Den positive tilblivelses historie

Aagaard skriver:

Jeg kan ikke lade være at synes at det er dårlig stil at først fortælle at far ikke er din rigtige far når de bliver unge/voksne. 
Min mor er adopteret og er vokset op med en dejlig varm fortælling om dengang de hentede hende, jeg ville så gerne kunne konstruerer en fortælling som kunne give en følelse at være tilvalgt og som på samme tid ikke skræmte hverken barnet eller storesøster. Desuden syntes jeg at have hørt så mange fortælle om voldsomme identitetsproblemer for den unge hvis de først sent får at vide at deres ophav er anderledes en de hele deres liv har antaget.
Men det er godt nok svært at finde på noget ude decideret at lyve og uden at det bliver ubehageligt.

Du skal bare fortælle hele historien - om hvordan I kom hen på fødegangen (var det nat eller dag, sneede det eller skinnede solen), hvem var med, 'så kom du ud og kom op og ligge på mors mave. Så tog far dig op. Han græd af glæde og synes du var så smuk, selvom du var helt våd og dækket af sådan noget fosterfedt, så kom farmor og farfar og så dig.......osv. Osv.

esioul skriver:

Åhh. Jeg kom bare lige til at tænke på det

Jeg har desværre ingen gode råd, jeg fandt bare din tråd "interessant" eftersom vi selv har en arvelig sygdom i familien. 

Pøj pøj med det hele 

Tak - og tak for spørgsmålet. 

Cherraly skriver:

Det kan jeg godt se. Men synes det er lidt anderledes end adoption. Der er tale om ren biologisk "udskiftning" af sæd, stadig af jer to mennesker der aktivt vælger at lave barnet. Jeg ville nok være bekymret for om ikke det på en måde vil skabe en for kompliceret historie i barnets hoved, der lige præcis er noget der ligner og sidestilles med en adoption, når det for mig virker meget anderledes end en adoption. For der er der jo en anden forhistorie, med to andre mennesker, andres liv og valg, som altid er en del af det. Her er det stadig kun jeres historie, valg og kærlighed. Ved ikke om det giver mening. Det ville i hvert fald være en tilblivelses fortælling der skulle inkludere meget tekniske forklaringer, for at give mest rigtig mening, og det ville jeg selv vente med til de var større.

Ja, du har ret i at det er helt anderledes. Udskiftning er måske en meget fin måde at tænke om det på faktisk. Keep it simpel - modtaget - tak!

sessen1984 skriver:

Jeg tror bare, at jeg ville sige at det her er far. Når du får spørgsmålet om hvordan barnet er blevet til, så ville jeg sige at vi var inde hos en doktor som hjalp mor og far med at lave dig. For mor og far kunne ikke selv, som vi gjorde med storesøster, fordi far har en sygdom.  

Med tiden når barnet bliver større, så kan det jo få den detaljerede version. Men det forstår et mindre barn jo ikke. De kan altod få at vide, at det er donorsæd og ikke fars når de engang ved hvad donorsæd betyder.. Men en 4-5-6 årig vil jo ikke vide hvor de informationer skal puttes hen, og kan måse tro at faderen ikke er far/elsker det/drømmer om at møde sin "rigtige" far osv. 

Jo, helt sikkert  Min kæreste vil altid være barnets far og blive omtalt som sådan (måske altså, for vores 6 årige kalder ham oftest ved navn). Du har nok ret - måske fortænker jeg situationen. Det må holdes på det niveau, så det er til at have med at gøre. 

Hvornår - altså i hvilken alder ville du tænke var passende?

L-mor skriver:

Fortæl, at I fik hjælp af lægen og en anden mand til at få jeres andet barn, fordi far har en sygdom.  I kender ikke den anden mand, men han må være et godt menneske, når han hjælper andre med at få børn. Når barnet bliver ældre, fylder I historien mere ud.

Husk at din mand er begge børns RIGTIGE far. En sæddonor er ikke far. Din mand passer på sine børn, elsker dem, drager omsorg, forsørger, læser godnathistorier, laver lektier med dem og lærer dem at cykle. Det er jobbeskrivelsen for en far. Jeres andet barn har ikke en anden far. Der er en anden mand, der har hjulpet jer med at lave barnet. Lægen har puttet det ind i mors mave.

Tak, det er en fin måde at gøre det på, og så må jeg bare håbe at vores store datter køber den og ikke stiller uddybende spørgsmål - ellers må en lille hvid løgn måske være på sin plads for at hun ikke bliver bange.

Tak for at du gør opmærksom på min dårlige brug af ordet rigtig. Selvfølgelig er min kæreste deres rigtige far - ingen tvivl om det - Tusinde mange tak!

Aagaard skriver:

Hej 

Min kæreste og jeg har i forvejen en datter sammen på 6 år. Vi ønsker os et barn mere. Dette barn skal blive til virkelighed med donorsæd idet min kæreste har en gigt, som er ret arvelig (mellem 35-60%), som vi ikke vil risikerer går videre til et nyt barn. 
Vores 6 årige datter er blevet til før gigten brød ud og vi må bare håbe at hun er i de 40-65% som ikke får det.

Men hvordan fortæller vi vores datter og det forhåbentlig kommende barn om dets tilblivelse - uden at lyve og uden at gøre nogen af dem bange?

Vores 6 årige har jo en relativt høj risiko for at have arvet gigten og det skal hun først have at vide når hun er ældre og har en mulighed for at håndterer frygten og det forhåbentligt kommende barn vil undre sig over at min kæreste er biologisk far til den ældste, men ikke til den yngste og kan måske komme til at føle sig forkert?

Hvordan har andre konstrueret tilblivelseshistorien? og er der nogen som har et forslag til hvordan vi evt kan konstruerer vores så den bliver god og ikke frygtskabende?

Mvh 

Jeg ved desværre ikk hvordan man bedst for det sagt men jeg var 10 år da jeg fik at vide min far ikk var min far en af de væreste dage i mit liv selv den dag i dag og er 27 nu så jeg kan godt forstå du vil sige det tidligt at far er far men der er også en anden far 

Aagaard skriver:

Jo, helt sikkert  Min kæreste vil altid være barnets far og blive omtalt som sådan (måske altså, for vores 6 årige kalder ham oftest ved navn). Du har nok ret - måske fortænker jeg situationen. Det må holdes på det niveau, så det er til at have med at gøre. 

Hvornår - altså i hvilken alder ville du tænke var passende?

Når barnet selv spørger, vil det være passende.  

Fortæl samme historie til storesøster på 6 år. Min datter på 6 ville være tilfreds med den fortælling og forklaring. Måske spørger hun nærmere når hun bliver ældre. Så fortæl det hun er klar til, men ALDRIG lyv. Børn ved når man ikke taler sandt, og hvis du/i er afslappede omkring det, så bliver børnene det også..  

hvis du pisker en stemning op, så bliver børnene også nervøse og tænker det er forkert..  

Aagaard skriver:

Hej 

Min kæreste og jeg har i forvejen en datter sammen på 6 år. Vi ønsker os et barn mere. Dette barn skal blive til virkelighed med donorsæd idet min kæreste har en gigt, som er ret arvelig (mellem 35-60%), som vi ikke vil risikerer går videre til et nyt barn. 
Vores 6 årige datter er blevet til før gigten brød ud og vi må bare håbe at hun er i de 40-65% som ikke får det.

Men hvordan fortæller vi vores datter og det forhåbentlig kommende barn om dets tilblivelse - uden at lyve og uden at gøre nogen af dem bange?

Vores 6 årige har jo en relativt høj risiko for at have arvet gigten og det skal hun først have at vide når hun er ældre og har en mulighed for at håndterer frygten og det forhåbentligt kommende barn vil undre sig over at min kæreste er biologisk far til den ældste, men ikke til den yngste og kan måske komme til at føle sig forkert?

Hvordan har andre konstrueret tilblivelseshistorien? og er der nogen som har et forslag til hvordan vi evt kan konstruerer vores så den bliver god og ikke frygtskabende?

Mvh 

Jeg syntes at I skal holde stien ren ved at sige tingene præcis som det er, når alderen er rigtig eller gigten kommer tæt på hende.

Jeg vil personligt vælge at nr. 2 barn skulle blive til på samme måde som barn nr. 1. Fordi der er ingen garanti for at barn nr. 2 slipper 100% fra andre sygdomme. Gigt er ikke til at spøge med, så det er da et svært valg. Med gigten ved du hvad der venter, det ved du ikke med evt. andre sygdomme.

Mht. skrækhistorierne, så ligge der typisk mere bag dem end vi får at vide, så dem ville jeg ikke bruge energi på.

Du skal som forældre give dit barn de redskaber som du mener dit barn kan få gavn af i fremtiden. Lære hende hvordan man klarer svære situationer, de kommer jo uanset hvad udgangspunkt hun har.

Fordi din mand har fået gigt betyder det ikke at han elsker sin datter mindre. Der er bare kommet en faktor mere med i livets spilleregler.

Kurt_H skriver:

Jeg syntes at I skal holde stien ren ved at sige tingene præcis som det er, når alderen er rigtig eller gigten kommer tæt på hende.

Jeg vil personligt vælge at nr. 2 barn skulle blive til på samme måde som barn nr. 1. Fordi der er ingen garanti for at barn nr. 2 slipper 100% fra andre sygdomme. Gigt er ikke til at spøge med, så det er da et svært valg. Med gigten ved du hvad der venter, det ved du ikke med evt. andre sygdomme.

Mht. skrækhistorierne, så ligge der typisk mere bag dem end vi får at vide, så dem ville jeg ikke bruge energi på.

Du skal som forældre give dit barn de redskaber som du mener dit barn kan få gavn af i fremtiden. Lære hende hvordan man klarer svære situationer, de kommer jo uanset hvad udgangspunkt hun har.

Fordi din mand har fået gigt betyder det ikke at han elsker sin datter mindre. Der er bare kommet en faktor mere med i livets spilleregler.

Hej Kurt 

Tak for dit indspark. Ja, som du skriver må vores ældste bare, ligesom andre børn,  lærer hvordan man tackler livets udfordringer. Det synes jeg du har helt ret i og som du skriver må vi holde os så nogenlunde til sandheden men modereret til barnets alder. Men hvordan i alverden gør vi det? Hvornår er et barn klar til at vide at det har høj risiko for at ende som sin far og skal være meget opmærksom på ikke at blive stresset og søge for hurtigt at få hjælp ved en evt depression, som tit er en udløsende faktor. 

Dog kan vi simpelthen ikke med god samvittighed og fuldt overlæg give et lille nyt menneske så høj risiko for at ende med voldsomme smerter i alle kroppens led fra skuldrene og ned. Risikoen er hævet både fordi det er min mand som har sygdommen og dermed kan give den videre og fordi det er en tidligt udbrydende form (min mand var 24 da han i løbet af 1,5 måned fik stærke smerter i de fleste af kroppens led). 

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er for skræk historier du mener. Gigtens arvelighed er ingen skræk historie, men information vi selv har søgt i videnskabelige artikler. (jeg er biolog og vandt til at læse den slags litteratur). Skræk historier mht til sæd og sæddonorer er vi rimelig kolde overfor. Den almindelige danske mand giver bedre ods end 50/50 for at slippe for at få en invaliderende sygdom inden man bliver 50 år end min egen elskede mand gør. Så den del er vi ikke et øjeblik i tvivl om. Det er mere håndteringen af konsekvenserne ved at være af anden biologisk afstamning end sin søster.