Anonym skriver:
Føler mig både til grin og usikker i min nye rolle som mor, især når jeg er sammen med min mor og stedfar
For eksempel var vi i går blevet inviteret hjem til aftensmad hos mor og min stedfar, det var andengang vi var ude med vores datter udover ture i barnevognen i naturen og derfor var vi også lidt nervøse (mest mig), da hun lige havde haft et par dage hvor hun var utrøstelig pga. forstoppelse, samtidig kan min familie også være lidt højt rystet så det gjorde ikke det hele bedre.
Kort tid efter vi lige er ankommet kommer min mor og ville holde vores datter hvilket hun selvfølgelig gerne må ❤ efter et par mintters pludren bliver hun en smule ulykket og min mor trøster hende hvor efter min mor pludselig spørger min lillebrors kæreste om hun havde prøvet at holde hende og derefter siger min mor det skal du da prøve, jeg siger så mens min mor er påvej over for at aflevere min datter, at jeg synes lige vi skal vente til hun er mere ro og tryg, men det mener min mor ikke der sker noget ved. Heldigvis fald hun i søvn da hun kom over til hende, men jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg ikke har noget at skulle ha' sagt når det kommer til mit eget barn. ��
Senere på aftenen bliver det hele lidt høj rystet, mine brødre på 18 og 22 synes altid det sjovt at trumel med deres far hvilket resulterede i at hunden gøer meget højt og skigeret, hader det! Derfor spørger jeg om de ikke kan stoppe før hunden gøer så min datter ikke får et chok for nu var hun lige faldet til ro inde i stuen på brystet af hendes far, men de er ligeglade og bliver ved og jeg gentager mig selv et par gang hvor jeg til sidst må blive sur og men med det samme får jeg af vide at hun skal lære at sove i larm, og hvad gør jeg hvis naboes hund gøer, og jeg pakker hende ind i vat. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes ikke der er nogen grund til at provokere en hund til at gø for sjov mens et lille spædbarn sover plus der var der så meget larm i forvejen at jeg selv blev helt rundt tosset. Min mor havde åbenbart fået et glas rødvin for meget og så kan hun godt li at diskutere. Hun mente at vores 4 uger gammel datter fik social forbi hvis ikke hun kom en tur i bilka eller bare i det hele taget med ud og handle, men jeg ser ikke nogen grund til at slæbe hende med i autostolen alle mulige steder hen her i starten medmindre det er nødvendigt. Men så alligevel sidder jeg og tvivler på mig selv.
For mig er pointen ikke, hvor meget larm et spædbarn kan holde til, når det skal sove. Pointen er, at i er førstegangsforældre, der - som du selv skriver - skal finde ind i forældrerollen. Det gør man bedst ved at blive mødt med anerkendelse og opbakning fra sine nærmeste, især ens egen mor/far.
De fleste af os er på et eller flere områder lidt overbeskyttende overfor vores første barn. Det er sundt og passer fint sammen med at situationen er ny, vi skal lære pres funktion at kende og lære vores barn at kende. Når man er ny og lidt usikker i noget, foretrækker man tit den sikre løsning. Det ville være langt værre, hvis vi stod med den lille førstefødte og tænkte 'det ved jeg sgu ikke, om hun kan holde til, og jeg bliver lidt bekymret, men det må da komme an på en prøve, for jeg vil nødig have nogen tror jeg er pylret'.
Da min søn var lille m, ville jeg ikke køre mere end en time i bil med ham for, at han ikke skulle få skader på ryggen. Så familiebesøg i Jylland blev klaret med DSB. Med nr. 2 har jeg stærkt på fornemmelsen, at turen nok klares i bil. Min familie syntes sikkert, at det var lidt småhysterisk, men de hentede os pænt på stationen og så de gode sider af valget (man kan fx amme i toget).
Pointen er, at man lettest udfordrer sig selv og har overskud til at indoptage andres erfaringer, når man bliver mødt med respekt og anerkendelse. Hvis din mor havde bedt din stedfar og brødre om at dæmpe sig og gå en tur med hunden, kunne I nok have fået en god snak om din mors erfaringer med og viden om små børns søvn. Så ville du være taget hjem med en følelse af, at din mor synes du er en god mor, der beskytter sit barn og nogle input til at overveje, om du måske godt kan acceptere lidt mere larm en anden gang.
Prøv at tage en snak med din mor om, at du glæder dig til at nyde godt af hendes erfaringer med små børn. Og at du har brug for at mærke, at hun respekterer og støtter dig i dine valg - også når de er anderledes end hendes egne valg. Så kan du bedre bruge hendes erfaringer. Hvis du ikke oplever, at I kan have sådan en snak, så ignorer hendes bemærkninger og pak baby sammen, når I har fået nok af familiebesøget.
