykisk undertrykkende miljø, hvor far og mor ikke har kunne styre deres adfærd. Det er vel dét der er vigtigt? Hvad i nu sammen kan gøre for at hjælpe og støtte jeres datter. Hvordan i kan samarbejde.

Det andet kan i tage op undervejs. Men at fokusere på det, er helt fejlslået i mine øjne, som tingene ser ud for jer lige nu. 

Som vi skriver mange steder så er vi indstillet på at samarbejde med kommunen, der er os selv der har ringet til kommunen og bedt om samtale og hjælp som jeg skriver. Det nævner vi flere gange. 

Selvfølgelig ønsker vi det. Det skriver vi også igen og igen.

Vi har også meget fokus på vores barn, der er ingen skænderier mere mellem os og vi har et stort arbejde foran os mht at få rettet op på det der er sket.

Men uanset hvad, så skal det jo ske på dette grundlag. Når vi se en underretning der ligger milevidt fra virkeligheden, er det vel i alles interesse at virkeligheden kommer frem. På den måde kan vi vel også bedst hjælpes skulle jeg mene, hvis problemet er ordentlig belyst.

Jeg er meget enig med anonymors svar. Det handler om jeres barn og ikke om jeres følelser.

At I ikke opfatter det, der står i underretningen, som sandt, gør det ikke usandt. Der er altid flere sider af samme sag. De har taget udgangspunkt i det, de har fået at vide fra jeres datters veninde og jeres datter selv. I har taget så hårdt fat i jeres datter, at det gjorde ondt, og hun har fortalt det videre til en veninde. Så har det altså været voldsomt, og det kan jo så godt betyde, at hun har opfattet så voldsomt, at det næsten har føltes som et slag.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være hårdt og især hårdt at læse på skrift, men det har måske for jeres datter også været nødvendigt for at råbe jer op.

I er nødt til at acceptere, at det står skrevet på den måde, og så må i fremadrettet tage udgangspunkt i det og forklare jeres side af sagen. Hvis jeres datter har løjet eller overdrevet virkeligheden, skal kommunen nok finde ud af det. Men det er måske også værd for jer at tænke over, hvorfor hun har følt sig nødsaget til at lyve?