Er det okay at give op?

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg simpelthen ikke har energi til at beskrive hele forløbet og historien, jeg er træææt...

Jeg er vokset op som skilsmissebarn, og min mor og far kunne ikke med hinanden. Derfor er jeg også typen, som er villig til at strække mig utrooooooooooooolig langt for det gode samarbejdes skyld. Jeg har et helt eminent samarbejde med og forhold til min egen x og hans kæreste, men efter 2 år er jeg ved at give op ift. min kærestes x.

Jeg kan ærligt ikke komme med nogen forklaring på, hvorfor hun har modstand mod mig. Hun er meget beskyttende over for sin moderrolle, og min fornemmelse er, at hun stadig - her 2 år senere - har vanskeligt ved, at der er en 'anden kvinde' i bonus' liv. Jeg har aldrig nogensinde forsøgt at presse mig på, lege mor eller overskride grænser, men har altid haft respekt for, at hun er moderen og den primære. Også fordi jeg jo selv har børn og ved, hvordan det er.

Men hver eneste gang jeg forsøger at være venlig, hver eneste gang jeg rækker en hånd ud, hver eneste gang jeg forsøger, bliver jeg enten ignoreret eller får en verbal sviner tilbage. Og det gør mig så ulykkelig, for jeg gør virkelig mit bedste for at skabe et godt forhold, også uden at trænge mig på, men det kan jeg jo ikke, hvis hun ikke har lyst. Har ingen forestilling om, at vi skal være bedste venner, slet ikke. Men alt jeg siger og gør bliver mødt med iskulde.

Jeg har nået et punkt nu, efter endnu en sviner, hvor jeg bare er utrolig træt af at forsøge, og ikke rigtig har lyst mere. Ud over jeg bliver ufattelig ked af det hver gang, så er det jo også ydmygende og jeg føler mig latterliggjort.

Er det ok at give op? Er det ok at holde op med at forsøge? Jeg har jo ikke tænkt mig at være fjendtlig eller noget, slet ikke, jeg har bare ikke mere energi eller lyst til at forsøge aktivt, når jeg altid bliver mødt på den måde.. Jeg er bare så ked af at erkende, at hun altid vil være iskold over for mig, uanset hvad jeg gør, uanset at jeg aldrig har gjort noget dårligt, imens hun nærmest er Mary Poppins over for min kæreste..

Altså hvis jeg gik fra min kæreste og han fandt en anden, ville jeg nok fortrække at al kommunikation forgik mellem min x og jeg og ikke hans nye kæreste, jeg ville ikke have noget behov for at omgås hende, jeg kunne self aldrig finde på at snakke dårligt om hende eller andet til mit barn, men ellers tror jeg ikke jeg ville kunne lide hende - sorry to say 

Kan være hun har det på sammen måde? - så jeg ville bare trække mig hvis jeg var dig

Soonmom skriver:

Altså hvis jeg gik fra min kæreste og han fandt en anden, ville jeg nok fortrække at al kommunikation forgik mellem min x og jeg og ikke hans nye kæreste, jeg ville ikke have noget behov for at omgås hende, jeg kunne self aldrig finde på at snakke dårligt om hende eller andet til mit barn, men ellers tror jeg ikke jeg ville kunne lide hende - sorry to say 

Kan være hun har det på sammen måde? - så jeg ville bare trække mig hvis jeg var dig

Fair nok, det kan jeg simpelthen ikke forstå, men fair nok. Måske hvis der var følelser i klemme og den slags, men hun har selv en kæreste, som direkte kommunikerer omkring bonus, hvilket nok især gør jeg føler mig frosset ude. Selvfølgelig foregår praktisk info mellem forældrene, ligesom jeg ikke forventer at inviteres til møder på skolen (selvom hendes kæreste deltager i den slags), men almindelig venlighed osv. Synes jeg er sært at afvise. 

Hvis jeg skal være ærlig er jeg ikke helt overbevist om, at det er noget man kan have et forhold til uden at prøve det - ikke for at negligere dine følelser! Men fordi når man er i et forhold med sin kæreste, så tror jeg de fleste ville se rødt ved tanken om han har en anden, selvfølgelig nok  

Selvfølgelig er det da okay at du trækker dig fra relationen til hende du har da gjort mere end nok, det er ret tydeligt at hun ikke ønsker noget "forhold" til dig og det synes jeg du skal respektere. 

Jeg kan komme med et enkelt eksempel, som meget godt illustrerer hvad jeg mener. Der var en weekend hvor de hentede ham fra samvær, og han havde fødselsdag dagen efter. Det skal lige siges, at hun slet ikke værdiger mig et blik under overleveringer, imens hende, hendes kæreste og min kæreste kan have livlige samtaler. Min kærestes forsøg på at inkludere mig bliver ignoreret. I hvert fald, denne specifikke dag, smiler jeg venlig til hende og siger "Stort tillykke med ham i morgen!" - Der er ingen tvivl om, at hun hørte mig, men hun ignorerede mig fuldstændig..

Så mit spørgsmål er ikke, hvordan jeg kan "ændre hende", for det skib er for længst sejlet, det kommer ikke til at ske. Men mere om jeg skal blive ved at forsøge dels for min egen samvittigheds skyld og for at jeg da i hvert fald gør hvad jeg kan, eller om det er fair nok at kaste håndklædet i ringet og give op? Jeg ved ikke, hvad der er det rette at gøre.. Jeg føler mig bare som taberen i klassen, der bliver holdt uden for, og den følelse er opslidende..

migxher skriver:

Selvfølgelig er det da okay at du trækker dig fra relationen til hende du har da gjort mere end nok, det er ret tydeligt at hun ikke ønsker noget "forhold" til dig og det synes jeg du skal respektere. 

Prøv at læse mit svar nedenfor dit, det er ikke fordi jeg vil have et "forhold" til hende. Vi bliver aldrig venner - Det er mere om det er okay fra sådan et... Eh.. Ordentligt-menneske synspunkt at holde op med at forsøge med de der små ting, der får den kolde skulder. Eller? Jeg har ikke interesse i at forsøge at ændre hende, kommer ikke til at ske. Fint nok hvis hun vil fryse mig ude, selvom jeg synes det er lidt fejt, når vi er helt nede i de ting som i eksemplet. Men mere om jeg fra mit og bonus' perspektiv kan tillade mig at give op, hvis du forstår?

Anonym skriver:

Prøv at læse mit svar nedenfor dit, det er ikke fordi jeg vil have et "forhold" til hende. Vi bliver aldrig venner - Det er mere om det er okay fra sådan et... Eh.. Ordentligt-menneske synspunkt at holde op med at forsøge med de der små ting, der får den kolde skulder. Eller? Jeg har ikke interesse i at forsøge at ændre hende, kommer ikke til at ske. Fint nok hvis hun vil fryse mig ude, selvom jeg synes det er lidt fejt, når vi er helt nede i de ting som i eksemplet. Men mere om jeg fra mit og bonus' perspektiv kan tillade mig at give op, hvis du forstår?

Ja jeg mener stadig du er i din helt gode ret til at give op og lade hende sejle i sin egen sø når hun behandler dig som hun gør jeg havde trukket stikket for længe siden hvis det var mig. Du har gjort mere ens rigelig.

migxher skriver:

Ja jeg mener stadig du er i din helt gode ret til at give op og lade hende sejle i sin egen sø når hun behandler dig som hun gør jeg havde trukket stikket for længe siden hvis det var mig. Du har gjort mere ens rigelig.

Tak, det er jeg glad for du siger. Jeg vil jo bare så gerne have mit på det rene, for jeg ved selv hvor rædselsfuldt det er at vokse op som barn når der er gnidninger mellem den ene og anden side af familien.. Men det virker jo alligevel ikke det jeg gør Så må jeg øve mig i accept i stedet for!

Anonym skriver:

Fair nok, det kan jeg simpelthen ikke forstå, men fair nok. Måske hvis der var følelser i klemme og den slags, men hun har selv en kæreste, som direkte kommunikerer omkring bonus, hvilket nok især gør jeg føler mig frosset ude. Selvfølgelig foregår praktisk info mellem forældrene, ligesom jeg ikke forventer at inviteres til møder på skolen (selvom hendes kæreste deltager i den slags), men almindelig venlighed osv. Synes jeg er sært at afvise. 

Hvis jeg skal være ærlig er jeg ikke helt overbevist om, at det er noget man kan have et forhold til uden at prøve det - ikke for at negligere dine følelser! Men fordi når man er i et forhold med sin kæreste, så tror jeg de fleste ville se rødt ved tanken om han har en anden, selvfølgelig nok  

Det er self også noget underligt noget så, hvis hendes kæreste deltager. 

Jeg ville heller ikke lade en evt ny kæreste indover i kommunikationen, det synes jeg stadig er noget der bør forgå mellem far og mor selvom de ikke er sammen, så hun lyder lidt dobbeltmoralsk

Behøver det at være enten eller? Jeg mener, du kan vel stadig forholde dig høflig og rolig overfor hende, og så arbejde med din egen følelse af ubehag ved at være frosset ude. Så du lærer at være ligeglad med hun opfører sig sådan. Accepter hun er en røv, mens du er flink og imødekommende for din egen og din familie skyld, skidt pyt med hende.