Den positive tilblivelses historie

Hej 

Min kæreste og jeg har i forvejen en datter sammen på 6 år. Vi ønsker os et barn mere. Dette barn skal blive til virkelighed med donorsæd idet min kæreste har en gigt, som er ret arvelig (mellem 35-60%), som vi ikke vil risikerer går videre til et nyt barn. 
Vores 6 årige datter er blevet til før gigten brød ud og vi må bare håbe at hun er i de 40-65% som ikke får det.

Men hvordan fortæller vi vores datter og det forhåbentlig kommende barn om dets tilblivelse - uden at lyve og uden at gøre nogen af dem bange?

Vores 6 årige har jo en relativt høj risiko for at have arvet gigten og det skal hun først have at vide når hun er ældre og har en mulighed for at håndterer frygten og det forhåbentligt kommende barn vil undre sig over at min kæreste er biologisk far til den ældste, men ikke til den yngste og kan måske komme til at føle sig forkert?

Hvordan har andre konstrueret tilblivelseshistorien? og er der nogen som har et forslag til hvordan vi evt kan konstruerer vores så den bliver god og ikke frygtskabende?

Mvh 

Aagaard skriver:

Hej 

Min kæreste og jeg har i forvejen en datter sammen på 6 år. Vi ønsker os et barn mere. Dette barn skal blive til virkelighed med donorsæd idet min kæreste har en gigt, som er ret arvelig (mellem 35-60%), som vi ikke vil risikerer går videre til et nyt barn. 
Vores 6 årige datter er blevet til før gigten brød ud og vi må bare håbe at hun er i de 40-65% som ikke får det.

Men hvordan fortæller vi vores datter og det forhåbentlig kommende barn om dets tilblivelse - uden at lyve og uden at gøre nogen af dem bange?

Vores 6 årige har jo en relativt høj risiko for at have arvet gigten og det skal hun først have at vide når hun er ældre og har en mulighed for at håndterer frygten og det forhåbentligt kommende barn vil undre sig over at min kæreste er biologisk far til den ældste, men ikke til den yngste og kan måske komme til at føle sig forkert?

Hvordan har andre konstrueret tilblivelseshistorien? og er der nogen som har et forslag til hvordan vi evt kan konstruerer vores så den bliver god og ikke frygtskabende?

Mvh 

Har i ikke mulighed for æg sortering? Bare lige et side spørgsmål  

esioul skriver:

Har i ikke mulighed for æg sortering? Bare lige et side spørgsmål  

Hej :-)

Godt spørgsmål. Desværre er det ikke en simpel nedarvning og der er ingen der ved hvor de udløsende gener sidder. Videnskaben er ude i noget med en kombination af miljø og genetik. Fx, betyder det noget for sandsynligheden om det er faderen eller moderen som har gigten (10-15% højere risiko hvis det er faderen og endnu 5-10% øget hvis han er under 30 når gigten udløses).

Er der en grund til at fortælle dem det mens de stadig er børn? 

Cherraly skriver:

Er der en grund til at fortælle dem det mens de stadig er børn? 

Jeg kan ikke lade være at synes at det er dårlig stil at først fortælle at far ikke er din rigtige far når de bliver unge/voksne. 
Min mor er adopteret og er vokset op med en dejlig varm fortælling om dengang de hentede hende, jeg ville så gerne kunne konstruerer en fortælling som kunne give en følelse at være tilvalgt og som på samme tid ikke skræmte hverken barnet eller storesøster. Desuden syntes jeg at have hørt så mange fortælle om voldsomme identitetsproblemer for den unge hvis de først sent får at vide at deres ophav er anderledes en de hele deres liv har antaget.
Men det er godt nok svært at finde på noget ude decideret at lyve og uden at det bliver ubehageligt.

Aagaard skriver:

Hej :-)

Godt spørgsmål. Desværre er det ikke en simpel nedarvning og der er ingen der ved hvor de udløsende gener sidder. Videnskaben er ude i noget med en kombination af miljø og genetik. Fx, betyder det noget for sandsynligheden om det er faderen eller moderen som har gigten (10-15% højere risiko hvis det er faderen og endnu 5-10% øget hvis han er under 30 når gigten udløses).

Åhh. Jeg kom bare lige til at tænke på det

Jeg har desværre ingen gode råd, jeg fandt bare din tråd "interessant" eftersom vi selv har en arvelig sygdom i familien. 

Pøj pøj med det hele 

Aagaard skriver:

Jeg kan ikke lade være at synes at det er dårlig stil at først fortælle at far ikke er din rigtige far når de bliver unge/voksne. 
Min mor er adopteret og er vokset op med en dejlig varm fortælling om dengang de hentede hende, jeg ville så gerne kunne konstruerer en fortælling som kunne give en følelse at være tilvalgt og som på samme tid ikke skræmte hverken barnet eller storesøster. Desuden syntes jeg at have hørt så mange fortælle om voldsomme identitetsproblemer for den unge hvis de først sent får at vide at deres ophav er anderledes en de hele deres liv har antaget.
Men det er godt nok svært at finde på noget ude decideret at lyve og uden at det bliver ubehageligt.

Det kan jeg godt se. Men synes det er lidt anderledes end adoption. Der er tale om ren biologisk "udskiftning" af sæd, stadig af jer to mennesker der aktivt vælger at lave barnet. Jeg ville nok være bekymret for om ikke det på en måde vil skabe en for kompliceret historie i barnets hoved, der lige præcis er noget der ligner og sidestilles med en adoption, når det for mig virker meget anderledes end en adoption. For der er der jo en anden forhistorie, med to andre mennesker, andres liv og valg, som altid er en del af det. Her er det stadig kun jeres historie, valg og kærlighed. Ved ikke om det giver mening. Det ville i hvert fald være en tilblivelses fortælling der skulle inkludere meget tekniske forklaringer, for at give mest rigtig mening, og det ville jeg selv vente med til de var større.

Jeg tror bare, at jeg ville sige at det her er far. Når du får spørgsmålet om hvordan barnet er blevet til, så ville jeg sige at vi var inde hos en doktor som hjalp mor og far med at lave dig. For mor og far kunne ikke selv, som vi gjorde med storesøster, fordi far har en sygdom.  

Med tiden når barnet bliver større, så kan det jo få den detaljerede version. Men det forstår et mindre barn jo ikke. De kan altod få at vide, at det er donorsæd og ikke fars når de engang ved hvad donorsæd betyder.. Men en 4-5-6 årig vil jo ikke vide hvor de informationer skal puttes hen, og kan måse tro at faderen ikke er far/elsker det/drømmer om at møde sin "rigtige" far osv. 

Fortæl, at I fik hjælp af lægen og en anden mand til at få jeres andet barn, fordi far har en sygdom.  I kender ikke den anden mand, men han må være et godt menneske, når han hjælper andre med at få børn. Når barnet bliver ældre, fylder I historien mere ud.

Husk at din mand er begge børns RIGTIGE far. En sæddonor er ikke far. Din mand passer på sine børn, elsker dem, drager omsorg, forsørger, læser godnathistorier, laver lektier med dem og lærer dem at cykle. Det er jobbeskrivelsen for en far. Jeres andet barn har ikke en anden far. Der er en anden mand, der har hjulpet jer med at lave barnet. Lægen har puttet det ind i mors mave.

Cherraly skriver:

Er der en grund til at fortælle dem det mens de stadig er børn? 

Børn skal have sandheden om, hvordan de er blevet til. Det, vi fortier, gør vi skamfuldt.