Træt af livet, problemer og manglende omsorg.

Hvad gør man, nå det enest man ønsker sig her i livet er lidt omsorg.

Nå man er voksen, men inden i tit føler sig som et barn og savner den omsorg og forståelse som ens forælder skulle give en, men som man aldrig har fået.

Jeg har en mand og to dejlige børn der selvfølgelig få den omsorg og kærlighed de skal have. 

Men jeg føler mig af og til ekstrem ensom og træt af livet. Bare fordi jeg nogen gange savner nogen der indimellem kan tage sig lidt af mig og mine problemer.

Jeg høre tit om folk der har haft nogen pædagoger, sagsbehandler,  rådgiver osv. Der stadig hjælper og støtter dem selvom de er stoppet med at have det arbejde. 

Hvorfor er jeg aldrig så heldig at finde sådan en person, hvorfor skal mit liv altid være så besværligt.

Ja jeg har en mand og han er kærlig og elsker mig osv. Men han forstå sig ikke på mine problemer. 

Jeg er træt, træt af at kæmpe for at få et ordenligt liv.

Anonym skriver:

Hvad gør man, nå det enest man ønsker sig her i livet er lidt omsorg.

Nå man er voksen, men inden i tit føler sig som et barn og savner den omsorg og forståelse som ens forælder skulle give en, men som man aldrig har fået.

Jeg har en mand og to dejlige børn der selvfølgelig få den omsorg og kærlighed de skal have. 

Men jeg føler mig af og til ekstrem ensom og træt af livet. Bare fordi jeg nogen gange savner nogen der indimellem kan tage sig lidt af mig og mine problemer.

Jeg høre tit om folk der har haft nogen pædagoger, sagsbehandler,  rådgiver osv. Der stadig hjælper og støtter dem selvom de er stoppet med at have det arbejde. 

Hvorfor er jeg aldrig så heldig at finde sådan en person, hvorfor skal mit liv altid være så besværligt.

Ja jeg har en mand og han er kærlig og elsker mig osv. Men han forstå sig ikke på mine problemer. 

Jeg er træt, træt af at kæmpe for at få et ordenligt liv.

Du er ikke alene  savner i den grad omsorg og forståelse efter en hård periode. Du skriver mange af mine tanker. Kram.

Anonym skriver:

Du er ikke alene  savner i den grad omsorg og forståelse efter en hård periode. Du skriver mange af mine tanker. Kram.

Tak.

På en måde, er jeg ked af du har det lige sådan. Men det er rart vide at man ikke er alene om at have sådan nogen tænker og følser

Jeg ville lidt ønske at der fandtes nogen man kunne få kontakt til, lidt ligesom reserve bedste og voksen ven til børn, bare til os voksne som har brug for lidt ekstra støtte 

Anonym skriver:

Tak.

På en måde, er jeg ked af du har det lige sådan. Men det er rart vide at man ikke er alene om at have sådan nogen tænker og følser

Jeg ville lidt ønske at der fandtes nogen man kunne få kontakt til, lidt ligesom reserve bedste og voksen ven til børn, bare til os voksne som har brug for lidt ekstra støtte 

Selv om det er en ringe trøst  så kan jeg sætte mig ind i det du skriver. Kan blive helt misundelig på dem, som finder en som giver netop det støtte. Dem som lige tar fat i kraven og hjælper når det er svært. Ja det ville være rart. Pøj pøj alt det bedste .

Anonym skriver:

Selv om det er en ringe trøst  så kan jeg sætte mig ind i det du skriver. Kan blive helt misundelig på dem, som finder en som giver netop det støtte. Dem som lige tar fat i kraven og hjælper når det er svært. Ja det ville være rart. Pøj pøj alt det bedste .

Tak.

Hvad med venner og familie? Måske lidt ældre, så den anden ikke også står i småbørn til halsen?

Der er nok ikke nogen forhold (udover dem, hvor den ene er aflønnet), som kun handler om at give omsorg til den ene part. Ellers skal man indstille sig på, at forhold skal være ligeværdige - altså man både giver og får.

Prøv at afsøge netværket - måske er der nogle relationer, man kan arbejde på. Måske sidder der en tante eller grandkusine et eller andet sted, som også har brug for dig?

Abracadabra skriver:

Hvad med venner og familie? Måske lidt ældre, så den anden ikke også står i småbørn til halsen?

Der er nok ikke nogen forhold (udover dem, hvor den ene er aflønnet), som kun handler om at give omsorg til den ene part. Ellers skal man indstille sig på, at forhold skal være ligeværdige - altså man både giver og får.

Prøv at afsøge netværket - måske er der nogle relationer, man kan arbejde på. Måske sidder der en tante eller grandkusine et eller andet sted, som også har brug for dig?

Tak 

Jeg har ikke så meget familie kun mine søskene. Mine forældre har aldrig haft kontakt til sine søskene osv.

Og lige nu har jeg ikke overskud til at tage kontakt til folk jeg ikke kender.

Problemet et at jeg har nogen psykiske problemer, så jeg mangler nogen der kan forstå hvorfor jeg har det som jeg har det, og kan håndtere mine frustrationer. 

Det kan mine søskene ikke. Den ene har meget være problemer og de andre kan ikke forstå det, da de ikke har det på samme måde.

Min mand har også svært ved at sætte sig ind i den måde jeg føler og tænker på, at jeg nogen gange bliver deprimeret over små ting, han bliver bekymret nå jeg har det dårligt psykisk, så det er ikke altid jeg fortæller han hvad der er galt.

Men han ved nå jeg har de skidt og overtager alt til jeg er nogenlunde oven på igen. Mine børn er ikke helt små, de gå i skole.

Jeg har også 3 veninder men de kan heller ikke hjælpe mig, de lytter selvfølgelig, Men jeg kan jo ikke belemrer dem med mine problemer hele tiden, så nå jeg er sammen med dem lader jeg lidt som ingen ting, de ved godt jeg har det lidt skidt, men ikke hvor slemt.

Jeg har en person til at snakke med men hun har ferie og har det en uge endnu. Jeg har også haft snakket med en person fra den psykiatriske skadestue akutteam, men hun har selvfølgelig også ferie. Og jeg magter ikke at snakke med alle mulig andre, da jeg så hele tiden skal forklare hvorfor jeg har det som jeg har det. 

Og jeg har bare lyst til at græde hele tiden.

Jeg har en person som på et tidspunkt sagde jeg altid kunne kontakte hende hvis jeg fik brug for det, det er en af min mors tidliger venner, så hun ved hvordan jeg er vokset op. Men jeg er bare bange for at være til besvær, og det er de færreste der kan håndtere at man fortæller dem at man er træt af livet osv.

Anonym skriver:

Tak 

Jeg har ikke så meget familie kun mine søskene. Mine forældre har aldrig haft kontakt til sine søskene osv.

Og lige nu har jeg ikke overskud til at tage kontakt til folk jeg ikke kender.

Problemet et at jeg har nogen psykiske problemer, så jeg mangler nogen der kan forstå hvorfor jeg har det som jeg har det, og kan håndtere mine frustrationer. 

Det kan mine søskene ikke. Den ene har meget være problemer og de andre kan ikke forstå det, da de ikke har det på samme måde.

Min mand har også svært ved at sætte sig ind i den måde jeg føler og tænker på, at jeg nogen gange bliver deprimeret over små ting, han bliver bekymret nå jeg har det dårligt psykisk, så det er ikke altid jeg fortæller han hvad der er galt.

Men han ved nå jeg har de skidt og overtager alt til jeg er nogenlunde oven på igen. Mine børn er ikke helt små, de gå i skole.

Jeg har også 3 veninder men de kan heller ikke hjælpe mig, de lytter selvfølgelig, Men jeg kan jo ikke belemrer dem med mine problemer hele tiden, så nå jeg er sammen med dem lader jeg lidt som ingen ting, de ved godt jeg har det lidt skidt, men ikke hvor slemt.

Jeg har en person til at snakke med men hun har ferie og har det en uge endnu. Jeg har også haft snakket med en person fra den psykiatriske skadestue akutteam, men hun har selvfølgelig også ferie. Og jeg magter ikke at snakke med alle mulig andre, da jeg så hele tiden skal forklare hvorfor jeg har det som jeg har det. 

Og jeg har bare lyst til at græde hele tiden.

Jeg har en person som på et tidspunkt sagde jeg altid kunne kontakte hende hvis jeg fik brug for det, det er en af min mors tidliger venner, så hun ved hvordan jeg er vokset op. Men jeg er bare bange for at være til besvær, og det er de færreste der kan håndtere at man fortæller dem at man er træt af livet osv.

Jeg synes, at dine problemer lyder lidt mere alvorlige, end hvad en veninde/familierelation kan hjælpe på.

Har du ikke mulighed for at få noget psykologhjælp?

Jeg har selv gået til psykolog i nogle år, hvor jeg havde det svært og det hjalp mig virkelig meget.

Celine89 skriver:

Jeg synes, at dine problemer lyder lidt mere alvorlige, end hvad en veninde/familierelation kan hjælpe på.

Har du ikke mulighed for at få noget psykologhjælp?

Jeg har selv gået til psykolog i nogle år, hvor jeg havde det svært og det hjalp mig virkelig meget.

Ja mine problemer er være end veninder og familie kan hjælpe mig med.

Jeg snakker med en person som jeg har fået igennem kommunen men hun har ferie en uge endnu, jeg ved hun er på Facebook og overvejer at skrive til hende hvordan jeg har det, men man få jo ikke nonfiktion nå det ikke er nogen man er ven med i forvejen, så hun ville jo nok ikke se det.

Men hun har jo også ferie og det skal hun jo også have lov til at have, selvom jeg ikke er i tvivl om at hvis hun vidste hvordan jeg har det, så ville hun sikkert kontakte mig, men der er jo en grund til at hun har sin arbejds telefon slukket i ferien.

Jeg er i gang med nogen undersøgelser hos psykiatrien så jeg kan finde ud af hvorfor jeg har det som jeg har det, og de er snart færdige, de laver det helt færdig nå de kommer tilbage fra ferie.

Jeg har gået til psykolog før, men det hjalp ikke fordi sidst bare og lytter, de giver ikke råd og vejleder.

Jeg har været hos en psykoterapeut for en del år siden og det hjalp. Men jeg har ikke råd til det, så jeg må vente og se hvad psykiatrien finder ud af. 

Anonym skriver:

Ja mine problemer er være end veninder og familie kan hjælpe mig med.

Jeg snakker med en person som jeg har fået igennem kommunen men hun har ferie en uge endnu, jeg ved hun er på Facebook og overvejer at skrive til hende hvordan jeg har det, men man få jo ikke nonfiktion nå det ikke er nogen man er ven med i forvejen, så hun ville jo nok ikke se det.

Men hun har jo også ferie og det skal hun jo også have lov til at have, selvom jeg ikke er i tvivl om at hvis hun vidste hvordan jeg har det, så ville hun sikkert kontakte mig, men der er jo en grund til at hun har sin arbejds telefon slukket i ferien.

Jeg er i gang med nogen undersøgelser hos psykiatrien så jeg kan finde ud af hvorfor jeg har det som jeg har det, og de er snart færdige, de laver det helt færdig nå de kommer tilbage fra ferie.

Jeg har gået til psykolog før, men det hjalp ikke fordi sidst bare og lytter, de giver ikke råd og vejleder.

Jeg har været hos en psykoterapeut for en del år siden og det hjalp. Men jeg har ikke råd til det, så jeg må vente og se hvad psykiatrien finder ud af. 

Jeg har simpelthen misforstået dit første indlæg - du HAR en kontaktperson, men hun er på ferie en uge endnu? 

Vil det hjælpe dig at skrive dine tanker ned i mails til hende, så du kommer lidt ud med det triste? Hun bliver jo ikke belastet af sin mailindbakke på ferien, men så ved hun hurtigt efter sin ferie, at du har brug for hende - og du får sat lidt ord på tankerne i mellemtiden.